Blog Image

USABLOG

USA

Vi er blevet bidt af USA og derfor går turen for 7. gang til USA. Denne gang staterne Californien, New Mexico, Utah, Nevada og Arizona.

Hvis du har spørgsmål eller kommentarer i øvrigt kan du skrive til familien@heikendorf.eu
så vil jeg forsøge at svare så hurtigt som muligt.

Hej hej hr. Lincoln

Bahamas & Østkysten Posted on Thu, July 26, 2012 13:57:03

Efter en tur i pølen og den den dejlige varme spa(!) tog vi igen på eventyr, eller eventyr og eventyr, vi tog en taxa ned til Lincoln-monumentet for at se om det var der endnu. Det var det sandelig. Til gengæld er vandet i “Reflection Pool” væk, området er under renovering. HMPRFR!!
Vi fik taget et par billeder, også hele vejen ned til Capitol Hill, fantastisk udsigt.
Derefter gik vi hen til mindestedet for Vietnam-krigen, her kom solbrillerne igen på overarbejde, da Henrik og Victor havde fundet et billede, hvor der stod “Together at last” og datoen var i forgårs. Alle navne er hugget i granit, og der hvor der var billeder (stillet af pårørende, formoder vi) stod der også hvilke række.
Efter den oplevelse skulle vi lige have Korea-monumentet med, det er simpelthen så flot, situationer hugget i granit. Vi kom på et godt tidspunkt, hvor der ikke var så mange mennesker. Danmark er også hugget i granit, “vi”, (det er “vi”, når det er noget godt) var jo med med hospitalsskibet Jutlandia.
På grund af omvejen kom vi også forbi Marthin Luther King jr. Memorial, det er en stor statue af ham. Ved ikke hvorfor folk absolut skal kravle op på statuen for at få taget billeder, jeg synes det er respektløst. Ligeledes ved mindesmærket for 2. Verdenskrig, hvor der højt og tydeligt står at man ikke må bade eller sidde med fødderne i vand, alligevel gør folk det. Godt nok var det varmt i går, men alligevel!
Washington Monumentet er lukket pt. på grund af jordskælvet 23. august 2011. Har jeg skrevet at alle flagene stadig er på halv på alle regeringsbygninger? Også ved monumentet, selvfølgelig.

Området blev i går brugt til at spille baseball, ja, vi gjorde ikke, men der var en hel masse mennesker, der spillede.
Vi skulle selvfølgelig også en tur forbi Det Hvide Hus, men der må foregå et eller andet i byen, for lige pludselig fik vi at vide at en meget sur betjent at “fortovet er lukket”. Hm, jeg nåede heldigvis at få taget billeder inden den melding. Da vi så ville om på den anden side af bygningen var der også lukket der. Lettere gnavne og sultne gik vi ind i deres souvenir-butik, hvor Victor fik et par småting. Dejlig butik, de havde air-conditionsmiley
Da vi var færdige der, var der igen åbent ved Det Hvide Hus, men vi var tøsefornærmede og fandt i stedet en restaurant. Taxa hjem til hotellet (ja vi kører i taxa, metrokort for en dag koster 14$ pr. person, det er næsten 700 for os 4 i 2 dage, vi kan køre en del i taxa for det) og på hovedet i seng.



