USABLOG

542 km fortalte vores GPS os venligt i morges. Ankomststedet var 543 km væk!
Med andre ord, lige ud, lige ud, lige ud i meget lang tid. Vi fik set en hel del prærie i dag indtil turarrangøren fik den fantastiske idé at dreje af ved Badlands Nationalpark.
Det var egentlig ikke en rigtig omvej, vejen ville bare gå igennem nationalparken og føre os tilbage på den motorvej, der skulle føre os til Rapid City.
Efter den oprindelige plan ville vi lande i Rapid City efter mindre end 5 timers kørsel, men efter en afstikker til Badlands holdt det ikke helt stik, men hold da ferie for en god omvej. Må jeg i den forbindelse have lov til at rose den selvbestaltede guide
Landskabet var HELT fantastisk. Efter at have kørt flere hundrede km med fladt landskab kom vi til et landskab jeg aldrig har set magen til. Vi har været i Grand Canyon, men det her var lige så imponerende om ikke mere.
I bedste Heikendorf-stil havde vi selvfølgelig ikke stoppet og spist frokost, så det ville vi gøre i parken, men der var kø, så det gad vi ikke. Frokosten bestod derfor af en muesli-bar til hver. Heldigvis havde vi medbragt masser af vand. Det gav os god appetit til aftenmaden, mere om det senere.
I stedet for frokost købte vi et par småting til os selv (rolig nu, familien bliver ikke udsat for souvenirs…endnu), lavet af Sioux-indianere.
Der skulle være ca. 40.000 bisonokser i parken, men de havde åbenbart valgt at holde ferie eller være et helt andet sted, vi så ikke skyggen af dem. Til gengæld var der en masse biler, der var stoppet et lidt mærkeligt sted, så det gjorde vi også og så rigtig mange bjerggeder. Der er en grund til at de hedder bjerggeder, først stod de måske 20 meter fra os, og lige pludselig var de på en klippe langt væk fra os, over en dyb dyb afgrund.
Nogle af stederne var der advarsler mod klapperslanger og en i familien var ikke helt tryg ved det, men vi så nu ikke nogen.
Hele vejen fra Sioux Falls var der billboards, altså kæmpe reklameskilte fra Wall Drug, jeg havde læst at det var en butik, der solgte alt mellem himmel og jord, og havde egentlig troet at valget stod mellem nationalparken og butikken, men da vi kørte ud af parken var den lige om hjørnet. Det var nu ikke en butik men nærmest en by, meget turistet, som solgte – ja alt mellem himmel og jord, men ikke noget vi lige havde behov for, så vi satte kursen mod Rapid City.
Velankommet skulle vi finde noget aftensmad, og det var ikke helt nemt. Vi bor lidt uden for byen og da vi ikke gad køre mere prøvede vi at finde et sted i gå-afstand. Det første sted var en “familie-restaurant”, det lærte vi så er en restaurant, der ikke serverer alkohol. Det eneste de serverede var klorin-vand og klorin-sodavand og det gider jeg ikke drikke. Deres mad var desuden XX med gravy eller cheese, altså smækfyldt med tung klam sovs eller ost, måske begge dele.
Til sidst tog vi bilen og kørte hen og spiste, nu sidder vi på værelset og slapper af.
I morgen skal vi på rundtil til Mount Rushmore, Crazy Horse og Devils Tower, tror jeg har nævnt det før, men GLÆDER mig.

Det er muligt familien havde fået det indtryk at de skulle tilbringe hele eftermiddagen/aftenen på vores hotel, men det var kun indtil jeg, som selvbestaltet turarrangør, var kommet i tanker om at der er en grund til at byen hedder noget med “Falls”. De har simpelthen et vandfald!
Når vi nu alligevel er her, er der ingen undskyldninger for ikke at bruge det kvarter det tager, for at kigge på det. Det gjorde vi så.
Familien har jo tidligere set Niagara Falls, som jo er vildt imponerende, men dette var altså heller ikke helt tosset. Lyder måske lidt mærkeligt, men det var mere naturligt. Jeg VED godt Niagara også er naturligt, men der er bygget en hel by op omkring det med gøgl og alt muligt og umuligt. Dette fine vandfald ligger midt i en park, hvor folk kommer for at nyde det og intet som helst andet.
Hårdt presset indrømmede familien at det var en god oplevelse.

