USABLOG

Jeg fik vist ikke fortalt at der før nationalsangen også blev bedt for os alle sammen. Først blev rodeorytterne velsignet, hestene og tyrerne og naturligvis også publikum og ja, alle andre. Det var en lidt underlig oplevelse at høre et helt rodeo sige “Amen” på tværs af tro eller ingen tro. Familien Heikendorf sprang over, men respekterede naturligvis at der blev bedt.

Efter en overnatning i Tucson tog vi til Phoenix, dog med en enkelt lille afstikker til et outlet. Vi er efterhånden blevet ret ferme til at handle hurtigt. Efter et par timer var vi derfor på hotellet, hvor Henrik og jeg vaskede tøj, så vi ikke havde alt for meget vasketøj når vi kom hjem.

Vi fik købt de sidste par småting og tog af sted til lufthavnen i god tid. Bilen blev afleveret uden problemer men da vi kom til check-in begyndte det “sjove”. Vi kunne udskrive boardingkort, men ikke bagagekvitteringer. Vi gik derfor hen til kundeservice og fik at vide at MCT var for kort. MCT betyder min. connection time. Vi havde 1 time og 22 min.(ifølge SAS er IATAS regler 1 time og 30 min!, ifølge flyertalk bør det nok nærmere være 3 timer, hvis man ikke har US-pas!) Mere om SAS og deres elendige kundeservice senere.
Vi fik vores bagage checket ind, ventede fordi vi var i god tid og kom så af sted til Chicago. Heldigvis var flyet 15 minutter før tid, der var ikke mange kunder i hverken security eller paskontrol, heldigvis for det. Vi var da også nogen af de sidste, der kom til gaten. De to danskere vi opdagede i Phoenix kom senere, men hun var også i rullestol.
Flyet var desværre de gamle kabiner, så det blev en lang flyvetur hjem. Vi fik dog sovet lidt, sikkert ikke særlig elegant, men dog sovet.
De 3 første kufferter kom hurtigt på bagagebåndet, men den sidste? Tja, i første omgang mistede SAS 33% af vores bagage (som de nægter at yde erstatning for!!) på hjemturen var det “kun” 25%….
Den er heldigvis fundet igen, den havde overnattet i Chicago. Næste gang overvejer vi om vi vil flyve med SAS, deres kundeservice er under al kritik.
Man kan ringe til Customer Care, hvis man vil rose, hvis man har kritik skal man udfylde en formular med alle mulige og umulige oplysninger, og så hedder de ikke Customer Care men kundeservice. Har lidt svært ved at se forskellen!
En lidt trist afslutning på en ellers god ferie.

Ikke flere blogindlæg fra mig. I hvert fald ikke før vi skal til USA igen 🙂

I går var vi i et MEGET DUMT outlet, derfor var der ikke rigtigt noget at blogge om Nogen fik en hel masse ting, men andre fik kun to par sko! Dumt outlet!!

I dag har været helt anderledes. Vi stod tidligt op, der var nemlig parade i byen. Det er verdens største ikke-mekaniske parade. I går før vi kørte til outlettet var vi lige forbi selve rodeo-grunden så vi ikke skulle tosse rundt og lede i dag. Sjovt nok er der minimalt med skilte, der reklamerer for det.
Selve paraden begyndte kl. 9. så vi stillede bilen et tilfældigt sted og gik så ellers ca. 1 km. Vi var når sandheden skal frem ikke knivskarpe til at finde den rigtige vej, men det betød bare at vi gik rundt i kvarteret, hvor paradedeltagerne varmede op. Mange af dem hilste også pænt på os. Det lykkedes os dog at finde stedet og så stillede vi os ellers op sammen med en hel del spansktalende mennesker. Vi ventede nok en halv times tid men endelig kom paraden og den blev ved og ved og ved. Vi kedede os ikke et sekund! Se billeder længe nede.
Kl. 11.30 var det hele slut og vi tog hen for at hente vores bil så vi kunne parkere den ved rodeoet. Vi var ikke helt sikre på, hvor pænt et kvarter vores bil boede mens paraden stod på og ville gerne have den med hjem. Den havde det nu fint.
Der var andre, der havde fået samme gode ide at køre hen og parkere ved rodeoet så det tog temmelig lang tid.
De har indført nye regler, så man må ikke have tasker med det er større end 10×15 cm eller noget i den stil. Det betød at Isas taske blev godkendt med nød og næppe. Min var for stor (nej den er ej, jeg har brug for en, der er endnu større!), så jeg fik pænt udleveret en plasticpose og måtte smide alle mine ting i den. Min taske blev sendt tilbage til bilen. Indholdet er nemlig ikke spor farligt, når det er i en gennemsigtig pose! Isas taske blev ikke undersøgt, så hun kunne i princippet have medbragt farlige ting. Sådan noget bavl.

