Blog Image

USABLOG

USA

Vi er blevet bidt af USA og derfor går turen for 7. gang til USA. Denne gang staterne Californien, New Mexico, Utah, Nevada og Arizona.

Hvis du har spørgsmål eller kommentarer i øvrigt kan du skrive til familien@heikendorf.eu
så vil jeg forsøge at svare så hurtigt som muligt.

I rum sø

Bahamas & Østkysten Posted on Mon, July 09, 2012 18:40:28

I dag har vi kun været på havet og har derfor haft god tid til at reflektere over vores medpassagerer. Det er en fordel at være danskere, de andre forstår os ikke, men vi kan tale uhæmmet om dem, og det gør vi;-)

Da jeg stod op i morges, ved 6-tiden, satte jeg mig ud på balkonen og nød solopgangen, lider vist en smule af jetlag, har i hvert fald svært ved at sove længe.Vejret er skiftet, det er ikke længere uvejr, men varmt – meget varmt. Da dervar kommet liv i resten af familien spiste vi morgenmad udendørs – fik talt lidt om vores medpassagerer – sjovt at man på

deres bordmanerer nogenlunde kan regnue ud, hvor de kommer fra – og gik derefter hen for at få plads ved poolen. Det er umuligt, vi har ikke været i Lalandia, men er sikre på at det er nogenlunde som at være der. Alt for mange larmende mennesker, der har reserveret solstole og ikke bruger dem 🙁

Vi blev nødt til at lægge på 14. dæk hvor der var plads til sole sig, men det blæste i halv pelikan eller noget i den stil. Vi turde ikke være der så længe, solen er stærk og når det blæser kan man ikke rigtigt mærke at den brænder.

Vi var også et smut i souvenir-biksen, Isabella mangler en solhat, men selvom jeg synes jeg prøvede at sælge dem alle til hende, lykkedes det desværre ikke. Måske finder vi en ja-hat i Florida?

Victor og Henrik fik hver en t-shirt og en cap, så de ser rigtig smarte ud, jeg fik ingenting, men jeg tager revanche i et outlet.

Efter den anstrengende formiddag (vi havde besluttet i hvilken restaurant vi skulle spise morgenmad, og vi havde handlet) var det blevet tid til frokost. Der står hånddesinfektionsdamer foran buffet-restauranten, så man lige får vasket hænder inden man træder ind. Mærkeligt job at have, men lige så sært at det er nødvendigt. Havde ikke lige tænkt over hvorfor, før Henrik sagde at de selvfølgelig ikke ville have folks snavsede hænder i restauranten. Nå nej…

Mens vi spiste lærte vi også at folk er hvad de spiser. Der er mange ekstremt store (ja ok, så siger vi fede, det lyder bare ikke så pænt) mennesker, og når man ser, hvad de putter på deres tallerkener og hvor mange gange de går til buffetten er det altså ikke så underligt at de ser sådan ud. Vi følte os meget sunde da vi spiste salat.

Hjemmefra havde vi prøvet at bestille en airboat combi alligator jungle tur, men det kunne ikke lade sig gøre. Der er to ture, den ene uden zoo, den koster 20 $ mindre og varer 3 timer, den “store” varer 6 timer, så det ville vi selvfølgelig helst.

Heldigvis kunne det lade sig gøre, da vi henvendte os personligt, så i morgen, når vi kommer til Florida skal vi ud og se på alligatorer. Vi holder hænderne indenbords.

Forhåbentlig kan vi også finde en Starbucks eller lign. så vi kan få sendt disse blogs afsted. Som ventet er nogle mere ivrige bloggere end andre….



I høj sø

Bahamas & Østkysten Posted on Mon, July 09, 2012 18:39:01

Afgang fra New York

Så kom vi til vores krydstogt. Vi tog afsted fra hotellet i god tid,da vi havde hørt at check ind var meget grundig og kunne tage lang tid. Heldigvis gik det ret smertefrit.Det bliver åbenbart værdsat af personalet at man kan finde ud af at sige pænt tak, det virker ikke som om det er amerikanernes stærke side.

Meget pinligt har vi glemt vores “reunion-t-shirts”, der er flere familier, der går rundt med samme slags t-shirt, så man kan se,de hører sammen. Op til 40 stk. har vi set i en familie.

