USABLOG

Drama i luften

Henrik og jeg begyndte dagen med en frisk løbetur på joggingruten på skibets 12. dæk. Enten er jeg blevet ekstremt hurtig til at løbe ifølge mit GPS-ur,

eller også måler uret skibets hastighed og ikke min. 34.5 km i timen, hm, det er vist ikke mig:-( Vi fik løbet lidt for sent, der er for mange mennesker, der ikke har fanget

at en jogging track faktisk er et sted, hvor det er helt ok at løbe. Nogen bliver fornærmede over vi kommer tonsende, andre undskylder og flytter sig. En del af vores medpassagerer

ville have rigtig godt af at dyrke lidt motion, men det tror jeg Isabella vil lave et blogindlæg om – evt. sammen med hendes vejledning “Retningslinjer for passagerer i fly”.

Det er søndag og kl. er ca 12.00. Vi ville et smut på værelset for lige at holde en pause fra solen, men vores værelse

var ikke helt klar. Derfor lavede vi udflugt ned til broen for at se om kaptajnen var der;-) Det var han, og mens vi var der

kom han med en meddelelse over højttalerne om at vi havde en “medical emergency” om bord, og der var en helikopter på vej fra

fastlandet for at hente en patient. Soldækkene bliver lukket men patienten bliver hevet ombord på helikoptoren og vi skulle lade

være med at bruge blitz, hvis vi ville tage billeder for ikke at distrahere piloten! Tænk at det er nødvendigt at sige det.

Helikoptoren kom og skibet sænkede farten: Vi stod alle 4 på vores balkon, hørte ham svæve over os i lang tid og troede efter ganske kort tid at det var det. Men nej,

det viste sig at han havde sænket en båre ned og derefter cirkulerede rundt om skibet for at vente på at patienten kom op på båren.Henrik besluttede sig for at gå op på dækket

for at se mere, vi andre blev på balkonen. Derefter blev patienten hævet op sammen med en redder, folk jublede, men det var ikke slut endnu, for der var

endnu en, der skulle op sammmen med en redder, formodentlig en pårørende. Helikoptoren tog en æresrunde rundt om skibet og fløj derefter afsted mod land.

Kaptajnen annoncerede over højttalerne at redningsaktionen var slut og at vi ikke ville blive forsinket på turen. Som om

det havde nogen betydning overhovedet.

Efter den noget dramatiske eftermiddag solede vi lige en time til, og gik derefter ned og slappede af på værelset, eller det hedder vel en kahyt?

Efter en god svømmetur i hotellets pøl med delvis udsigt over Ground Zero og St. Pauls Chapel besluttede vi os til at lede

efter The Charging Bull efter Jettes gode anvisninger. Vi havde nok ikke læst det helt grundigt, i hvert fald spurgte vi nogle

håndværkere om vej, og de viste os i retning af Battery Park. Smukt sted, men ikke helt det rigtige sted. vi spurgte

derfor nogle løbere, og de fortalte os, hvordan vi kom derhen. Når sandheden skal frem, har vi nok set den før, nemlig første

gang vi var i New York, det kunne vi bare ikke lige huske. Men vi kom i tanker om det, da vi så stedet, der var nemlig der, vi glemte, hvor

vi stod af, da vi var med sigth seeing busserne, så der tossede vi også rundt og ledte… De er meget nærige med gratis Wi-Fi,de der New Yorkere,

meget få steder, hvor der ikke er sikkerhed på deres wi-fi. Meget mistroiske;-)

Da vi havde dokumenteret at vi havde været der (læs:taget de obligatoriske billeder) havde vi en endnu vigtigere mission, nemlig at besøge stormagasinet

C21, hvor jeg skulle købe solbriller og andre småfornødenheder. Købte også en taske (og inden de mandligere læsere når at tænke, “ja selvfølgelig” vil jeg

da lige nævne at det fordoblede min beholdning af tasker. Jeg har nu to. Vil ikke afvise jeg køber endnu en når vi kommer til et outlet.

Henrik købte også lidt og derefter var det tid at finde en taxa og tage til skibet.

Gedemarked at komme ombord, godt nok tog sikkerhedscheck og det at stå i kø til check in nogenlunde hurtigt, men SÅ gik det ellers langsomt. Vi tror check-in manden

var ny, i hvert fald havde han aldrig set et dansk pas, og i særdeleshed ikke 4 på en gang. Han måtte have fat i en supervisor op til flere gange, men til slut lykkedes

det os at komme ombord.