Det betød at vi gik glip af noget af det første. Det var små børn, der fangede kalve, red hurtigt og den slags. Det var sjovt at se, men selvfølgelig var vi kommet for at se de voksne. Der var 3 kvarters pause mellem børneshowet og det “rigtige”. Der fandt vi lidt mad, nachos og popcorn er nu officielt frokost…
Da det rigtige rodeo begyndte skulle vi først lige hædre veteranerne, dem, der var til stede stille sig op og så klappede vi andre. Derefter skulle vi synge nationalsangen, altså dem amerikanske. Vi stillede os pænt op men sang ikke med – til glæde for alle. Meget rørende men jeg er jo også et tudefjæs, hvad den slags angår.
Måske den følgende rækkefølge ikke er helt korrekt, men vi fik i hvert fald set ryttere, der skulle ride rundt om 3 tønder på tid, folk, der skulle fange tyre med lasso, nogen, der skulle fange tyre med lasso og bagefter binde dem og så selvfølgelig både ryttere, der skulle holde sig på henholdsvis heste og tyre i min. 8 sekunder. Den professionelle del varede to timer, men på intet tidspunkt kedede vi os. Det var en fest! Nu er vi tilbage på hotellet, lidt møre og en anelse røde af at have siddet i solen i 30 graders varme.

For første gang på vores tur bestod vores morgenmad ikke af buffet men servering. Lidt ligesom en diner, hvor de kommer og skænker kaffe op og kalder en for darling. Det sidste skete nu ikke Man kunne pænt vælge mellem 10 forskellige retter. Der var supertravlt da vi var der, men betjeningen var sød. Heldigvis var der Trivial Pursuit-spørgsmål så vi kunne side og spille mens vi ventede.
Jeg må have kamera med og tage billeder i morgen. Den gode ting var at ALLE var i almindeligt tøj, intet nattøj
Efter morgenmaden gik turen til Saguaro Nationalparken, hvor der bor kæmpekaktus. De hedder sjovt nok Saguora. I går da vi kom til Tucson var første gang vi så den slags kaktus på turen og jeg kom vist til at sige det hver gang vi så en. Godt jeg ikke gjorde det i dag. Der er 1.6 millioner kaktus af den art i parken.
Det kan måske lyde kedeligt at køre/gå rundt og kigge på kaktus men det var nu spændende. Vi begyndte i deres besøgscenter, hvor vi betalte 10 dollars for at komme ind. Man lagde pengene i en kuvert og hev selv en kvittering af kuverten. Det må siges at være tiltro til menneskeheden.
Der er 6 forskellige slags klapperslanger i parken, så en enkelt i selskabet valgte at blive i bilen mens vi andre begav os ud på en vandretur på hele 200 meter. Vi havde stik imod alle råd glemt vand, men heldigvis overlevede vi alle
Næste vandretur var på 800 meter og denne gang huskede jeg vand! Vi så den ene mere fantastiske kaktus efter den anden men ikke skyggen af slanger. Derefter kørte vi mere rundt og så endnu flere kaktus, de er imponerende, de kan blive ca. 15 meter høje. Hvis nogen skulle være så heldige at blive inviteret til billede-aften så har vi over 200! Glæd jer!
Tilbage til downtown og derefter på hotellet for at hoppe i deres spa.

