USABLOG

Henrik og jeg hentede bilen over for “vores” gamle hotel i San Francisco, King George. Det er for øvrigt ikke en bil, det er en MONSTERTRUCK, men Henrik har lovet at skrive om alle bilens fortræffeligheder.

Vi kørte ud af San Francisco og fandt highway 1’s begyndelse og fulgte den et stykke tid. Her er utroligt frodigt og der ligger frugtboder langs vejen. Vi stoppede og købte frugt et sted, og gav næsten ingen penge i forhold til Fisherman’s Wharf. Vi er kommet på landet. Selv kaffen i 7-11 er billigere end downtown.

Vi gjorde en lille afstikker til et outlet Gilroy, den eneste, der ikke fik noget, var mig, åndssvagt outlet!

Derefter gik turen tilbage til highway 1, landskabet er helt fantastisk og jeg havde jo læst at der lever sø-elefanter langs kysten, før Hearst Castle. Dem gik vi glip af sidst, men denne gang holdt vi udkig! Vi stoppede selvfølgelig, det et helt utroligt at komme så tæt (ikke for tæt) på sådanne store vilde dyr.

Vi fik taget et par billeder eller to

At se dem var for mig dagens højdepunkt, og derefter kørte vi direkte til hotellet i San Luis Obispo. Vi spiste middag på den lokale kro – “hallo folks” og vi fik serveret monsterportioner. Vi fik suppe til forret og nogle ordentlige klodser af noget, der lignede en tung tung sandkage, men tjeneren fortalte at det var corn bread, altså majsbrød. Det smagte godt, men mindede altså om sandkage.

Vores hotel er helt fint, dejligt stort værelse og nu skal vi ned og spise morgenmad. I dag går turen til Los Angeles.

I dag forlader vi San Francisco for at overnatte i San Luis Obispo på vejen til Los Angeles. Det er en køretur på ca. 4 timer, men når vi skal stoppe (og det skal vi!) hele tiden for at tage billeder, kommer turen nok til at tage lidt længere.

Henrik (som tidligere har udtalt at vi IKKE skal shoppe), Isabella og jeg er “kommet til” at pakke for lidt tøj, og snedigt nok ligger der et lillebitte outlet Gilroy med sølle 145 designerbutikker, så det koster en lille omvej.

I går gik vi ud for at finde en restaurant, men det var ikke helt nemt, så vi endte, efter Victors anbefaling “hvis der er mange mennesker, er det nok fordi det er godt”, på hotellets italienske restaurant, Little Joe. Vi fik alle noget SUPER pasta, så det var et godt valg.

Jeg har ingen anelse om, hvorfor resten af familien ikke blogger, måske har de blog-blokering, som Annelise skriver, eller også oplever de bare ikke noget?

Måske man skulle true med “ingen blog – ingen tur til Universal”??

Henrik og jeg begyndte dagen i hotellets fitness-center (to løbebånd, hvoraf det ene var i stykker, en crosstrainer og en motionscykel!), men det blev da til ½ times svederi.

Efter et velfortjent bad tog vi den lokale bus ud til Presidio, hvor Golden Gate ligger. Den bro skulle vi selvfølgelig gå over, sidst kørte vi kun over. Jeg var udstyret med GPS og kan derfor fortælle at den er nøjagtig 2.51 km. lang.

Det er en tresporet vej, så man går lige ved siden af bilerne (bag et hegn, altså) og der er en larm af den anden verden. Men meget flot bro og dejlig gåtur.

Der er (alt for) mange cyklister, og de tror åbenbart de har lejet/købt broen, bare fordi de har lejet en cykel. De fløjter og ringer aggressivt med ringklokker, for at man skal flytte sig.

Så hvor er Klaus Bondam når man har brug for ham? Han har haft travlt med at give cyklister tilladelse til at cykle ved Søerne til stor gene for gående og motionister, hvor han måske havde gjort bedre gavn i San Francisco ved at dele broen op for cyklister og gående.

Da vi nåede over på den anden side mente vi helt bestemt vi havde gjort os fortjent til en sodavand eller is, men der var ikke andet end offentlige toiletter, æv. Tilbage igen var der et minimalt udsalg af vand og kaffe og selvfølgelig den obligatoriske souvenirbutik – dog var der ikke noget der lige fristede.