Capitol Hill

Bahamas & Østkysten Posted on Wed, July 25, 2012 21:41:14

I dag var dagen hvor vi havde billetter til Capitol Hill, ikke at det koster noget at komme ind, men man skal reservere på nettet, så de ved, hvem der kommer ind. Vi gik derhen, en pæn gåtur, her er stadig ufatteligt varmt, nogle og 30 grader.
Vi fik taget de obligatoriske billeder foran Capitol Hill, og fandt derefter besøgscenteret. Vi skulle selvfølgelig igennem et sikkerhedscheck, og derefter hen og vise billet. Vores billet var til en time senere, men den rare dame spurgte om vi ville med på en tur med det samme. JA TAK! Vi så en film om USA’s tilblivelse og vej mod demokratiet, meget spændende. Derefter fik vi en guide, der udleverede ørebøffer, hende skulle vi så følge igennem turen. Første stop var rutunden, meget imponerende. Det næste vi så var National Statuary Hall, hvor kongresmedlemmerne går for at komme hen til en anden bygning. Vi så nu ikke nogen af dem, men spændende alligevel. Den tur tog ca. 45 minutter, men rigtig spændende.
Vi havde desværre ikke adgang til senatet, det er kun for amerikanere, der har søgt om tilladelse hos deres senator og sådan en har vi jo ikke, æv!
Der var en (ikke spor hemmelig) gang over til Library Of Congress, hvor vi vist nok fik forvildet os rundt på nogle forkerte etager, hvor vi ikke havde noget at gøre. Det vi kom for at se var det Main Reading Room, vi så det også, men man har desværre ikke adgang og måtte heller ikke tage billeder, dobbelt-æv.
Der var selvfølgelig sikkerhedscheck da vi skulle ud igen, vi blev checket da vi kom ind, og igen da vi skulle ud. Ved virkelig ikke, hvorfor.
Isabella undrer sig over, hvorfor de aldrig skal igennem de check når vi ser film, f.eks. National Treasure??
Sidste stop inden svømmepølen var Smithsonian National Air and Space Museum. Vi har været der, men det var sjovt at se igen. Godt trætte og ømme i fødderne sidder vi nu på hotellet og slapper af.



Historisk vingesus

Bahamas & Østkysten Posted on Wed, July 25, 2012 03:59:26

I morges tog vi japanerudgaven af Gettysburg Battlefield, det vil sige vi tog audio-turen uden lyd og simpelthen bare kørt rundt og så, de steder, der var spændende. Den ranger vi talte med mente vi skulle sætte minimum 3 timer af til turen, men jeg tror vi klarede den på 1½ time. Vi fik rigtig mange fine billeder af statuer.
Efter Gettysburg stod der Washington på programmet, vi ville se både Pentagon Memorial og Arlington kirkegården inden vi skulle aflevere bilen.
Af sikkerhedsmæssige årsager valgte vi at køre en lillebitte omvej, måske mest fordi vi ikke helt kunne finde det. Det lykkedes dog til sidst, meget fint mindested for ofrene for 9/11, og til trods for det overskyede men meget varme vejr blev det nødvendigt med solbrillersmiley
Hvert monument repræsenterer de årgange, der blev dræbt, og den første årgang var 1989, altså et barn på bare 3 år, der mistede livet.

Efter det gik turen til Arlington, det var heller ikke helt nemt at finde. Meget skuffende blev vi nødt til at parkere i deres parkeringshus(!), vi troede man kunne køre rundt (ja ja, vi har været her i 14 dage, vi er ikke vant til fodgængere længere), det er slet ikke som på film, hvor man kan køre rundt, æv. Meget meget varmt i dag, 33 grader.

Vi skulle selvfølgelig se John F. Kennedys grav, solbriller igen… og den ukendte soldats grav, altså symbolet for alle soldater, der har mistet livet i krig, men ikke er stedt til hvile. Der var langt at gå, men vi var der åbenbart på et godt tidspunkt, der var vagtskifte. Vi anede ikke at der overhovedet stod soldater der, men det gør der altså. Alle havde sat sig på trappen for at kigge, men lige pludselig var der en soldat der sagde at der nu var vagtskifte og af respekt skulle vi rejse os op og holde mund! Det gjorde vi så. Henrik har en 8 minutter lang video for interesserede…
Efter det var vi mætte af kirkegårde og indtryk og kørte hen til hotellet, dejligt sted. Vi blev enige om at der ikke var nogen grund til at aflevere bilen i morgen, men at vi lige så godt kunne gøre det i dag. Derfor checkede vi ind, smed Isabella og Victor i pølen og kørte hen mod Hertz, hvor bilen skulle afleveres. Vi var der 18.02 og de lukkede kl. 18.00, fedt! Heldigvis var receptionen hjælpsomme og sagde vi kunne aflevere den på Union Station, stik modsat, men det lykkedes:-) Henrik og jeg havde ikke på daværende tidspunkt hjernekapacitet til at finde ud af metrosystemet (vi skulle skifte!) så vi tog en taxa hjem (hjem er = hotel) og var hjemme efter 2 timer. Fik dog set Washington Monumentet, Det Hvide Hus og Capitol Hill på vejen. Alle offentlige bygninger flager stadig på halv.
Efter den to-timers udflugt var vi tilbage på hotellet, fandt en restaurant i nærheden, spiste, er nu tilbage og slapper af.

