USABLOG

I dag var dagen, hvor vi ville besøge Gateway Arch, den bue, der symboliserer indgangen/porten til vesten. Man kan komme op i den, både Henrik og jeg ville, men Isa og Victor havde ikke lyst. Dem placerede vi så udenfor og stod i kø i lang tid for at komme indenfor. Vi skulle igennem det obligatoriske sikkerhedscheck (som ikke er så slemt mere) Da vi kom ind og ville købe billetter kunne vi se at næste ledige tur var om ca. 1½ time, så lang tid ville vi alligevel ikke lade vores børn vente udenfor med ½ liter vand og 20$ på lommen. Points til os for at være ansvarlige forældre!
Vi gik derfor ud igen og gik ned til Mississippi for at tage på sejltur på floden. Riverboat, jo, det er en båd forklædt som hjuldamper, lidt snyd. Vi fik købt billetter, sneg os udenom det obligatoriske billede med falsk baggrund (vi køber det jo ikke alligevel!) og fik ellers en times rundtur – en ranger fortalte om det vi passerede, vi er ikke helt sikre på vi hørte helt efter.
Vi havde været så snedige at købe en billet, der også også gav adgang til toppen af buen, så afsted med os. Isa og Victor gik med ind, der er gavebutikker (husk vi kun havde givet deme 20$) og et fint museum. Det tog sin tid at stå i kø for at komme op, man sidder i bittesmå kabiner med plads til 5 personer (af almindelig størrelse!) – “toget” er med 9 kabiner. Det er nok nærmest at forklare som en skilift. Turen til toppen tog ikke så lang tid, godt for der er altså meget klemt. Det er der så også på toppen. Fantastisk udsigt over byen, Vi tog hurtigt ned igen, for Victor og Isa ventede.
Tilbage til hotellet, (vi har skiftet hotel – planlagt, lang historie!) – vi bor nu på Hilton med udsigt over Busch Stadium fra vores værelse og over Gateway Arch fra restauranten. Superflot. Vi var en tur i spa og svømmepøl – sidder nu på værelset og skal tage os sammen til at finde et sted at spise.
I morgen – hm, det ved vi ikke endnu – men vi har også udsigt til Budweiser bryggeriet og Henrik vil vist gerne på rundtur.

Der er ca. 375 km fra Memphis til St. Louis – det er op/nordpå. Der er ikke meget at berette om transporten til St. Louis, ikke andet end vi kan mærke at vi er i et bibelland, vi får “gode” ord med på vejen – der er reklamer på deres billboards fra foreninger, der formaner os om at abort er mord og andre underholdende ting. Vi kan i hvert fald forstå på reklamerne at gud åbenbart holder øje med os. Så er der jo sådan set ingen grund til at passe på vejarbejderne, der er ellers sjove skilte (trist at det er nødvendigt), hvor der står “Hit af worker.. – get XX prison and XX fine”, kan ikke helt huske, hvor lang tid man kommer i fængsel eller hvor stor bøden er. Vi undlod at ramme nogen;-)