Vi tog bussen til…ja, vi stod af et eller andet sted, fordi Henrik synes der så spændende ud, så vi vadede og vadede og det Henrik troede var et marked var såmænd bare festivaltelte, der var ved at blive pakket sammen. Vi gik videre og endte meget tæt på Pier 39, og fandt en lille restaurant, der så ud af ingenting, men de serverede den bedste sværdfisk jeg nogensinde har fået (og jeg har smagt mange)

Efter en noget sen frokost ville vi tage en anden Cable Car-hjem, vi stod i kø i lang tid, men med fin udsigt over Golden Gate og Alcatraz. Der var også en fyr med en guitar, han “sang” og tiggede penge, hver gang en af vognene skulle til at køre. Da vi kom nærmere så vi han brugte ørepropper – dem kunne vi godt have brugt

Picasa er opdateret med et par billeder fra Golden Gate.

Måske nogle af vores bloglæsere har adgang til de højere magter? I hvert fald er solen begyndt at skinne efter jeg skrev i går at vi gik og småfrøs. Tak for det!

Vi tog den nærmeste skinnebus i dag, ikke en cable car, fordi jeg havde tvunget familien til at se “Painted Ladies” – victorianske huse, som man kan se i enhver film fra San Francisco.

(Jeg har vist set Grease for mange gange, kom til at kalde husene for Pink Ladies i første omgang!)

Efter at have taget de obligatoriske billeder blev vi enige om at tage hen til Filbert Street, en gade med en 31 % stigning, så der kan Tour de France-drengene godt pakke sammen. Tour Malet er jo ingenting i forhold til.

Vi tog turen OP af Lombard Street, op til hårnalesvingene, og den er altså og temmelig stejl.

Se evt. billeder her: http://picasaweb.google.dk/susanneheikendorf/SFO#

Derefter tog vi en anden Cable Car-rute ned til Fisherman’s Wharf, den tur er STEJL! Vi fik købt skiltene fra Alcatraz, spist frokost i Rainforest Cafe, vi ville også have købt noget frugt, men 4 æbler kostede 55 kr. men det synes vi altså var lige i overkanten. I stedet tog vi hen og købte yoghurt is, det er sikkert også meget sundere

San Francisco er “berømt” for deres mange hjemløse og der er også mange i gaderne. En af dem tjener en skilling ved at gemme sig bag nogle løse grene, så det ligner en busk, og idet folk går forbi, springer han op. Ham så vi også sidste gang, men da var et andet sted i byen.

Der var også en, der havde et skilt, hvor der stod “Why lie, I need a beer?”, det er jo ikke til at stå for, ærlighed bør belønnes, så han fik en skilling af Henrik.

Lige nu slapper vi af på værelset, inden vi skal finde et sted og spise aftensmad.

Amerikanere har sørme humor, på deres nummerplader står der “California – the sunny state”, øh nå, hvorfor går vi så alle og småfryser her i San Francisco i juli måned? Her er koldt, ca. 20 grader, så det er lange bukser og trøjer – æv.

Det er ok for mig, for en af de ting, jeg lærte i Toronto er, at selvom det er overskyet om morgenen kan solen godt skinne senere på dagen og derfor skal man bruge solcreme, når man går rundt i soltoppe. Hvis ikke, får man en lettere rød kulør

Vi har fået nyt værelse, denne gang med to senge – noget bedre end 1 stor seng.

Vi har allerede været ude at køre med Cable Cars 4 gange og som de erfarne turister vi er, stod vi naturligvis ikke i en alenlang kø nede ved begyndelsen af linjen, men gik et stoppested frem og hoppede på der. Det er STADIG sjovt at køre med Cable Car.

Destinationen var Fishermans Wharf, vi skulle ned og hilse på søløverne – men rygtet må være nået i forvejen, for der var ikke særlig mange tilbage. I september var samtlige pladser optaget, og de ligger tæt, i år var der kun 2 – 3 af de der flydende tingester, de ligger på, der var optaget.