Vi har været meget i tvivl om vi skulle krydse grænsen til Mexico, især da vores nye bedste venner i El Paso kraftigt frarådede os det. Selve turen hen til grænsen der virkede også en anelse skummel.
Nogales virker mindre turistet og vi besluttede derfor i morges at vi i hvert fald ville gå ned til grænsen og så overveje situationen.
Vi mødte en sikkerhedsvagt og han sagde at det var sikkert så vi gik til Mexico! Der stod en enlig mexikansk grænsebetjent, han ville ikke se pas eller noget som helst. Så var vi i Mexico! Ingen kontrol overhovedet.
På en eller anden mystisk vis kan befolkningen se på os at vi ikke er her fra byen, så vi blev straks overfaldet med spørgsmål om vi ville køre i taxa og flere tiggede. Vi gik lidt rundt, blev ikke rigtig fristet af noget som helst og gik tilbage igen.
Det var nu også ret nemt, vi stillede os pænt i kø, men en af grænsebetjentene bad os gå over i en anden og hurtigere kø. Her scannede vi vores pas, blev vinket frem en af gangen. Henrik var den første, han blev spurgt hvor mange dage vi havde været i Mexico og da Henrik svarede ½ time gik det hurtigt med at komme igennem. Vi blev bare vinket frem og passene kontrolleret. Det var noget mere besværligt at komme igennem immigrationen i Dallas.
Tilbage til bilen og så gik turen ellers mod Tucson. En køretur på blot en time.
I løbet af turen var der igen grænsekontrol, vinduet ned, af med solbrillerne og så sagde den rare grænsebetjent ellers bare “Have a good day, guys” og vinkede os videre. Vi er åbenbart ikke prototypen på banditter
Til gengæld er vi aliens, ja det kom også bag på os, men alle ikke-amerikanere bliver betragtet som aliens af US Border Control.

Desværre er Isa blevet småsløj og havde brug for noget medicin så vi stoppede i en Target. Da vi skulle betale skulle Henrik vise legitimation, han ser åbenbart meget ung ud, og da han viste kørekortet sagde ekspedienten at hun så sandelig ikke taler spansk. What, troede hun vi var mexikanere? Synes ikke vi ligner!
Hotellet blev fundet, her skal vi være i 4 nætter.

I går forlod vi New Mexico for at køre til Nogales i Arizona. Det er en køretur på kun et par timer, så vi kørte en omvej for at se Tombstone, the Town Too Tough to Die, hvor Wyartt Erp var sherif og spiller (sjov kombi!) i 1890’erne.
Før vi nåede byen kørte vi igennem nogle fantastiske landskaber, prærie så langt øjene rækker. Der er flere steder, hvor skilte advarer om “Caution! Dust storms may exist”. Troede det var bevist at de eksisterer. Har læst mig til at New Mexico ikke har nogen officiel holdning til om de eksisterer, det må være op til den enkelte. Hm…
Under alle omstændigheder advares der om sigtbarhed på nul, hvis de måske-støvstorme skulle komme…
Senere ændrede landskabet sig og vi kørte igennem bjerne og Texas Canyon, ikke så imponerende som Grand Canyon men det forventede vi heller ikke.
Lige før vi nåede byen, efter ca. 2 timers kørsel var der endnu en border control station, de checker folk på vej ud af byen så vi slap 😉

Den største attraktion i Tombstone er sjovt nok deres kirkegård. Den blev grundlagt i 1883 for hovedsageligt at have et sted at begrave “outlaws” – altså forbrydere – men der er også andre begravede der. Den hedder Boothill Graveyard og refererer til at dem, der er begravet der, døde med støvlerne på.

Det er gratis at komme ind, det har det vist ikke altid været, men hvis man vil have en fin brochure (et A4 ark med print på BEGGE sider) koster det 3$. Sådan en købte vi. Det var spændende at gå rundt at kigge på gravstederne. På gravstenene som i langt de fleste tilfælde er et trækors står der navn og ofte også hvordan vedkommende er død; dræbt af indianere, hængt, skudt etc.
Se billederne længere nede.
Derefter gik turen ind til selve Tombstone, som er grundlagt i ca. 1870’erne fordi man fandt sølv. Det er en af de byer, hvor der er fundet mest sølv på det tidspunkt, så byen er vokset fra ingenting til rigtig mange indbyggere. Den gamle bydel er bevaret så man får et indtryk af, hvordan en wild west by har set ud, men selvfølgelig er det blevet meget turistet med cowsboys i gaderne, flere diligencer kører rundt med turister etc. Der er også et sted, hvor man kan skyde, så vi fik en forsmag på en rigtig skydebane. 6 skud for 3 dollars. Det var meget sjovt, men kan ikke sammenlignes med at skyde rigtigt. Vi skød med paintballs 🙁

