Blog Image

USABLOG

USA

Vi er blevet bidt af USA og derfor går turen for 7. gang til USA. Denne gang staterne Californien, New Mexico, Utah, Nevada og Arizona.

Hvis du har spørgsmål eller kommentarer i øvrigt kan du skrive til familien@heikendorf.eu
så vil jeg forsøge at svare så hurtigt som muligt.

Vi holder af hverdagen…

Canada & Californien Posted on Sun, August 15, 2010 16:20:13

Men vi holder endnu mere af at holde ferie, uanset hvad Dan Turell har skrevet.

Vi har været hjemme i lidt over en uge, og vi er ved at være fri af jetlag. Vi har for sjov regnet lidt på det, og måske har turen alligevel været lidt dyrere end to dage i Legoland.smiley Til gengæld kan sådan en tur ikke gøres op i penge, vi har haft nogle fantastiske oplevelser. Vi har brugt ca. 15.000 kr. på mad i 14 dage, 3 måltider om dagen + cafebesøg, det er for 2 voksne, en teenager og et barn, det synes vi egentlig ikke er særlig meget, og vi har bestemt ikke sparet på noget. Det kunne vi garanteret ikke have gjort billigere på f.eks. Kreta. Vi har spist på gode restauranter og sprunget fast food “restauranter” over, med to undtagelser.

Henrik fik aldrig skrevet om vores “monstertruck”, vi havde bestilt en helt almindelig SUV, men da vi hentede den hos Hertz, viste det sig at være en Cadilac Escalade med plads til 7 personer. Første overraskelse kom da vi skulle bakke ud af parkeringspladsen, radioen blev nemlig transformeret om til et kamera, der viste os, hvad der var af forhindringer bag bilen og med en lille tekst “Check surroundings for safety”. På vej ned af rampen kom der en lille advarsel i sidespejlet om, at der var en anden bil for tæt på vores. Der var (selvfølgelig!) også DVD indbygget, så passagerne kunne se DVD, hvis de følte trang til det. Chaufføren kunne også, men smart nok kun, hvis bilen var i frigear. Det var en meget behagelig bil at køre rundt i, og vi har efterhånden vænnet os til at vores egen bil et noget tættere på jorden end monstertrucken. Vi kan også godt huske at man IKKE må overhale indenom, (nej man må ej, og det ved I også godt!), og vi har endnu ikke drejet til højre, når der er rødt lys herhjemme. Med andre ord, vi er ved at være landet.

Dog ikke mere end at vi allerede begyndt at spekulere over, hvad vi kunne tænke os næste gang, og jeg kunne godt tænke mig en tur til Florida (uden for orkan-sæsonen) – gerne kombineret med et krydstogt.

Egentlig var vi invitereret af Nyhavn Rejser til at besøge et krydstogtskib, der lægger til kaj på Langelinje, men vi var alt for langsomme, og nåede ikke at bestille billetter. Det må så blive næste gang.smiley



Hjemme igen, stort øv

Canada & Californien Posted on Sun, August 08, 2010 11:30:43

Sikke hurtigt 14 dage går, når man har det godt. smiley

Jeg skal lige finde billeder af vores monster truck og vender tilbage.



Sidste dag – ÆV!

Canada & Californien Posted on Fri, August 06, 2010 03:19:32

Æv, i morgen skal vi allerede hjem – det gider vi ikke smiley

Vi stod tidligt op for at komme i Universal fra morgenstunden, men inden da checkede vi os lige ind til flyet i morgen, så vi er sikre på at have pladser. Vi skulle nødigt strande i LA, når vi har et fly i Toronto vi skal nå.

Vi tog en taxa til Universal og prøvede lige Simpsons en ekstra gang. Det var en fornøjelse, kun 5 minutters kø i forhold til forleden, hvor vi stod i kø i over 30 minutter. Da “lower lot” åbnede skulle Henrik, Isabella og Victor prøve Jurassic Park, jeg sprang over på grund af nakken/ryggen, og tak for det, de var DRIVENDE våde da de kom tilbage.

Henrik ville gerne se Shrek (jo han ville!) i 3D, så den tog vi ind og så, og igen, der var næsten ingen kø.

Vi ville også gerne se Terminator, men da både Isabella og Victor ikke var specielt interesserede parkerede vi dem ved et andet show, og så tog Henrik og jeg hen og så det. Det var nu ikke noget at skrive hjem om, vi var begge lidt underligt tilpas efter 2 3D-film og gik ud for at spise frokost. Klog af skade fra sidst, valgte vi at forlade Universal

og tage hen i CityWalk for at spise, de har nemlig andet end friturestegt dit og dat. Vi fik dejlig frokost og tog tilbage igen til Universal, gik lidt rundt og besluttede os så for at tage hjem. Da havde vi gået over 11 km i parken. Jeg tør slet ikke gætte på, hvor langt vi gik i Disney, hvor vi var i 14 timer.