Da vi kom ombord fik vi ikke vores værelse før senere, men det var vi forberedt på. Vi havde badetøj i rygsækken, men det var kun Victor, der faldt for fristelsen til at bade.

½ time før afgang var der redningsøvelse, afhængig af, hvor man bor, skal man møde på et bestemt sted, hvis såfremt i fald, der skulle ske noget. Vi mødte op og blev krydset af, der var virkelig styr på det. Vores mødested var i en restaurant, langt væk fra redningsbådene. Ja, hvis der skulle ske noget, er vi ikke dem, der venter pænt på at blive krydset af,vi stiller os hen til redningsbådene og afventer…

Efter denne lille tur var det tid til afgang. Det var fest og farver og en masse musik, meget amerikansk. Men for pokker var sejlturen gennem Hudson River flot, vi har nok sådan cirka 100 billeder af Frihedsgudinden, som vi sejlede lige forbi.

Efter det var det lidt hviletid i kahytten. Lige inden vi skulle til at spise opdagede jeg at der var meget mørkt udenfor, og vi vidste godt der var varsel om “thunderstorms”. Jeg skal da lige love for at vi fik thunderstorms. Det var helt vildt fascinerende. Vi havde i lang tid sejlet på linje med et andet skib,men da lynene begyndte satte vores kaptajn foden på speederen, eller hvad det nu hedder. Vi kunne godt mærke vi var ude at sejle, selvom det er et kæmpeskib.

Henrik fik udtalt de uforglemmelig ord “Nu er vi lige straks ved kanten”, hvorefter jeg jo måtte fortælle Henrik at jorden er rund;-) Den bemærkning syntes Isabella var sjov..andre var knap så begejstrede.

Efter middagen, som vi indtog i en betalingsrestaurant, nåede vi lige at se slutningen af en forestilling, hvor der var en ret underholdende stand-upper. Han holder vi øje med.

I morgen har vi hele dagen på havet, vi har fået dagens program men af en eller anden årsag virker det ikke som om Isabella er helt vildt interesseret i at lære at danse Michael Jackson “Thriller” og optræde med det på sidste dag. Trist 🙁

Hm, vi finder nok på noget andet.



The heat is on

Bahamas & Østkysten Posted on Sat, July 07, 2012 16:43:30

Hedebølge i New York.

Radioen fortæller om 110 degrees, det er Fahrenheit og omkring de 38 – 40 grader – føj!

Lige nu har vi pitstop på hotellet før vi skal afsted på krydstoget.

Vi vågnede tidligt, ja, jeg vågnede i nat, og havde svært ved at falde i søvn, selvom vi virkelig prøvede at gå sent i seng – lokal tid. Det betød at vi stod op ved 6-tiden, spiste tidlig morgenmad og derefter tog på jagt efter en adapter til vores strøm.

Det førte os ned til Ground Zero, det er underligt, byggepladsen virker endnu større end sidst vi var her, men der var det jo også “kun” en byggeplads. Nu er de i gang med at bygge 4 nye kæmpebygninger. Der er konstant 3000 construction workers på arbejde. Det er helt vildt. Selvom vi kun gik uden for og endnu ikke har set 9/11Memorial fik jeg altså en klump i halsen. Tudefjæs er jeg!

Det lykkedes os at finde en butik, der havde åbnet og vi fik købt et par småting, bl.a. den ønskede adapter.

Vi må komme på kajen en time før de begynder at sikkerhedschecke folk, og i følge en af Henriks kollegaer, er det lidt af et sikkerhedscheck. Better safe than sorry!
Vi får vores kahyt ved 14-tiden og vi sejler fra New York kl. 16 i eftermiddag. Hele dagen i morgen er vi på havet, vi er allerede smurt ind i faktor 30 og faktor 50, vi skal ikke bruge ferien med at være forbrændte.

For øvrigt, men vi alligevel stod i kø for at komme ind i landet blev der vist “breaking news” – der er spottet great whites (hvad hedder de på dansk?) hajer ved Cape Cod. Note til os selv: Ikke bade i havet når vi kommer til Cape Cod. Vi kan allerede høre temaet til “Dødens Gab”.

