USABLOG

Så er vi allerede hjemme igen, 4 uger går hurtigt, når man oplever så meget. Vi skulle først flyve fra Chicago ved 22-tiden, så vi havde god tid inden vi skulle i lufthavnen. Formiddagen benyttede vi til at pakke kufferter, vores kuffertvægt var vores bedste ven, i hvert fald blev vi nødt til at suse ned og finde to nye tasker med plads til det sidste. Kufferterne havde masser af plads, de må bare ikke veje mere end 23 kg. hver. Heldigvis var der en butik, der havde ophørsudsalg, så Victor fik en ny skoletaske og vi fik en ny træningstaske – har dog fået forbud mod at bruge den til boksning.
Efter at bagagen var afleveret på hotellet tog vi på eventyr rundt med Chicagos metro, jernbane, der ligger med udsigt til kontorer og folks private hjem. Selvom det var ganske underholdende kunne vi jo ikke sidde der hele dagen, så videre på eventyr ud til byens akvarium. Der er en hel park i området, hvor vi gik lidt rundt og nød den gode udsigt. Mens vi var der, læste jeg på Tripadvisor at der er mange lange køer og man skal komme tidligt om morgenen, hvis man vil have noget ud af det. Da vi var ved indgangen mindede det meget om køen til Willis Tower, altså ikke noget for os.
Tilbage til byen, vi fandt en dejlig restaurant, spiste sen frokost og så var det efterhånden tid til at finde i lufthavnen, hellere en ½ time for tidligt end 2 minutter for sent. Det gik nu ganske nemt, især da chaufføren havde fået bakset alle vores kufferter og tasker ind i bilen. Det tog lidt tid. Til gengæld gik det superhurtigt at checke ind hos SAS, der er ikke andre ruter fra Chicago end til København med SAS, så det er ikke så underligt. Selve sikkerhedschecket gik også nemt og smertefrit, de havde bodyscannere, men det ville de alligevel ikke byde sig selv at se på, så vi slap igennem på helt normal vis.
Vi sov/prøvede at sove det meste af vejen, landede kl. 13.00 – lidt før tid og så ellers hjem og slappe af.
Det var været en dejlig ferie, vi er slet ikke færdige med USA, der er så meget forskelligt at se. Nogle af byerne kommer vi helt sikkert tilbage til, andre var interessante at besøge, men så heller ikke mere.
Ikke mere bloggeri, der skal tjenes penge

Dagen begyndte hos vores nabo, nemlig teatret Bank of America. Vi har prøvet at få billetter til deres musical, men forgæves. De udlodder hver dag retten til at købe max 2 billetter til 25$ stk, så det lotteri ville vi forsøge at vinde. Det kræver at man udfylder en seddel og så bliver der trukket lod 2 timer før teatret begynder.
Isa mangler CD’ere med forskellige musicals så jeg havde fundet en Barnes & Nobles, der plejer at sælge den slags. Det gør de så åbenbart ikke mere:-( Det tog sin tid at finde det korrekte sted, men efter en pæn gåtur (Google Maps sagde 200 meter, tror den mente 2000 meter!) lykkedes det. Vi var i nærheden af “Magnificant Mile”, hvor alle de dyre butikker bor, vi gik forbi en Christian Louboutin-butik, man skulle ringe på, hvis man ville ind og kigge. Vi fik ikke tilbuddet af de mandlige deltagere…

