USABLOG

I dag begyndte dagen usædvanlig tidligt. Vi havde sat vores
vækkeur til kl. 03.00, da vi skulle være i Rocky Mountains senest kl. 5.30 –
ca. 100 km herfra. Henrik havde jo fået den geniale (?) idé at tilmelde sig
Rocky Mountains Halvmaraton, selvom Isabella og jeg havde prøvet at tale ham
fra det. Vi har nemlig fulgt med i et danseprogram fra TLC (vi indrømmer vi ser
for meget TLC), hvor danserne var i Denver på et tidspunkt og under konkurrencen
sad de fleste med iltmasker på. Byen kaldes ”The Mile High City” fordi den
ligger præcis en mil over havets overflade, altså 1.6 km. Det kan godt mærkes,
og bjergene ligger endnu højere!

Som de rare forældre vi er, lod vi Isabella og Victor blive
på deres værelse og sove. Der er ikke meget trafik i Denver på den tid af
døgnet og vi ankom til Rocky Mountains 1 time tidligere end forventet. Som en
lille forbrugerservice kan jeg fortælle at der er MEGET mørkt i bjergene på den
tid af døgnet. Det var faktisk ok at vi havde kørt turen dagen før, så vi
vidste nogenlunde, hvor vi skulle hen. Vi fandt parkeringen og så skulle vi
ellers ud at køre med amerikansk skolebus hen til startlinjen. Der stod vi og
ventede i næsten 1 time, megakoldt, vi havde set i bilen at temperaturen var 44
F. Da vi slog det op, da vi kom hjem var det lig med 6 grader. Ikke noget under
vi frøs.

Kl. 5.45 blev der så annonceret at man som tradition lige
spiller nationalmelodien og folk havde bare at tage deres kasketter af. Der stod en lille amerikansk dreng og holdt
flaget, mens løberne holdt den ene hånd over hjertet. Vi gjorde ikke, det var
jo ikke vores melodi, de spillede, men vi holdt bøtte af respekt. Det var nu
meget rørende, dog ikke så meget at jeg havde behov for solbriller eller
lommetørklæder;-)

Derefter blev løberne sendt af sted, fantastisk solopgang
over bjergene, det tog jeg et par billeder af. Fandt målområdet (100 meter fra
startområdet, så det var ikke supersvært!) og satte mig så ellers på en sten på
Henriks trøje og ventede, læste og frøs. Nøj, hvor var det koldt.

Den første løber kom i mål efter 1.22, fuldstændig sindssyg
tid, desværre var det ikke Henrik, så jeg ventede lidt mere.

Da løberne begyndte at komme i mål gik jeg hen og klappede
dem resten af vejen, det var der ikke mange andre, der gjorde, men det gør man
altså, basta.

Langt om længe kom Henrik, ”Henrik from Copenhagen,
Copenhagen, oh, from Denmark” og da han havde fået medalje, forsyninger etc. tog
vi turen tilbage til Denver. Isa var på vej ud af badet, Victor sov stadig, da
var kl. 11.15.

Henrik lagde sig under dynen i ”5 minutter” for lige at få
varmen, og nu skal vi snart til at spise frokost. Derefter skal vi en tur i
biffen.

Jeg er sikker på at Henrik blogger om sin løbeoplevelse senere i dag:-)

I går var det køredag. Vi havde ca. 562 km fra Rapid City
til Denver, og da Henrik skulle løbe halvmaraton i Rocky Mountains skulle vi da
også lige forbi der for at hente startnummer og chip. Det blev en MEGET lang
tur.

Vores GPS havde åbenbart været rigtig glad for at navigere
os rundt i Wyoming, så hun valgte at tage tilbage til staten, dog ikke samme
vej! Jeg er ikke helt sikker på at vi kørte den hurtigste vej, men vi fik da
set en god bid af Wyoming. Der er meget prærie – rigtig meget prærie! Jeg har
aldrig set så meget prærie i et mit liv, måske fordi vi ikke har været på disse
kanter før, men der var prærie så langt øjet rakte og så lidt længere. Uden at
fornærme Wyoming-borgerne tror jeg godt man kan sige at der ikke er helt så
meget at lave i den stat, vi så bl.a. en by, hvor indbyggertallet var 4. Ja,
fire stk. nåede desværre ikke at tage billede af skiltet, så var vi kørt
igennem byen;-)
Hver gang vi så en bjergkæde mente vi helt bestemt at det måtte være Rocky
Mountains, men det var det nu ikke. Endelig kom vi dog der til, og så var det
ellers op af bakke! Der er ca. 50 km bjergkørsel for at komme op til det sted,
hvor chippen skulle hentes, så vi kom rigtig højt op.