Dagens oplevelse var koncert med Backstreet Boys, et boyband fra 90’erne. Vores billetter var i koncertstedets billetkontor, man kan nemlig ikke købe billetter og få dem tilsendt på mail, når man er udenlandsk statsborger. Næ, nej, man skal hen til billetkontoret, vise det kreditkort billetterne allerede er betalt med samt kørekort eller andet ID. Det gjorde vi så ret tidligt, det er aldrig til at vide, hvor meget kaos der er. Det gik nu fint nok, ingen problemer. For at fordrive tiden kørte vi hen og spise aftensmad, dejlige bøffer og tog tilbage til Verizon Wireless Amphitheater. Der var kommet en del biler, siden vi havde hentet billetter. Jeg tog billeder af, hvor bilen blev parkeret og så gik vi ellers til koncert.
Var meget overrasket over publikum, der var mange unge (nej, hvor jeg lyder gammel nu!), og bandet var på toppen i 90’erne, der var de jo knap nok født!
Der var en DJ til opvarmning og derefter en åbenbart superhot fyr, folk og især pigen lige bag Isa skreg da i hvert fald en del.
Der gik måske 20 minutter, så kom BSB, jeg har aldrig været til en koncert, hvor man ikke skal vente en evighed på hovednavnet men åbenbart ikke her.
Det var en god koncert, men vi var lidt trætte… Koncert er måske også så meget sagt, det er dybest set et show, alt er indstuderet og de danser jo ikke spontant, det er øvet. De var absolut i bedre form end Robbie Williams, da han spillede i Gelsenkirchen. De holder sig godt, men folk, der er medlem af et boyband skal altså ikke have skæg! Sådan er reglerne.
Vi er ikke kæmpefans, ved næppe om vi kan kalde os fans, derfor havde jeg bestilt billetter langt bagud, det vil sige, det troede jeg. Spillestedet var ikke særligt stort, vi sad på række RR, tror det var række 36.
Da vi skulle hjem efter diverse ekstranumre skulle vi selvfølgelig finde bilen. I USA er man åbenbart ikke tilhænger af kronologisk/numerisk rækkefølge, B1, hvor vi parkerede var ikke ved siden af B2. Efter et stykke tid fandt vi dog bilen. Vi var ikke de eneste der ledte, kunne vi se, mens vi ventede på at komme ud. Stor tak til Henrik for at have medbragt møvegenet, der var to vejbaner, da vi skulle ned på motorvejen, men alle holdt i den højre, så er det da ok at tage den venstre? Det gjorde vi, og var tilbage på hotellet ved 23.30 tiden. Igen showtime for at finde plads på hotellet, vi har betalt for parkering, men vi fandt kun en plads ved at flytte en kegle. Ups, den væltede;-)
Lige nu snorker familien og så er det ellers ud at se på byen når de vågner. Gateway Arch og Mississippi-hjuldampere, vi er på vej

Sikke en dejlig dag! Vi har været i Graceland, vi tog platinium-turen, der også giver adgang til Elvis’ fly og et par andre ting.
Vi var meget spændte på om det var et stort cirkus med superduperfans, men det var faktisk meget stille og roligt. Vi var der på en forholdsvis stille dag, der var næsten ingen på parkeringspladsen da vi ankom og der er ellers plads til mange. Da vi havde købt vores billetter skulle vi stå i kø til at få udleveret ørebøffer, den tur gik snedigt nok rundt om et sted, hvor man kunne få taget billeder med en fake-baggrund. Det sprang vi over. Selve Graceland, huset ligger på den anden side af gaden, og det går jo simpelthen ikke at lade os passere gaden som fodgængere – derfor blev vi transporteret i busser over til huset.
Kun den nederste del er åben for offentligheden, det vidste vi nu godt, det står nemlig i brochuren. Alligevel var der da nogen, der lige skulle brokke sig over det!
Vi så hans dagligstue, spisestue, hans forældres soveværelse, og vi kom ned i kælderen, hvor der også var forskellige opholdsrum. Meget 70’er-agtigt, meget brunt, orange og grønt. Vi fik ikke lige gode ideer til indretningen derhjemme. Selve huset er faktisk ikke særlig stort. Bagefter gik vi ud i hans motionsrum, den nederste del var nu et sted hvor mange af hans guldplader etc. blev opbevaret og hvor vi også så film fra nogen af hans koncerter.
Det sidste på grunden er meditationshaven, hvor han ligger begravet. Jeg havde forsynet mig med lommetørklæder inden vi tog af sted, men havde ikke brug for dem, jeg nøjedes med at have solbriller på! Meget underlig oplevelse at have gået rundt i hans hjem.
Bagefter gik turen over på den anden side af gaden, selvfølgelig i bus – der så vi nogle af hans biler. Alle udstillinger leder snedigt igennem en souvenirbutik, der er ikke mindre en 12 af slagsen. Heldigvis er selve huset holdt fri af den slags. Vi følte dog ikke trang til at købe noget af det. De er godt klar over, hvad de skal have for tingene…
Det var også spændende at se hans fly, det ene brugte han til sine koncerter, altså transport frem og tilbage, og det andet var “bare” et “for-sjov-fly”. Det store havde 24-karat guldbelagte sikkerhedsbælter, lidt finere forhold end hos SAS og en del bedre benplads.
Vi kom igennem alle udstillingerne på ca. 4 timer – det var en rigtig god oplevelse.
Vi bor meget tæt på Mississippi, så der besluttede vi at spise frokost. På vejen dertil så vi en Macy’s, men stoppede ikke, ville tage den på hjemturen. Vi må nok indrømme, vi blev en lillebitte smule væk mellem Mississippi og Tennessee, vi kunne da i hvert fald ikke finde den dumme butik på hjemturen:-(
Nu sidder vi på værelset og slapper lidt af, måske spiser vi aftensmad i Arkansas, det er lige på den anden side af floden. 3 stater på en dag, det er jo helt japaneragtigt (undskyld alle japanere, men I ved, hvad jeg mener!)