På vej væk fra Tombstone mødte vi flere gange Border Controls, lidt mærkeligt for vi er 110 km fra den mexikanske grænse.
En times smuk køretur og vi var på vores hotel her i Nogales hvor vi er mindre en 2 km fra grænsen.
Vejret er dejligt så vi snuppede lige 3 kvarter ved pølen, hvorefter vi kørte på grænsejagt.
Det er nu ikke en svær opgave eftersom grænsen her i byen er markeret ved et højt hegn. Der er 3 overgange, vi har endnu ikke besluttet om vi tager til Mexico. Byen virker nu ikke helt så turistet som El Paso.

Senere i dag går turen til Tucson.

I morges forlod vi Texas for at tage til New Mexico. Vi passerede statsgrænsen uden det store hurlumhej, det var blot et skilt, der skrev Welcome to New Mexico – state of enchantment. Vi kørte flere miles, vores GPS havde allerede fortalt os at det var mange km lige ude, men lige pludselig var der blinklys og skilte. Alle køretøjer skulle køre af, vi skulle nemlig igennem US Border Control. Vi har tit set at der har været blinklys, der bad lastbiler om at køre af, men det har været fordi de skulle vejes. Denne gang var det altså os. Jeg fandt pas frem, satte solbrillerne op i panden og var parat til at møde grænsebetjentene. Vi kørte igennem en – ja nærmest en allé, hvor der var et stort opbud af kameraer på begge sider. Det må havet været scannere for betjentene kiggede ikke en gang på os, de vinkede os bare igennem mens de kiggede på en skærm. Vi havde frygtet lidt at vi skulle igennem den helt store undersøgelse fordi vi jo ikke er her fra byen, men der skete altså absolut intet.
Vi tog en afstikker til City of Rocks State Park, bare fordi vi kunne. Det er, som navnet antyder, en nationalpark, hvor der er sten! Det koster 5 dollars at komme ind, man lægger simpelthen bare pengene i en lille boks, ingen holder øje med om man betaler eller ej. Vi betalte! Der er advarsler mod slanger, der er ca. 5 forskellige slags og det er altså en meget lille park. Der var derfor en i selskabet, hm, skal vi sige, der var en i bilen, der blev i bilen!
Vi så nu ikke skyggen af slanger, desværre, det kunne ellers have været spændende. Der er jo ingen, der siger vi ligefrem skulle kramme…
Turen tog en lille halv time og for ikke at køre samme vej tilbage (jeg har genansat mig selv som turguide, ellers ser vi ingenting!) tog vi i stedet mod Silver City, en gammel “guld”graverby.
På vejen så vi lige pludselig en shooting range, altså en skydebane og kørte tilbage for at se nærmere på den. Det var ikke lige en, hvor man bare dropper forbi, man skal selv have våben med og det havde vi ikke lige.
En i selskabet røg en meter op i vejret, da der blev affyret et eller andet våben! Det lød også meget højt, så højt at en mand forbarmede sig og gik over i sin bil for at hente ørepropper til os. Meget sødt af ham. Der kommer billeder længere nede.
Det er virkelig mærkeligt for os at man bare kommer gående med sit våben og begynder at fyre løs. Det er ikke kun små pistoler som Colt, det er også kæmpestore M4A4 (siger min søn!)
Efter denne lille men spændende afstikker gik turen til Silver City, som nævnt det wild west-by, da der i 18hundredehvidkål blev opdaget en sølvmine. Selveste Billy The Kid er opvokset i byen. Sørme om vi ikke også er de første danskere i den by, i hvert fald, der har besøgt Visitor Center.
Vi spiste frokost i byen, sjovt nok på en økologisk burgerjoint, supergod mad og dejlig betjening. New Mexico-borgere lader til at være flinke og rare.
Tilbage var der kun at køre ca. 50 minutter for at komme til Lodsburg. Der er nok ikke så meget at sige om byen, vi kunne vælge mellem McDonald eller familierestaurant. Sidst vi besøgte en familierestaurant var det brun eller hvid sovs på gråt kød med klorinvand, så gæt hvad menuen har stået på i aften?
I morgen går turen til Arizona.