Efter endnu et kulturelt indslag (som også tog noget længere tid end vores rundtur på Graceland, RANDERS) tog vi tilbage til hotellet, checkede facebook og andre vigtige ting for bagefter at tage over på den lokale restaurant, ca. 100 meter fra hotellet. “Howdy Folks”, så er man vist kommet væk fra storbyen. Henrik og jeg fik 16oz T-bones steaks (16oz = 453g) – det er godt nok dejligt kød! De kostede den svimlende sum af 21$ pr. styk, det er sådan ca. 120 kr. Det er billigt at gå ud at spise herovre, sikke vi kunne lokke turister til hjemme, hvis prisniveauet var nogenlunde rimeligt. Ved godt tjenerne ikke får så meget i løn, men det er næsten obligatorisk at lægge 15% på regningen herovre. Hjemme er det velset, (meget velset!) men ikke et krav.
Der kom også en familie ind, der lignede en amish-familie, desværre satte de sig så jeg sad med ryggen til dem. Æv! Vi er heller ikke helt sikre på at det var amish, vi så i hvert fald ikke nogen hestevogn, der stod og ventede på dem, da de kom ud. Måske var det mennoitter, eller også var de bare klædt ud?
Om lidt skal familien vækkes, og så står den på 5 timers kørsel, ca. 559 km for at komme til Rapid City.
I morgen står den på Mount Rushmore, Crazy Horse og Devil’s Tower.

Vi stod tidligt op da vi havde en 4-timers køretur foran os, med en afstikker til Walnut Grove for at besøge Laura Ingalls Wilder-museet.

Minnesota er stadig en meget pæn stat, husene er meget velholdte og ligeledes er haverne.
Endeløse majsmarker, så langt øjet rakte, vi havde måske forventet lidt mere “Det vilde Vesten”, her var mere grønt end vi havde forestillet os. Til gengæld er byerne ikke altid så store, det lykkedes os at køre igennem en by med en befolkning på bare 36 indbyggere.
Der var omkørsel noget af vejen, så lige pludselig befandt vi os en anelse uden for den planlagte rute, i en by der hedder St. Peter. Så ved vi hvordan det er at være der; masser af gamle mennesker og et enkelt supermarked;-)
Efter St. Peter blev det faktisk mindre grønt, så vi kan hermed informere om at Det vilde Vesten begynder liiige efter St. Peter;-)
Efter et par timers kørsel kom vi til Walnut Grove, hvor vi selvfølgelig skulle besøge Laura Ingalls Wilder-museet. De blog-læsere, der måtte have været i Graceland, Randers, kan godt begynde at blive en anelse misundelige.
Jeg kan allerede nu afsløre at der rent faktisk var udstillet op til flere ting, som har været i hendes eje. Jeg tror vi var der lidt over en time, det var faktisk rigtig spændende. Der var også udstilling om tv-serien, men det meste var om den “rigtige” Laura. Fantastisk liv, hun døde i 1957 og blev født i 1867, sikke en teknologisk udvikling hun har oplevet.
Entreen var 6$ pr. person, altså ca. 32 kr.også noget billigere end Graceland, Randers.
Souvenirbutikken var også noget større, men vi beherskede os og købte ikke noget.
Den rare dame, der solgte os billetter, fortalte at vi kunne se en kopi af hendes hus lidt oppe af vejen, jo tak, der kørte vi så hen. Det vil sige, først kørte vi en lille smule forbi, (bare lige for at nyde udsigten!)
Man skulle forbi en farm, stoppe og smide 5$ i en bøtte som entre, det gjorde vi selvfølgelig og kørte derefter måske ½ km. Hm, ingenting, absolut ingenting bortset fra en bro. Der gik vi hen og det viste sig så, at det absolut ikke var en kopi af nogetsomhelst, men derimod det sted, hvor Ingalls-familien har boet i en slags jordhytte, inden de byggede det rigtige hus. Desværre var det forlængst tæret væk af tidens tand, men der var et fint skilt. Selve området er blevet rekonstrueret så det er datidens blomster og prærieting, der er på grunden. Selvom det ikke lige var det vi forventede var det faktisk interessant.
Derefter gik turen til Sioux Falls, dog efter en lille diskussion med vores GPS, som insisterede på at vi skulle køre af en vej, der var lukket. Det nægtede vi og først efter flere km. opgav hun og genberegnede vores rute. Vi har for et par år siden købt USA-kort til vores GPS, og det er altså dejligt at hun taler til os på dansk. Som en ekstra sikkerhed taster jeg også vores destination ind på Google Maps på telefonen, så jeg kan se om de er enige. Som regel er de, men altså ikke lige i dag.
Nu er vi ankommet til Sioux Falls, egentlig bare for at overnatte, ellers bliver turen til Mount Rushmore for lang i et stræk.
Jubii, i morgen skal vi til Mount Rushmore, hvilket for mig er et af turens højdepunkter.

