USABLOG

Efter et velfortjent hvil
til Henrik tog vi en tur i biografen. Det er lidt anderledes end i Danmark. Vi
så Guardians of the galaxy, den var faktisk ret sjov. Vi kom i god tid, der er
nemlig ikke faste pladser. Ca. 20 – 25 minutter før filmen begyndte, blev der
vist reklamer og forfilm, så vi troede naivt at filmen gik i gang til tiden.
Det gjorde den ikke. Jeg tror vi nåede at se den samme forfilm 3 gange. Vi fik
vel set 7 – 8 stykker i alt og kan som en forbrugerservice fortælle at Nat på
museet kommer med en 3’er, der foregår i England.
Efter filmen gik vi på restaurant, larmende
sted, hvor det lykkedes servitricen at gentage vores ordre to gange og derefter
komme med det forkert. Flot!
Det var kæmpe portioner, så vi kunne ikke spise
og, og her ovre er det normalt at bede om bokse eller få dem tilbudt, og i
dette tilfælde takkede vi ja. Meget amerikansk, men der var køleskab på
værelset og vi ville tage det med i Rocky Mountains dagen efter til frokost.

Vi havde lokket med at der
ligger et outlet for foden af bjergene, så der ville vi tage hen først. Vi var
der 10.15 og de åbnede først kl. 11. Derfor tog vi op i nationalparken med det
samme. Det var så 3. gang Henrik og jeg tog turen op af bjerget, men en lige
flot tur hver gang. Vi kørte (igen!) igennem Estes Park, hvor Henrik løb, og vi
fandt ud af at det var faktisk var en noget større by end vi havde troet. Den
så rigtig hyggelig ud med masser af søde, sjove butikker.

Der har været oversvømmelse i
parken i september 2013 så der var desværre en masse veje, der var lukkede. Vi
besluttede derfor at tage turen til Bear Lake, det var også den tur, der ikke
var helt så højt oppe som de andre. Man kan godt mærke at man kommer op i 3000
meters højde, og man skal tage højdesyge seriøst. I kortet over parken advarer
rangerne mod højdesyge, men de har åbenbart glemt at oplyse om den specielle
form man kan lide af, når man får at vide at der ikke er parkeringspladser ved
Bear Lake, så man bliver nødt til at tage en shuttlebus. Heldigvis er den
højdesyge meget kortvarig, den stopper helt af sig selv, hvis man får at vide
at sådan er det bare;-)

Vi havde fuldstændig glemt at
danse bjørnedans, vi ville meget gerne se nogen, så jeg forsøgte lidt siddende
i bilen. Åbenbart har det ikke været godt nok, eller også er det fordi vi lærte
dansen af cherokee-indianerne, som bor et helt andet sted og har nogle helt
andre bjørne? Vi så ikke skyggen af en bjørn, æv! Faktisk så vi slet ikke nogen
dyr, andet end et jordegern, og dem har vi altså set før. Men det var en smuk
tur ved søen. Af hensyn til Henrik undlod vi den 1 km lange gåtur, da der var
nogle pæne stigninger, og Henrik af en eller anden grund var lidt øm i benene.
Vi stoppede ved en flod og spiste vores salat fra dagen før, så vi ikke behøvede at bruge tid på at gå på restaurant, outlettet ventede;-)

Jeg syntes det var et dejligt outlet ”Mor,
du flåede også ned fra hylderne”, andre var knap så begejstrede. Heldigvis har
vi lige opdaget at der ligger et lige uden for Omaha, hvor vi skal hen i
morgen. Mener stadig det er vedtaget ved lov i Nebraska, at man ikke må køre
forbi dem.

Da vi kom “hjem” til Denver gik vi ud at spise, en rigtig dejlig restaurant med super mad og super betjening. Vi havde udsigt til en politimand på motorcykel, der holdt og overvågede hovedgaden og fik dermed et ganske godt indtryk af det lokale politi. Han stillede velvilligt op til fotografering og lod børnene sidder på motorcyklen. Mætte og tilfredse tog vi tilbage til hotellet.