Ca. 300 km til venstre/mod vest ligger Memphis, i hvert fald hvis man kommer fra Nashville. Det er stort set ligeud hele vejen så ikke de helt store oplevelser der. Dog stødte vi en i en Macy’s, der havde nogle søde kjoler til Isa.

Da vi var vel ankommet til Memphis, fået svømmet og solbadet lidt tog vi ind til downtown Memphis, vi bor ca. 20 minutter fra downtown, men det er helt fint, der er liv og meget glade dage, også ved det hotel, vi oprindeligt havde planlagt at bo på, det var udsolgt, men det gjorde altså ikke noget.
Vi tog hen på Beale Street, mange barer, mange souvenirbutikker, men på en sær måde hyggelig.
Der er sporvogne i byen og masser af hestevogne, faktisk en rigtig hyggelig by.
Vi var blevet tørstige, og da vi så der var en Hooters måtte vi simpelthen prøve at få noget at drikke der. Det levede fuldstændig op til vores fordomme. Deres minimale påklædning svarer vist nogenlunde til deres IQ (Undskyld, hvis vi fornærmer nogen) Det krævede STOR koncentration at slå 3 varer ind på kassen og ligeså at give penge tilbage.
Efter Hooters gik vi ned til Missisisppi for at kaste et blik over på den anden side, floden er grænsen til Arkansas. Der var nu ikke den store forskel fra Tennessee;-)

Vi fandt en restaurant, fik noget mad og skulle tilbage til parkeringshuset, ingen problemer. Først da Henrik ville betale med en 5$ seddel blev det underholdende. Damen i parkeringshuset forsvandt ned på gulvet i sin lille boks, der gik laaaang tid, hvorefter hun begyndte at udspørge os, hvor vi havde pengene fra. Her digtede vi lidt, eller huskede forkert, sagde det var fra hotellets ATM, og hun forklarede stolpe op og stolpe ned at den så forkert ud og havde forkert størrelse, men hun blev åbenbart enig med selv sig om at beholde pengene og lukke os ud. Hm, hvis den var falsk ville jeg nok ikke have ladet os slippe. Bagefter kom Henrik i tanker om at den var fra Hooters…..
I morgen skal vi nogenlunde tidligt op, vi skal til GRACELAND:-)