På nedturen var der et lille uheld i bilen, og det var ikke
på grund af højdesyge men nok nærmere indtagelse af 3 stk.
chokoladeproteinbarer, dem er der nu forbud imod! Stik imod hvad vi havde
forventet var der faktisk en bil, der standsede for at høre om vi havde brug
for hjælp, men det havde vi ikke. Vi fik renset bil og Victor – jeg vil undlade
at nævne, hvad vi brugte af hensyn til de måske lidt sarte mandlige læsere;-)

Langt om længe kom vi til Denver, rigtig dejligt hotel, hvor
vi har to værelser. Rigtig smart, når Henrik og jeg skal tidligt op for at
komme til halvmaraton. Jeg skal bare med som hepper, altså.

Vi fandt en dejlig italiensk restaurant, skøn mad, men man
kan godt mærke vi er i en storby, priserne er noget højere end ude på landet.
Dog stadig billigt i forhold til Danmark.

Da vi var i området, sådan da, havde vi hjemmefra også
besluttet at vi ville se Devils Tower. Det ligger i højre hjørne af staten
Wyoming og er nabo til South Dakota. Det er muligvis kun 4 tossede danskere,
der kan finde på at køre 200 km HVER vej for at se en klippe, men det var turen
værd.

Det ligger i en nationalpark, så igen skulle vi betale 15$
for at komme ind. Næste gang vi skal af sted køber vi altså et årskort!
Ved foden af klippen lever der præriehunde, sjovt at se dem, der er altid et
par spejdere på vagt, mens de øvrige præriehunde laver ”præriehundeting”. De er
ligeglade med bilerne, dem er de nok efterhånden vant til.

Der var advarsler mod klapperslanger og giftig efeu, vi så
nu ikke nogen af delene, men der var en masse cikader (så vi heller ikke), og med
lidt god vilje kan de godt lyde lidt som en klapperslange. Vi så en hjort, der
stod fredeligt og græssede, men det er ikke helt det samme.

Helt oppe ved klippen kan man vælge forskellige ture, vi
valgte den korte tur på 1.6 miles, ca. 2.50 km. Det stod godt nok på skiltene
at turen ville tage 45 minutter, men vi tænkte at det nok var ikke
fodgængervante amerikanere, der bruger så lang tid…Det var det ikke, vi brugt
lige så lang tid, men det var fordi vi hele tiden tog billeder. Nu er vi
velforsynede med billeder af Devils Tower, vi kan sagtens arrangere endnu en
foto-aften, det er bare at spørge;-)

Efter turen satte vi kursen mod Rapid City, lettere
forvirrede over om kl. var det ene eller det andet. Wyoming ligger i en anden
tidszone, så vi aner faktisk ikke, hvor mange timer vi var på farten. Det har
været omkring 8 -10 timer. Efter sådan en tur valgte vi at købe mad med ”hjem”
på hotellet og spise der. Meget primitivt, det ender med at vi bliver campister,
men det var altså, hvad vi havde lyst til og bedre en familierestauranterne i
Rapid City.

Næste stop på turen er Denver, Colorado

Da vi var i Badlands Nationalpark var de bisoner, der lever der, ikke særlig samarbejdsvillige, med andre ord, de viste sig slet ikke for os. ÆV. Man kan ikke komme til det vilde vesten uden at se bisoner, så jeg havde læst mig til at de er mere samarbejdsvillige i Custer State Park, så efter at have set Crazy Horse gik turen til Custer State Park, kun 8 miles væk.
Det koster 15$ at komme ind – adgang i 7 dage, men det havde været billigere, hvis vi havde købt et årskort, da vi efterhånden har været i et par stykker. Nå pyt.
Efter at vi havde kørt et stykke tid, igennem et fantastisk landskab, spottede jeg en bison, der lå lige ved siden af vejen, helt alene. Fint, så havde vi da fået set en. De næste mange km, så vi bjerggeder og æsler. Hm, sådan nogen har vi jo set før.
Vi holdt inde på en rasteplads, og mens jeg var væk for mig selv, havde resten af familien spottet en hel flok oppe på en bakke. Der kørte vi hen og jeg skal da lige love for at vi så bisoner.
Vi kørte ned på en lille sidevej, hvor der i forvejen holdt en jeep fra parken og lige pludselig var vi omgivet af bisoner. De besluttede sig nemlig for at gå over vejen, foran bilen, bag ved bilen, jamen de var overalt. Kæmpe oplevelse. Nøj, hvor er de store, godt vi sad i bilen og ikke var på motorcykel eller sad i åben jeep.
Helt høje kørte vi videre, da alle bisonerne havde passeret os, (de lader deres kalve gå længst væk fra bilerne, meget sjovt at se).
Lidt længere oppe af vejen holdt der lige pludselig ca. 25 biler og ventede i modsat retning, der var nemlig også bisontræf, så igen måtte vi pænt vente. Vi følte ikke trang til lige at presse os igennem et par velvoksne bisoner.
Vi så også et par præriehunde, men alle dyr falmede lidt efter den oplevelse.
Dagens sidste stop var i en helt anden stat, nemlig Devils Tower i Wyoming. Nyt indslag følger.

