I dag var Out of Africa Wildlife-dag. Det er en zoologisk have, der er berømte for deres tigersplash, ja, jeg ved godt der ikke lever tigre i Afrika, men det ved de åbenbart ikke her i Arizona.
Som tidligere nævnt var parken lukket i går på grund af regnvejr, da vi kom skulle man tro det var løgn for der var tørt overalt. Meget amerikansk blev vi kørt rundt i shuttlebus, vi skulle jo nødigt få for meget motion. Første tur var en hurtig rundvisning i det meste af parken, tur to var en “bush safari”, hvor vi hver fik udleveret et stk. bladselleri til at fodre den ene af parkens to giraffer. Den var godt nok sød, vi fik anvisninger på hvordan man kan fodre sådan en størrelse, blandt andet ved at holde bladsellerien i munden og så få en ordentlig tungeslasker. Vi brugte fingrene!
Næste forestilling var “rør ved dyrene”, det viste sig at vi kunne få lov til at røre en øgle af en art og et pindsvin, ikke et almindeligt pindsvin men fangede ikke lige hvilken slags det var.
Dagens højdepunkt for mig var Tiger Splash, 95% af alle dyrene er nogle der er reddet fra hjernedøde (UNDSKYLD!) amerikanere, der synes det er en god ide at holde rovdyr som kæledyr. Det er sjældent en god ide!
Men det betyder at disse dyr er vant til at omgås mennesker og den her zoo lader tigrene bade i en pool sammen med trænerne. De påstår de også gør det når der ikke er tilskuere. Det var under alle omstændigheder vildt imponerende.
Næstsidste show “Snake show”, der var en i selskabet, der ikke ville se det, så Henrik var så venlig at køre ham tilbage til hotellet mens jeg sad og ventede. Show og show, der var en albinopython, lidt lang men temmelig kær. Til slut kunne alle få lov til at komme hen og røre hende, jeg stillede mig selvfølgelig pænt i kø, men de mennesker, der hele dagen havde været mega-irriterende gad ikke stå i kø, så de gik ind af en anden vej. Henrik sagde ikke noget, godt jeg ikke så det, så havde jeg sagt noget. Det betød selvfølgelig at der var mange flere mennesker end anbefalet, men heldigvis var det jo en lang slange!
Sidste show var fodring af rovdyr, men lige pludselig var der mørke skyer og lyn og torden, der kom nærmere og nærmere. Vi besluttede derfor at gå mod udgangen for at undgå det skybrud, der var på vej. Wauh, det var så flot, vi sad i bilen og bare kiggede og kiggede.
Da vi kom tilbage til hotellet var det ikke lige poolvejr, lyn og vand er ikke en superkombi, så Victor havde fundet en genbrugsbiks i en anden by han gerne ville besøge. Det gjorde vi så, han fandt ikke noget, jeg fandt to bøger om Danmark på dansk, købte dem dog ikke, men fandt også nogle hæfter om de nationalparker vi snart skal besøge.
I morgen går turen til New Mexico, Gallup.