Nashville er ikke en særlig stor by, der er én bargade, hvor der ellers er liv og glade dage.
Efter morgenmaden tog vi på sightseeing med os selv, bare for at kigge på byen. Her er monstervarmt og fugtigt.
Country Music Hall of Fame er en rigtig fin bygning, men eftersom ingen af os rigtigt brænder for countrymusik nøjedes vi med at se den udefra. I stedet gik vi helt op til Tennessee State Capitol, hvor der er en fantastisk udsigt over byen.
Butikkerne er skiftevis barer og butikker, der sælger western-støvler. Dem har vi altså forsømt at købe…
Efter en grundig udforskning af downtown tog vi bilen ud til et mall, kæmpestort indkøbscenter. Damen i informationen ADVAREDE os om at hvis vi skulle HELE vejen rundt skulle vi gå en HEL mil, det er sølle 1.6 km. Hvad regner hun os for? Både vi og vores kreditkort overlevede dog turen, vi fik kun købt et par sandaler til Isa, et par sko til mig (de var på udsalg!) og et par til Victor.
Tilbage på hotellet, hvor vi slappede lidt af, for så at tage ned i downtown, 1 blok fra hotellet, for at se Nashville by night.
Der er mange mennesker på gaden, knapt så mange inde på barerne, hvor håbefulde mennesker står og synger og spiller – det er ikke alle, der slipper lige godt fra det
Vi fandt en restaurant, og efter det kaldte dynerne. Børn og unge under 21 må alligevel ikke gå på bar om aftenen, heller ikke hvis de bare drikker sodavand.
I dag skal vi til Memphis. Køretid ca. 3 – 3½ time.

Som nævnt ville vi ikke køre samme vej tilbage for at komme til Nashville, så vi valgte en lidt længere tur igennem en anden del af Great Smokey Mountains. Igen en helt fantastisk natur. Desværre så vi ingen bjørne, men det var nok mest vores egen skyld. I går havde vi lært en bjørnedans af indianerne, men havde altså fuldstændig glemt at danse den. Så er det da klart de ikke gider vise sig.
Vores GPS var ikke helt enig med os om ruten, så vi satte kursen mod Chattanooga for at være sikre på at køre den rigtige vej. Efter at have hørt Olly Murs på vores nyindkøbte CD sådan ca. 5- 7 gange blev Henrik træt af det (mærkeligt!) og slog over på en radiostation. Der talte de om et forestående besøg og Air Force One og noget med Chattanooga. Han ville lande sådan ca. samtidig med at vi passerede byen (vi er faktisk ret overbeviste om at han læser vores blog, hvad skal han ellers i den by, jeg skrev jo vi skulle den vej i går!). Kvikke som vi er, tænkte vi at når han nu medbringer Air Force One lander han nok i den lokale lufthavn. Vi kørte derfor der ud, altså, hvor tit er det lige vi har mulighed for at se det fly lande? Der var en del, der havde taget opstilling på vej derud, og på en nedkørsel ved landingsbanen parkerede vi også – måske en lillebitte smule ulovligt. Vi ventede i ca. 40 min.
Det var simpelthen en oplevelse. Folk havde banner med og var helt oppe at køre. De var ikke sikre på, hvilken retning flyet kom fra, men lige pludselig begyndte de at huje. Henrik filmede og jeg tog billeder. Vi er nu leveringsdygtige i – skal vi sige – temmelig mange billeder af flyet. Wauh, hvor er det flot! Da det landede klappede folk (selvom det ikke er et charterfly – mon Obama også sidder og klapper for sig selv, hver gang han lander?)
Det var dagens begivenhed i byen, så der var folk med mobiler, der kunne fortælle os at nu går han ud af flyet etc. Vi så desværre ikke at hans kortage kørte væk, han har sikkert taget en alternativ vej, der var ikke politi, der hvor vi stod. Til gengæld var vejen ud af byen spærret af politibiler. Luftrummet var spærret i 3 timer, i al den tid han var i byen.
Der var derefter ca. 2 timers kørsel til hotellet, vi fik noget mad og sluttede dagen af med svømmepøl, spa og noget så eksotisk som at vaske tøj.
I morgen skal Nashville udforskes.