I dag skal vi nogenlunde tidligt i seng, vi skal afsted FØR 5.30 i morgen, ellers er trafikken her i LA kaotisk. Vi lander lørdag morgen kl. 7.15, så det bliver en lang vej hjem.

Der er ingen tvivl om at den lange rejsetid er turen værd!!



Universal Studios

Canada & Californien Posted on Thu, August 05, 2010 02:27:06

Dagen efter Disney skulle have været en “slappe-af-dag”, og vi begyndte da også dagen i svømmepølen, men besluttede os så for at tage i Universal. De har et tilbud, hvis man bestiller på nettet, får man to dages entré for 1 dags pris.

Vi tog en taxa dertil, billigere end at holde i deres enorme parkeringshus, og tog frokost i det der hedder CityWalk, et restaurant/butiks-område lige uden for Universal. Vi HAR smagt Universals mad, og det er ikke til ret mange stjerner. Det blev til Bubba Gumps Shrimp-restaurant, det er rigtig dejlig mad.

Vi havde printet billetter til Universal i hotellets business-center (2 PC’er + 1 printer) så ingen kø, men direkte ind.

Waterworld-showet (bygget over filmen af samme navn med Kevin Costner) skulle til at begynde, så vi stillede os pænt i kø for at komme i god tid, så langt op og væk fra scenen som muligt. Sidste år kom vi i sidste øjeblik og blev nødt til at sidde i “wet-zonen” og når Universal skriver “vådzone”, så MENER de vådzone. Folk bliver sjasket til med vand. Vi sad rigtig godt og fik ikke en dråbe på os. Super show.

Der var skuespillere fra både CSI og Law & Order. Bagefter kunne man stille op til fotografering med skuespillerne, men det sprang vi over.

Kunne faktisk ikke rigtigt kende dem, ethvert hjem burde have en make-up-artist.smiley

Det er meget varmt, Universal har oprettet “cool zones”, ja, Isabella forklarer det med at det fungerer ligesom i Føtex, hvor grønt- og frugtafdelingen får fugt en gang i mellem. Her er det bare en kæmpe køletingest, der giver kulde. Dejligt.

Vi kom også ind og set et show med special effects, hvor man ser, hvordan film bliver lavet og hvor nemt det er at snyde – eller det ser nemt ud.

Pludselig opdagede Isabella at der kun var 5 minutters ventetid til studio-turen, så vi hastede ned og fik en rundvisning. Der var lidt nyt, der var 3D med King Kong, meget imponerende, men der var en masse optagelser, så meget af tiden skulle vi og guiden være stille og der blev også sprunget nogle ting over.

Vi gik lidt rundt, opdagede at der kun var 30 minutters ventetid til Simpsons, og det var dagens sidste forlystelse. Den var supersjov.

Vi fandt en restaurant i CityWalk’en, dejlige bøffer og så var det ellers tilbage og sove.

I dag har vi shoppet lidt (surprise!), vores stakkels amerikanske Wii kan jo ikke lide danske Wii-spil, så vi har været “nødt til” at shop-amok.

Resten af dagen foregår i svømmepølen og i morgen skal vi i Universal for morgenstuden.

Der er billeder fra Universal her:

http://picasaweb.google.dk/susanneheikendorf/9a_Universal#



Disneyland

Canada & Californien Posted on Tue, August 03, 2010 18:10:07

I går var det sandelig Disneydag – vi kom til parken kl. 8 og forlod parken kl. 22, 14 timers Disney, så var vi alle godt Disneymætte, OG ømme i fødderne. Ja, ikke Henrik, han er vant til at gå og stå i mange timer på sit arbejde, men vi andre var godt brugte.

Da vi havde købt park-hopper billetter (så man kan besøge både Disneyland og California Adventure) for $ 378 for alle 4 tog vi til Disneyparken og Victor ville gerne begynde i Star Wars-afdelingen, den afdeling var desværre under renovering og åbner igen i 2011, men Victor blev glad igen, da Star Wars-butikken, og dermed stedet, hvor man køber lyssværd var åben.

Vi kiggede og lovede at komme tilbage, vi ville ikke slæbe rundt på et sværd hele dagen. Vi tog derefter hen til Indiana Jones, der var “kun” 25 minutters ventetid, det gik hurtigt og er altså en supersjov tur. Da vi kom ud trak vi fast-pass billetter, så får man en “gå foran de andre-tid” og sparer lidt tid der.

