USABLOG

I går forlod vi New Mexico for at køre til Nogales i Arizona. Det er en køretur på kun et par timer, så vi kørte en omvej for at se Tombstone, the Town Too Tough to Die, hvor Wyartt Erp var sherif og spiller (sjov kombi!) i 1890’erne.
Før vi nåede byen kørte vi igennem nogle fantastiske landskaber, prærie så langt øjene rækker. Der er flere steder, hvor skilte advarer om “Caution! Dust storms may exist”. Troede det var bevist at de eksisterer. Har læst mig til at New Mexico ikke har nogen officiel holdning til om de eksisterer, det må være op til den enkelte. Hm…
Under alle omstændigheder advares der om sigtbarhed på nul, hvis de måske-støvstorme skulle komme…
Senere ændrede landskabet sig og vi kørte igennem bjerne og Texas Canyon, ikke så imponerende som Grand Canyon men det forventede vi heller ikke.
Lige før vi nåede byen, efter ca. 2 timers kørsel var der endnu en border control station, de checker folk på vej ud af byen så vi slap 😉

Den største attraktion i Tombstone er sjovt nok deres kirkegård. Den blev grundlagt i 1883 for hovedsageligt at have et sted at begrave “outlaws” – altså forbrydere – men der er også andre begravede der. Den hedder Boothill Graveyard og refererer til at dem, der er begravet der, døde med støvlerne på.

Det er gratis at komme ind, det har det vist ikke altid været, men hvis man vil have en fin brochure (et A4 ark med print på BEGGE sider) koster det 3$. Sådan en købte vi. Det var spændende at gå rundt at kigge på gravstederne. På gravstenene som i langt de fleste tilfælde er et trækors står der navn og ofte også hvordan vedkommende er død; dræbt af indianere, hængt, skudt etc.
Se billederne længere nede.
Derefter gik turen ind til selve Tombstone, som er grundlagt i ca. 1870’erne fordi man fandt sølv. Det er en af de byer, hvor der er fundet mest sølv på det tidspunkt, så byen er vokset fra ingenting til rigtig mange indbyggere. Den gamle bydel er bevaret så man får et indtryk af, hvordan en wild west by har set ud, men selvfølgelig er det blevet meget turistet med cowsboys i gaderne, flere diligencer kører rundt med turister etc. Der er også et sted, hvor man kan skyde, så vi fik en forsmag på en rigtig skydebane. 6 skud for 3 dollars. Det var meget sjovt, men kan ikke sammenlignes med at skyde rigtigt. Vi skød med paintballs 🙁

På vej væk fra Tombstone mødte vi flere gange Border Controls, lidt mærkeligt for vi er 110 km fra den mexikanske grænse.
En times smuk køretur og vi var på vores hotel her i Nogales hvor vi er mindre en 2 km fra grænsen.
Vejret er dejligt så vi snuppede lige 3 kvarter ved pølen, hvorefter vi kørte på grænsejagt.
Det er nu ikke en svær opgave eftersom grænsen her i byen er markeret ved et højt hegn. Der er 3 overgange, vi har endnu ikke besluttet om vi tager til Mexico. Byen virker nu ikke helt så turistet som El Paso.

Senere i dag går turen til Tucson.