Vi er i North Carolina, hvor vi bor i et indianerreservat. Turen hertil gik igennem Great Smokey Mountains Nationalpark. Blot én km uden for Pigeon Forge ændrede landskabet sig, vi kørte nærmest igennem en tunnel af træer. Det var en usædvanlig smuk tur, kun ca. 72 km, men turen tog ca. 2 timer, vi stoppede en hel del gange for at tage billeder og vi nærmest kravlede op af bjerget op til over 1500 m. over havets overflade. Mange hårnålesving, så farten var også begrænset.
Vi kørte også igennem Gatlinburg – lidt i stil med Pigeon Forge, så vi frygtede det værste. Heldigvis er “vores” by stille og fredelig, der er naturligvis et hav af butikker, der sælger “indianerting”, men slet ikke som de øvrige byer.
Vi tog hen til vores hotel da vi ankom, men værelset var ikke parat, til gengæld fik vi et kort af receptionisten, hvor hun samtidig gav os gode råd om, hvad vi skulle se her i byen og hvor vi kan købe indianerting, der ikke er “made in China”.
Vi lagde derfor ud med frokost på en restaurant ejet af en indianer, Isa fik kanin, Henrik fik fasan og Victor og jeg kastede os ud i en indiansk taco. Det er dybest set en bolle med tacosauce, bønner og salat ud over. Det mættede, men den slags taco kommer nok ikke lige på menuen hjemme.
Derefter besøgte vi en gammel indianerlandsby, eller altså en kopi af en, meget spændende med arbejdende værksteder, men hold ferie, hvor skal man holde ørerne stive for at forstå, hvad de siger her.
Efter den oplevelse var det tid til at bade og solbade et par timer.
Der er et show her i byen, fortalt af indianere i det 3. største amfi-teater i USA. Det måtte vi selvfølgelig også se. Lillebitte smule langtrukkent, men spændende.

I morgen går turen til Nashville, men for ikke at tage samme rute tilbage har vi planlagt at gøre en ganske kort afstikker til Georgia. Den tur tager ca. ½ time længere, men som tidligere nævnt er selve køreturen også en del af oplevelsen.

Jeg fik ikke skrevet alt, hvad der er værd at vide om Dollywood i går, så hermed lidt mere info.
Parken er ejet af Dolly Parton, vi undgik da heller ikke at høre et par af hendes numre rundt omkring i Parken, desværre ikke fremført af hende selv live.

Parken reklamerer for sig selv med at være meget familievenlig, det betyder bl.a. at man ikke må have t-shirts på med upassende ord eller tegninger. Desuden skal overkrop og fødder være pænt tildækkede. “Shirts and shoes” – der står ikke en lyd om underkroppen!
Der var desuden gudstjeneste da vi var der, ikke at vi deltog, men vi kunne ikke undgå at se og høre at der var stuvende fuldt. Vi befinder os i et bibelbælte, selv i Dollywood.
Det der måske er knapt så familievenligt er at man ikke må medbringe hverken mad eller drikkevarer, ikke at vi havde tænkt os at gøre det, men det betyder at familier er tvangsindlagt til at købe deres dyre og dårlige mad inde i parken. Altså, selv i Tivoli må gæsterne medbringe egen mad. En helt alm. flaske vand koster 3.49$, det er dyrt her. Vores automat på hotellet tager 1.75, i New York er prisen 2$. Sjovt som priserne varierer.

Isa og jeg talte også lidt om at der var basis for forbedringer hist og pist i Dollywood – “Dolly, hvor er du?, vi har nogle forslag!”
Ventetiden til de forskellige forlystelser, jamen prøv at gør det en smule underholdende at stå at vente, i Disney og Universal er det en del af oplevelsen, det er det bestemt ikke her.

Personalet er meget meget …nå ja de er ikke helt unge, og de er min. 2 personer om at betjene den samme funktion. Jeg tror vi talte ikke mindre end 8 (otte) personer til at få folk ombord i bæveren, og når de havde klaret en “bæver” gav de thumps up, først når alle gav thumps up samtidig kunne forlystelsen komme i gang.

Alt i alt var det sjovt at opleve, men det er ikke et sted vi kommer igen. Den øvrige by er som Las Vegas, hovedgade med forlystelse på forlystelse. Vi glæder os til at komme ind i nationalparken, og væk fra dette gedemarked.