Så er vi vendt tilbage til Toronto efter en spændende heldagsudflugt til Niagara Falls. Sikke en masse vand!

Turen var en del af rejsen så vi skulle bare vente på at blive hentet af en bus, og godt at vi ikke lejede bil men foretrak den arrangerede tur. Vi fik set meget mere end hvis vi selv var taget afsted.

Der var knap 2 timers kørsel til vandfaldene, vi blev smidt af ved det canadiske vandfald og fik tid der. Vi fik selvfølgelig taget en million-milliard billeder, hvorefter vi købte entre til en tur bag ved vandfaldene. Vi fik udleveret smarte regnslag ved indgangen, så det lovede godt. Vi kom ud på en lille platform lige ved vandfaldet og hold da helt ferie, hvor blev vi våde. Sjovt nok blev de andre turister ikke lige så våde som os, i hvert fald spurgte butikspersonalet (jo, også i Canada ender alle turistattraktioner i en souvenirbutik) om vi havde haft det sjovt.

Derefter spiste vi frokost med resten af selskabet, buffet, vi overlevede men holdt os også fra sushien!

Maid of the Mist var næste stop, bådtur helt hen til vandfaldet, også her fik vi udleveret klædelige regnslag, denne gang i en fiks blå farve. Det var ubeskriveligt at være så tæt på vandfaldet, flot og mærkeligt.

Vi skulle også se det amerikanske vandfald, det er knap så stort, hvorefter turen gik videre til bl.a. Canadas første hovedstad Niagara-on-the-lake – meget sød by, der minder lidt om Solvang og Carmel i Californien.

Turen sluttede med en vinsmagning – måske skulle de hellere promovere sig på ishockey og den slags – vin er ikke deres spidskompetence.-(

Det er et utroligt frodigt landskab, vi kørte igennem “frugtland” og vinmarker, og som nævnt havde vi nok bare taget motorvejen frem og tilbage, hvis vi havde været alene.

I morgen skal vi se lidt mere af Toronto, sikkert også Hockey – Hall of fame, det vil Victor gerne.