USABLOG

Dagen begyndte for Henriks og mit vedkommende i hotellets fitnessrum! Det blev til næsten 45 minutter med boksning, lidt vægte og løbebånd. Hotellet har både boksevanter, pletter og boksebold. Dejligt og så var samvittigheden i orden, i hvert fald for i dag.
Victor ville gerne på Moma – Museum of Modern Art og da vejret var blevet godt igen med solskin besluttede vi at gå over Brooklyn Bridge endnu en gang og så finde ud af, hvordan vi kom videre på Manhattan.

Først var der dog en lille forhindre på vej mod broen, der var et helt vejkryds, der var spærret af politiet og alle blev pænt bedt om at vente. Det gjorde vi selvfølgelig og lige pludselig kom der er en kortage af biler fra en eller anden ret, vi er helt sikre på at det muligvis er en eller anden farlig fange, der blev transporteret hen til “vores” ret.

Da vi endelig fik lov at gå var det en rigtig dejlig tur, meget bedre i solskin men også mange flere turister!

Da vi kom til Manhattan tog vi metroen, Henrik spurgte på billetkontoret hvordan vi kom til museet og han lukkede os ind af en nødudgang og påstod det var gratis. Jeg ved ikke helt om det passer, det lød lidt mærkeligt, men vi tog toget til Grand Central og gik resten af vejen.

Jeg ved ikke, hvor Victor lige har fået den kunstinteresse fra, jeg er heller ikke sikker på at vi forstod alt det, der var udstillet. Det gjorde alle de øvrige gæster helt sikkert, de gik i hvert fald rundt og pegede og sagde kloge ting (tror vi nok)
Det var en imponerende samling af alle de kendte kunstnere så alt i alt var det en god oplevelse.
Folk synes næsten ikke det var underligt, da jeg begyndte at tage billeder af nogle skilte, der absolut ikke havde noget med udstillingen at gøre Sjovt nok hed alle installationerne det samme, nemlig “Please do not touch”

Efter at have været kulturelle et par timer tog vi hen i Central Park, sad der måske 15 minutter og så stod himmel og jord i et. Det regnede og lynede så vi skyndte os i ly under en markise og fik bestilt en Uber. Nu er vi hjemme på hotellet igen.

I morgen går turen til Los Angeles, eller det vil sige Camarillo, hvor vi skal aflevere Tyrkisk Peber til en bekendt. Vi kan da ikke gøre for at hun arbejder i et outlet, kan vi vel?

Dagens første indkøb var regnslag, ikke fordi de var klædelige men fordi det regnede. Målet for turen var en butik Victor gerne ville se i Soho, så iklædt de fine regnslag gik turen mod Manhattan over Brooklyn Bridge. Vi har ikke så mange billeder derfra (endnu) vores kamera valgte at strejke på grund af fugt og vi var ikke så interesserede i at vores mobiler skulle få samme dårlige ide!

Butikken var hurtigt overstået og derefter ville Victor gerne i en eller anden supersmart vintage butik i et helt andet kvarter. Som de rare forældre vi (nogen gange) gik vi naturligvis derhen, og Victor fandt da også en skjorte og et par bukser. Den nærmeste vej hjem var via China Town, meget mærkeligt sted og møgbeskidt. Der flyder med affald i gaderne. Vi tog turen over Manhattan Bridge, det er samtidig en jernbanebro, så larmen fra bilederne og togene er næsten ikke til at holde ud.

Nu slapper vi lidt af på værelset, vi har gået over 19 km indtil videre.