I morges gik turen mod El Paso. Turen gik fint, det var 372 km direkte mod vest. Først var landskabet fuldstændig fladt, senere kom der en masse bjerge og da vi nærmede os El Paso var det fuldstændig som at se Border Control (Indrømmet, vi ser for meget National Geographic), meget barsk landskab, hvor det må være helt forfærdeligt at skulle krydse grænsen illegalt.
Vi fandt vores hotel, det er nærmest en hel lejlighed, der er fuldt køkken med service, opvaskemaskine og Victor er installeret i stuen på en sovesofa og vi andre i soveværelset. Meget dejligt hotel, Staybridge Suites. Den kæde kan vi godt booke en anden god gang. Tripadvisor har det som nr. 1 hotel i hele El Paso 🙂
Eftersom jeg allerede har indrømmet at jeg ser for meget Border Control og How to catch a smuggler blev vi næsten nødt til at køre hen til Border Control-museet, der ligger her i byen. Det var ikke alle i selskabet, der var enige, men af sted kom vi! Det var et spændende museum. Vi blev mødt af en kvinde, der spurgte om det var første gang vi besøgte museet og det var sagde v i selvfølgelig ja til. Hvorfor det, spurgte hun så og accepterede grunden, da vi sagde at vi kom fra Danmark. Vi var de første besøgende fra Danmark, ja faktisk de første uden for USA! Igen blev vi sat til at se en lille introvideo, faktisk kom det bag på mig at grænsekontrollen først for alvor kom i gang efter 9.11.
Da vi havde set hele udstillingen og Victor havde fået en enkelt ting fra gavebutikken spurgte jeg vores nye bedste veninde om det var sikkert at krydse grænsen. Hun sagde klart og tydeligt nej! Hun spurgte så vores anden nye bedste ven Bob, der er “Border Control” om han mente det var sikkert og han fortalte at han har boet her i 5 år og aldrig været i Mexico og han ville ikke anbefale det. Desuden er der rigtig mange mennesker lige på den anden side af grænsen fordi Pave Frans (prøv at læs det hurtigt uden mellemrum!) har besøgt Mexico.
Ok, hvis vores personlige grænsebetjent siger nej, så tager vi altså ikke til Mexico! De anbefalede i stedet at vi parkerede i et bestemt parkeringshus og gik hen til grænsen og til det sted downtown, hvor der er mexikansk-hurlumhej gøgl. Det gjorde vi så. Better safe than sorry. Vi ved godt at der hver dag er folk, der krydser grænsen, men vi oser langt væk af turister og vi vil altså ikke udsætte hverken vores børn eller os selv for nogen risiko. Muligt det er hys, men så er vi hys!
Hvis det mexikanske gøgl er det samme på den anden side af grænsen var det vist meget godt vi ikke tog turen. Aldrig har vi set så mange kopi-varer og ting vi absolut ikke har lyst til at eje. Efter et par billeder af grænseovergangen (hvor bilerne holdt i lange køer for at komme til USA og ikke omvendt) tog vi tilbage til hotellet. Isa og Victor fik en tur i spaen og derefter gik vi hen til en italiensk restaurant for at spise. Rigtig dejlig mad! Vi har krydset en tidszone, så kl. er en time mindre end den var i Fort Stockton.
I morgen går turen til New Mexico.