ja, ikke i translation eller space, men simpelthen i Mall of America!
Vi begyndte dagen fint i hotellets fitnesscenter med løb og vægttræning, hvorefter vi fik liv i resten af selskabet.
Dejlig morgenmad og så af sted til Mall of America med hotellets bus. Vi gik rundt i et par timer, fandt en dejlig butik med udsalg og lige pludselig var både Henrik og Victor forsvundet. Isa og jeg var inde at prøve tøj, fandt nogle kjoler og ledte så forgæves efter resten af familien. Pist væk forsvundet var de. Isabella gik ud for at se om de var gået hen i en anden butik men nej. Vi besluttede os derfor for at købe vores tøj, satte os pænt udenfor for at vente og vente og vente. I går aftalte vi at Starbucks i bunden af centret var mødestedet, hvis vi blev væk, så der gik vi hen. Ingen familie. Så gik Isa ud for sig selv. Jeg stod alene, også da Isa kom retur. Så gik jeg, Isa var alene, da jeg kom tilbage, var hun stadig alene. Så besluttede vi at gå tilbage til udgangspunktet og på vej op af rulletrappen blev der piftet af os (happens all the time..not) og endelig blev familien genforenet. Hurtig frokost, og tilbage til hotellet, kun for at tage bilen til Minneapolis/St. Paul, vi kunne ikke sige vi har været her uden at have set byen. Den blev set på japanervis, ment på den mest positive og anerkendende måde. Derefter tilbage til Mall of America, hvor vi fik købt et par småting og spist. Nu er kl. 23 og vi var nok nogen af de sidste, der forlod centret. Nu er vi trætte.
I morgen går turen til South Dakota, men vi stopper i Walnut Grove, hvor Laura Ingalls Wilder har boet en gang i tidernes morgen.

I går forled vi Wisconsin og Madison for at tage de ca. 400 km vestpå for at komme til Mall og America i Minnesota.
Det var en stille og rolig køretur, Wisconsin virker som en meget “ordentlig” stat, meget rent og pænt overalt. Selv deres rastepladser er utroligt velholdte.
Da vi ankom til hotellet (denne gang det rigtige allerede første gang!) pakkede vi lidt ud og besluttede os for at tage shuttlebussen fra hotellet over til Mall of America(MOA), der var nemlig hele 1.3 km at gå og vi skulle spare på kræfterne til vi kom ind i centret. Hold da op, hvor er det bare stort.
Vi blev sat af nede i parkeringskælderen, hvor der nok er et område med plads til 10 shuttlebusser på en gang. Snedige som vi er, og det har vi lært af Erik, engang vi var i Bruxelles, tog vi billeder af det sted, hvor vi blev sat af, så vi kunne finde tilbage igen.
Da vi kom ind i centret besluttede vi at tage en etage af gangen. Der er en kæmpescene, hvor en masser unge tøser stod i kø. Det var først på vej ud, ca. et par timer senere at Becky G gik på scenen for at skrive autografer og optræde. Becky G – kendt fra…YouTube, googlede jeg mig til da vi kom hjem.
Nå, men vi undlod at stå i kø for at få en autograf, men gik i stedet rundt og rundt og rundt, i midten af centret er der Nickelodeon-forlystelsespark, hvor vi (måske mest børnene) kunne få taget billeder sammen med Ninja Turtles. De er det helt hotte lige i øjeblikket, men der er også en film på vej. Igen valgte vi ikke at stå i kø…

Eftersom vores frokost bestod af en halv proteinbar til os hver besluttede vi at spise lidt tidligt, og derefter tage bussen tilbage til hotellet. Der tog vi en tur i spa sammen med en hel masse uopdragne amerikanske børn, og så op på værelset for at stene underlødige realityprogrammer.Vi forstår at more os;-)
Nu er kl. 6.49 lokal tid og Henrik og jeg skal ned at hilse på hotellets løbebånd. Derefter fortsætter vi “træningen” i Mall of America, vi mangler 3 etager + Macy’s! Det er hårdt at være på ferie.