Her er min lille oplevelse af Rocky Mountain.
Som Sanne sagde skulle vi op kl skidt, 03.00, for at være oppe i bjergene kl 06.00 hvor løbet startede.
Da jeg kom derop var det 6,6 grader varmt/koldt. Føj for den. Det var mega koldt. Jeg fik først varmen i fødderne efter en halv times løb.
Da starten gik, præsis kl 06.00, gik det smadder godt. Jeg havde en god fart, selvom jeg var kold, men der gik ikke lang tid før jeg måtte sætte farten ned, for jeg kunne ikke få luft. Det var første gang jeg har løbet i tynd luft og i bjerge. Nøøj det var ubehageligt. Normalt løber jeg mellem 10,5 og 11,5 km i timen, men jeg tror jeg var nede i 7 til 8.
Alt var selvfølgelig i miles og det gjorde skam ikke noget, for når jeg kom til f.eks 8 mile er det jo ca 12,5 km.
Ca halvvejs i løbet ved 6 mile kom stigningen der tog livet og pusten fra mig. Jeg kunne simpelthen ikke få stængerne igang, så i ca 3,4 mile (5 km) måtte jeg ned at gå. Jeg var så heldigvis ikke alene om det. Der var rigtig mange der fulgte trop, og gik. Her kom Christinas Wulffs træning til nytte.
Imens jeg løb og gik tog jeg en del billeder, der var sååå flot og smukt oppe i bjergene så tidligt.
Da jeg løb forbi 13 mile fik jeg vide at målet var lige om hjørnet, YESSS, sagde jeg til mig selv.

Jeg overlevede
Det var en rigtig god følelse at løbe ind i mål området hvor der stod en masse mennesker og heppede, klappede og råbte.

Jeg fik en kæmpe stor og flot medalje

I dag begyndte dagen usædvanlig tidligt. Vi havde sat vores
vækkeur til kl. 03.00, da vi skulle være i Rocky Mountains senest kl. 5.30 –
ca. 100 km herfra. Henrik havde jo fået den geniale (?) idé at tilmelde sig
Rocky Mountains Halvmaraton, selvom Isabella og jeg havde prøvet at tale ham
fra det. Vi har nemlig fulgt med i et danseprogram fra TLC (vi indrømmer vi ser
for meget TLC), hvor danserne var i Denver på et tidspunkt og under konkurrencen
sad de fleste med iltmasker på. Byen kaldes ”The Mile High City” fordi den
ligger præcis en mil over havets overflade, altså 1.6 km. Det kan godt mærkes,
og bjergene ligger endnu højere!

Som de rare forældre vi er, lod vi Isabella og Victor blive
på deres værelse og sove. Der er ikke meget trafik i Denver på den tid af
døgnet og vi ankom til Rocky Mountains 1 time tidligere end forventet. Som en
lille forbrugerservice kan jeg fortælle at der er MEGET mørkt i bjergene på den
tid af døgnet. Det var faktisk ok at vi havde kørt turen dagen før, så vi
vidste nogenlunde, hvor vi skulle hen. Vi fandt parkeringen og så skulle vi
ellers ud at køre med amerikansk skolebus hen til startlinjen. Der stod vi og
ventede i næsten 1 time, megakoldt, vi havde set i bilen at temperaturen var 44
F. Da vi slog det op, da vi kom hjem var det lig med 6 grader. Ikke noget under
vi frøs.

Kl. 5.45 blev der så annonceret at man som tradition lige
spiller nationalmelodien og folk havde bare at tage deres kasketter af. Der stod en lille amerikansk dreng og holdt
flaget, mens løberne holdt den ene hånd over hjertet. Vi gjorde ikke, det var
jo ikke vores melodi, de spillede, men vi holdt bøtte af respekt. Det var nu
meget rørende, dog ikke så meget at jeg havde behov for solbriller eller
lommetørklæder;-)

Derefter blev løberne sendt af sted, fantastisk solopgang
over bjergene, det tog jeg et par billeder af. Fandt målområdet (100 meter fra
startområdet, så det var ikke supersvært!) og satte mig så ellers på en sten på
Henriks trøje og ventede, læste og frøs. Nøj, hvor var det koldt.

Den første løber kom i mål efter 1.22, fuldstændig sindssyg
tid, desværre var det ikke Henrik, så jeg ventede lidt mere.

Da løberne begyndte at komme i mål gik jeg hen og klappede
dem resten af vejen, det var der ikke mange andre, der gjorde, men det gør man
altså, basta.

Langt om længe kom Henrik, ”Henrik from Copenhagen,
Copenhagen, oh, from Denmark” og da han havde fået medalje, forsyninger etc. tog
vi turen tilbage til Denver. Isa var på vej ud af badet, Victor sov stadig, da
var kl. 11.15.

Henrik lagde sig under dynen i ”5 minutter” for lige at få
varmen, og nu skal vi snart til at spise frokost. Derefter skal vi en tur i
biffen.

Jeg er sikker på at Henrik blogger om sin løbeoplevelse senere i dag:-)

I går var det køredag. Vi havde ca. 562 km fra Rapid City
til Denver, og da Henrik skulle løbe halvmaraton i Rocky Mountains skulle vi da
også lige forbi der for at hente startnummer og chip. Det blev en MEGET lang
tur.

