USABLOG

Så har vi forladt New York!
Vi tog en taxa til Newark, hvor vi skulle hente vores bil. Tak til FDM Travel for ikke at skrive hvilket udlejningsselskab men blot nr. på bygningen i Newark. Sarkasmen driver, hvis nogen skulle være i tvivl. Newark er en MEGET stor lufthavn. Bygning 14 ligger f.eks. ved siden af bygning 28, som ligger ….

Åh, taxachaufføren var inde og spørge om vej, ikke den helt rigtige, men fik den geniale ide at ringe og vupti, Hertz, her kommer vi. Han fik gode drikkepenge…han havde nemlig været så smart, troede han, at aftale fast pris med os.

Nå, men vi fik en bil, sagde nej til alle deres fantastiske tilbud om større biler for næsten ingen penge og hvad de nu ellers plejer at finde på. Bilen er en Mazda et eller andet med nummerplade fra Oregon, mere info følger. Den er blå…
Der var en del trafik ud af Newark og New Jersey, men blot ½ times kørsel nordpå skiftede landskabet til bjerge og grønt over alt. Sikke en forskel.

Vores mål var et kæmpeoutlet med 220 butikker, det ligger i Woodbury, jeg tror ikke rigtigt byen har andet at byde på end outlettet. Der var en millionmilliard (i runde tal) mennesker, da vi kom, de drøner rundt med kufferter på hjul og shopper!
Vi gik direkte hen og fik noget at spise, hvorefter turen gik til Calvin Klein – dum butik, jeg fandt ikke noget. Henrik rev ned af hylderne, Isabella prøvede et par kjoler men var i tvivl (det er hun i skrivende stund ikke længere, vi skal derhen igen!), men Gap, Banana Republic, Tommy Hilfiger og en del andre butikker var meget bedre. Mit shoppegen skal altså lige kickstartes, til daglig er det forsvundet. Jo det er!!
Centret lukkede kl. 21.00, men allerede kl. 20.40 gad vi ikke mere, der havde vi også været rundt siden kl. 13.
Dagens middag var fra mumle mumle Taco mumle mumle Bell, stakkels skolebørn siger jeg bare, det er jo ikke mad, men det var bedre end ingenting.
Vi havde for øvrigt et pitstop til Target, en slags supermarked med tøj, elektronik, snacks, øl, vand og den slags, for at købe vand og den slags. Henrik købte også et par øl, og da vi kom til kassen voksede Henrik lige lidt da han blev spurgt om ID. Ja, ja, man skal jo også være over 21 år for at købe alkohol her. Kasseassistenten skrev nr. på hans kørekort, aner ikke, hvad de skal bruge det til.
I dag står vi ovre ved outlettet kl. 10, hvor de åbner, tager målrettet de relevante butikker, og kører derefter til Cape Cod. Vi skal nå at have bestilt hvalsafari til i overmorgen.

EDIT: Redigeret af Isabella…

Ja, vi hører stemmer, men heldigvis ikke i vores hoveder, men når vi står og venter på at lyssignalet skifter til grønt. På Union Square er der i hvert fald lyssignaler, der siger “Wait wait” (når lyset er rødt, altså!) og når det bliver grønt siger den hvilket kryds man står i.

I går aftes indtog vi vores aftensmad i en burgerbiks, ikke en af kæderne men en rigtig en, hvor de bruger rigtigt kød. Det var ikke et helt dårligt valg, de havde en Wall of Fame, hvor flere berømtheder havde skrevet om stedet. Vi kunne ikke helt genkende eller tyde alles autografer, men vi tror vi synes vi så 50C.

Bagefter dalrede vi lidt rundt, her er så varmt og fugtigt at det næsten ikke er til at holde ud, har set vejrudsigten back home, så vi klager ikke. Lige på TV advares der om det varme vejr og temperaturer op til 100 grader, Fahrenheit, er det selvfølgelig, men det er 37.78 C.