Vi prøvede også en bådtur med en Disney-medarbejder, der hellere ville være stand-upper, det var en fin tur, men selvfølgelig sjovest, hvis man kan engelsk.

Sidst fik jeg lettere panik-anfald (ifølge min datter og mand) ud for Pirates of the Caribbean, ikke fordi jeg er bange for pirater, men fordi jeg ikke kunne finde mine briller. Surt kun at have solbriller resten af ferien. Nå, men ingen panik denne gang, så vi fik en tur blandt piraterne denne gang.

The haunted house lå lige ved siden af, næsten ingen kø, så der smuttede vi også ind – hm, vi kunne selvfølgelig godt regne ud at det var noget spøgelseshalløj, men det var altså lidt for uhyggeligt for en enkelt i vores selskab – ingen nævnt, ingen glemtsmiley

Vi mødte også Minnie Mouse (ja ja, jeg ved godt det er en, der er klædt ud!), så jeg tvang Victor til at stille sig i kø – så vi kunne få taget billeder sammen med hende.

Senere mødte vi Pluto, og der tvang jeg Henrik og Victor til at stille sig op – Pluto havde luret at Isabella og jeg hørte til deres selskab (måske fordi vi begyndte at tage billeder da det blev deres tur!) så Pluto kom over og gav pote/high five til Isabella, narrede mig ved ikke at give mig high five og gav mig derefter en stor krammer. Jeg har fået krammer af Pluto smiley. Det nåede vi selvfølgelig ikke at få billeder af, men jeg har vidner.

California Adventure åbnede kl. 10, så vi tog derover, lige på den anden side af gaden og prøvede et kæmpe pariserhjul – ekstra sjovt fordi gondolerne svingede inde i hjulet (skal ses, kan ikke forklares) og Henrik og Isabella fik prøvet en monster rutschebane. Victor og jeg sprang over.

Vi fik prøvet en masse i begge parker og fik spist både frokost og is, se parade, og kl. 21.00 var der Lysfarvefest – et eller andet, der var virkelig mange mennesker, men vi fik da møvet os ind et sted og set det. Meget flot. På vej mod udgangen kunne vi nå at se Disneyparkens fyrværkeri, der kan Tivoli altså godt pakke sammen. Helt fantastisk flot.

Efter den oplevelse var det tid til en sidste tur i Disney-butikken og så var det ellers hjem, med en enkelt afstikker til McDonald så vi kunne købe “aftensmad”. Den spiste vi på værelset kl. 23.30!

Henrik ville til Universal i dag, men vi andre har stemt imod, vi vil bade og slappe af. Lige nu er kl. lidt i ni og hele banden sover. smiley

Uh, og i bedste tyskerstil har folk været nede og reservere solsenge – uden at bruge dem – heldigvis er det hotellets håndklæder de bruger – så måske kan de ikke huske, hvor de har reserveret, især hvis der ligger 4 danskere på “deres” pladser. smiley

Billederne ligger her: http://picasaweb.google.dk/susanneheikendorf/9_Disneyland#



Turister ;-)

Canada & Californien Posted on Mon, August 02, 2010 15:47:44

Kl. er 6.30 og vi skal af sted til Disneyland om en halv time. De åbner kl. 8.00 og det er bare med at være der fra starten, der er så meget at se.

I går var vi TURISTER, vi begyndte dagen på Hollywood Boulevard for at se stjernerne IGEN, godt nok kun dem på fortovet og med en enkelt afstikker hen til teatret, hvor stjernerne har sat deres fod- og håndaftryk i cementen.

Man har ikke været i LA uden at have cruiset på Rodeo Drive, så det måtte vi naturligvis også prøve, men blev klogeligt i bilen sammen med vores kreditkort. Derefter fandt vi en tilfældig adresse oppe i Beverly Hills, bare lige for at se, hvordan “man” bor. Der må have boet nogle berømtheder, vi så nemlig også nogle af de mange “Star Home-turbusser” på vejen. Hvem, der bor hvor, ingen anelse, men sjovt at se de kæmpekasser, de kalder huse.

Vi ville også gerne ser Hollywood-skiltet tættere på, og det bedste sted skulle være ved Griffith Observatory, så der tog vi op (sammen med en hel del andre!) Vi fik taget de obligatoriske billeder, besøgte observatoriet og ville så have været helt oppe ved skiltet, men vejen var desværre lukket. ÆV.

Der er advarsler i hele området mod åben ild, alt er knastørt, så det er sikkert på grund af brandfaren.