Efter ca. 1½ times tid ved Mount Rushmore var turens næste punkt Crazy Horse Memorial. Et monument over en indianer ved navn Crazy Horse, der vandt over general Custer på et eller andet tidspunkt. Slå det selv op
Der var også 40 minutters kørsel og man kunne faktisk se “ham” ude fra vejen. Vi er vel turister så vi valgte selvfølgelig at køre ind og kigge nærmere. Det er IKKE et statsejet projekt, men udelukkende drevet og betalt af private penge, bl. a. vores 28$. Måske lidt dyrt, vi kom ikke meget nærmere hovedet end ude fra vejen, men vi så en interessant film om ham, der har bygget (hedder det bygget, han er jo hugget ud i klippen?) stedet.
Isabella synes det var lige lovlig dyrt, når det nu ikke er færdigt. Vi havde dog ikke tid til at vente på at det blev gjort færdig, hvis det overhovedet nogensinde bliver det. Der er lang vej, kun ansigtet er hugget færdigt, nu er de gået i gang med hans arm. De nægter at modtage penge af staten og vores 28$ rækker nok ikke langt.
HVIS det bliver færdigt, vil Mount Rushmore kun lige dække Crazy Horse’ ansigt. Det var interessant at se, men når sandheden skal frem kunne vi lige så godt have taget billeder ude fra vejen.

Vi har haft en FANTASTISK dag:-) Vi stod tidligt op, spise morgenmad og var ellers på vejen allerede kl. 9.00. Jeg må allerede nu advare om at tage imod tilbud om at komme til feriefoto-aften hos os, bare på denne dag har jeg taget 175 billeder.

Første stop var Mount Rushmore, det sted jeg har bavlet om at ville se, lige siden vi begyndte at rejse til USA.
Det ligger ca. 40 minutters kørsel fra vores hotel, en rigtig smuk tur op igennem Black Hills. Både Isabella og jeg kan mærke når vi kommer op i højderne, men det glemte vi alt om da vores medbragte spejder (Henrik) pegede “der er de, der er de”. WAUH. Victor havde hele tiden sagt “vi siger nok bare, er det bare det, når vi ser dem”, men det gjorde vi nu ikke.
Det er gratis at komme ind, men parkering koster 11 $. Det er der selvfølgelig folk, der har brokket sig over på Tripadvisor, men det er jo en kæmpepark, der skal holdes gående.
Vi var samtidig lidt stolte over at være danskere, Boerglum som har lavet Mount Rushmore havde danske forældre og de har taget navn efter Børglum i Nordjylland, hvor de kom fra, så vidt jeg har forstået.
Man kan gå en tur på en Presidential Trial, det var dagens motion, op af trin, ned af trin, stadig i ca. 1500 meters højde, det kunne mærkes.
Lad mig sige det sådan at vi nu har billeder af de 4 præsidenter i alle mulige og umulige vinkler.
Vi sluttede af i gavebutikken, dog uden at købe noget, men der sad en gammel gut og signerede bøger, han havde været med til at “bygge” Mount Rushmore. Altså en ikke helt ung herre, eftersom det stod færdigt i 1941.
Glade og tilfredse var næste punkt på turen Crazy Horse…