Vi landede på Union Square, hvor der var undervisning i dans, noget tango eller sådan noget. Victor spurgte om det ikke var noget for os, men vi mente helt bestemt at det kun var for folk med amerikansk statsborgerskab
Vi gik forholdsvis tidligt hjem, det begyndte at regne lidt – åh hvor dejligt.
Nu er kl. 8, vi skal snart hente vores bil i Newark, og derefter til Woodbury for at shoppe. Det bliver vi næsten nødt til, der er aircondition i alle butikkerne.

I går var vi i teatret for at se Phantom of the Opera, først skulle vi dog finde noget at spise. Det er lidt af et kulturchok at komme fra skibet, hvor det meste var gratis og så lande i New York, hvor alting er megadyrt. 900 kr. for 4 hovedretter og drikkevarer, så var det vist betalt.
Vi var i rigtig god tid, så vi besøgte lige et par souvenir-butikken, men igen modstod vi fristelsen til at købe “fine” gaver med hjem.

Politiet var også på plads, de holdt med spejl-dimser og trak tilfældige biler til sider, hvor de så kiggede under bilen med denne her spejldims. De fandt nu ikke noget – heldigvis. Der er politi overalt, i 2009 troede vi det var fordi Obama var på besøg, men det er det samme denne gang.

Phantom er den længst-kørende forestilling på Broadway, 23 år, men de kvinder, der viser folk på plads er en del ældre, og nej, ikke bare dobbelt så gamle Da vi skulle vises på plads var det sandelig ikke nok at vise den ene billet, jeg havde ellers bestilt ved siden af hinanden, næ nej, hun skulle da sandelig have dem allesammen, 105, 106, 107 og 108. Vi havde nok fundet ud af det, hvis hun bare havde fortalt én af os, hvor vi skulle sidde. Fin udsigt – første række på balkonen. Billetterne kostede den nette sum af 131 $ pr. stk. men de var værd en krone (dollar) hver. Fantastisk sceneshow/skift, fantastiske stemmer. De musicals jeg har set hjemme blegner lidt.

Vi gik som sild i en tønde, da vi skulle hjem, alle teatre på Broadway slutter nogenlunde samme tid, så der var lettere kaos, men hjem kom vi dag.

I dag var det så 9/11 Memorial Day = ingen mascara-dag. Meget forudseende af mig, for jeg blev altså lidt tudefjæs. Vi tog en taxa derned, der er ca. 4 miles x 1.6 km, så det gad vi ikke lige. Taxaer koster det samme som bussen/subwayen, i hvert fald når vi er 4 personer.
Vi viste vores pas, som jeg havde bestilt hjemmefra, det er gratis, men de skal vide, hvem der kommer ind. Da vi gik så vi dem, der ikke havde bestilt hjemmefra, og de stod i en MEGET lang kø.

Hver af bassinerne er nøjagtig samme størrelse som henholdsvis syd- og nordtårnet og der er navne på hver enkelt af dem, der døde den dag. Man kan på en interaktiv tavle trykke på navnene og se, hvem de var med billede, fødselsdag, hvor de er født, hvor de arbejde den dag etc. Meget meget mærkeligt.
Der er også et træ derinde, som af en eller anden årsag har overlevet som det eneste på området. Det kalder de “Survivor Tree”.
Jeg blev berørt, men så da også store voksne mænd med solbriller, og så meget skinnede solen heller ikke.

Vi gik også ind i den tilhørende “souvenir-butik”, hvor bl.a. en kvinde fortalte (på storskærm) hvordan hun endnu ikke havde ryddet hendes mands tøj væk, der måtte jeg lige skifte til solbriller igen.
I den oprindelige butik, den der var der, da det stadig kun var et stort hul, fandt Victor en trøje og Henrik købte et par magneter. Vi donerede også lidt, de har jo brugt de andre penge de fik sidst, ret fornuftigt;-)

Efter turen fik jeg den geniale idé at besøge Magnolia Bakery for at købe cupcakes, jeg troede egentlig det også var et konditori, så man kunne sidde der, men det var det ikke. Det var en LANG gåtur for et par cupcakes, men de var gode. Vi spiste dem i en park, og derefter fangede Henrik en taxa. Nu er vi på hotellet og slapper af, inden vi skal ud i en meget varm by.