I morgen har vi billetter til Capitol Hill, jeg glæder mig meget til at se det.



Outlet og Amish

Bahamas & Østkysten Posted on Tue, July 24, 2012 03:58:45

Vi forlod Philadelphia i god ro og orden, det vil sige Victor opdagede at han ikke havde set skyggen af John (hans tiger) så vi måtte lige en tur tilbage til hotellet, dog uden held. Måske John blev i Boston? Vi skriver og spørger!
Der var ca. 1 times kørsel til et outlet, og det måtte vi jo ikke gå glip af, jeg tror faktisk det er småulovligt at køre forbi??!
Vi aftalte et par timer max, det blev vist til lidt mere, men vi fik da også købt et par småting..
Derefter gik turen til Lancaster, stor skuffelse da vi landede midt i byen, vi havde forventet Amish-folk, i stedet var det en moderne storby. Heldigvis tog vi ind til deres Visitor Center og talte med en rar dame, der fortalte, hvor vi skulle finde Amish-folk. De bor et stykke fra byen i et område på ca. 10 x 10 ja enten kvadratmetre eller kvadratmiles;-)
De er ikke glade for at blive fotograferet, så jeg forsøgte at være diskret, men fik da taget et par billeder af dem i hestevogn.
Vi kørte lidt rundt i området, og besøgte et sted, hvor de lavede alt muligt relish, marmelade etc. Henrik købte ind så vi er rigeligt forsynet et godt stykke tid!
Henrik var lang tid om at stige ud af bilen, han hørte trafikradio med advarsler om voldsomme “thunderstorms” – altså kraftige tordenbyger. Når de siger kraftige mener de kraftige, folk skulle holde sig indendøre fra kl. 23 om aftenen.

Jeg ville gerne have været ude at køre i hestevogn, men Isabella ville ikke, turen gik ellers over en af de overdækkede broer. Vi takker hermed Isabella for den beslutning, for det begyndte at regne i stride strømme mens vi var på vej væk fra byen.
Derefter gik turen til Gettysburg, hvor det store slag i den amerikanske borgerkrig fandt sted. Vi har endnu ikke set noget som helst, vi ankom sent, spiste og er nu på værelserne og slapper af, nyder en noget forsinket fødselsdagskage.

Der er for øvrigt stadig mange steder, hvor der flages på halv i respekt for Colorado-ofrene.



Love Philly!

Bahamas & Østkysten Posted on Sun, July 22, 2012 23:07:39

I går kørte vi turen fra Boston til Philadelphia, en tur på små 600 km. En stille og rolig tur, hvor der ikke skete noget som helst. For at undgå Manhattans mylder (og følge vores GPS) tog vi turen gennem Bronx, i gamle dage et mindre pænt kvarter i New York. Jeg ved ikke om det stadig er mindre pænt, i hvert fald var vi glade da vi var ude igen, der så noget trist og nedslidt ud.
Vi nåede en hurtig tur hen til “Love-skiltet” i Philadelphia, så i dag var store turist-dag. Vi var henne ved Independence Visitor Center ved 9.45 tiden, jeg havde læst på min udmærkede app at der ALTID er kø ved Liberty Bell, nogle gange kø flere gange rundt om bygningen. Vi hentede billetter til Independence Hall, 10.45 var det vores tur, og strøg lige hen til Liberty Bell, hvor der ikke var kø overhovedet. Jeg synes jeg fortjener point for at tage af sted så tidligt smiley
Henne i besøgscentret havde vi fået en Ranger Workbook til Victor, igen havde jeg læst at de var tilgængelige via min Tripadvisor-app, og der var en masse gode spørgsmål som gjorde turen sjov for Victor. Han kunne samle kort, hvis han tale med de rangers vi mødte på vores vej, og kunne svare på deres spørgsmål. Det kunne han, vi blev jo nødt til at oversætte spørgsmålene (og måske også svarene).
Vi fik taget de obligatoriske billeder af Liberty Bell, og derefter hen til Independence Hall for at komme ind og se, hvor Uafhængigshederklæringen og Forfatningen blev underskrevet i henholdsvis 1776 og 1787, jo jo, vi hørte skam godt efter. Inden da nåede vi at se en kopi af begge dokumenter, meget spændende, men vi har set de rigtige på de Nationale Arkiver i Washington.
Meget interessant at mærke historiens vingesus. Tilbage til Visitor Centret så Victor kunne blive udnævnt til Junior Ranger, han fik gennemgået sin bog og skulle derefter sige en eller anden troskabsed. Han fik et fint badge og er nu en stolt junior ranger.