Vi var også i nærheden af bredden af Lake Michigan, hvor folk bader, der er en dejlig sandstrand, så der skulle vi naturligvis også lige hen og dyppe fødderne. Meget koldt vand! Det var lige i nærheden af Navy Pier, hvor vi indtog vores frokost i form af is! Det er vores første is efter krydstoget, så det var velfortjent – vejret er blevet rigtig godt igen og varmt.
Vi tog en vandtaxa tilbage til Willis Tower, mest for turens skyld. I morges blev der sagt på TV at der er smidt 6600 badeænder i floden, det er vist noget med en konkurrence. Dem så vi også.
Efter et kort ophold på hotellet tog vi hen til Millinium Park, ganske kort ved vores hotel, hvor der er en kæmpe skulptur formet som en bønne, eller den hedder i hvert fald “Great Bean”. Der er også en vandskulptur, hvor man kan soppe. Meget underholdende.
Vi skulle tilbage til vores hotel for at være med i lodtrækningen, der var utroligt mange mennesker på teatret, der gerne ville vinde – der blev trukket lod om 20 billetter, men selvom vi havde 4 lodder vandt vi desværre ikke. Æv.
Nu hænger Victor og Henrik på os resten af dagen, vi havde ellers aftalt at det kun var Isa og mig, der skulle i teatret.
I morgen er det sidste dag, vi har endnu ikke helt besluttet hvad vi skal, vi skal have pakket, og sender en venlig tanke til vores kuffertvægt – den ene kuffert er allerede pakket og vejer præcis 23 kg.

Som familien Heikendorf ikke besidder:-(
Efter en sen morgenmad ville vi en tur op i Willis Tower, det forhenværende Sears Tower. Jeg havde læst en anmeldelse på Tripadvisor om deres latterlige ventetider og lange køer, men folk skriver så meget forskelligt og har forskellige meninger.
Det så ganske fornuftigt ud da vi dukkede op, vi skulle bare hen i en elevator, et par etager ned og så begyndte “morskaben”. Der var lang kø, men fin underholdning med gode informationer på vejen. Da vi langt om længe havde sneget os uden om “I skal da have taget et billede med fake-baggrund” og stod 5 meter fra billetkontoret sagde den rare dame at der efter køb af billetter var 45 minutters ventetid. Da havde vi allerede ventet i ca. 30 min. Lidt sent at fortælle at der var ventetid på det tidspunkt, vi kunne hverken gøre fra eller til. Nå, men 45 minutter er jo til at overse, så vi stillede os pænt i kø og ventede og ventede. 1.5 time ventede vi inden vi omsider kom ind i elevatoren til 103 etage. Flot udsigt, og sjovt at gå ud på de “bokse”, der er sat uden på bygningen. De er lavet af glas, så der er fri udsigt 103 etager ned. Efter ca. ½ times tid havde vi set udsigten og tog elevatoren ned igen, vi nåede igennem de obligatoriske 3 souvenirbutikker, dog uden at blive fristet af noget som helst!

Om morgenen havde vi købt billetter til White Sox baseball mod Yankees. Vi tog derfor metroen/toget ud til stadion, det vil sige, jeg havde måske set en lillebittesmule forkert på kortet, så vi tog rød linje den forkerte vej. Vi fandt da et stadion, det var bare det forkerte..
Om igen, og endelig fandt vi det rigtige stadion, lidt af en oplevelse. Vi er ikke helt sikre på vi forstod reglerne, men pyt, det var faktisk ret underholdende. Dog er publikum noget mere engagerede til de hjemlige FCK-kampe.
Nu er vi tilbage på hotellet, hvor vi slapper lidt af inden sengetid. I morgen skal vi ud at køre med metro, hvis bloglæserne har set”Shall we dance” med Jennifer Lopez og Richard Gere er det lidt i den stil. Togturen, vi bliver næppe super til at danse;-)

Vi tog tidligt af sted fra Saint Louis, en køretur på ca. 475 km ventede os og bilen skulle afleveres kl. 14.00. Der er ikke meget at fortælle om den tur, der er masser af majsmarker hele vejen, det sjoveste eller noget vi i hvert fald ikke er vant til hjemme, var da vi stoppede på en rasteplads i Illionois var der billeder af alle de slanger man kan risikere at møde her i staten. Der var uhyggeligt mange! Vi er endnu ikke stødt på nogen og gør det næppe her i byen. Ellers skal vi nok informere
Vi fandt hotellet, parkede, fik checket ind og smidt vores bagage og børn af, derefter var det af sted til Budget for at aflevere bilen. Det gik nemt og smertefrit, vi tog en taxa tilbage til hotellet og vores børn. Vi har været et smut ude at kigge på byen, her ser rigtig hyggeligt ud og glæder os til at udforske den nærmere i morgen.