Vi vågnede tidligt i morges, havde sat uret til kl. 6, men vågnede lidt før, da vi ikke ville gå glip af indsejlingen til New York.

Nu er vi vist rigeligt dækket ind med billeder af Frihedsgudinden fra vandsiden

Det gik smertefrit at komme fra borde selvom der var så mange mennesker, der skulle af samme tid. Vi havde besluttet at tage vores egen bagage så vi slap for at sidde at vente. Jeg slap igennem immigrationen uden problemer, denne gang var det Henrik der måtte afgive fingeraftryk og få taget billeder et par gange.

Vi tog en taxa til hotellet, smed vores bagage og gik ellers på eventyr. Vi nåede både Times Sqaure, Disney-shoppen og M&M’s – vi faldt stadig ikke for fristelsen til at købe merchandise med M&M’s motiv…

Derefter gik vi ned til Central Park, dalrede lidt rundt og hen og checke ind på hotellet. Vi bor på 18. sal med udsigt til Empire State Building.

Aftenens højdepunkt er “Phantom of the Opera”, i hvert fald glæder Isabella og jeg os helt vildt.

New York er stadig ufattelig varm. Vi sejler rundt, eller det føles sådan, vi skal lige vænne os til at være på landjorden igen.

I morgen går turen til Ground Zero.

Vi har to dage på havet inden vi lander lørdag morgen i New York. Man har absolut ingen tidsfornemmelse om bord. Vi har en glimrende info-kanal, faktisk flere på tv, hvor tiden står, i parentens “but does it matter”, næ, kun af hensyn til de forskellige shows og den slags er tiden vigtig.

Margit, vi nåede lige at læse din kommentar, og du har helt ret, der er mange ting at skulle tage stilling til; hvor skal vi spise, hvornår og hvad? Er det før eller efter showet, skal vi se showet etc.etc. Life is hard;-)

Vi føler os nu godt hjulpet af rederiet, hver aften når vores steward har tæppet af, liger der en seddel om næste dags program. Den bliver studeret flittigt, vi skulle jo nødigt gå glip af noget. Der er desuden adskillige info-kanaler på TV, en om sikkerhed, en om hvor mange reservationer, der er i de forskellige restauranter og så vores favorit-gøren-grin-med-kanal “Shopping-kanalen”. Hvis nogen har set “Bridget Jones Diary 2, hvor moderen har en affære med en smykkesælger, jamen det ligner og lyder nøjagtig som vores Neil på den kanal. Han er godt nok gift, men detaljer, detaljer. Der er ikke grænser for, hvad vi kan købe til “affordeble prices”, og han giver os gode råd om alle de smykker vi kunne have købt på Bahamas som ingen andre har. Yeah rigth..Der var endog et show (som vi ikke lige havde tid til..), hvor mindst en fra hver familie burde deltage, så man kunne få “coupons” til brug i Nassau og dermed få en eller anden tiny ædelsten HELT gratis. Det sjove var at de her coupons var i begrænset mængde, men de første 200 fra borde ville få en.

Hm, vi er 2000 passagerer, hvis vi nu siger at hver familie består af 4 – 6 medlemmer så er det kun et par hundrede, der ikke får, med mindre de var til showet. Hm!!

Der er også en kanal, der viser ruten, det er nu meget skægt at ses, hvor langt vi er kommet på ruten, hvis vi er rigtig dovne og ikke gider gå ud på balkonen har vi også en kanal, der viser et kamera i fronten af skibet, så vi kan holde øje med, om vi er på rette kurs.