Så er vi kommet til Madison efter et lille stop på 6 timer i det lokale outlet. Dejligt outlet, men målfoto på hotellet viser at Henrik har fået mest:-(
De øvrige bloggere vil sikkert hævde at jeg ledte os hen på det forkerte hotel i Madison, men det er udelukkende løse rygter, jeg havde bare valgt den pæne og interessante vej ind til Madison.
Det er et rigtig dejligt hotel, noget bedre end det vi blev udsat for i Milwaukee, lettere slidt og manglende internat og A/C og en lukket pøl.
Dette hotel har det hele, det er et af de pæneste vi har boet på og så skal vi kun være her en nat, æv.
Stik mod forventning er Madison, Wisconsins hovedstad, en rigtig hyggelig by. Byen har ca. 250.000 indbyggere, vi nåede ikke at fintælle dem, selvom det så ud som om de alle skulle en tur ned af hovedgaden her til aften.
Efter vores middag på en ok italiensk restaurant gik vi hen til det lokale Capitol Hill, meget imponerende bygning.

Lidt trætte efter al shopperiet gik turen tilbage til hotellet, hvor vi sidder og slapper af. I morgen går turen til en ny stat, nemlig Minnesota, hvor vi skal kigge lidt på bl.a. Mall of America. Mere end 500 butikker, er allerede helt træt ved tanken;-)

Saa er vi naesten parate til at forlade Milwaukee. Vi er foroevrigt i Wisconsin, og er paa vej til statens hovedstad Madion. Madison udmaerker sig ved mange spaendende ting er vi helt sikre paa, men vi laegger vejen forbi fordi de har et outlet. Vi kom jo til kun at pakke til en uge, ih altsaa.
Vores sidste aften i Milwaukee tilbragte vi paa en hyggelig pub, hvor vi sad ude lige ved “The River Walk”. God mad og rigtig god betjening. Vi sad ved siden af et amerikansk par, der fejrede deres 29 aars bryllupsdag, det saa de nu ikke ud til. De forsoegte at regne ud, hvor vi kom fra, men kunne ikke, saa vi faldt i snak med dem. Amerikanere er meget aabne og hvis de vil vide noget, spoerger de. Hun ville gerne vide noget
Vi maatte saa fortaelle om naesten hele vores tur, og det lader til at vi er de eneste, der har planer om at besoege Mount Rushmore? Ingen af de amerikanere vi har talt med, har rent faktisk set det. Mon det overhovedet eksisterer eller er det kun i filmen National Treasure 2? Det finder vi heldigvis snart ud af.

Kan derudover berette at (dette er mest til mine kaere kollegaer) Sharknado 2 (ja nummer to) snart har premiere. Jamen, vi kan naesten ikke vente….

Dagen i dag byder som naevnt ikke paa saa meget andet end storshopping, mere om det senere.

Poto er ikke en hemmelig kode, men blot en forkortelse for Phantom of the Opera, som Isa og jeg var inde at se i gaar. De var saa venlige at spille og saa kunne vi naesten ikke vaere andet bekendt end at koebe billetter. Det havde vi gjort hjemmefra. Det var en rigtig dejlig forestilling og stor ros til de amerikanske teatergaengere, ingen mobiler, (jo en enkelt, men det var vist et uheld), ingen der gnaskede bolcher eller andet stoejende. Klapperi paa de rigtige tidspunkter, saa alt i alt, ros til amerikanerne
I gaar koebte vi billetter til en “kanalrundfart” eller det hedder vel en flod- og soerundfart? til i dag. Det var en god tur med en meget underholdende guide. Ellers er der ikke saa meget at se her i Milwaukee, i hvert fald ikke i gaa-afstand, saa vi glaeder os til at komme “on the road again” Det skal vi i morgen!

I gaar aftes spiste vi paa anbefaling af “vores” amerikanske familie paa en irsk pub, rigtig god mad, men igen forsoegte de at placere os ved et daarligt bord lige ved indgangen. Det gad vi ikke, saa vi fik heldigvis plads et bedre sted. Vores penge er lige saa gode som de andres og vi gider ikke sidde daarligt.

Om lidt skal vi ud at spise, haaber vi har bedre held med placeringen i dag.

Beklager de manglende danske bogstaver, men vores internet paa hotellet virker ikke, saa vi sidder i deres businesscenter og skriver, der virker det. 3 dage uden ordentligt net, det er jo helt forfaerdeligt. Hvis jeg har givet op i WF eller Quizbattle er det ikke med vilje