I morges forlod vi Texas for at tage til New Mexico. Vi passerede statsgrænsen uden det store hurlumhej, det var blot et skilt, der skrev Welcome to New Mexico – state of enchantment. Vi kørte flere miles, vores GPS havde allerede fortalt os at det var mange km lige ude, men lige pludselig var der blinklys og skilte. Alle køretøjer skulle køre af, vi skulle nemlig igennem US Border Control. Vi har tit set at der har været blinklys, der bad lastbiler om at køre af, men det har været fordi de skulle vejes. Denne gang var det altså os. Jeg fandt pas frem, satte solbrillerne op i panden og var parat til at møde grænsebetjentene. Vi kørte igennem en – ja nærmest en allé, hvor der var et stort opbud af kameraer på begge sider. Det må havet været scannere for betjentene kiggede ikke en gang på os, de vinkede os bare igennem mens de kiggede på en skærm. Vi havde frygtet lidt at vi skulle igennem den helt store undersøgelse fordi vi jo ikke er her fra byen, men der skete altså absolut intet.
Vi tog en afstikker til City of Rocks State Park, bare fordi vi kunne. Det er, som navnet antyder, en nationalpark, hvor der er sten! Det koster 5 dollars at komme ind, man lægger simpelthen bare pengene i en lille boks, ingen holder øje med om man betaler eller ej. Vi betalte! Der er advarsler mod slanger, der er ca. 5 forskellige slags og det er altså en meget lille park. Der var derfor en i selskabet, hm, skal vi sige, der var en i bilen, der blev i bilen!
Vi så nu ikke skyggen af slanger, desværre, det kunne ellers have været spændende. Der er jo ingen, der siger vi ligefrem skulle kramme…
Turen tog en lille halv time og for ikke at køre samme vej tilbage (jeg har genansat mig selv som turguide, ellers ser vi ingenting!) tog vi i stedet mod Silver City, en gammel “guld”graverby.
På vejen så vi lige pludselig en shooting range, altså en skydebane og kørte tilbage for at se nærmere på den. Det var ikke lige en, hvor man bare dropper forbi, man skal selv have våben med og det havde vi ikke lige.
En i selskabet røg en meter op i vejret, da der blev affyret et eller andet våben! Det lød også meget højt, så højt at en mand forbarmede sig og gik over i sin bil for at hente ørepropper til os. Meget sødt af ham. Der kommer billeder længere nede.
Det er virkelig mærkeligt for os at man bare kommer gående med sit våben og begynder at fyre løs. Det er ikke kun små pistoler som Colt, det er også kæmpestore M4A4 (siger min søn!)
Efter denne lille men spændende afstikker gik turen til Silver City, som nævnt det wild west-by, da der i 18hundredehvidkål blev opdaget en sølvmine. Selveste Billy The Kid er opvokset i byen. Sørme om vi ikke også er de første danskere i den by, i hvert fald, der har besøgt Visitor Center.
Vi spiste frokost i byen, sjovt nok på en økologisk burgerjoint, supergod mad og dejlig betjening. New Mexico-borgere lader til at være flinke og rare.
Tilbage var der kun at køre ca. 50 minutter for at komme til Lodsburg. Der er nok ikke så meget at sige om byen, vi kunne vælge mellem McDonald eller familierestaurant. Sidst vi besøgte en familierestaurant var det brun eller hvid sovs på gråt kød med klorinvand, så gæt hvad menuen har stået på i aften?
I morgen går turen til Arizona.

I morges gik turen mod El Paso. Turen gik fint, det var 372 km direkte mod vest. Først var landskabet fuldstændig fladt, senere kom der en masse bjerge og da vi nærmede os El Paso var det fuldstændig som at se Border Control (Indrømmet, vi ser for meget National Geographic), meget barsk landskab, hvor det må være helt forfærdeligt at skulle krydse grænsen illegalt.
Vi fandt vores hotel, det er nærmest en hel lejlighed, der er fuldt køkken med service, opvaskemaskine og Victor er installeret i stuen på en sovesofa og vi andre i soveværelset. Meget dejligt hotel, Staybridge Suites. Den kæde kan vi godt booke en anden god gang. Tripadvisor har det som nr. 1 hotel i hele El Paso 🙂
Eftersom jeg allerede har indrømmet at jeg ser for meget Border Control og How to catch a smuggler blev vi næsten nødt til at køre hen til Border Control-museet, der ligger her i byen. Det var ikke alle i selskabet, der var enige, men af sted kom vi! Det var et spændende museum. Vi blev mødt af en kvinde, der spurgte om det var første gang vi besøgte museet og det var sagde v i selvfølgelig ja til. Hvorfor det, spurgte hun så og accepterede grunden, da vi sagde at vi kom fra Danmark. Vi var de første besøgende fra Danmark, ja faktisk de første uden for USA! Igen blev vi sat til at se en lille introvideo, faktisk kom det bag på mig at grænsekontrollen først for alvor kom i gang efter 9.11.
Da vi havde set hele udstillingen og Victor havde fået en enkelt ting fra gavebutikken spurgte jeg vores nye bedste veninde om det var sikkert at krydse grænsen. Hun sagde klart og tydeligt nej! Hun spurgte så vores anden nye bedste ven Bob, der er “Border Control” om han mente det var sikkert og han fortalte at han har boet her i 5 år og aldrig været i Mexico og han ville ikke anbefale det. Desuden er der rigtig mange mennesker lige på den anden side af grænsen fordi Pave Frans (prøv at læs det hurtigt uden mellemrum!) har besøgt Mexico.
Ok, hvis vores personlige grænsebetjent siger nej, så tager vi altså ikke til Mexico! De anbefalede i stedet at vi parkerede i et bestemt parkeringshus og gik hen til grænsen og til det sted downtown, hvor der er mexikansk-hurlumhej gøgl. Det gjorde vi så. Better safe than sorry. Vi ved godt at der hver dag er folk, der krydser grænsen, men vi oser langt væk af turister og vi vil altså ikke udsætte hverken vores børn eller os selv for nogen risiko. Muligt det er hys, men så er vi hys!
Hvis det mexikanske gøgl er det samme på den anden side af grænsen var det vist meget godt vi ikke tog turen. Aldrig har vi set så mange kopi-varer og ting vi absolut ikke har lyst til at eje. Efter et par billeder af grænseovergangen (hvor bilerne holdt i lange køer for at komme til USA og ikke omvendt) tog vi tilbage til hotellet. Isa og Victor fik en tur i spaen og derefter gik vi hen til en italiensk restaurant for at spise. Rigtig dejlig mad! Vi har krydset en tidszone, så kl. er en time mindre end den var i Fort Stockton.
I morgen går turen til New Mexico.