Der er begrænset forbindelse om bord på skibet, eller også er vi bare for nærige til at blogge til 5-6 kr. i minuttet, så der vil være begrænset med aktivitet de næste par dage, men vi vender stærkt tilbage om 7 dage.



Velkommen til USA

Bahamas & Østkysten Posted on Sat, July 07, 2012 02:54:17

Så lykkedes det at komme til USA, med et par forhindringer. Vi blev forsinket i Kastrup da 2.piloten ikke var nået til København i tide. Det tog lige et par timer at få ham hjem fra Gøteborg. Til gengæld havde SAS fået fat i en gammel steward Poul-Erik som var ufrivilligt morsom. Han talte et elendigt engelsk, men til gengæld nåede han at få fyret af at man skulle huske personlige ejendele såsom solbriller, laptops og børn! Han ville da også lige forklare at når man nu ikke havde røget i 8 timer, kunne man lige så godt holde helt op.

Vi aner ikke, hvor SAS havde støvet ham op.

Min batteri på PC er fladt mere info følger…Ups, det var ikke populært at have glemt oplader til almindeligt stik, men jeg havde da husket til USB…Henrik blev sendt på eventyr til receptionen og vi har nu strøm igen.

Nå, men endelig landede vi, kun en halv time forsinket selvom vi først kom fra CPH ved 15-tiden. Der var ikke overvældende kø ved immigrationen, men alligevel så meget at en eller anden synes vi skulle skyde genvej. Det gik ikke så godt, da kvinden før op blev ført hen til noget ekstra forhør og immigrationsmanden aldrig kom tilbage. Så måtte vi finde et andet sted og det tog tid. Da det endelig blev vores tur stod jeg først, det var lidt problematisk med mine fingeraftryk da vi tog fra Toronto sidst. Mine fingeraftryk gik fint, billedet blev taget og vi ventede og ventede og ventede. Vi var efterhånden de sidste fra flyet tilbage. I mellemtiden ordnede han Victors pas, jeps godkendt, spurgte hvor længe vi havde stået i kø, og det havde vi jo temmelig længe. Så prøvede han igen og denne gang gik det fint. Isabella – ingen problemer. Henrik – hm, højre pegefinger, venstre pegefinger, hm, en gang til. Lang om længe blev Henrik også godkendt og vi det positive var at slap for at vente på vores bagage, den stod pænt og ventede på ossmiley

Ud i en taxa og kø kø kø til Manhattan. Trafikken er sindssyg. Vi fik vores værelse og tog ellers ud i byen, fik lidt at spise, rundede Ground Zero, nej hvor er der bygget meget siden sidst og ellers hjem igen. Her er hedebølge og varmerekord, vi glæder os til at skulle sejle i morgen.



Lige om lidt…

Bahamas & Østkysten Posted on Sat, June 30, 2012 18:24:30

Tænk, det er næsten et år siden vi begyndte at planlægge denne tur og på fredag skal vi afstedsmiley
Vi flyver til New York, har en enkelt overnatning og skal derefter på krydstogt til Bahamas med NCL. Vi har stop i Florida, Nassau og på NCL’s private ø, hvorefter vi har to dage på havet og tilbage til New York. I Nassau er planen at tage en udflugt, hvor vi kan være i vandet med delfiner.

I New York har Isabella og jeg tvunget Henrik og Victor til at gå i teatret og se “Phantom of the Opera”. Til gengæld slipper de for at se “Love Never Dies” på Det Ny Teater, den ser Isabella og jeg alene.
Dagen efter skal vi besøge 9/11 Memorial, vi så det, da det stadig var en stor byggeplads, det bliver interessant at se det nu. Vi husker lommetørklæder – i hvert fald til mig!

Efter New York går turen til Cape Cod, dog med en enkelt afstikker til Woodbury, hvor der ligger et lille outlet…

Vi har lejet bil, den skal vi hente i Newark og vi har købt USA-kort til vores egen GPS. Det er næsten lige så billigt som at leje en GPS, og så har vi kortet. God undskyldning for at komme igen.

