Vi er lige kommet hjem efter 4 timer på havet. Vi har været på hvalsafari. Vi stod op kl. 6 i morges for at være sikre på at få en ordentlig plads på båden – råd fra medarbejderen i receptionen på hotellet.
Meget varmt at sidde på dækket og vente, der er stadig hedebølge på østkystensmiley. Dejligt da vi først begyndte at sejle. Vi sejlede i ca. 1 time uden at se skyggen af en hval, og begyndte at tænke om vi mon skulle være den 1%, der ikke sker hvaler på turen. Vores marinebiolog kiggede og kiggede, og på et tidspunkt mente hun at kunne se en, jeg kunne ikke se den, men en amerikansk kvinde udbrød begejstret; ” Hval hval, nåh nej, det er en and” Hun sagde det godt nok på engelsk.

Hvalsafarierne samarbejder heldigvis, så vi sejlede i en anden retning, hvor vi da sandelig fik set hvaler. Den ene efter den anden. Meget imponerende.

Fantastisk dag! Lige nu slapper vi af på værelset, som sagt/skrevet er her hedebølge, den varmeste juli måned, der nogensinde er målt i Washington – ja ved godt vi ikke er der endnu, men det sagde de på TV. Vi har 91 grader F – ca. 33 grader C.