Trods alle odds er det lykkedes os at komme til USA. Det begyndte fint i lufthavnen i Kastrup med at Henrik var blevet “udvalgt” til et særligt sikkerhedscheck. Det betød at han kom ind i et rum uden os, Her skulle han tænde alle elektroniske dimser; kamera, computer etc. Det var selvfølgelig i den rygsæk, hvor alt vores udstyr var. Derefter blev han checket for narkotika på hænderne og på pengesedlerne, tror egentlig også han blev kropsvisiteret. Heldigvis slap han ud igen;-)

Da vi ankom til Newark efter en lang flyvetur kom hele familien Heikendorf glat igennem, næsten! Jeg ved ikke hvorfor 4 af mine fingre på højre hånd ikke er nok, men det er det åbenbart ikke her i USA. Jeg skulle også have checket tommelfinger, de andre 4 på venstre hånd, venstre tommelfinger, men heldigvis slap jeg også igennem.

Vi tog en taxa direkte til vores hotel, der ligger lige ved siden af Ground Zero. Vi har fået et hjørneværelse med udsigt til Brooklyn Bridge, Empire State Building etc. Wauh!! Vi bor på 43. etage og vi får seriøst propper i ørerne, når vi kører ned med elevatoren!

Vi var på hotellet ved ved 17-tiden og havde billetter til Ground Zero kl. 18.00. Der var nu ikke overvældende kø, så det var ikke helt nødvendigt at jeg havde bestilt billetter. Ground Zero er stadig et imponerende syn.

Bagefter ville vi tage et kig på Wall Street og statuen af tyren, men den er altså væk! Ikke Wall Street, men tyren. Jeg er sikker på jeg har set billeder af den, men nu er den altså pist væk forsvundet.

Vi var trætte, så vi tog tilbage til hotellet, spiste der og sidder nu på værelset og nyder udsigten. Kl. er 21.22 New York-tid, men hjemme er den 3.24. Vi har været oppe i lang tid.

I morgen skal vi ombord på krydstogtskibet, der via Florida skal bringe os til Bahamas og “hjem” igen.