Hvad skal man dog så lave i LA? Hm, jo, vi manglede liiiige et par småting, så vi besluttede (nej, det var en del af dagsplanen) at tage til outlettet. Vores rare GPS-dame sagde at turen ville tage ca. 45 minutter, men hun havde altså ikke taget højde for den trafikkø vi ramlede ind i.

Det tog 10 minutter at køre 1 km! Der var advarlser om brush fire, og det viste sig at være en skovbrand helt nede ved kørebanen mange kilometer længere fremme. Der var et massivt opbud af brandfolk, og den var næsten slukket, da vi kørte forbi. Så fik vi da den oplevelse med, der var heldigvis ikke sket noget med nogen, det var “kun” skråningen, der var ramt.

Vi fik købt et par småting (dagens underdrivelse) og hjemturen tog ingen tid.

Vi spiste på hotellet efter Victor og Henrik havde været en tur i pølen, og gik tidligt i seng.

I dag er DISNEYDAGsmileysmileysmileysmileysmileysmileysmiley



Santa Monica

Canada & Californien Posted on Sun, August 01, 2010 08:27:02

Henrik og jeg havde egentlig planer om at træne i hotellets fitnesscenter, men vi vågnede allesammen ved 4.30-tiden – fik gang i air-conditionen og faldt i søvn igen. Vi vågnede derfor først ved 9-tiden og så var det for sent. (Superduper forbudt at dyrke fitness efter kl. 9.00 i Californien, er det ikke??;-)

Vi hoppede i pølen i stedet, nogle af os trængte til at bruge lidt krudt, og efter et par timer, besluttede vi at køre til Santa Monica.

Vores GPS (som er noget mere samarbejdsvillig end Grusomme Garmin sidste år) fortalte os at turen ville tage ca. 20 minutter. Hm, det tog ca. 1½ time, der er SÅ meget trafik, men endelig kom vi da til stranden, hvor Baywatch er optaget. Præcis samtidig besluttede solen sig for at gemme sig bag en sky!smiley

Vi spiste frokost på Bubba Gump Shrimp – de serverer de mest fantastiske rejer EVER! Sjovt nok havde vi lige set Forest Gump på TV, og hvis man ønsker kontakt med en tjener skal man vende et skilt på bordet “Stop Forest – Stop”, hvis man ikke har brug for noget vender man skiltet til “Run Forest – Run”.

Derefter gik vi en tur på molen, men da solen var forsvundet var det meget koldt. Vi manglede et par småting, så GPS’en blev sat til det nærmeste Wal-Mart, ca 15 km. væk. Er det mon politisk ukorrekt at sige at der var sort af mennesker? Vi fik købt hvad vi manglede og så gik turen hjem gennem et kvarter, der sikkert aldrig har set turister. ALT var skrevet med kinesiske eller japanske tegn.

Tilbage til hotellet skyndte vi os ned i poolen, og kl. 19.45 viste hotellet en film “Old dogs” med Robbie Williams og John Travolta, så den så vi, mens Victor hyggede i poolen. Inden, der er nogen, der kunne finde på at anklage os for at være forfærdelige forældre; filmen blev vist ved poolen, så vi holdt øje med Victor samtidig! Super film, kan varmt anbefales.



Solvang

Canada & Californien Posted on Sun, August 01, 2010 08:10:40

Turen burde være gået direkte til Los Angeles, men vi kørte altså næsten lige forbi Solvang, og da byen stort set var lukket sidste gang vi var der, skulle vi da lige se, om der var mere liv denne gang.

Det var der! Jeg håber ikke amerikanernes indtryk af Danmark er = Solvang, for så tror de ikke at vi kan andet end lave dansk wienerbrød og betjene kunder iført “nationaldragter”. Det er en mærkelig by, lidt som Frilandsmuseet, dog noget senere. Vi gik en tur i byen, men følte ikke trang til at spise æbleskiver i juli måned…

Sidst vi var i Californien faldt Henrik i snak med en kvinde med danske slægtninge, mens jeg gik shop-amok i en undertøjsbutik, og Henrik havde lovet at sende tyrkisk peber til hende. Da vi fandt ud af, vi skulle tilbage, havde vi selvfølgelig tyrkisk peber med til hende, og snedigt nok arbejder hun i et out-let, der ligger liiiiige på vejen til LA. Derfor gik turen fra Solvang ikke direkte til LA, men via outlet for at aflevere tyrkisk peber. Nu vi var der, fik vi da også købt et par småting.smiley

Derefter gik turen direkte til Los Angeles, vi nåede en tur i pølen på hotellet, og spiste i hotellets restaurant, de serverer en SUPER tunfisk.

I morgen går turen til Santa Monica Pier.



Next »