Kahytten er fin, maden er dejlig, life is good 🙂

Vi er sure! Vores værelse på 43. etage har en fantastisk udsigt, men bare ikke når det er tåget! Æv, vi kan ikke engang se Empire State Building, den er helt forsvundet. Godt nok har den været til salg, og Isabella ønsker sig den i fødselsdagsgave, men det er altså ikke os, der har fået den til at forsvinde.

Jeg vågnede tidligt, først kl. 2.30, men blev enig med mig selv om at det var trods alt for tidligt og lagde mig til at sove igen. Vågnede igen kl. 5, hvor Victor også vågnede. kl. 5.30 vågnede Isa, så nu har vi set, hvordan en teenager ser ud om morgenen

Butikkerne åbner først kl. 10, vi skal lige have solbriller (ved ikke til hvad, det er jo TÅGET!) og den slags fornødenheder, så vi besluttede at begynde dagen i svømmepølen. Det er altså fuldstændig surrealistisk at have udsigt til Ground Zero, mens man svømmer.

Om et par timer skal vi ombord på skibet, så er der ikke opdateringer et par dage.

Trods alle odds er det lykkedes os at komme til USA. Det begyndte fint i lufthavnen i Kastrup med at Henrik var blevet “udvalgt” til et særligt sikkerhedscheck. Det betød at han kom ind i et rum uden os, Her skulle han tænde alle elektroniske dimser; kamera, computer etc. Det var selvfølgelig i den rygsæk, hvor alt vores udstyr var. Derefter blev han checket for narkotika på hænderne og på pengesedlerne, tror egentlig også han blev kropsvisiteret. Heldigvis slap han ud igen;-)

Da vi ankom til Newark efter en lang flyvetur kom hele familien Heikendorf glat igennem, næsten! Jeg ved ikke hvorfor 4 af mine fingre på højre hånd ikke er nok, men det er det åbenbart ikke her i USA. Jeg skulle også have checket tommelfinger, de andre 4 på venstre hånd, venstre tommelfinger, men heldigvis slap jeg også igennem.

Vi tog en taxa direkte til vores hotel, der ligger lige ved siden af Ground Zero. Vi har fået et hjørneværelse med udsigt til Brooklyn Bridge, Empire State Building etc. Wauh!! Vi bor på 43. etage og vi får seriøst propper i ørerne, når vi kører ned med elevatoren!

Vi var på hotellet ved ved 17-tiden og havde billetter til Ground Zero kl. 18.00. Der var nu ikke overvældende kø, så det var ikke helt nødvendigt at jeg havde bestilt billetter. Ground Zero er stadig et imponerende syn.

Bagefter ville vi tage et kig på Wall Street og statuen af tyren, men den er altså væk! Ikke Wall Street, men tyren. Jeg er sikker på jeg har set billeder af den, men nu er den altså pist væk forsvundet.

Vi var trætte, så vi tog tilbage til hotellet, spiste der og sidder nu på værelset og nyder udsigten. Kl. er 21.22 New York-tid, men hjemme er den 3.24. Vi har været oppe i lang tid.

I morgen skal vi ombord på krydstogtskibet, der via Florida skal bringe os til Bahamas og “hjem” igen.

Hm, ja vi opdagede jo at Isabella stadig er at betragte som barn rent krydstogtmæssigt, så vi blev næsten nødt til at bestille endnu en tur. Da der er fare for orkan i Caribien på det tidspunkt er udvalget ret begrænset, så vi har bestilt, noget fantasiløst, den samme tur en gang til.

Vi planlægger hele turen selv og om vi er der i 3 eller 4 uger, jamen det betyder ikke så meget rent prismæssigt. Det dyre er flybilletterne. Vi drager derfor til USA til sommer i hele 4 uger.

Først en uges cruise med Norwegian Cruise Line til Bahamas og Florida, derefter tager vi fra New York til Niagara Falls. Jo, vi har set det før, men ikke om aftenen, og ikke fra den amerikanske side.

Efter Niagara lander vi i Cleveland, et stop ved Amish-folkene, Cincinnati, smut forbi Great Smokey Mountains, Nashville, Memphis (og Graceland), derefter Saint Louis, som lyder helt fantastisk, og endelig et par dage i Chicago.

Dette er i hvert fald den foreløbige plan, måske ændrer vi undervejs.