Byen kaldes The second city fordi den på et tidspunkt var den næststørste by i USA, det er den ikke længere, men navnet hænger ved. Navnet er samtidig navnet på den teatertrup, der optræder på krydstogtskibet. De har hjemsted her i byen.

Efter morgenmad besluttede vi at tage et smut til Macy’s. Hm, det var et stormagasin, der var ved at lukke, 80% rabat på alt. Meget underligt at se et stormagasin så tomt. Heldigvis havde det lige præcis et par sandaler i min størrelse, 5 par bukser til Henrik og 3 par til Victor. Isa og jeg deles om en hat – mest min!

Vi læssede vores indkøb af på hotellet, og kørte derefter til Budweiser. De har ture, hvor man kan se deres bryggeri og til slut få 2 gratis smagsprøver – selvfølgelig hvis man er over 21. Det var faktisk en ret god tur, 1 time tager den, hvor man ser deres hestestald og heste, ret fantastiske lokaler. Vi så også pakkeriet, og trods advarsler om at hvis man havde åbne sko, var det en god idé at tage elevatoren, kastede vi os over at benytte rulletrapperne. Vi overlevede
Efter rundvisningen var der smagsprøver – sodavand til børnene og to slags øl til de voksne. I betragtning af at jeg ikke bryder mig om øl smagte det faktisk godt. Vi slog os ned ved et bord, hvor et par fra Washington DC sad, meget søde mennesker.
Efter øl og saltkringler (som nu officielt er ophøjet til frokost!) tog vi til Saint Louis Zoo. Det er gratis at komme ind, til gengæld er alt uden undtagelse sponsoreret af forskellige mennesker/organisationer. Bjørnene var plantet lige ved deres togbane – derudover virkede det som om de havde det fint.
Tilbage til hotellet, og derefter over i østtårnet af vores hotel, hvor deres 360* restaurant ligger på 26. etage med udsigt over Busch Stadium og resten af byen. Vi så en del af kampen, fik nogle drinks og er nu tilbage på værelset. Vi skal tidligt op i morgen – Chicago kalder og bilen skal afleveres. Øv, det er lige om snart vi skal hjem

I dag var dagen, hvor vi ville besøge Gateway Arch, den bue, der symboliserer indgangen/porten til vesten. Man kan komme op i den, både Henrik og jeg ville, men Isa og Victor havde ikke lyst. Dem placerede vi så udenfor og stod i kø i lang tid for at komme indenfor. Vi skulle igennem det obligatoriske sikkerhedscheck (som ikke er så slemt mere) Da vi kom ind og ville købe billetter kunne vi se at næste ledige tur var om ca. 1½ time, så lang tid ville vi alligevel ikke lade vores børn vente udenfor med ½ liter vand og 20$ på lommen. Points til os for at være ansvarlige forældre!
Vi gik derfor ud igen og gik ned til Mississippi for at tage på sejltur på floden. Riverboat, jo, det er en båd forklædt som hjuldamper, lidt snyd. Vi fik købt billetter, sneg os udenom det obligatoriske billede med falsk baggrund (vi køber det jo ikke alligevel!) og fik ellers en times rundtur – en ranger fortalte om det vi passerede, vi er ikke helt sikre på vi hørte helt efter.
Vi havde været så snedige at købe en billet, der også også gav adgang til toppen af buen, så afsted med os. Isa og Victor gik med ind, der er gavebutikker (husk vi kun havde givet deme 20$) og et fint museum. Det tog sin tid at stå i kø for at komme op, man sidder i bittesmå kabiner med plads til 5 personer (af almindelig størrelse!) – “toget” er med 9 kabiner. Det er nok nærmest at forklare som en skilift. Turen til toppen tog ikke så lang tid, godt for der er altså meget klemt. Det er der så også på toppen. Fantastisk udsigt over byen, Vi tog hurtigt ned igen, for Victor og Isa ventede.
Tilbage til hotellet, (vi har skiftet hotel – planlagt, lang historie!) – vi bor nu på Hilton med udsigt over Busch Stadium fra vores værelse og over Gateway Arch fra restauranten. Superflot. Vi var en tur i spa og svømmepøl – sidder nu på værelset og skal tage os sammen til at finde et sted at spise.
I morgen – hm, det ved vi ikke endnu – men vi har også udsigt til Budweiser bryggeriet og Henrik vil vist gerne på rundtur.