Vores GPS havde åbenbart været rigtig glad for at navigere
os rundt i Wyoming, så hun valgte at tage tilbage til staten, dog ikke samme
vej! Jeg er ikke helt sikker på at vi kørte den hurtigste vej, men vi fik da
set en god bid af Wyoming. Der er meget prærie – rigtig meget prærie! Jeg har
aldrig set så meget prærie i et mit liv, måske fordi vi ikke har været på disse
kanter før, men der var prærie så langt øjet rakte og så lidt længere. Uden at
fornærme Wyoming-borgerne tror jeg godt man kan sige at der ikke er helt så
meget at lave i den stat, vi så bl.a. en by, hvor indbyggertallet var 4. Ja,
fire stk. nåede desværre ikke at tage billede af skiltet, så var vi kørt
igennem byen;-)
Hver gang vi så en bjergkæde mente vi helt bestemt at det måtte være Rocky
Mountains, men det var det nu ikke. Endelig kom vi dog der til, og så var det
ellers op af bakke! Der er ca. 50 km bjergkørsel for at komme op til det sted,
hvor chippen skulle hentes, så vi kom rigtig højt op.

På nedturen var der et lille uheld i bilen, og det var ikke
på grund af højdesyge men nok nærmere indtagelse af 3 stk.
chokoladeproteinbarer, dem er der nu forbud imod! Stik imod hvad vi havde
forventet var der faktisk en bil, der standsede for at høre om vi havde brug
for hjælp, men det havde vi ikke. Vi fik renset bil og Victor – jeg vil undlade
at nævne, hvad vi brugte af hensyn til de måske lidt sarte mandlige læsere;-)

Langt om længe kom vi til Denver, rigtig dejligt hotel, hvor
vi har to værelser. Rigtig smart, når Henrik og jeg skal tidligt op for at
komme til halvmaraton. Jeg skal bare med som hepper, altså.

Vi fandt en dejlig italiensk restaurant, skøn mad, men man
kan godt mærke vi er i en storby, priserne er noget højere end ude på landet.
Dog stadig billigt i forhold til Danmark.

Da vi var i området, sådan da, havde vi hjemmefra også
besluttet at vi ville se Devils Tower. Det ligger i højre hjørne af staten
Wyoming og er nabo til South Dakota. Det er muligvis kun 4 tossede danskere,
der kan finde på at køre 200 km HVER vej for at se en klippe, men det var turen
værd.

Det ligger i en nationalpark, så igen skulle vi betale 15$
for at komme ind. Næste gang vi skal af sted køber vi altså et årskort!
Ved foden af klippen lever der præriehunde, sjovt at se dem, der er altid et
par spejdere på vagt, mens de øvrige præriehunde laver ”præriehundeting”. De er
ligeglade med bilerne, dem er de nok efterhånden vant til.

Der var advarsler mod klapperslanger og giftig efeu, vi så
nu ikke nogen af delene, men der var en masse cikader (så vi heller ikke), og med
lidt god vilje kan de godt lyde lidt som en klapperslange. Vi så en hjort, der
stod fredeligt og græssede, men det er ikke helt det samme.

Helt oppe ved klippen kan man vælge forskellige ture, vi
valgte den korte tur på 1.6 miles, ca. 2.50 km. Det stod godt nok på skiltene
at turen ville tage 45 minutter, men vi tænkte at det nok var ikke
fodgængervante amerikanere, der bruger så lang tid…Det var det ikke, vi brugt
lige så lang tid, men det var fordi vi hele tiden tog billeder. Nu er vi
velforsynede med billeder af Devils Tower, vi kan sagtens arrangere endnu en
foto-aften, det er bare at spørge;-)

Efter turen satte vi kursen mod Rapid City, lettere
forvirrede over om kl. var det ene eller det andet. Wyoming ligger i en anden
tidszone, så vi aner faktisk ikke, hvor mange timer vi var på farten. Det har
været omkring 8 -10 timer. Efter sådan en tur valgte vi at købe mad med ”hjem”
på hotellet og spise der. Meget primitivt, det ender med at vi bliver campister,
men det var altså, hvad vi havde lyst til og bedre en familierestauranterne i
Rapid City.

