USABLOG

Amerikanere har sørme humor, på deres nummerplader står der “California – the sunny state”, øh nå, hvorfor går vi så alle og småfryser her i San Francisco i juli måned? Her er koldt, ca. 20 grader, så det er lange bukser og trøjer – æv.

Det er ok for mig, for en af de ting, jeg lærte i Toronto er, at selvom det er overskyet om morgenen kan solen godt skinne senere på dagen og derfor skal man bruge solcreme, når man går rundt i soltoppe. Hvis ikke, får man en lettere rød kulør

Vi har fået nyt værelse, denne gang med to senge – noget bedre end 1 stor seng.

Vi har allerede været ude at køre med Cable Cars 4 gange og som de erfarne turister vi er, stod vi naturligvis ikke i en alenlang kø nede ved begyndelsen af linjen, men gik et stoppested frem og hoppede på der. Det er STADIG sjovt at køre med Cable Car.

Destinationen var Fishermans Wharf, vi skulle ned og hilse på søløverne – men rygtet må være nået i forvejen, for der var ikke særlig mange tilbage. I september var samtlige pladser optaget, og de ligger tæt, i år var der kun 2 – 3 af de der flydende tingester, de ligger på, der var optaget.

Jeg har hørt at de skulle forsvinde, og de har åbenbart været færre end der er nu. Det står i USA TODAY http://www.usatoday.com/travel/destinations/2010-03-03-san-francisco-sea-lions_N.htm

Efter at have kigget lidt rundt tog vi hjem for at tage i Macys og købe en trøje eller noget overtøj til Isabella, men vores shoppegen er forsvundet igen, så vi fandt ikke noget. Brugte eftermiddagen til at slappe af på værelset, og tog til Fishermans Wharf igen om aftenen for at spise. Det blev til en omgang clam chowder i et brød, det er suppe, hvor selve skålen er surdejsbrød. Det smagte dejligt.

I morgen skal vi derned igen, vi skal have købt skilte fra Alcatraz, vi har to derhjemme, men mangler et par af “regulation rules”. Ikke fordi, der er nogen, der retter sig efter dem, men man har da lov at håbe…

Vi skal også en tur hen og se “the painted ladies” – det er de huse man altid ser på film.

Vi så godt at der ikke stod sædenr. på vores boardingpass, men tænkte at det var et af de fly, hvor man selv kan vælge hvor man vil sidde.

Det var det så IkKE!

Da vi skulle checkes ind stillede vi os glade og optimistiske op i rækken af passagerer, kun for at blive bedt om at sætte os hen og vente, mens alle andre fik lov til at gå ombord. I det vi gjorde det sagde Isabella, “sagde de noget om “oversold?”

Henrik og jeg kiggede på hinanden og så gik Henrik hen til en anden skranke og stod i kø. Mens han stod der, annoncerede check-ind-damen at antallet af passagerer og passagersæder ikke stod i overensstemmelse med hinanden og om man mon havde lyst til at blive i Toronto natten over mod kompensation? Nej tak, nu var vi lige sluppet igennem! Der var 5 pladser tilbage at dele ud af, hvis Henrik ikke havde stillet sig i kø, ville vi have siddet i Toronto nu.

Check-ind-damen checkede samtidig en anden børnefamilie ind og de skulle i hvert fald sidde sammen, for det var mindre børn, hvorefter jeg sagde at Victor da ikke kunne sidde alene. Det skulle han heller ikke, sagde Henrik. JO, det skulle han, godt nok på samme række som mig, men ikke sammen.

Jeg spurgte derfor den herre jeg sad ved siden af, om han ville bytte, det kunne han ikke på grund af dårlig ryg, fair nok, så spurgte jeg manden ved siden af Victor- “I prefer the aisle”- hvorefter han rævesov.

SÅ rejste jeg mig og spurgte manden på den anden side af Victor og han ville heldigvis godt, så vi kom da på plads. Aldrig har jeg set nogen komme så hurtigt af et fly som “I prefer the aisle”-manden han turde slet ikke se mig i øjnene.

Heldigvis fik vi vores bagage i nogenlunde tid, tog en taxa til hotellet, og var meget parate til at gå til køjs.

Der var bare lige det problem at vi havde bestilt 2 queensize senge og hotellet havde – upsi – kun et værelse med en kingsize bed. Do you mind? Om vi “minder” at sove 4 mennesker i samme seng, ja det kunne han da lige bande på!

Jeg talte ellers godt for min syge moster, men når han ikke har noget værelse, er der ikke så meget at gøre, så vi fik værelset og en “roll-away-bed”, som vi selvfølgelig skulle vente på, og piccoloen bad Henrik om at hjælpe med at flytte rundt på sengen så der var plads. ÅHHHH! Vi får nyt værelse når I læser dette.

Var lidt grumpy da kl. var 23.15 lokal tid, men i vores canadiske verden var kl. altså 2.30 om natten.

Welcome to San Francisco!