542 km fortalte vores GPS os venligt i morges. Ankomststedet var 543 km væk!
Med andre ord, lige ud, lige ud, lige ud i meget lang tid. Vi fik set en hel del prærie i dag indtil turarrangøren fik den fantastiske idé at dreje af ved Badlands Nationalpark.
Det var egentlig ikke en rigtig omvej, vejen ville bare gå igennem nationalparken og føre os tilbage på den motorvej, der skulle føre os til Rapid City.
Efter den oprindelige plan ville vi lande i Rapid City efter mindre end 5 timers kørsel, men efter en afstikker til Badlands holdt det ikke helt stik, men hold da ferie for en god omvej. Må jeg i den forbindelse have lov til at rose den selvbestaltede guide
Landskabet var HELT fantastisk. Efter at have kørt flere hundrede km med fladt landskab kom vi til et landskab jeg aldrig har set magen til. Vi har været i Grand Canyon, men det her var lige så imponerende om ikke mere.
I bedste Heikendorf-stil havde vi selvfølgelig ikke stoppet og spist frokost, så det ville vi gøre i parken, men der var kø, så det gad vi ikke. Frokosten bestod derfor af en muesli-bar til hver. Heldigvis havde vi medbragt masser af vand. Det gav os god appetit til aftenmaden, mere om det senere.
I stedet for frokost købte vi et par småting til os selv (rolig nu, familien bliver ikke udsat for souvenirs…endnu), lavet af Sioux-indianere.
Der skulle være ca. 40.000 bisonokser i parken, men de havde åbenbart valgt at holde ferie eller være et helt andet sted, vi så ikke skyggen af dem. Til gengæld var der en masse biler, der var stoppet et lidt mærkeligt sted, så det gjorde vi også og så rigtig mange bjerggeder. Der er en grund til at de hedder bjerggeder, først stod de måske 20 meter fra os, og lige pludselig var de på en klippe langt væk fra os, over en dyb dyb afgrund.
Nogle af stederne var der advarsler mod klapperslanger og en i familien var ikke helt tryg ved det, men vi så nu ikke nogen.
Hele vejen fra Sioux Falls var der billboards, altså kæmpe reklameskilte fra Wall Drug, jeg havde læst at det var en butik, der solgte alt mellem himmel og jord, og havde egentlig troet at valget stod mellem nationalparken og butikken, men da vi kørte ud af parken var den lige om hjørnet. Det var nu ikke en butik men nærmest en by, meget turistet, som solgte – ja alt mellem himmel og jord, men ikke noget vi lige havde behov for, så vi satte kursen mod Rapid City.
Velankommet skulle vi finde noget aftensmad, og det var ikke helt nemt. Vi bor lidt uden for byen og da vi ikke gad køre mere prøvede vi at finde et sted i gå-afstand. Det første sted var en “familie-restaurant”, det lærte vi så er en restaurant, der ikke serverer alkohol. Det eneste de serverede var klorin-vand og klorin-sodavand og det gider jeg ikke drikke. Deres mad var desuden XX med gravy eller cheese, altså smækfyldt med tung klam sovs eller ost, måske begge dele.
Til sidst tog vi bilen og kørte hen og spiste, nu sidder vi på værelset og slapper af.
I morgen skal vi på rundtil til Mount Rushmore, Crazy Horse og Devils Tower, tror jeg har nævnt det før, men GLÆDER mig.

Det er muligt familien havde fået det indtryk at de skulle tilbringe hele eftermiddagen/aftenen på vores hotel, men det var kun indtil jeg, som selvbestaltet turarrangør, var kommet i tanker om at der er en grund til at byen hedder noget med “Falls”. De har simpelthen et vandfald!
Når vi nu alligevel er her, er der ingen undskyldninger for ikke at bruge det kvarter det tager, for at kigge på det. Det gjorde vi så.
Familien har jo tidligere set Niagara Falls, som jo er vildt imponerende, men dette var altså heller ikke helt tosset. Lyder måske lidt mærkeligt, men det var mere naturligt. Jeg VED godt Niagara også er naturligt, men der er bygget en hel by op omkring det med gøgl og alt muligt og umuligt. Dette fine vandfald ligger midt i en park, hvor folk kommer for at nyde det og intet som helst andet.
Hårdt presset indrømmede familien at det var en god oplevelse.

Efter endnu et kulturelt indslag (som også tog noget længere tid end vores rundtur på Graceland, RANDERS) tog vi tilbage til hotellet, checkede facebook og andre vigtige ting for bagefter at tage over på den lokale restaurant, ca. 100 meter fra hotellet. “Howdy Folks”, så er man vist kommet væk fra storbyen. Henrik og jeg fik 16oz T-bones steaks (16oz = 453g) – det er godt nok dejligt kød! De kostede den svimlende sum af 21$ pr. styk, det er sådan ca. 120 kr. Det er billigt at gå ud at spise herovre, sikke vi kunne lokke turister til hjemme, hvis prisniveauet var nogenlunde rimeligt. Ved godt tjenerne ikke får så meget i løn, men det er næsten obligatorisk at lægge 15% på regningen herovre. Hjemme er det velset, (meget velset!) men ikke et krav.
Der kom også en familie ind, der lignede en amish-familie, desværre satte de sig så jeg sad med ryggen til dem. Æv! Vi er heller ikke helt sikre på at det var amish, vi så i hvert fald ikke nogen hestevogn, der stod og ventede på dem, da de kom ud. Måske var det mennoitter, eller også var de bare klædt ud?
Om lidt skal familien vækkes, og så står den på 5 timers kørsel, ca. 559 km for at komme til Rapid City.
I morgen står den på Mount Rushmore, Crazy Horse og Devil’s Tower.