I går var rejsedag!
Godt min svoger ikke kunne se at det ikke var alle, der havde pakket dagen før som aftalt. Næ, nej hvorfor dog ikke pakke en time før vi skal i lufthavnen? Vi nåede det dog og i god tid
Vi skulle via Frankfurt og havde 1½ times tid mellem flyene, det vil altså sige før vores fly var forsinket i mere end ½ time og vi taxiede i rigtig lang tid inden vi ramte terminal A. Næste fly var i terminal Z. Jeg vil ikke sige vi løb, men vi gik stærkt, meget stærkt. Heldigvis nåede vi også det fly, og blev godt underholdt med nogenlunde nye film, god mad (som i ok flymad) og drikke. Noget bedre service end SAS som vi ellers plejer at flyve med, men har været lidt bitter på dem siden det lykkedes dem at glemme en kuffert på både ud- og hjemturen sidst. Vi fik dem igen, men alligevel..
Lufthansa klarede at få alle kufferter hele frem.
Vi tog en taxa til Brooklyn, det lykkedes Henrik at fornærme chaufføren da han sad og pillede ved GPS(hvilket han fortsatte med under kørslen, indtil han fik den geniale ide at skrue op for lyden!)
Det kostede 105 dollars, så var den tur betalt!
Vi bor i Brooklyn (faktisk derfor chaufføren kørte os hertil!), fint hotel lige over for en byret. Mine 5 snapchatvenner, ikke at forveksle med mine 6 blogfølgere, fik en forkert snap i går fordi jeg troede det var et fængsel. Det er det ikke, men det ligner og det ser ikke ud til at det er muligt at komme ud med mindre man har lov. Tremmer for vinduerne og pigtråd over alt.
Efter at have slappet af på hotellet gik turen til en burgerjoint for at spise, da vi kom tilbage til hotellet havde vi været vågne i rigtig mange timer og var lidt brugte.
I dag går turen over Brooklyn Bridge, Victor vil gerne en tur til SoHo og gøre et kup i en vintage-forretning (læs:genbrug) og ellers ser vi hvad dagen bringer.

Det er overskyet, men vi klager ikke

I morgen går turen endnu en gang til USA, denne gang er det dog kun Victor, Henrik og mig selv. At vi mangler en i selskabet ændrer sikkert ikke på antallet af blogindlæg, så ingen grund til bekymring.

Hvis der skulle have sneget sig en enkelt ny læser ind på bloggen, vil jeg skynde mig at fortælle at dette ikke er stedet, hvis du (I?) vil læse om historiske fakta, dem må man selv google.

Turen begynder i New York, hvor vi denne gang skal bo i Brooklyn. Efter et par nætter flyver vi til Los Angeles, besøger uden tvivl et outlet hvorefter turen går til San Diego. Vi har været der før men sidst så vi næsten kun Seaworld og byen har meget mere at byde på. Vi skal blandt andet besøge USS Midway som er et kæmpe hangarskib.

Derefter går turen til den meget berømte by Yuma (Der er faktisk en film med Clint Eastwood, hvor handlingen foregår der), mest for at bryde den lange tur til Camp Verde over.

Måske der ikke lige ringer en klokke når jeg skriver Camp Verde men de har blandt andet en fin zoologisk have jeg gerne vil se og på vej til Gallup i New Mexico ramler vi ind i en forstenet skov.

Turen går også til Bluff i Utah, hvor vi skal se Monument Valley og på vej mod Page/Lake Powell kører vi sandsynligvis igennem Antelope Canyon.

Første gang vi var i USA kom vi aldrig til hverken Bryce Canyon, Zion Nationalpark eller Death Vally, så dem skal vi også besøge. Det bliver også til at par nætter i Las Vegas, ved ikke helt om jeg vil følge min kollegas gode råd om at besøge Heartattack Grill..

Turen slutter hvor den begyndte, nemlig i LA, men denne gang skal vi bo i Anaheim, lige ved Disneyland. Man bliver aldrig for gammel til Disneyland!

Som altid er det hyggeligt, hvis I smider en kommentar, så jeg kan se der er andre, der læser med end de trofaste læsere 🙂

Jeg fik vist ikke fortalt at der før nationalsangen også blev bedt for os alle sammen. Først blev rodeorytterne velsignet, hestene og tyrerne og naturligvis også publikum og ja, alle andre. Det var en lidt underlig oplevelse at høre et helt rodeo sige “Amen” på tværs af tro eller ingen tro. Familien Heikendorf sprang over, men respekterede naturligvis at der blev bedt.

Efter en overnatning i Tucson tog vi til Phoenix, dog med en enkelt lille afstikker til et outlet. Vi er efterhånden blevet ret ferme til at handle hurtigt. Efter et par timer var vi derfor på hotellet, hvor Henrik og jeg vaskede tøj, så vi ikke havde alt for meget vasketøj når vi kom hjem.