Vi forlod San Antonio i god ro og orden i går.
Det var feriens længste køretur, ca. 4 ½ times kørsel til Fort Stockton. Vi
besluttede derfor at lave et pitstop et andet sted end de sædvanlige
tankstationer og rastepladser.
Som et lille tip har Bing maps rutevejledning,
hvor man får vist hvilke attraktioner, der er i nærheden. Efter en god times
kørsel ville vi køre forbi Stonehenge, eller måske nærmere en kopi, så det
tænkte vi kunne være interessant at se.
At være på roadtrip handler ikke bare om at komme
fra a til b, det handler også om at tage de oplevelser med, der er på vejen.
Stonehenge var i en lidt mindre og lidt mindre
ødelagt udgave end den rigtige i England. Det var nu meget sjovt at se.
Efter den lille omvej gik turen tilbage til
Interstate 10 – stik vest. Her er landskabet fuldstændig som jeg havde
forestillet mig Texas. Store vidder og ubarmhjertigt landskab med bjerge ude i
horisonten. Som at se en western.
Turen gik hurtigt, og allerede kl. 13.30 var vi i
Fort Stockton som i hvert fald en i rejseselskabet har set frem til 🙂
Når sandheden skal frem er stedet valgt fordi den
ligger i bekvem afstand mellem San Antonio og El Paso. Da vi bookede hotel gik
vi samtidig på Tripadvisor for at se om byen kunne byde på andet end
overnatning, og det var der vi opdagede det fantastiske museum, Annie Riggs Memorial Museum,som bl.a.
udstiller pigtråd. Jeg mener pigtråd som i pigtråd!

Vi troede naivt vi var de eneste besøgende, men
der var faktisk en del. Vi skulle skrive os ind i gæstebogen og mens vi ventede
på at de øvrige gæster så en 10 min. intro-film færdig, gik Isa og jeg rundt i
det første lokale. Museumsmedarbejderen var ved at tage underkæben da hun så vi
var en hel familie og jeg tror faktisk at vi hev gennemsnitsalderen
betragteligt ned, også selvom vi ikke havde haft Isa og Victor med 😉
Henrik og Victor stod og studerede kortet over
besøgende og Victor fik æren af at sætte en knappenål i Danmark, vi var nemlig
de første (surprise!) fra Danmark.
Da de øvrige gæster havde set filmen færdig blev
det vores tur, og det var meget opgraderet i forhold til Elk Horn i Iowa. Vi
kunne selv trykke på en (blå) knap for at sætte filmen i gang og denne gang var
det på en 32″ fladskærm. Store sager! Der blev omtalt en del mennesker,
der døde i filmen og hver gang var der lydeffekter bang bang. Meget spøjs
oplevelse men også interessant at høre om det rigtige vilde vesten.
Højdepunktet for mig var selvfølgelig at se
pigtråd. Jeg ANEDE ikke at der findes forskellige slags pigtråd men det gør der
altså. Troede egentlig man gik i Silvan eller tilsvarende og købte en rulle. Da
mine bloglæsere måske ikke selv lige lægger vejen forbi (selvom de burde!)
kommer der her et billede af pigtråden. Mens vi stod og kiggede, (Henrik
kiggede på sadler) kom der en ældre herre forbi og fortalte at der altså
er et saddelmuseum i Oklahoma, så hvis vejen faldt forbi….Han havde været der
en hel dag og havde ikke set halvdelen. Hm…Troede også naivt at en saddel var
en saddel, helt ærligt et helt museum?
Efter besøget, hvor vi blev pænt takket for at
kigge forbi, kørte vi den historiske tur rundt i byen, det tog ca. 10 min.
Byen har faktisk et fort, deraf navnet, Isa var lidt utilfreds med størrelsen.
En af byens andre seværdigheder er VERDENS STØRSTE
JORDGØG! En jordgøg er en roadrunner eller en mep mep. Folk, der har børn kan
forhåbentlig genkende mep mep-referencen.
Vi manglede vand og sodavand, temperaturen er
omkring de 30 grader, så vi gjorde holdt i den ene ud af to forretninger i byen
nemlig Walmart. Walmart er ALTID sjov at besøge, nogle kunder føler sig ofte så
meget hjemme at de går handler i nattøj. (Gitte, jeg har kameraet med til
morgenmad, men der har ikke været nogen gæster i nattøj de sidste par dage, jeg
arbejder på sagen!)
Vi købte et par småting, og derefter tilbage til
hotellet. En hurtig middag i byen og tilbage til spa og svømmepøl. I dag går
turen til El Paso.