Første punkt på dagsordenen i går var at se The Alamo, det er en spansk mission og er på UNESCOS verdensarvsliste. Måske er den bedre kendt som det sted, hvor Davy Crockett blev slået ihjel? Han og de øvrige kæmpede for at løsrive sig fra Mexico. Hele historien er forklaret meget bedre end jeg kan gøre her.
Det var i gå-afstand fra hotellet, vi tog smutvejen gennem riverwalken og var nok heldige at vi ankom en onsdag i februar. Man kunne gå lige ind, jeg har ellers læst at der kan være et par timers ventetid. Hvis vi nu skal være helt ærlige ville et par timers ventetid ikke være besøget værd, men når vi nu alligevel var der, var det meget interessant.
Der var en dansker med i slaget, Charles Zanco, så lige ved indgangen er der et dansk flag.
Efter al den kultur satte vi kursen mod Market Square, som er et gammelt mexikansk marked. Der er en masse gøgl af mærkelige ting man kan købe, men vi blev slet ikke fristet. Det minder mest af alt om en turistfælde.

Eftermiddagen tilbragte vi på hotellet, hvor vi slappede lidt af inden vi skulle finde noget aftensmad. Det lykkedes heldigvis, men blev lidt irriteret på placeuren, der syntes vi skulle sidde tæt op af deres station, hvor de står og skvadrer. Bad to gange tjeneren om at få et af de to tomme borde helt ned til floden. Første gang prøvede han at bilde os ind at der ikke var nogen tjener til de borde, helt ærligt? Lidt synd for det selskab, der sidenhen blev placeret der. Nå, men da der stadig var et ledigt bord insisterede jeg og fik min vilje. Victor var vildt pinligt berørt, men jeg gider ikke sidde dårligt! Henrik er vist holdt op med at være flov over mig…
Maden var fin! Bagefter ville vi se lasershowet igen, men det bliver ikke vist om onsdagen af uvisse årsager, så det var ret heldigt vi så det i går.
I dag går turen til Fort Stockton, hvor Isabella har lovet at blogge om de mange oplevelser, der venter os der.