Så er vi vel hjemme igen, har sovet helt forfærdeligt hele banen og er snart klar til Grøn Koncert.
Vi fik udnyttet de sidste par timer inden afgang ved at besøge præsident Obama, han tog dog ikke imod besøg, i hvert fald ikke fra os.
Vi blev dog heller ikke smidt væk denne gang, så vi fik taget et par billeder af os foran huset og bag huset.
Vi gik i skyggen (stadig 37 – 38 grader varmt) over til Holocaust Museet, hvor vi blandt andet så en udstilling specielt egnet til børn. Vi gik fra “Daniels” almindelige hus og endte i den koncentrationslejr, hvor han heldigvis overlevede. Det var rigtig godt lavet. Efter det så vi en udstilling om nazisternes propaganda, meget spændende og skræmmende.
Det var blevet frokosttid, vi tog frokosten i museets café og selvom den lå i en anden bygning skulle vi alligevel gennem endnu et sikkerhedscheck. Henrik havde vand med til museet og blev bedt om at tage en tår…
Det var kun vand.
Efter den oplevelse tog vi tilbage til hotellet, hentede vores bagage og kørte til lufthavnen. Smart nok, når vi nu skulle flyve hjem.
Det er en stor lufthavn, da vi havde afleveret bagage, (den afleverer man selv, efter check-in) skulle vi igennem et sikkerhedscheck, og der har de altså kropsscannere. Der var en del, der stod foran os, der skulle igennem, hen, stå med siden til, løfte armene og så bliver man ellers scannet. Jeg tror ikke de magtede at se os på den måde, i hvert fald kom vi igennem det almindelige check. Så skulle vi hen til den rigtige gate, og det foregik med tog. Vente vente og så afsted til tiden. Landede 5 – 10 minutter før tid, hvor vi blev hentet af min mor og far.
Nu er det vasketøj, vasketøj, vasketøj og om lidt skal vi til Grøn Koncert.

Det har været en dejlig tur med en masse oplevelser:-)

Så er kufferterne næsten pakket, tak til vores kuffertvægt så vi slipper for at ompakke i lufthavnen. Det har vi prøvet, ikke spor sjovt.
Vi skal fra hotellet kl. 13.30, det er i rigtig god tid, men hellere komme en time for tidligt end 5 minutter for sent til flyet. De venter nok ikke på os.
Vi skal have så meget ud af dagen som muligt, så jeg har overtalt familien til at tage hen til Det Hvide Hus igen, for at se om de er lidt mere medgørlige denne gang og ikke lukker fortovet.
Jeg kunne også godt tænke mig at se Holocaust Museet, og da der ikke har været protester er det planen. Jeg har medbragt lommetørklæder og pakket mascara i håndbagagen

Ok, indrømmer overskriften er lige lovlig dramatisk. Sandheden er at der er orkanvarsel for New York i aften og faktisk hele den rute vi har været på de sidste 14 dage. Heldigvis flyver vi hjem fra Washington i morgen, ikke at vi flyver hjem, men at det er derfra.

Vi begyndte dagen med at skulle finde FBI-bygningen, men blev distraheret af Spy Museum, som selvfølgelig havde en lillebitte souvenirbutik. Den var så spændende at vi besluttede at besøge museet, et af de få, der ikke er gratis her i Washington DC. Det var ret sjovt, man skulle få en hemmelig identitet og vi må indrømme at Isabella er den eneste i familien, der kvalificerede sig til at blive spion

Vi befandt os i et rum, hvor lyset var diskoteksagtigt og lige pludselig begyndte en alarm at larme. I første omgang troede vi det var en del af udstillingen, men fandt da hurtigt ud af at det var brandalarmen. Så blev vi ellers evakueret. Stor respekt for folks manglende panik, vi gik alle stille og roligt ud af bygningen og blev ledt over på den anden side af gaden. Efter ganske kort tid kom der 3 store brandbiler, men det var heldigvis falsk alarm og vi gik tilbage til udstillingen, fik også købt et par småting i butikken.

Derefter tilbage til vores oprindelige mission, nemlig at finde FBI-bygningen, ikke specielt svært, da der er skilte, der viser vej. Desværre er der ikke rundture mere, men vi fik da taget de obligatoriske billeder.
Vi tog en taxa til Union Station, vi skulle finde en gave til vores Wii, men udvalget var ret begrænset, æv.
Kl. 17.00 var der 37 grader her i Washington, så tilbage til hotellet og vente på at solen går ned og her er nogenlunde til at holde ud. Derefter på eventyr til et shoppingcenter, hvor de forhåbentlig har spil til vores amerikanske Wii, som ikke bryder sig om danske spil.
Måske finder vi også et par andre småting, vi har stadig lidt plads i kufferterne, men de to var også tomme, da vi tog afsted. Det er de så ikke mere