Vi forlod San Antonio i god ro og orden i går.
Det var feriens længste køretur, ca. 4 ½ times kørsel til Fort Stockton. Vi
besluttede derfor at lave et pitstop et andet sted end de sædvanlige
tankstationer og rastepladser.
Som et lille tip har Bing maps rutevejledning,
hvor man får vist hvilke attraktioner, der er i nærheden. Efter en god times
kørsel ville vi køre forbi Stonehenge, eller måske nærmere en kopi, så det
tænkte vi kunne være interessant at se.
At være på roadtrip handler ikke bare om at komme
fra a til b, det handler også om at tage de oplevelser med, der er på vejen.
Stonehenge var i en lidt mindre og lidt mindre
ødelagt udgave end den rigtige i England. Det var nu meget sjovt at se.
Efter den lille omvej gik turen tilbage til
Interstate 10 – stik vest. Her er landskabet fuldstændig som jeg havde
forestillet mig Texas. Store vidder og ubarmhjertigt landskab med bjerge ude i
horisonten. Som at se en western.
Turen gik hurtigt, og allerede kl. 13.30 var vi i
Fort Stockton som i hvert fald en i rejseselskabet har set frem til 🙂
Når sandheden skal frem er stedet valgt fordi den
ligger i bekvem afstand mellem San Antonio og El Paso. Da vi bookede hotel gik
vi samtidig på Tripadvisor for at se om byen kunne byde på andet end
overnatning, og det var der vi opdagede det fantastiske museum, Annie Riggs Memorial Museum,som bl.a.
udstiller pigtråd. Jeg mener pigtråd som i pigtråd!

Vi troede naivt vi var de eneste besøgende, men
der var faktisk en del. Vi skulle skrive os ind i gæstebogen og mens vi ventede
på at de øvrige gæster så en 10 min. intro-film færdig, gik Isa og jeg rundt i
det første lokale. Museumsmedarbejderen var ved at tage underkæben da hun så vi
var en hel familie og jeg tror faktisk at vi hev gennemsnitsalderen
betragteligt ned, også selvom vi ikke havde haft Isa og Victor med 😉
Henrik og Victor stod og studerede kortet over
besøgende og Victor fik æren af at sætte en knappenål i Danmark, vi var nemlig
de første (surprise!) fra Danmark.
Da de øvrige gæster havde set filmen færdig blev
det vores tur, og det var meget opgraderet i forhold til Elk Horn i Iowa. Vi
kunne selv trykke på en (blå) knap for at sætte filmen i gang og denne gang var
det på en 32″ fladskærm. Store sager! Der blev omtalt en del mennesker,
der døde i filmen og hver gang var der lydeffekter bang bang. Meget spøjs
oplevelse men også interessant at høre om det rigtige vilde vesten.
Højdepunktet for mig var selvfølgelig at se
pigtråd. Jeg ANEDE ikke at der findes forskellige slags pigtråd men det gør der
altså. Troede egentlig man gik i Silvan eller tilsvarende og købte en rulle. Da
mine bloglæsere måske ikke selv lige lægger vejen forbi (selvom de burde!)
kommer der her et billede af pigtråden. Mens vi stod og kiggede, (Henrik
kiggede på sadler) kom der en ældre herre forbi og fortalte at der altså
er et saddelmuseum i Oklahoma, så hvis vejen faldt forbi….Han havde været der
en hel dag og havde ikke set halvdelen. Hm…Troede også naivt at en saddel var
en saddel, helt ærligt et helt museum?
Efter besøget, hvor vi blev pænt takket for at
kigge forbi, kørte vi den historiske tur rundt i byen, det tog ca. 10 min.
Byen har faktisk et fort, deraf navnet, Isa var lidt utilfreds med størrelsen.
En af byens andre seværdigheder er VERDENS STØRSTE
JORDGØG! En jordgøg er en roadrunner eller en mep mep. Folk, der har børn kan
forhåbentlig genkende mep mep-referencen.
Vi manglede vand og sodavand, temperaturen er
omkring de 30 grader, så vi gjorde holdt i den ene ud af to forretninger i byen
nemlig Walmart. Walmart er ALTID sjov at besøge, nogle kunder føler sig ofte så
meget hjemme at de går handler i nattøj. (Gitte, jeg har kameraet med til
morgenmad, men der har ikke været nogen gæster i nattøj de sidste par dage, jeg
arbejder på sagen!)
Vi købte et par småting, og derefter tilbage til
hotellet. En hurtig middag i byen og tilbage til spa og svømmepøl. I dag går
turen til El Paso.