Vi fik købt de sidste par småting og tog af sted til lufthavnen i god tid. Bilen blev afleveret uden problemer men da vi kom til check-in begyndte det “sjove”. Vi kunne udskrive boardingkort, men ikke bagagekvitteringer. Vi gik derfor hen til kundeservice og fik at vide at MCT var for kort. MCT betyder min. connection time. Vi havde 1 time og 22 min.(ifølge SAS er IATAS regler 1 time og 30 min!, ifølge flyertalk bør det nok nærmere være 3 timer, hvis man ikke har US-pas!) Mere om SAS og deres elendige kundeservice senere.
Vi fik vores bagage checket ind, ventede fordi vi var i god tid og kom så af sted til Chicago. Heldigvis var flyet 15 minutter før tid, der var ikke mange kunder i hverken security eller paskontrol, heldigvis for det. Vi var da også nogen af de sidste, der kom til gaten. De to danskere vi opdagede i Phoenix kom senere, men hun var også i rullestol.
Flyet var desværre de gamle kabiner, så det blev en lang flyvetur hjem. Vi fik dog sovet lidt, sikkert ikke særlig elegant, men dog sovet.
De 3 første kufferter kom hurtigt på bagagebåndet, men den sidste? Tja, i første omgang mistede SAS 33% af vores bagage (som de nægter at yde erstatning for!!) på hjemturen var det “kun” 25%….
Den er heldigvis fundet igen, den havde overnattet i Chicago. Næste gang overvejer vi om vi vil flyve med SAS, deres kundeservice er under al kritik.
Man kan ringe til Customer Care, hvis man vil rose, hvis man har kritik skal man udfylde en formular med alle mulige og umulige oplysninger, og så hedder de ikke Customer Care men kundeservice. Har lidt svært ved at se forskellen!
En lidt trist afslutning på en ellers god ferie.

Ikke flere blogindlæg fra mig. I hvert fald ikke før vi skal til USA igen 🙂

I går var vi i et MEGET DUMT outlet, derfor var der ikke rigtigt noget at blogge om Nogen fik en hel masse ting, men andre fik kun to par sko! Dumt outlet!!

I dag har været helt anderledes. Vi stod tidligt op, der var nemlig parade i byen. Det er verdens største ikke-mekaniske parade. I går før vi kørte til outlettet var vi lige forbi selve rodeo-grunden så vi ikke skulle tosse rundt og lede i dag. Sjovt nok er der minimalt med skilte, der reklamerer for det.
Selve paraden begyndte kl. 9. så vi stillede bilen et tilfældigt sted og gik så ellers ca. 1 km. Vi var når sandheden skal frem ikke knivskarpe til at finde den rigtige vej, men det betød bare at vi gik rundt i kvarteret, hvor paradedeltagerne varmede op. Mange af dem hilste også pænt på os. Det lykkedes os dog at finde stedet og så stillede vi os ellers op sammen med en hel del spansktalende mennesker. Vi ventede nok en halv times tid men endelig kom paraden og den blev ved og ved og ved. Vi kedede os ikke et sekund! Se billeder længe nede.
Kl. 11.30 var det hele slut og vi tog hen for at hente vores bil så vi kunne parkere den ved rodeoet. Vi var ikke helt sikre på, hvor pænt et kvarter vores bil boede mens paraden stod på og ville gerne have den med hjem. Den havde det nu fint.
Der var andre, der havde fået samme gode ide at køre hen og parkere ved rodeoet så det tog temmelig lang tid.
De har indført nye regler, så man må ikke have tasker med det er større end 10×15 cm eller noget i den stil. Det betød at Isas taske blev godkendt med nød og næppe. Min var for stor (nej den er ej, jeg har brug for en, der er endnu større!), så jeg fik pænt udleveret en plasticpose og måtte smide alle mine ting i den. Min taske blev sendt tilbage til bilen. Indholdet er nemlig ikke spor farligt, når det er i en gennemsigtig pose! Isas taske blev ikke undersøgt, så hun kunne i princippet have medbragt farlige ting. Sådan noget bavl.

Det betød at vi gik glip af noget af det første. Det var små børn, der fangede kalve, red hurtigt og den slags. Det var sjovt at se, men selvfølgelig var vi kommet for at se de voksne. Der var 3 kvarters pause mellem børneshowet og det “rigtige”. Der fandt vi lidt mad, nachos og popcorn er nu officielt frokost…
Da det rigtige rodeo begyndte skulle vi først lige hædre veteranerne, dem, der var til stede stille sig op og så klappede vi andre. Derefter skulle vi synge nationalsangen, altså dem amerikanske. Vi stillede os pænt op men sang ikke med – til glæde for alle. Meget rørende men jeg er jo også et tudefjæs, hvad den slags angår.
Måske den følgende rækkefølge ikke er helt korrekt, men vi fik i hvert fald set ryttere, der skulle ride rundt om 3 tønder på tid, folk, der skulle fange tyre med lasso, nogen, der skulle fange tyre med lasso og bagefter binde dem og så selvfølgelig både ryttere, der skulle holde sig på henholdsvis heste og tyre i min. 8 sekunder. Den professionelle del varede to timer, men på intet tidspunkt kedede vi os. Det var en fest! Nu er vi tilbage på hotellet, lidt møre og en anelse røde af at have siddet i solen i 30 graders varme.