Jeg ved ikke om det er generelt at amerikanere er nogle brokhoveder eller om vi bare stod ved siden af et par stykker af slagsen i går? Der var simpelthen ikke det, der ikke var galt med skibet, udflugterne, maden og så videre. Jamen, hvis ikke det var fordi vi havde set dem på “vores” skib ville vi ikke tro, vi var på samme skib. Maden er elendig, smager ikke af noget bla bla. Nå, den mad vi har fået, både i betalingsrestauranterne og der, hvor det er gratis er ganske glimrende. Faktisk har maden været bedre i de gratis end i den italienske, hvor vi var første aften. Sjovt, der kan være så forskellige meninger om samme sag.

Ja, de trofaste læsere af vores blog venter selvfølgelig på, hvornår jeg brokker mig. Hæ, det er allerede sket, vi spiste i den store flotte “Titanic-restaurant”, hvor tjeneren lavede den fejl at tro at det er Henrik, der tipper. Det er det ikke. Hvis jeg ikke bliver behandlet ordentlig, får de ikke en

fregne. Det var faktisk så grelt at jeg gik op og fortalte i receptionen at den behandling ikke var ok – og vi forventer at man ikke forfordeler mænd fremfor kvinder. De skrev det ned, kaldte på restaurantens supervisor og vi fik da en gratis flaske vin. Det var nu ikke hensigten…Supervisor sagde vi var “nice people”, så hun må nok lægge øre til lidt af hvert. Måske har de tagget os, i hvert fald fik vi udsøgt service i går, ikke på samme restaurant, men de ved jo, hvilken kahyt, der har klaget.

Håber blog-læserne er tilfredse og ikke længere sidder på kanten af stolen og venter på turens klage. Den er overstået:-)

Håber de øvrige bloggere snart giver lyd fra sig, jeg ved ikke, hvorfor de ikke blogger. “Vi har travlt” – hm med hvad? Kaptajnen styrer skibet, stewarden rydder op og gør rent, køkkenet laver maden og tjenerne serverer den. Hvad er det, de har så travlt med?

Tjaa, Isabella har fået rationeret sine spørgsmål til 10 om dagen. Jeg har foreslået hende at skrive dem ned og give dem til stand-upperen Thomas Hartmann.

“Hvorfor hedder det et koøje?”

“Hvorfor hedder det en bro på et skib?”

Hvis det hedder autopilot på et fly, hedder det så autokaptajn på et skib?”

Så længe vi ikke har Google har vi absolut ingen anelse!

Kl. er nu 6 om morgenen, det er vores sidste dag på skibet. Vi havde reserveret bord på den japanske restaurant i går, det er lidt af et show, hvor kokkene står og laver maden mens man kigger på. Der var kun plads kl. 22, så vi var der selvfølgelig til tiden, ellers mister man reservationen og betaler fuld pris.

Da kl. var 22.15 var vi ikke kommet til endnu og var begyndt at blive en anelse utålmodige, noget der ellers ligger familien meget fjernt…Nå, endelig blev det vores tur til at blive lukket ind, hvor vi blev mødt af et bord fyldt med 16-årige tøser, der skabte sig som de var til en Justin Bæver-koncert. Det var de ikke!

Det var faktisk så slemt at vi ikke kunne høre hvad vores egen tjener sagde til os, så vi besluttede, efter Henrik havde talt med inspektøren at skride. Meget irriterende, men vi gider ikke betale 600 kr. i cover charge og så lade et selskab dominere. Uopdragne unger HMFPR#!%!!

I stedet gik vi ned i vores yndlingsrestaurant og fik dejlig mad, noget sent, kl. var vel blevet 22.30.

Derefter var det på hovedet i seng. Vi falder i søvn så snart vores hoveder rammer hovedpuden, det må være al den friske havluft, der gør det.

I dag har man mulighed for at stille spørgsmål til besætningen, vi overvejer at sende Isabella derned og stille alle hendes spørgsmål, der står ikke noget sted de skal være skibs-relaterede. Stakkels besætning;-)

I morges landede vi på Bahamas,hvor dagens vigtigste begivenhed var mødet med delfiner på “Blue Lagoon”. Vi gik fra borde i god tid og ventede på alle blev samlet. Vi skulle med båd ud til den ø, hvor vi skulle møde vores delfiner.