Endelig kom vi til hele turens højdepunkt! Byernes by, bedre kendt som Fort Stockton!
Der er så meget at fortælle om byen for der er SÅ meget at opleve i denne storby (ca. 8000 indbyggere), men på selve turen havde vi skam også en stor stor oplevelse! Vi tog en lille smuttur til Stonehenge og Påskeøen (som lå i the middle of nowhere). For nu hvor Amerika er sådan et ungt land betyder det at ikke nok med, at de genindspiller europæiske (især danske) film og tv-serier og kalder dem deres egne kreationer, bygger de også europæiske monumenter, hvad bliver det næste? Europas historie?

Tilbage til Stonehenge, eller Stonehenge II som den egentlig hedder. Nu har jeg jo godt nok ikke set det originale i England, men har da set billeder og vil vove at påstå, at man kan se forskellen med det blotte øje. Stonehenge II (eller “wannabe Stonehenge” som jeg ville kalde den) var ikke nær så ødelagt som det rigtige, faktisk var det slet ikke ødelagt og det var også bare en lille smule lavet af beton og stål… Oplevelsen blev selvfølgelig kun bedre af, at der var et par af Påskeøens statuehoveder rundt omkring. Det bliver så dejligt internationalt med al den ikke-amerikanse kultur!
Selvfølgelig var der også en giftshop, men den nåede vi desværre ikke, da vi skulle videre til turens højdepunkt.

Vi ankom til Fort Stockton, hvor vi bor lidt uden for centrum – der ligger dog en Walmart ca. en kilometer væk fra hotellet så vi er ikke midt ude i ingenting. Hvilket i og for sig jo også er UMULIGT når byen er så storslået som den er. Og storslået er den! Vi skyndte os hen mod Annie Riggs Memorial Museum, som uden tvivl har været noget af det vi alle sammen har glædet os allermest til, for vi havde undersøgt det og beregnet, at syv timer nok ville være passende til at se det hele – desværre, nok pga. smutturen til England og Påskeøen, havde vi kun tre timer, så det gjaldt om at komme derhen så hurtigt som muligt.

På muséet skal man skrive sig ind, når man komme og der havde været mindst ti andre før os alene i februar! Sådan nogle besøgstal kan alle andre muséer vist være lidt jaloux over. Desuden var der et verdenskort, hvor man kunne sætte en lille nål med hvor man kommer fra. Første danskere? Ja, det var vi da vist nok!
Museumsdamen var meget glad for at snakke med os og fortælle os om de diverse artefakter og komme med et par fun facts (bl.a. om en lampe fra før borgerkrigen som var rosa og dermed et tegn på rigdom, fordi rosa glas blev lavet med guld! Fun fact eller hvad?!)
I al vores iver efter at se pigtråd, komfur og skrivebord, havde vi måske en lille smule glemt at undersøge præcis hvem Annie Riggs egentlig var, men heldigvis var der en lille film, som kunne oplyse os. Vi lærte så, at hun var (for hun er død , ligesom Marius…) hotelejer og blev skilt flere gange, skandale! fik sådan ca. en milliard børn (plus/minus) og i den korte tid filmen varede døde der overraskende mange i den. Jeg er ikke sikker på, hvor mange af denne blogs publikum, der vil forstå denne reference, men: Games of Thrones, go home!