Efter al den kultur besluttede vi at tage hen og se trappen, hvor Rocky løber rundt i den første film. Victor LØB op af trappen, der er 29 grader så vi andre gik stille og roligt. Der var også en statue af Rocky, ja, det er vel af Sylvester Stallone, og øverst er hans Converse-sko afbilledet.
Nok kultur for i dag, så hjem i spa og svømmepøl på hotellet. I morgen går turen til Gettysburg, med stop i Lancaster, men der er altså også et lillebitte outlet og jeg mangler stadig en taske, så…

EDIT: Redigeret af Isabella, som vil nævne at man (Susanne) ikke får points når hun beder om points…



The Freedom Trail

Bahamas & Østkysten Posted on Fri, July 20, 2012 21:50:10

I dag har vi gået en tur i Boston, nærmere betegnet “The Freedom Trail”, der får alle turisterne forbi de seværdigheder, der er værd at se i Boston. Jeg havde downloadet en smart app, så vi kunne læse om de steder vi passerede. Jeg kunne nu godt fornemme at jeg ikke scorede særlig mange point for den tur. Der stod at den var 2.4 miles lang, det må være på en god dag, jeg tror vi har gået mere end 10 km. i dag.

Jeg burde have point for at vi ikke skulle ind de steder vi passerede…
Boston er en sjov by, en blanding mellem nyt og gammelt. Selve Freedom Trail er en rød linje på jorden som man så følger sammen med alle de andre turister.
Vi stoppede nu også uden for linjen, vi faldt over et monument over 2. verdenskrig, hvor alle numrene på KZ-fangerne var skrevet. Der var også en tak til Danmark for at have fragtet jøder til Sverige under krigen.

Back on track, der så vi bl.a. Bostons ældste hus det ligger i et hyggeligt kvarter med masser af fiskerestauranter. Mon ikke vi finder derned i aften? Hummer koster næsten ingenting og de er jo kendte for deres clam chowder, som vi spiste med stor fornøjelse i San Francisco.

Frokosten bestod af vindruer og kirsebær, meget bedre end i går, hvor vi fik is til frokost men der brugte vi jo også masser af energi på at shoppe.
I morgen er det køredag, vi skal til Philadelphia, det tager ca. 5 – 6 timer. Jeg har vist ikke fortalt at der også er sightseeing der, vi skal se Liberty Bell, Independence Hall og en hel masse andre spændende ting. Nå, det finder de ud af, enten når de læser bloggen eller når vi kommer til Philadelphiasmiley



Fødselsdag og Aerosmith

Bahamas & Østkysten Posted on Fri, July 20, 2012 13:50:23

“I går var det Isabellas fødselsdag, hurra, hurra”smiley.

Vi havde klogt nok ikke slæbt en masse gaver med til Isabella, men gav hende et gavekort, så hun kan købe noget, når vi kommer hjem. Hun havde også frabedt sig morgensang i restauranten (og til koncerten senere) så det respekterede vi. Vores medbragte Dannebrog blev også smileypå værelset… Hvor er vi egentlig rare forældre.