I dag er sidste dag i Canada. Vi tog ned til Ishockey – Hall of Fame for at finde ud af, alt hvad der er værd at vide om ishockey. Der var lukket, troede vi, men vi blev klogere senere, så i stedet fik jeg den glimrende idé at jeg ville se Torontos “Walk of Fame” med stjerner på fortorvet. Der var bare lige den hage ved det, at jeg ikke kunne huske, hvor det var. Troede at mene at kunne huske at det var i nærheden af noget teater, (smart nok!) men det var selvfølgelig ikke ved det nærmeste. Vi kiggede derefter på kortet og fandt noget, der kunne minde om et teater og vupti, der var Torontos “Walk of Fame” med Shania Twain, Kiether Sutherland, Celine Dion etc. og jeg fik selvfølgelig

foreviget dem alle. Der er altså heller ikke så mange som på Hollywood Boulevard.

Derefter tog vi tilbage til ishockey-museet, og fandt ud af at indgangen havde gemt sig nede i et indkøbscenter. Det havde man åbenbart valgt IKKE at skrive på den gamle hovedindgang! Victor fik sig en “ishockeybold” i butikken, som man selvfølgelig

skulle igennem for at komme ud af museet.

Ja, så ved vi lidt om ishockey, og blev da også helt stolte da vi så en enkelt dansk spiller afbildet.

Derefter tog vi ned til havneområdet, dejligt område, hvor vi fandt en ok restaurant så vi kunne spise frokost.

Vi havde jo besøgt CN Tower, men tog tilbage for at kigge lidt i souvenirbutikken, men det eneste vi lige kunne finde var et par postkort, som vi fik skrevet og sendt.

Det blev tid til at tage til lufthavnen, og da vi skulle igennem den amerikanske immigration blev det for alvor “sjovt”.

Henrik fik taget fingeraftryk på højre hånd, ingen problemer, Victor er for lille så han slap, Isabella fik taget fingeraftryk – ingen problemer og så blev det ellers min tur. Først skulle jeg have højre hånd på scanneren, hm…. derefter skulle jeg også lægge tommelfingeren på…hm, så blev det venstre 4 fingre, tommelfinger, højre hånd igen, venstre hånd igen og endelig højre igen OG så blev der ellers stemplet ok i passet. Inden da havde jeg ellers set i ånden at jeg blev efterladt i Canada mens resten af familien tog til USA. Bagagen blev afleveret, vi blev checket i Security, og denne gang var det Victor der måtte vise sit Spiderman-mavebælte, hvor den famøse ishocky-puck var. Heldigvis fik Victor lov at beholde den. I skrivende stund sidder vi og venter på flyet til San Francisco.

Så er vi vendt tilbage til Toronto efter en spændende heldagsudflugt til Niagara Falls. Sikke en masse vand!

Turen var en del af rejsen så vi skulle bare vente på at blive hentet af en bus, og godt at vi ikke lejede bil men foretrak den arrangerede tur. Vi fik set meget mere end hvis vi selv var taget afsted.

Der var knap 2 timers kørsel til vandfaldene, vi blev smidt af ved det canadiske vandfald og fik tid der. Vi fik selvfølgelig taget en million-milliard billeder, hvorefter vi købte entre til en tur bag ved vandfaldene. Vi fik udleveret smarte regnslag ved indgangen, så det lovede godt. Vi kom ud på en lille platform lige ved vandfaldet og hold da helt ferie, hvor blev vi våde. Sjovt nok blev de andre turister ikke lige så våde som os, i hvert fald spurgte butikspersonalet (jo, også i Canada ender alle turistattraktioner i en souvenirbutik) om vi havde haft det sjovt.

Derefter spiste vi frokost med resten af selskabet, buffet, vi overlevede men holdt os også fra sushien!

Maid of the Mist var næste stop, bådtur helt hen til vandfaldet, også her fik vi udleveret klædelige regnslag, denne gang i en fiks blå farve. Det var ubeskriveligt at være så tæt på vandfaldet, flot og mærkeligt.

Vi skulle også se det amerikanske vandfald, det er knap så stort, hvorefter turen gik videre til bl.a. Canadas første hovedstad Niagara-on-the-lake – meget sød by, der minder lidt om Solvang og Carmel i Californien.

Turen sluttede med en vinsmagning – måske skulle de hellere promovere sig på ishockey og den slags – vin er ikke deres spidskompetence.-(

Det er et utroligt frodigt landskab, vi kørte igennem “frugtland” og vinmarker, og som nævnt havde vi nok bare taget motorvejen frem og tilbage, hvis vi havde været alene.

I morgen skal vi se lidt mere af Toronto, sikkert også Hockey – Hall of fame, det vil Victor gerne.

Det lykkedes os at komme ind i Canada uden problemer – vi havde udfyldt en “vi kunne godt tænke os at besøge jeres land-formular” og den blev stemplet og godkendt efter at vi var blevet udspurgt af en immigrationsmedarbejder UDEN humor, i hvert fald sagde vi “ingen” da han spurgte om vi kendte nogen i Canada. Vi kender da Celine Dion (ja, altså jeg har da været til hendes koncert i parken way back) og vi har CD’er med Shania Twain og set film med Leslie Nielsen, men vi svarede altså bare “nej”. Efter 10 meter (igen!) skulle vi vise sedlen til en ny medarbejder for at vi kunne hente vores bagage, og derefter aflevere sedlen inden vi forlod lufthavnen.

