USABLOG

Da vi fik nærstuderet kortet i morges kunne vi godt se at vores shuttlebus ikke havde været hele parken igennem så vi besluttede at køre en tur selv.
God beslutning, for der var mange smukke udsigtspunkter og vi mødte også et par rådyr. Der lever også bjergløver i parken, men de gad ikke vise sig, æv!

Efter denne lille ekstratur gik turen mod Colorado City, en by der blev grundlagt i 1985 af udbrydere fra Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, eller lidt mere mundret mormoner.
Mormoner går ikke længere ind for flerkoneri, så der var altså nogle der brød ud og bosatte sig i Colorado City. Vi havde set frem til at se indbyggerne men vi blev temmelig skuffede. Byen virker meget forladt, nærmest som en spøgelsesby med brædder for vinduerne i mange huse.
Et opslag på byens hjemmeside viser en note om at man skal meddele det til en retsofficer (er ikke sikker på at titlen er korrekt), hvis man føler at man er blevet krænket eller føler sig diskrimineret. Byen er blevet pålagt at leve op til USA’s lovgivning!

Måske skyldes flugten fra byen at en af grundlæggerne nu er dømt for seksuelle overgreb mod børn og sidder i fængsel på livstid + 20 år! Ved ikke helt, hvordan de sidste 20 år efter livstid skal afsones, men håber ikke det bliver et rart sted!

Således opmuntrede (!) gik turen mod Zion Nationalpark, det vil sige vi (jeg!) har fundet et fint hotel i en lille by, der hedder La Verkin. Vi mistede en time på vejen, fik en time og mistede igen en time da Arizona (hvor Colorado City ligger) og Utah er i forskellige tidszoner. I hvert fald blev vi enige om at vi fortjente at slappe af her i eftermiddag ved poolen og så tager vi først i nationalparken i morgen.

Derefter går turen til Las Vegas, hvor vi skal være i to nætter.

Jeg glemte at skrive i går at jeg havde fået øje på et skilt
med Scenic View tæt på hotellet. Der skulle vi da lige ned, vi kunne se der var
en hel del biler parkeret og tænkte derfor at udsigtspunktet var der. Det var
det ikke!

Det var nærmest som at hike, tror jeg nok, i hvert fald var
der kun et enkelt lille rækværk og ingen rigtig sti, kun klipper. Det var
absolut turen værd, til den ene side var der udsigt over dæmningen og til den
anden side udsigt over floden – San Juan.

Efter en god nats søvn gik turen videre til Bryce Canyon,
endnu en nationalpark. Vi passerede ret
hurtigt statsgrænsen fra Arizona til Utah uden at der blev gjort noget særligt
ud af det, andet end et ”Velkommen til Utah”. Tak for det.

Landskabet er utroligt varieret, grå bjerge, rå klipper,
næste vejsving er det røde bjerge med masser af planter og marker, der er ved
at blive vandet.

Vi ankom til vores hotel i god ro og orden, vi er så glade
for at vi ikke er her i højsæsonen. Hotellet er et cirkus på den dårlige måde.
Indtjekningsfyren havde mere travlt med at høre og kommentere indtjekning, der foregik ved siden af os.

Alt i området er ejet af hotellet, priserne er på grænsen
til det uforskammede. Henrik og jeg tog på udflugt i hotellets shop, vi er godt
klar over at det selvfølgelig er dyrere end Walmart men en lillebitte deodorant
i rejsestørrelse tager de 38 kr. for. Ikke at vi havde brug for en, vi har og
bruger til glæde for alle.

Nå men cirkushotellet ligger lige uden for parken og der er
bekvemt et shuttlebus-stoppested. Bussen kom samtidig med os, og da vi har
årskort var det bare at sætte sig ind og blive kørt rundt. Vi havde vist nok
glemt at få et kort over området og vand havde vi selvfølgelig heller ikke med.
Dog havde jeg skiftet fra sandaler til praktiske løbesko (de skal jo bruges,
mens vi er her!) Jeg var nok også den eneste i kjole 😉

Vi ville egentlig bare lige køre turen rundt og få et
overblik, men da chaufføren sagde at der kommer en ny bus hver 10. minut stod vi
af ved Bryce Point. Wauh!!

Der stod en del mennesker og kiggede på en busk, hm, der er
så mange hoodoos at se på. Jeg kan ikke helt oversætte hoodoos, men det er
kalksten, der stikker op af jorden.

Det folk havde travlt med at se på var et jordegern, der sad
på en busk og skuede ud over landskabet. Den tog vi selvfølgelig også et par
billeder. Virkelig flot landskab!

Tilbage til hotellet, fandt et sted at spise uden for ”Ruby’s
Inn-cirkus” og tog tilbage til parken for at se om solen var parat til at gå
ned. Det var den og det fik vi også taget et enkelt lille billede af.