Herefter så vi komfuret som vi havde sådan glædet os til at se. Det er ikke bare et helt tilfældigt og almindeligt komfur, det er nemlig intet mindre end Fort Stocktons første (!!!!) elektriske komfur!. Er det lige sejt eller er det sejt?

En af de andre ting vi havde glædet os sådan til at se, var deres pigtrådssamling. Og det er præcis hvad det lyder til at være. En samling af pigtråd. Heller ikke her blev vi spor skuffede. Der var mere end en slags pigtråd, det var samlet, ergo en pigtrådssamling. Bedre kan der næste ikke blive.

Men vent vil I nu sige, for var der ikke noget med et skrivebord? Jo, det er lige hvad der var. Selvfølgelig gemmer jeg det bedste til sidst.

Ved dette skrivebord blev en sherif myrdet! og ikke noget med, at han angiveligt blev det, næ nej. En vaskeægte sherif blev vaskeægte myrdet ved det vaskeægte skrivebord, desværre var skuffen med blodet lukket så vi kunne ikke se det (men det skulle angiveligt være der og ved næste besøg i Fort Stockton vil vi selvfølgelig undersøge nærmere) – der blev jeg lidt skuffet, men ellers var det jo en enestående oplevelse som vi trods alt nåede på mindre end de syv timer vi havde beregnet os til ville være nok.

Derefter tog vi en selvguidet tur gennem den historiske del af byen ved hjælp af en brochure fra muséet. Her så vi bl.a. den ældste skole, et gammelt fængsel, et fort (i min verden var det dog ikke et rigtigt fort, men bare tre bygninger – skuffende, ikke ligesom muséet), deres domhus og verdens største jordgøg (bedre kendt som Hjulben og/eller “Meep meep”)

Nu har jeg vist gjort mit for at informere folket om den mest fantastiske by nogensinde. Der er simpelthen SÅ meget at opleve, at det er svært at pensle et ordentlig billede af det. Det er virkelig sådan en oplevelse, hvor man bare skulle have været der!

Fort Stocktons fremtidige turistinformatør, det er vist uden tvivl mig.

Første punkt på dagsordenen i går var at se The Alamo, det er en spansk mission og er på UNESCOS verdensarvsliste. Måske er den bedre kendt som det sted, hvor Davy Crockett blev slået ihjel? Han og de øvrige kæmpede for at løsrive sig fra Mexico. Hele historien er forklaret meget bedre end jeg kan gøre her.
Det var i gå-afstand fra hotellet, vi tog smutvejen gennem riverwalken og var nok heldige at vi ankom en onsdag i februar. Man kunne gå lige ind, jeg har ellers læst at der kan være et par timers ventetid. Hvis vi nu skal være helt ærlige ville et par timers ventetid ikke være besøget værd, men når vi nu alligevel var der, var det meget interessant.
Der var en dansker med i slaget, Charles Zanco, så lige ved indgangen er der et dansk flag.
Efter al den kultur satte vi kursen mod Market Square, som er et gammelt mexikansk marked. Der er en masse gøgl af mærkelige ting man kan købe, men vi blev slet ikke fristet. Det minder mest af alt om en turistfælde.

Eftermiddagen tilbragte vi på hotellet, hvor vi slappede lidt af inden vi skulle finde noget aftensmad. Det lykkedes heldigvis, men blev lidt irriteret på placeuren, der syntes vi skulle sidde tæt op af deres station, hvor de står og skvadrer. Bad to gange tjeneren om at få et af de to tomme borde helt ned til floden. Første gang prøvede han at bilde os ind at der ikke var nogen tjener til de borde, helt ærligt? Lidt synd for det selskab, der sidenhen blev placeret der. Nå, men da der stadig var et ledigt bord insisterede jeg og fik min vilje. Victor var vildt pinligt berørt, men jeg gider ikke sidde dårligt! Henrik er vist holdt op med at være flov over mig…
Maden var fin! Bagefter ville vi se lasershowet igen, men det bliver ikke vist om onsdagen af uvisse årsager, så det var ret heldigt vi så det i går.
I dag går turen til Fort Stockton, hvor Isabella har lovet at blogge om de mange oplevelser, der venter os der.