Der er ca. 375 km fra Memphis til St. Louis – det er op/nordpå. Der er ikke meget at berette om transporten til St. Louis, ikke andet end vi kan mærke at vi er i et bibelland, vi får “gode” ord med på vejen – der er reklamer på deres billboards fra foreninger, der formaner os om at abort er mord og andre underholdende ting. Vi kan i hvert fald forstå på reklamerne at gud åbenbart holder øje med os. Så er der jo sådan set ingen grund til at passe på vejarbejderne, der er ellers sjove skilte (trist at det er nødvendigt), hvor der står “Hit af worker.. – get XX prison and XX fine”, kan ikke helt huske, hvor lang tid man kommer i fængsel eller hvor stor bøden er. Vi undlod at ramme nogen;-)

Dagens oplevelse var koncert med Backstreet Boys, et boyband fra 90’erne. Vores billetter var i koncertstedets billetkontor, man kan nemlig ikke købe billetter og få dem tilsendt på mail, når man er udenlandsk statsborger. Næ, nej, man skal hen til billetkontoret, vise det kreditkort billetterne allerede er betalt med samt kørekort eller andet ID. Det gjorde vi så ret tidligt, det er aldrig til at vide, hvor meget kaos der er. Det gik nu fint nok, ingen problemer. For at fordrive tiden kørte vi hen og spise aftensmad, dejlige bøffer og tog tilbage til Verizon Wireless Amphitheater. Der var kommet en del biler, siden vi havde hentet billetter. Jeg tog billeder af, hvor bilen blev parkeret og så gik vi ellers til koncert.
Var meget overrasket over publikum, der var mange unge (nej, hvor jeg lyder gammel nu!), og bandet var på toppen i 90’erne, der var de jo knap nok født!
Der var en DJ til opvarmning og derefter en åbenbart superhot fyr, folk og især pigen lige bag Isa skreg da i hvert fald en del.
Der gik måske 20 minutter, så kom BSB, jeg har aldrig været til en koncert, hvor man ikke skal vente en evighed på hovednavnet men åbenbart ikke her.
Det var en god koncert, men vi var lidt trætte… Koncert er måske også så meget sagt, det er dybest set et show, alt er indstuderet og de danser jo ikke spontant, det er øvet. De var absolut i bedre form end Robbie Williams, da han spillede i Gelsenkirchen. De holder sig godt, men folk, der er medlem af et boyband skal altså ikke have skæg! Sådan er reglerne.
Vi er ikke kæmpefans, ved næppe om vi kan kalde os fans, derfor havde jeg bestilt billetter langt bagud, det vil sige, det troede jeg. Spillestedet var ikke særligt stort, vi sad på række RR, tror det var række 36.
Da vi skulle hjem efter diverse ekstranumre skulle vi selvfølgelig finde bilen. I USA er man åbenbart ikke tilhænger af kronologisk/numerisk rækkefølge, B1, hvor vi parkerede var ikke ved siden af B2. Efter et stykke tid fandt vi dog bilen. Vi var ikke de eneste der ledte, kunne vi se, mens vi ventede på at komme ud. Stor tak til Henrik for at have medbragt møvegenet, der var to vejbaner, da vi skulle ned på motorvejen, men alle holdt i den højre, så er det da ok at tage den venstre? Det gjorde vi, og var tilbage på hotellet ved 23.30 tiden. Igen showtime for at finde plads på hotellet, vi har betalt for parkering, men vi fandt kun en plads ved at flytte en kegle. Ups, den væltede;-)
Lige nu snorker familien og så er det ellers ud at se på byen når de vågner. Gateway Arch og Mississippi-hjuldampere, vi er på vej