På Cape Cod skal vi en af dagene på hvalsafari, altså vi tager bare billeder og derefter går turen til Boston. Isa fylder 17 år den dag og det fejrer vi med at tage en afstikker til et outlet og køber et par småting. Om aftenen skal vi til Aerosmith-koncert, det bliver stort!

Vi skal selvfølgelig også se Liberty Bell og alt, hvad der ellers er værd at se i Boston. Derefter går turen til Philadelphia, turens længste køretur på ca. 600 km.

Efter Philadelphia går turen til Gettysburg, dog med en afstikker til Lancaster, hvor Amish-folket bor. Det bliver en oplevelse at se, hvordan folk bor uden elektricitet.

Vi slutter rejsen i vores yndlingsby Washington. Denne gang SKAL vi se Capitol. Er stadig lidt sur over at FBI-bygningen er lukket for besøgende og at man skal være amerikansk statsborger for at komme ind i White House.

Vi glæder os SÅ megetsmiley



Vi holder af hverdagen…

Canada & Californien Posted on Sun, August 15, 2010 16:20:13

Men vi holder endnu mere af at holde ferie, uanset hvad Dan Turell har skrevet.

Vi har været hjemme i lidt over en uge, og vi er ved at være fri af jetlag. Vi har for sjov regnet lidt på det, og måske har turen alligevel været lidt dyrere end to dage i Legoland.smiley Til gengæld kan sådan en tur ikke gøres op i penge, vi har haft nogle fantastiske oplevelser. Vi har brugt ca. 15.000 kr. på mad i 14 dage, 3 måltider om dagen + cafebesøg, det er for 2 voksne, en teenager og et barn, det synes vi egentlig ikke er særlig meget, og vi har bestemt ikke sparet på noget. Det kunne vi garanteret ikke have gjort billigere på f.eks. Kreta. Vi har spist på gode restauranter og sprunget fast food “restauranter” over, med to undtagelser.

Henrik fik aldrig skrevet om vores “monstertruck”, vi havde bestilt en helt almindelig SUV, men da vi hentede den hos Hertz, viste det sig at være en Cadilac Escalade med plads til 7 personer. Første overraskelse kom da vi skulle bakke ud af parkeringspladsen, radioen blev nemlig transformeret om til et kamera, der viste os, hvad der var af forhindringer bag bilen og med en lille tekst “Check surroundings for safety”. På vej ned af rampen kom der en lille advarsel i sidespejlet om, at der var en anden bil for tæt på vores. Der var (selvfølgelig!) også DVD indbygget, så passagerne kunne se DVD, hvis de følte trang til det. Chaufføren kunne også, men smart nok kun, hvis bilen var i frigear. Det var en meget behagelig bil at køre rundt i, og vi har efterhånden vænnet os til at vores egen bil et noget tættere på jorden end monstertrucken. Vi kan også godt huske at man IKKE må overhale indenom, (nej man må ej, og det ved I også godt!), og vi har endnu ikke drejet til højre, når der er rødt lys herhjemme. Med andre ord, vi er ved at være landet.

Dog ikke mere end at vi allerede begyndt at spekulere over, hvad vi kunne tænke os næste gang, og jeg kunne godt tænke mig en tur til Florida (uden for orkan-sæsonen) – gerne kombineret med et krydstogt.

Egentlig var vi invitereret af Nyhavn Rejser til at besøge et krydstogtskib, der lægger til kaj på Langelinje, men vi var alt for langsomme, og nåede ikke at bestille billetter. Det må så blive næste gang.smiley



Sidste dag – ÆV!

Canada & Californien Posted on Fri, August 06, 2010 03:19:32

Æv, i morgen skal vi allerede hjem – det gider vi ikke smiley

Vi stod tidligt op for at komme i Universal fra morgenstunden, men inden da checkede vi os lige ind til flyet i morgen, så vi er sikre på at have pladser. Vi skulle nødigt strande i LA, når vi har et fly i Toronto vi skal nå.

Vi tog en taxa til Universal og prøvede lige Simpsons en ekstra gang. Det var en fornøjelse, kun 5 minutters kø i forhold til forleden, hvor vi stod i kø i over 30 minutter. Da “lower lot” åbnede skulle Henrik, Isabella og Victor prøve Jurassic Park, jeg sprang over på grund af nakken/ryggen, og tak for det, de var DRIVENDE våde da de kom tilbage.