Først var der en obligatorisk gennemgang af, hvordan delfiner er indrettet og hvordan man skulle håndtere dem. Derefter skulle vi hen til en platform, hvor vi stod sammen med en del andre familier, der også skulle møde delfinerne.

Allerførst skulle alle ned i bassinet – en familie af gangen for at få taget det obligatoriske “kys af delfin-billede”. Victor havde fornøjelsen at blive kysset mens vi andre bare grinede fjoget.

Derefter skulle alle familier ned på platformen igen, ca. 8 – 10 personer, Vi holdt os pænt tilbage, så der var to grupper før os, men det gjorde ingenting, så lærte vi da hvordan man skulle gøre.

Da det blev vores tur kom Andy forbi – Andy er delfinen – og vi fik mulighed for at først at ae ham på ryggen og derefter på maven.

Vi fik også lov til at røre hans tænder! Det var efterhånden blevet kramme-tid (og tid til det obligatoriske “jeg har krammet en delfin-foto”. Nåhhh, hvor var han dog sød. Han kyssede os også, meget ærbart på læberne. Derefter var han blevet småsulten, så han fik en lille fisk af os, holdt op i strakt arm, som han forsigtigt snuppede fra os.

Han blev vist rigtig glad for fiskene, for bagefter ville han danse med os. Til slut fik vi igen lov til at ae ham. Vi var vel i vandet i ca 15- 20 minutter, det er svært at sige, tiden fløj afsted.

Der var selvfølgelig fotografer og vi havde besluttet at købe billederne – de kunne også fås på usb-stik mod et mindre (Host host) gebyr, og vi skulle naturligvis også have DVD’en, som vi må vente med at se til vi kommer hjem, vi har ingen afspiller på PC’en.

Det øspøsede da vi skulle til at tage båden hjem igen, mærkeligt når man sådan er på Bahamas! Det holdt dog hurtigt op igen, vi hastede op til skibet, fik tørt tøj på og så et smut ned i byen, hvor vi faldt over noget netadgang, så vi lige kunne sende de sidste dages blogs hjem.

Lige nu har vi taget afsked med Bahamas, de to næste dage er vi på havet og lander så i New York på lørdag.

I dag har vi været på rederiets private øde ø sammen med ca. 2000 andre passagerer;-)

Vi er alle blevet udstyret med ID-kort og hvis man ikke har kortet kommer man ikke ind på skibet igen. Det skulle vi selvfølgelig også vise, da vi skulle over på deres private ø. De skal selvfølgelig have styr på, hvor mange, der går fra borde og hvor mange, der bliver ombord. Samme antal skulle helst komme tilbage igen.

Skibet kan ikke lægge til kaj på øen, der er simpelthen ikke dybt nok, så vi har ligget for anker et stykke ude og er blevet transporteret i “små” både med plads til 450 passagerer.

Vi havde ikke travlt med at komme derud, solen er meget stærk, så vi havde nr. 20 og der blev sendt ca. 2- 3 numre afsted af gangen.

Kl. 11 var det vores tur. Lidt af et gedemarked at få så mange mennesker ned i en båd, men det gik. Familien Heikendorf er ikke så nem at flytte, selvom der var et par stykker, der prøvede at springe over. HMPRGGFF!!

Der var solstole over alt, boder med “souvenirs” og selvfølgelig alle mulige aktiviteter. Vi fandt et par solstole og slog os ned.

Vandet var 30 grader og luften 27. Alligevel var det forfriskende at få en dukkert.

Isabella manglede jo en hat, sådan en slags kombineret ja-hat (den imaginære grønne hun har, virker ikke altid) og solhat. Vi fandt en supersød en, som jeg egentlig godt kunne have tænkt mig. HMFPR!!I morgen på Bahamas køber jeg da bare en, der er meget pænere. HA!