For første gang på vores tur bestod vores morgenmad ikke af buffet men servering. Lidt ligesom en diner, hvor de kommer og skænker kaffe op og kalder en for darling. Det sidste skete nu ikke Man kunne pænt vælge mellem 10 forskellige retter. Der var supertravlt da vi var der, men betjeningen var sød. Heldigvis var der Trivial Pursuit-spørgsmål så vi kunne side og spille mens vi ventede.
Jeg må have kamera med og tage billeder i morgen. Den gode ting var at ALLE var i almindeligt tøj, intet nattøj
Efter morgenmaden gik turen til Saguaro Nationalparken, hvor der bor kæmpekaktus. De hedder sjovt nok Saguora. I går da vi kom til Tucson var første gang vi så den slags kaktus på turen og jeg kom vist til at sige det hver gang vi så en. Godt jeg ikke gjorde det i dag. Der er 1.6 millioner kaktus af den art i parken.
Det kan måske lyde kedeligt at køre/gå rundt og kigge på kaktus men det var nu spændende. Vi begyndte i deres besøgscenter, hvor vi betalte 10 dollars for at komme ind. Man lagde pengene i en kuvert og hev selv en kvittering af kuverten. Det må siges at være tiltro til menneskeheden.
Der er 6 forskellige slags klapperslanger i parken, så en enkelt i selskabet valgte at blive i bilen mens vi andre begav os ud på en vandretur på hele 200 meter. Vi havde stik imod alle råd glemt vand, men heldigvis overlevede vi alle
Næste vandretur var på 800 meter og denne gang huskede jeg vand! Vi så den ene mere fantastiske kaktus efter den anden men ikke skyggen af slanger. Derefter kørte vi mere rundt og så endnu flere kaktus, de er imponerende, de kan blive ca. 15 meter høje. Hvis nogen skulle være så heldige at blive inviteret til billede-aften så har vi over 200! Glæd jer!
Tilbage til downtown og derefter på hotellet for at hoppe i deres spa.

Vi har været meget i tvivl om vi skulle krydse grænsen til Mexico, især da vores nye bedste venner i El Paso kraftigt frarådede os det. Selve turen hen til grænsen der virkede også en anelse skummel.
Nogales virker mindre turistet og vi besluttede derfor i morges at vi i hvert fald ville gå ned til grænsen og så overveje situationen.
Vi mødte en sikkerhedsvagt og han sagde at det var sikkert så vi gik til Mexico! Der stod en enlig mexikansk grænsebetjent, han ville ikke se pas eller noget som helst. Så var vi i Mexico! Ingen kontrol overhovedet.
På en eller anden mystisk vis kan befolkningen se på os at vi ikke er her fra byen, så vi blev straks overfaldet med spørgsmål om vi ville køre i taxa og flere tiggede. Vi gik lidt rundt, blev ikke rigtig fristet af noget som helst og gik tilbage igen.
Det var nu også ret nemt, vi stillede os pænt i kø, men en af grænsebetjentene bad os gå over i en anden og hurtigere kø. Her scannede vi vores pas, blev vinket frem en af gangen. Henrik var den første, han blev spurgt hvor mange dage vi havde været i Mexico og da Henrik svarede ½ time gik det hurtigt med at komme igennem. Vi blev bare vinket frem og passene kontrolleret. Det var noget mere besværligt at komme igennem immigrationen i Dallas.
Tilbage til bilen og så gik turen ellers mod Tucson. En køretur på blot en time.
I løbet af turen var der igen grænsekontrol, vinduet ned, af med solbrillerne og så sagde den rare grænsebetjent ellers bare “Have a good day, guys” og vinkede os videre. Vi er åbenbart ikke prototypen på banditter
Til gengæld er vi aliens, ja det kom også bag på os, men alle ikke-amerikanere bliver betragtet som aliens af US Border Control.

Desværre er Isa blevet småsløj og havde brug for noget medicin så vi stoppede i en Target. Da vi skulle betale skulle Henrik vise legitimation, han ser åbenbart meget ung ud, og da han viste kørekortet sagde ekspedienten at hun så sandelig ikke taler spansk. What, troede hun vi var mexikanere? Synes ikke vi ligner!
Hotellet blev fundet, her skal vi være i 4 nætter.