Henrik ville gerne se Shrek (jo han ville!) i 3D, så den tog vi ind og så, og igen, der var næsten ingen kø.

Vi ville også gerne se Terminator, men da både Isabella og Victor ikke var specielt interesserede parkerede vi dem ved et andet show, og så tog Henrik og jeg hen og så det. Det var nu ikke noget at skrive hjem om, vi var begge lidt underligt tilpas efter 2 3D-film og gik ud for at spise frokost. Klog af skade fra sidst, valgte vi at forlade Universal

og tage hen i CityWalk for at spise, de har nemlig andet end friturestegt dit og dat. Vi fik dejlig frokost og tog tilbage igen til Universal, gik lidt rundt og besluttede os så for at tage hjem. Da havde vi gået over 11 km i parken. Jeg tør slet ikke gætte på, hvor langt vi gik i Disney, hvor vi var i 14 timer.

I dag skal vi nogenlunde tidligt i seng, vi skal afsted FØR 5.30 i morgen, ellers er trafikken her i LA kaotisk. Vi lander lørdag morgen kl. 7.15, så det bliver en lang vej hjem.

Der er ingen tvivl om at den lange rejsetid er turen værd!!



Universal Studios

Canada & Californien Posted on Thu, August 05, 2010 02:27:06

Dagen efter Disney skulle have været en “slappe-af-dag”, og vi begyndte da også dagen i svømmepølen, men besluttede os så for at tage i Universal. De har et tilbud, hvis man bestiller på nettet, får man to dages entré for 1 dags pris.

Vi tog en taxa dertil, billigere end at holde i deres enorme parkeringshus, og tog frokost i det der hedder CityWalk, et restaurant/butiks-område lige uden for Universal. Vi HAR smagt Universals mad, og det er ikke til ret mange stjerner. Det blev til Bubba Gumps Shrimp-restaurant, det er rigtig dejlig mad.

Vi havde printet billetter til Universal i hotellets business-center (2 PC’er + 1 printer) så ingen kø, men direkte ind.

Waterworld-showet (bygget over filmen af samme navn med Kevin Costner) skulle til at begynde, så vi stillede os pænt i kø for at komme i god tid, så langt op og væk fra scenen som muligt. Sidste år kom vi i sidste øjeblik og blev nødt til at sidde i “wet-zonen” og når Universal skriver “vådzone”, så MENER de vådzone. Folk bliver sjasket til med vand. Vi sad rigtig godt og fik ikke en dråbe på os. Super show.

Der var skuespillere fra både CSI og Law & Order. Bagefter kunne man stille op til fotografering med skuespillerne, men det sprang vi over.

Kunne faktisk ikke rigtigt kende dem, ethvert hjem burde have en make-up-artist.smiley

Det er meget varmt, Universal har oprettet “cool zones”, ja, Isabella forklarer det med at det fungerer ligesom i Føtex, hvor grønt- og frugtafdelingen får fugt en gang i mellem. Her er det bare en kæmpe køletingest, der giver kulde. Dejligt.

Vi kom også ind og set et show med special effects, hvor man ser, hvordan film bliver lavet og hvor nemt det er at snyde – eller det ser nemt ud.

Pludselig opdagede Isabella at der kun var 5 minutters ventetid til studio-turen, så vi hastede ned og fik en rundvisning. Der var lidt nyt, der var 3D med King Kong, meget imponerende, men der var en masse optagelser, så meget af tiden skulle vi og guiden være stille og der blev også sprunget nogle ting over.

Vi gik lidt rundt, opdagede at der kun var 30 minutters ventetid til Simpsons, og det var dagens sidste forlystelse. Den var supersjov.

Vi fandt en restaurant i CityWalk’en, dejlige bøffer og så var det ellers tilbage og sove.

I dag har vi shoppet lidt (surprise!), vores stakkels amerikanske Wii kan jo ikke lide danske Wii-spil, så vi har været “nødt til” at shop-amok.

Resten af dagen foregår i svømmepølen og i morgen skal vi i Universal for morgenstuden.

Der er billeder fra Universal her:

http://picasaweb.google.dk/susanneheikendorf/9a_Universal#



« PreviousNext »