Ved 18-tiden besluttede vi at tage båden tilbage, sammen med 450 andre. Der var vandtingester på vej op til båden så alle fik skyllet tæerne for sand. Vi fik også udleveret våde iskolde vaskeklude, hårdt tiltrængt.

Da vi var tilbage på skibet skulle vi selvfølgelig igennem et sikkerhedscheck igen, lidt unødvendigt synes vi, men ok, “better safe than sorry”.

Lige nu slapper vi af og er i bad, vi skal spise i den “fine” spisesal i aften, den ligner den fra Titanic, måske en dårlig sammenligning, men vi er ikke i nærheden af et isbjerg.

Når vi har spist skal vi se noget stand-up, måske lidt kedeligt for Victor, men meget underholdende for os andre. I går så vi “The second city” – åbenbart nogle, der er meget berømte, vi kender dem ikke, men de var sjove – sådan en slags teatersport.

I morgen går turen til Bahamas, eller rettere, vi letter anker nu, og så skal vi ud og have “Dolphin Encounter”, det glæder vi os meget til.

Så nåede vi til Florida, Cape Caneveral, hvor vi havde bestilt udflugt til en tur med airboat og efterfølgende tur i en zoologisk have.

Heldigvis var der i et kort øjeblik internet-forbindelse så jeg lige kunne nå at få sendt to blog-indslag afsted. Jeg glemte ikke de andres indslag, der var simpelthen ikke nogen. Meget trist!

På vej til airboat-turen kørte vi en lille omvej hen forbi Kennedy Space Center, hvor vi kunne se brændstofsrørene og og noget andet rumskibs-agtigt, som vi ikke helt kan huske hvad hedder.

Det så spændende ud, men det må blive næste gang, vi kommer til Florida. Efter en ½ times kørsel ankom vi til stedet, hvor vi skulle sejle med airboats. Der var lige tid til en tur i souvenirbutikken, hvor de havde en kælegris. Den var dog ikke til salg! Da vi kom ned i bådene blev vi udstyret med støjreducerende ørebøffer, og samtidig kunne kaptajnen (er det den korrekte titel?) fortælle når vi skulle lægge mærke til noget.

De kan godt nok sejle stærkt de airboats, Victors kasket var lige ved at ryge i vandet, selvom den var UNDER ørebøfferne. Turen tog ca. 20 – 30 minutter

og vi blev efterhånden ret gode til at spotte alligatorerne. Der var ikke så voldsomt mange, men det har også lige regnet, så vandstanden var højere end

normalt.

Efter turen fik vi lov til at holde en baby-alligator, baby og baby, den var da nok 1 meter lang.Den havde en elastik rundt om kæberne, så vi var ikke i umiddelbar livsfare;-)

Da alle havde fået taget de obligatoriske billeder tog vi bussen ca.5 hen til en slags zoo. Det var interessant, vi blev alle vist rundt af personalet, først skulle vi samles og have vist og holde en alligator, denne gang en noget mindre udgave. Den havde almindelig tape om munden! Nu er vi trætte af at slæbe rundt på alle de alligatorer, nu må de gå selv.

Vi fik også hilst på forskellige slanger, og til sidst et vaskægte stinkdyr. Meget blød pels – men man skal nok ikke gøre forsøget in real life, denne havde fået fjerne de kirtler, der gør at den nå ja, stinker.

Efter den lille præsentation, som forøvrigt var rigtig god og underholdende – blev vi sendt hen til en indianer, der fortale om sin stamme og forklarede hvordan indianerne har forstået at udnytte landets ressource. Det var også rigtig interessant. Sidste stop var i en lille båd gennem haven, sjovt nok så vi ikke skyggen af alligatorer på turen, selvom vi havde set mange af dem, da vi var i land, så de var der.

Efter 45 minutters køretur var det tilbage på skibet, hvor vi blev mødt af personale med vaskeklude og vand. Luftfugtigheden er meget høj, og nu trænger vi vist alle til et bad.

I morgen går turen til rederiets private ø, hvor den for vores vedkommende kun står på badning og afslapning.