Sikke en dejlig dag! Vi har været i Graceland, vi tog platinium-turen, der også giver adgang til Elvis’ fly og et par andre ting.
Vi var meget spændte på om det var et stort cirkus med superduperfans, men det var faktisk meget stille og roligt. Vi var der på en forholdsvis stille dag, der var næsten ingen på parkeringspladsen da vi ankom og der er ellers plads til mange. Da vi havde købt vores billetter skulle vi stå i kø til at få udleveret ørebøffer, den tur gik snedigt nok rundt om et sted, hvor man kunne få taget billeder med en fake-baggrund. Det sprang vi over. Selve Graceland, huset ligger på den anden side af gaden, og det går jo simpelthen ikke at lade os passere gaden som fodgængere – derfor blev vi transporteret i busser over til huset.
Kun den nederste del er åben for offentligheden, det vidste vi nu godt, det står nemlig i brochuren. Alligevel var der da nogen, der lige skulle brokke sig over det!
Vi så hans dagligstue, spisestue, hans forældres soveværelse, og vi kom ned i kælderen, hvor der også var forskellige opholdsrum. Meget 70’er-agtigt, meget brunt, orange og grønt. Vi fik ikke lige gode ideer til indretningen derhjemme. Selve huset er faktisk ikke særlig stort. Bagefter gik vi ud i hans motionsrum, den nederste del var nu et sted hvor mange af hans guldplader etc. blev opbevaret og hvor vi også så film fra nogen af hans koncerter.
Det sidste på grunden er meditationshaven, hvor han ligger begravet. Jeg havde forsynet mig med lommetørklæder inden vi tog af sted, men havde ikke brug for dem, jeg nøjedes med at have solbriller på! Meget underlig oplevelse at have gået rundt i hans hjem.
Bagefter gik turen over på den anden side af gaden, selvfølgelig i bus – der så vi nogle af hans biler. Alle udstillinger leder snedigt igennem en souvenirbutik, der er ikke mindre en 12 af slagsen. Heldigvis er selve huset holdt fri af den slags. Vi følte dog ikke trang til at købe noget af det. De er godt klar over, hvad de skal have for tingene…
Det var også spændende at se hans fly, det ene brugte han til sine koncerter, altså transport frem og tilbage, og det andet var “bare” et “for-sjov-fly”. Det store havde 24-karat guldbelagte sikkerhedsbælter, lidt finere forhold end hos SAS og en del bedre benplads.
Vi kom igennem alle udstillingerne på ca. 4 timer – det var en rigtig god oplevelse.
Vi bor meget tæt på Mississippi, så der besluttede vi at spise frokost. På vejen dertil så vi en Macy’s, men stoppede ikke, ville tage den på hjemturen. Vi må nok indrømme, vi blev en lillebitte smule væk mellem Mississippi og Tennessee, vi kunne da i hvert fald ikke finde den dumme butik på hjemturen:-(
Nu sidder vi på værelset og slapper lidt af, måske spiser vi aftensmad i Arkansas, det er lige på den anden side af floden. 3 stater på en dag, det er jo helt japaneragtigt (undskyld alle japanere, men I ved, hvad jeg mener!)