Dagens mål var Boston, men vi skulle lige et smut forbi Wrentham, som har et dejligt outlet med 170 butikker. Husk på at det er flere dage (2) siden vi var i outlet sidst.
Vi fik købt et par småting (host host) og tog afsted ved 15-tiden, vi havde jo en fræk aftale med Aerosmith kl. 19.30. Vi havde ikke lige taget højde for at vores GPS sagde 50 minutter, men Boston-trafikken sagde noget mere. Vi landede i Boston ved hotellet kl. 17.00, det betød trucker-vask, skifte tøj og så afsted. Jeg havde bestilt billetter hjemmefra, men eftersom det ikke var på et amerikansk kreditkort skulle vi hente billetterne på stedet. Det gik nu glat, men havde forudset en kæmpekø, der var ikke et øje…
Vi havde lige tid til at indtage en hurtig aftensmad på en eller anden mex-“restaurant”, ikke lige sådan vi havde håbet at fejre Isa. Vi tager revanche i dag.

Koncerten blev holdt i TD Gardens, meget tæt på vores hotel, to metrostationer. Der er plads til ca. 20000, og der var næsten udsolgt. Det er noget anderledes end at gå til koncert hjemme, alting var mere stille og roligt, ingen stress eller skubben for at finde pladser. Der var naturligvis rulletrapper hele vejen op, ingen grund til at gå, som i Parken, hvor man har fået dagens motion, når man sidder på en af siderne.
En ting, der undrede mig, var deres manglende sikkerhedscheck. De er normalt hysteriske med at checke folk, men her var der godt nok vagter med metaldetektor-stave, men vi blev vinket lige igennem og blev slet ikke undersøgt. I Parken bliver man da altid kropsvisiteret og taskerne undersøgt. Meget mærkeligt.

Vi fandt vores pladser i god tid, og kl. 19.30 præcis gik pop/rockbandet “Cheap Trick” på. Vi kendte dem ikke, og mente ikke der var meget pop over deres musik. Skræmmende nok kendte Isabella et af deres numre og det gjorde jeg også. Hvor hører vi dog den slags musik?
De spillede meget lang tid, ca 1 time og kl. 21.00 dut gik Aerosmith på. Sikke en energi. God koncert, men de fulgte ikke lige den playliste, jeg har lavet til dem, nogle af de gode glemte de helt, æv.
Efter koncerten tog vi metroen hjem, hyggede lidt og på hovedet i seng. Vi har lovet Isa og Victor de må sove længe i dag…

MEN når de vågner skal de have dagens kulturelle indslag og gå “The freedom Trail-turen”



Hvaler – masser af hvaler

Bahamas & Østkysten Posted on Wed, July 18, 2012 20:20:19

Vi er lige kommet hjem efter 4 timer på havet. Vi har været på hvalsafari. Vi stod op kl. 6 i morges for at være sikre på at få en ordentlig plads på båden – råd fra medarbejderen i receptionen på hotellet.
Meget varmt at sidde på dækket og vente, der er stadig hedebølge på østkystensmiley. Dejligt da vi først begyndte at sejle. Vi sejlede i ca. 1 time uden at se skyggen af en hval, og begyndte at tænke om vi mon skulle være den 1%, der ikke sker hvaler på turen. Vores marinebiolog kiggede og kiggede, og på et tidspunkt mente hun at kunne se en, jeg kunne ikke se den, men en amerikansk kvinde udbrød begejstret; ” Hval hval, nåh nej, det er en and” Hun sagde det godt nok på engelsk.

Hvalsafarierne samarbejder heldigvis, så vi sejlede i en anden retning, hvor vi da sandelig fik set hvaler. Den ene efter den anden. Meget imponerende.

Fantastisk dag! Lige nu slapper vi af på værelset, som sagt/skrevet er her hedebølge, den varmeste juli måned, der nogensinde er målt i Washington – ja ved godt vi ikke er der endnu, men det sagde de på TV. Vi har 91 grader F – ca. 33 grader C.



« PreviousNext »