Vi forlod Philadelphia i god ro og orden, det vil sige Victor opdagede at han ikke havde set skyggen af John (hans tiger) så vi måtte lige en tur tilbage til hotellet, dog uden held. Måske John blev i Boston? Vi skriver og spørger!
Der var ca. 1 times kørsel til et outlet, og det måtte vi jo ikke gå glip af, jeg tror faktisk det er småulovligt at køre forbi??!
Vi aftalte et par timer max, det blev vist til lidt mere, men vi fik da også købt et par småting..
Derefter gik turen til Lancaster, stor skuffelse da vi landede midt i byen, vi havde forventet Amish-folk, i stedet var det en moderne storby. Heldigvis tog vi ind til deres Visitor Center og talte med en rar dame, der fortalte, hvor vi skulle finde Amish-folk. De bor et stykke fra byen i et område på ca. 10 x 10 ja enten kvadratmetre eller kvadratmiles;-)
De er ikke glade for at blive fotograferet, så jeg forsøgte at være diskret, men fik da taget et par billeder af dem i hestevogn.
Vi kørte lidt rundt i området, og besøgte et sted, hvor de lavede alt muligt relish, marmelade etc. Henrik købte ind så vi er rigeligt forsynet et godt stykke tid!
Henrik var lang tid om at stige ud af bilen, han hørte trafikradio med advarsler om voldsomme “thunderstorms” – altså kraftige tordenbyger. Når de siger kraftige mener de kraftige, folk skulle holde sig indendøre fra kl. 23 om aftenen.

Jeg ville gerne have været ude at køre i hestevogn, men Isabella ville ikke, turen gik ellers over en af de overdækkede broer. Vi takker hermed Isabella for den beslutning, for det begyndte at regne i stride strømme mens vi var på vej væk fra byen.
Derefter gik turen til Gettysburg, hvor det store slag i den amerikanske borgerkrig fandt sted. Vi har endnu ikke set noget som helst, vi ankom sent, spiste og er nu på værelserne og slapper af, nyder en noget forsinket fødselsdagskage.

Der er for øvrigt stadig mange steder, hvor der flages på halv i respekt for Colorado-ofrene.