San Antonio er en rigtig dejlig by 🙂 Riverwalk ligger ca. 10 min. gang fra vores hotel, og her er meget hyggeligt. Vi gik lidt rundt, fik taget en masse billeder og her er ca. 28 grader måtte vi også ind og få lidt at drikke på en cafe lige ved floden. Endelig et sted, hvor sodavand og vand ikke smager af klor.
Der er hele tiden turistbåde, der sejler på floden, flod er måske så meget sagt, nærmere en kanal, så vi besluttede at vi også ville tage en tur. Den varede ca. 35 minutter og sejlede os igennem alle kanalerne.
Dejlig tur, hvor vi også fik lidt at vide om hvordan og hvorfor riverwalk er opstået. Det vil jeg spare læserne for, måske også fordi han var lidt svær at forstå, vores kaptajn. Man kan godt mærke vi er kommet en del sydpå.
Det han bl.a. fortalte var at der om aftenen er lasershow ved deres katedral. Der gik vi derfor hen, da vi havde spist.
Jeg ved ikke helt, hvad vi havde forestillet os, nok noget i retning af nogle laserstråler op i luftenen, men det var en hel historie om Texas og landets tilblivelse. Det er nok noget af det mest mærkelige jeg nogensinde har set. Også sært at lave showet op af en kirke!
I dag skal vi hen og se Alamo, stedet hvor Davy Crockett faldt i kamp.

I går gik turen mod San Antonio, en ca. 3 timers køretur. Dog kørte vi næsten lige forbi USA’ største outlet. Der ligger både et Premium Outlet og et Tanger Outlet. Eftersom jeg er VIP (betyder jeg har oprettet mig på deres hjemmeside!) hos Premium er det også der vi kan hente kuponer. Det er en kæmpestor ting her i USA med kuponer til alt muligt og umuligt. Besværligt andre steder end i outlets for man skal huske at man har dem. Nå – men vi er næsten altid forberedt når vi skal shoppe i outlets. Vi printer en kupon, der giver adgang til centrets kuponhæfte med gode rabatter og så printer vi “månedens gode tilbud”. Så er kunsten at sammenligne hvilket rabat, der er den bedste. Lyder lidt besværligt, men det er det ikke. Hvem siger nej til at få rabat oveni den rabat vi allerede automatisk har fået?

Vi kom sikkert ud af Houston, hvilket er lidt af et under. De kører ikke særlig godt og laver nogle vilde hasarderede overhalinger, så det gælder om at være vågen. I USA må man overholde både indenom og udenom, det skal man lige vænne sig til. Forleden var der kæmpe ulykke i Houston med 5 dræbte, og på motorvejen advarer de på store skilte om at man skal huske sikkerhedssele samt en lille info om at i år (det vil sige til og med 15. februar) er der 240 dødsfald på de texanske motorveje!

Det var et rigtig dejligt outlet, for første gang i år lykkedes det os allesammen at rive ned fra hylderne 🙂 Faktisk nåede vi kun det ene outlet, så var vi godt møre. Min telefon fortalte os at vi havde gået 10.27 km, og det var altså kun i outlettet. Hvem siger det ikke er god motion at shoppe?

Efter et par timer og et par dollars fattigere gik turen mod San Antonio. Det lykkedes os at finde hotellet, desværre var det det forkerte, så vi måtte lige køre en ekstra tur…
Hotellet er fint, det er et Hampton. Deres motion er “It feels like home” og det skal jeg da lige love for. Det er ikke usædvanligt at se folk gå ned og spise i nattøj. Det virker altså lidt underligt, men de må jo føle sig hjemme. Det er ikke fordi de har fundet deres fineste pyjamasser frem, det er en blandet landhandel. Jeg bliver næsten nødt til at tage kamera med i morgen. Tror mine to bloglæsere er interesseret i at se morgenmadsfaciliteterne på Hampton.

I dag er det slappe-af-dag. Isa og Victor har været i pølen, Henrik og jeg har vasket tøj i hotellets vaskeri, 1.5 dollar for maskine, 1.5 dollar for tørring, mens vi trænede i deres træningscenter.
Om lidt går vi ind til downtown, det tager ca. 10 minutter. De har et kæmpe marked med spændende mexikanske souvenirs. Be careful out there 🙂