Jeg har hørt at de skulle forsvinde, og de har åbenbart været færre end der er nu. Det står i USA TODAY http://www.usatoday.com/travel/destinations/2010-03-03-san-francisco-sea-lions_N.htm

Efter at have kigget lidt rundt tog vi hjem for at tage i Macys og købe en trøje eller noget overtøj til Isabella, men vores shoppegen er forsvundet igen, så vi fandt ikke noget. Brugte eftermiddagen til at slappe af på værelset, og tog til Fishermans Wharf igen om aftenen for at spise. Det blev til en omgang clam chowder i et brød, det er suppe, hvor selve skålen er surdejsbrød. Det smagte dejligt.

I morgen skal vi derned igen, vi skal have købt skilte fra Alcatraz, vi har to derhjemme, men mangler et par af “regulation rules”. Ikke fordi, der er nogen, der retter sig efter dem, men man har da lov at håbe…

Vi skal også en tur hen og se “the painted ladies” – det er de huse man altid ser på film.

Vi så godt at der ikke stod sædenr. på vores boardingpass, men tænkte at det var et af de fly, hvor man selv kan vælge hvor man vil sidde.

Det var det så IkKE!

Da vi skulle checkes ind stillede vi os glade og optimistiske op i rækken af passagerer, kun for at blive bedt om at sætte os hen og vente, mens alle andre fik lov til at gå ombord. I det vi gjorde det sagde Isabella, “sagde de noget om “oversold?”

Henrik og jeg kiggede på hinanden og så gik Henrik hen til en anden skranke og stod i kø. Mens han stod der, annoncerede check-ind-damen at antallet af passagerer og passagersæder ikke stod i overensstemmelse med hinanden og om man mon havde lyst til at blive i Toronto natten over mod kompensation? Nej tak, nu var vi lige sluppet igennem! Der var 5 pladser tilbage at dele ud af, hvis Henrik ikke havde stillet sig i kø, ville vi have siddet i Toronto nu.

Check-ind-damen checkede samtidig en anden børnefamilie ind og de skulle i hvert fald sidde sammen, for det var mindre børn, hvorefter jeg sagde at Victor da ikke kunne sidde alene. Det skulle han heller ikke, sagde Henrik. JO, det skulle han, godt nok på samme række som mig, men ikke sammen.

Jeg spurgte derfor den herre jeg sad ved siden af, om han ville bytte, det kunne han ikke på grund af dårlig ryg, fair nok, så spurgte jeg manden ved siden af Victor- “I prefer the aisle”- hvorefter han rævesov.

SÅ rejste jeg mig og spurgte manden på den anden side af Victor og han ville heldigvis godt, så vi kom da på plads. Aldrig har jeg set nogen komme så hurtigt af et fly som “I prefer the aisle”-manden han turde slet ikke se mig i øjnene.

Heldigvis fik vi vores bagage i nogenlunde tid, tog en taxa til hotellet, og var meget parate til at gå til køjs.

Der var bare lige det problem at vi havde bestilt 2 queensize senge og hotellet havde – upsi – kun et værelse med en kingsize bed. Do you mind? Om vi “minder” at sove 4 mennesker i samme seng, ja det kunne han da lige bande på!

Jeg talte ellers godt for min syge moster, men når han ikke har noget værelse, er der ikke så meget at gøre, så vi fik værelset og en “roll-away-bed”, som vi selvfølgelig skulle vente på, og piccoloen bad Henrik om at hjælpe med at flytte rundt på sengen så der var plads. ÅHHHH! Vi får nyt værelse når I læser dette.

Var lidt grumpy da kl. var 23.15 lokal tid, men i vores canadiske verden var kl. altså 2.30 om natten.

Welcome to San Francisco!

I dag er sidste dag i Canada. Vi tog ned til Ishockey – Hall of Fame for at finde ud af, alt hvad der er værd at vide om ishockey. Der var lukket, troede vi, men vi blev klogere senere, så i stedet fik jeg den glimrende idé at jeg ville se Torontos “Walk of Fame” med stjerner på fortorvet. Der var bare lige den hage ved det, at jeg ikke kunne huske, hvor det var. Troede at mene at kunne huske at det var i nærheden af noget teater, (smart nok!) men det var selvfølgelig ikke ved det nærmeste. Vi kiggede derefter på kortet og fandt noget, der kunne minde om et teater og vupti, der var Torontos “Walk of Fame” med Shania Twain, Kiether Sutherland, Celine Dion etc. og jeg fik selvfølgelig

foreviget dem alle. Der er altså heller ikke så mange som på Hollywood Boulevard.