Vi tog en taxa til hotellet, og gik efter lidt afslapning hen til CN Tower. Er denne by dog hot eller hvad? Luftfugtigheden er tårnhøj, og tøjet klæber til kroppen – ikke nødvendigvis noget kønt syn.

Vi nåede tårnet i god tid, så vi havde tid til at kigge inden vi skulle spise aftensmad. Der er glas i gulvet, så man kan kigge ned, mens man kører op (og ned, selvfølgelig!) Det meget berømte glasgulv i selvet tårnet er altså ikke så fantastisk igen, synes jeg, jeg troede det fyldte mere, men det er kun ca. 10 m. Jeg turde godt stå på det, det er jo ikke vinduesglas men panserglas, men det var der mange, der ikke turde.

Restauranten var dejlig, med en MEGET effektiv air-condition, måske fordi vi var lidt trætte på det tidspunkt. Maden var dejlig, og vi nåede hele vejen rundt. Restauranten drejer jo, mens man spiser. Fantastisk mad og fantastisk udsigt.

Derefter tog vi en taxa til hotellet og på det tidspunkt var den 21.15 lokal tid, men altså ca. 3 om natten DK-tid, så vi havde været oppe i lang tid.

I dag lørdag skal vi til Niagara Falls, vi bliver hentet af en bus kl. 8. 15.

Mere om det senere.

Så er vi på vej, vi befinder os et eller andet sted over Atlanten, der er stadig over 3 timer til vi lander i Toronto.

Egentlig ville vi have været til Florida, men vi skylder vores “rejsepusher” Lars fra Nyhavn stor tak, fordi han “forbød” os at tage til Florida i orkan-sæsonen. (Hedder det en orkan-sæson, ligesom jordbærsæson og aspargessæson??)

Forbød og forbød, nej selvfølgelig ikke, men han frarådede os det på det kraftigste, ingen grund til at bruge feriedage på at blive evakueret fra en evt. orkan. Så sent som i dag læste vi på tekst-TV at orkanen “Bonnie” er på vej til New Orleans, med en afstikker til Florida.

Nasa havde ellers været så venlige at arrangere en raket-rum-et eller andet opsendelse mens vi var der ovre, men det må vente til en anden god gang.

Godt vi skal til Canada og Californien:-)

Tur, men er foreløbig gået fint, vi mødte endog en sikkerhedsvagt i Kastrup med humor, men det er mig en gåde at vi skal vise pas 4 gange. Først ved bagage drop off, siden til politet inde i lufthavnen og dernæst på vej ind i loungen til flyet og sidst men ikke mindst 10 meter senere når vi går ind i SELVE loungen skal vi også vise pas.

Håber det er mere smidigt i Canada.

Vi lander lokal tid 13.40, og har bordreservation i CN Tower kl. 19.15. Mere om det senere, og sikkert også et par billeder:-)

Det er på forunderlig vis lykkedes os at overbevise hinanden om at en tur til Legoland i Billund er næsten lige så dyr som en tur til USA!
Vi havde ellers besluttet at holde en discount-ferie i år, med en enkelt afstikker til Legoland.

Det var altså indtil vi så, hvad en enkelt afstikker til Legoland koster. Vi regnede lidt på det og med entre i to dage, overnatning, mad, brobizz og alt det der kunne det ikke gøres for under 6000 kr. Så var det at vi for sjov undersøgte hvad en lillebitte charterrejse ville koste for os 4, jamen i forhold til hvad man fik for pengene, ikke såååå voldsomt meget mere. En eller anden burde kappe min internetforbindelse for så var det jo at jeg liiiiiige ville se, hvad det mon ville koste at tage til USA, og forskellen, jamen i forhold til oplevelserne og hvad man får for pengene og bla bla bla….
I hvert fald bad vi vores lokale rejsepusher om at lave et tilbud til os, det første tilbud resulterede i enighed om at Skanderborg (hvor Henriks arbejde denne sommer har bod og Henrik derfor kunne invitere os alle med gratis, mod nogle timers arbejde hver dag) var et fantastisk sted på jorden. Nr. 2 tilbud var noget bedre, så vi har bestilt rejsen til USA til sommer, vi flyver til Toronto, overnatter i to dage, udflugt til Niagara Falls, flyver til San Francisco, overnatter i 4 dage, ned af HIGHWAY 1, overnatter en enkelt gang der, og de sidste 7 nætter er vi i Los Angeles, hvor vi sikkert (helt sikkert!!) skal besøge Universal Studios, Disneyland, ned og vade rundt på Walk of Fame (Henrik mangler vist stadig 4097 stjerner, han fik kun billeder af ca. 200 sidst!) og sikkert også en tur til stranden hvor Baywatch er optaget. Derefter direkte hjem via Toronto.