Næste stop på turen er Denver, Colorado

Da vi var i Badlands Nationalpark var de bisoner, der lever der, ikke særlig samarbejdsvillige, med andre ord, de viste sig slet ikke for os. ÆV. Man kan ikke komme til det vilde vesten uden at se bisoner, så jeg havde læst mig til at de er mere samarbejdsvillige i Custer State Park, så efter at have set Crazy Horse gik turen til Custer State Park, kun 8 miles væk.
Det koster 15$ at komme ind – adgang i 7 dage, men det havde været billigere, hvis vi havde købt et årskort, da vi efterhånden har været i et par stykker. Nå pyt.
Efter at vi havde kørt et stykke tid, igennem et fantastisk landskab, spottede jeg en bison, der lå lige ved siden af vejen, helt alene. Fint, så havde vi da fået set en. De næste mange km, så vi bjerggeder og æsler. Hm, sådan nogen har vi jo set før.
Vi holdt inde på en rasteplads, og mens jeg var væk for mig selv, havde resten af familien spottet en hel flok oppe på en bakke. Der kørte vi hen og jeg skal da lige love for at vi så bisoner.
Vi kørte ned på en lille sidevej, hvor der i forvejen holdt en jeep fra parken og lige pludselig var vi omgivet af bisoner. De besluttede sig nemlig for at gå over vejen, foran bilen, bag ved bilen, jamen de var overalt. Kæmpe oplevelse. Nøj, hvor er de store, godt vi sad i bilen og ikke var på motorcykel eller sad i åben jeep.
Helt høje kørte vi videre, da alle bisonerne havde passeret os, (de lader deres kalve gå længst væk fra bilerne, meget sjovt at se).
Lidt længere oppe af vejen holdt der lige pludselig ca. 25 biler og ventede i modsat retning, der var nemlig også bisontræf, så igen måtte vi pænt vente. Vi følte ikke trang til lige at presse os igennem et par velvoksne bisoner.
Vi så også et par præriehunde, men alle dyr falmede lidt efter den oplevelse.
Dagens sidste stop var i en helt anden stat, nemlig Devils Tower i Wyoming. Nyt indslag følger.

Efter ca. 1½ times tid ved Mount Rushmore var turens næste punkt Crazy Horse Memorial. Et monument over en indianer ved navn Crazy Horse, der vandt over general Custer på et eller andet tidspunkt. Slå det selv op
Der var også 40 minutters kørsel og man kunne faktisk se “ham” ude fra vejen. Vi er vel turister så vi valgte selvfølgelig at køre ind og kigge nærmere. Det er IKKE et statsejet projekt, men udelukkende drevet og betalt af private penge, bl. a. vores 28$. Måske lidt dyrt, vi kom ikke meget nærmere hovedet end ude fra vejen, men vi så en interessant film om ham, der har bygget (hedder det bygget, han er jo hugget ud i klippen?) stedet.
Isabella synes det var lige lovlig dyrt, når det nu ikke er færdigt. Vi havde dog ikke tid til at vente på at det blev gjort færdig, hvis det overhovedet nogensinde bliver det. Der er lang vej, kun ansigtet er hugget færdigt, nu er de gået i gang med hans arm. De nægter at modtage penge af staten og vores 28$ rækker nok ikke langt.
HVIS det bliver færdigt, vil Mount Rushmore kun lige dække Crazy Horse’ ansigt. Det var interessant at se, men når sandheden skal frem kunne vi lige så godt have taget billeder ude fra vejen.

Vi har haft en FANTASTISK dag:-) Vi stod tidligt op, spise morgenmad og var ellers på vejen allerede kl. 9.00. Jeg må allerede nu advare om at tage imod tilbud om at komme til feriefoto-aften hos os, bare på denne dag har jeg taget 175 billeder.

Første stop var Mount Rushmore, det sted jeg har bavlet om at ville se, lige siden vi begyndte at rejse til USA.
Det ligger ca. 40 minutters kørsel fra vores hotel, en rigtig smuk tur op igennem Black Hills. Både Isabella og jeg kan mærke når vi kommer op i højderne, men det glemte vi alt om da vores medbragte spejder (Henrik) pegede “der er de, der er de”. WAUH. Victor havde hele tiden sagt “vi siger nok bare, er det bare det, når vi ser dem”, men det gjorde vi nu ikke.
Det er gratis at komme ind, men parkering koster 11 $. Det er der selvfølgelig folk, der har brokket sig over på Tripadvisor, men det er jo en kæmpepark, der skal holdes gående.
Vi var samtidig lidt stolte over at være danskere, Boerglum som har lavet Mount Rushmore havde danske forældre og de har taget navn efter Børglum i Nordjylland, hvor de kom fra, så vidt jeg har forstået.
Man kan gå en tur på en Presidential Trial, det var dagens motion, op af trin, ned af trin, stadig i ca. 1500 meters højde, det kunne mærkes.
Lad mig sige det sådan at vi nu har billeder af de 4 præsidenter i alle mulige og umulige vinkler.
Vi sluttede af i gavebutikken, dog uden at købe noget, men der sad en gammel gut og signerede bøger, han havde været med til at “bygge” Mount Rushmore. Altså en ikke helt ung herre, eftersom det stod færdigt i 1941.
Glade og tilfredse var næste punkt på turen Crazy Horse…