Derefter tog vi tilbage til ishockey-museet, og fandt ud af at indgangen havde gemt sig nede i et indkøbscenter. Det havde man åbenbart valgt IKKE at skrive på den gamle hovedindgang! Victor fik sig en “ishockeybold” i butikken, som man selvfølgelig

skulle igennem for at komme ud af museet.

Ja, så ved vi lidt om ishockey, og blev da også helt stolte da vi så en enkelt dansk spiller afbildet.

Derefter tog vi ned til havneområdet, dejligt område, hvor vi fandt en ok restaurant så vi kunne spise frokost.

Vi havde jo besøgt CN Tower, men tog tilbage for at kigge lidt i souvenirbutikken, men det eneste vi lige kunne finde var et par postkort, som vi fik skrevet og sendt.

Det blev tid til at tage til lufthavnen, og da vi skulle igennem den amerikanske immigration blev det for alvor “sjovt”.

Henrik fik taget fingeraftryk på højre hånd, ingen problemer, Victor er for lille så han slap, Isabella fik taget fingeraftryk – ingen problemer og så blev det ellers min tur. Først skulle jeg have højre hånd på scanneren, hm…. derefter skulle jeg også lægge tommelfingeren på…hm, så blev det venstre 4 fingre, tommelfinger, højre hånd igen, venstre hånd igen og endelig højre igen OG så blev der ellers stemplet ok i passet. Inden da havde jeg ellers set i ånden at jeg blev efterladt i Canada mens resten af familien tog til USA. Bagagen blev afleveret, vi blev checket i Security, og denne gang var det Victor der måtte vise sit Spiderman-mavebælte, hvor den famøse ishocky-puck var. Heldigvis fik Victor lov at beholde den. I skrivende stund sidder vi og venter på flyet til San Francisco.

Så er vi vendt tilbage til Toronto efter en spændende heldagsudflugt til Niagara Falls. Sikke en masse vand!

Turen var en del af rejsen så vi skulle bare vente på at blive hentet af en bus, og godt at vi ikke lejede bil men foretrak den arrangerede tur. Vi fik set meget mere end hvis vi selv var taget afsted.

Der var knap 2 timers kørsel til vandfaldene, vi blev smidt af ved det canadiske vandfald og fik tid der. Vi fik selvfølgelig taget en million-milliard billeder, hvorefter vi købte entre til en tur bag ved vandfaldene. Vi fik udleveret smarte regnslag ved indgangen, så det lovede godt. Vi kom ud på en lille platform lige ved vandfaldet og hold da helt ferie, hvor blev vi våde. Sjovt nok blev de andre turister ikke lige så våde som os, i hvert fald spurgte butikspersonalet (jo, også i Canada ender alle turistattraktioner i en souvenirbutik) om vi havde haft det sjovt.

Derefter spiste vi frokost med resten af selskabet, buffet, vi overlevede men holdt os også fra sushien!

Maid of the Mist var næste stop, bådtur helt hen til vandfaldet, også her fik vi udleveret klædelige regnslag, denne gang i en fiks blå farve. Det var ubeskriveligt at være så tæt på vandfaldet, flot og mærkeligt.

Vi skulle også se det amerikanske vandfald, det er knap så stort, hvorefter turen gik videre til bl.a. Canadas første hovedstad Niagara-on-the-lake – meget sød by, der minder lidt om Solvang og Carmel i Californien.

Turen sluttede med en vinsmagning – måske skulle de hellere promovere sig på ishockey og den slags – vin er ikke deres spidskompetence.-(

Det er et utroligt frodigt landskab, vi kørte igennem “frugtland” og vinmarker, og som nævnt havde vi nok bare taget motorvejen frem og tilbage, hvis vi havde været alene.

I morgen skal vi se lidt mere af Toronto, sikkert også Hockey – Hall of fame, det vil Victor gerne.