I dag tager vi nok en ekstra tur igennem Bryce Canyon og
ellers går turen til Zion Nationalpark, dog med en afstikker til Colorado City
på anbefaling af en god gammel (nej, forhenværende!) kollega.

Efter sejlturen i Antelope Canyon kørte vi direkte hen til Horseshoe Bend men på parkeringspladsen var der advarsler om at der er ekstremt varmt, man skal medbringe vand og man ikke må have sandaler på. Jeg havde sandaler på og havde ikke lyst til at gå på varmt sand i sandaler. Derfor tog vi tilbage på hotellet for at jeg kunne skifte til noget mere egnet fodtøj.

Da vi først var komme tilbage havde Victor ikke lyst til at tage med, så Henrik og jeg tog afsted alene. Påbuddet om at bære hat ignorerede Henrik, men jeg har hele dagen været iført en smart rød bandana, det er ikke fordi jeg er blevet bandemedlem i Los Angeles, men simpelthen fordi jeg er blondine og er blevet forbrændt i hovedbunden.
Turen ud til kanten stiger og falder med 49 meter, siger mit gps-ur, selve turen er vel ca. 1 mile, tur/retur, altså ca. 1.6 km.

Jeg har tidligere læst og set billeder fra stedet, hvor der ikke er hegn så man står på kanten og kigger direkte ned. Jeg har ikke højdeskræk, jeg har stået på glasgulv i både CN Tower i Toronto og Willis Tower i Chicago, men jeg har højdeskræk på andres vegne, hvis de står for tæt på kanten.
Nu ved I, hvordan I kan drive mig til vanvid, bare sæt en kop eller et glas for tæt på kanten af et bord, for det gælder nemlig også ting.

Derfor blev jeg virkelig glad da jeg så at der er sat et hegn op. Selvfølgelig er der altid nogle idioter, der lige skal ud på klippen, så de kan få det helt perfekte billede. Jeg får ondt i maven af at se på det. Det blæste lidt og måske kommer der et vindstød, jeg forstår virkelig ikke hvorfor kampen om det perfekte billede betyder mere end deres egen sikkerhed!

Nå men udsigten var helt fantastisk. Ord kan ikke beskrive det, så jeg smider et par billeder på. Enig ikke?

Tilbage på parkeringspladsen besluttede vi lige at køre hen til dæmningen for at kigge på den, helt imponerende. Vi kunne ikke vende bilen lige midt på broen så vi kørte videre, lige pludselig ankom vi til endnu en nationalpark, 30 penge for at komme ind eller vores årskort. Der var udsigten også fantastisk og lige pludselig var vi i Utah. Da Victor var efterladt på hotellet besluttede vi at vende om, han havde også ringet og spurgt hvor vi blev af.
Vi kunne måske have brugt en ekstra dag her men så er der en god undskyldning for at komme tilbage!

Tilbage på hotellet tog Victor og jeg i fitnesscenter, det blev til lidt maskiner og lidt løbebånd
Aftensmaden blev indtaget hos Big John’s BBQ, hvor man sad udenfor, fik serveret på paptallerkener og med plasticbestik men det var rigtig god mad! Der var et cowboyband, der underholdt og der var store spande med jordnødder, skralden smed man bare på gulvet. Sjov oplevelse.

I dag går turen til Bryce Canyon

Igen i dag har det været en dag fyldt med dejlige
naturoplevelser.

Vi bor i Page, en by, der ligger ved den menneskeskabte Lake
Powell. Sø og sø er nu så meget sagt, i virkeligheden er det et vandreservoir,
der blev skabt da man byggede Glen Canyon Dam, men vandreservoir lyder ikke
lige så pænt som sø.

Dæmningen blev påbegyndt i 1956 og byen er grundlagt i 1957.
Hvis jeg havde været byplanlægger havde jeg placeret byen lidt tættere på
vandet, men her ligger den et pænt stykke fra søen.

Dagens første naturoplevelse var en sejltur i Antelope
Canyon. Vi kørte hen til mødestedet uden at have bestilt billetter, vi ligger
lige på grænsen til en tidszone og min ruteplanlægger sagde at destinationen 20
minutter var hotellet var i en anden tidszone. Med andre ord, vi aner ikke hvad
klokken er og lidt dum at købe billetter og så komme for sent.

Vi kom nu derhen i god ro og orden og blev stoppet for at
betale entre til parken. Heldigvis var damen i båsen så sød at spørge om vi
havde årskort, det har vi jo, men troede egentlig parken var indianerland. Det
var det ikke.

På grund af fjumeriet med tidspunkt blev vi nødt til at
vente på kajen i en lille time, uden adgang til internettet. Det er ikke så mærkeligt, det med nettet, vi
har kørt rundt meget ude på landet uden net overhovedet, men det mærkelige er
at jeg midt ude på sejlturen fik net!
Dagens trappetræning foregik i øvrigt ved at gå ned til båden af den rampe, der er billede af. Man kunne også ringe efter en slags golfvogn til at blive transporteret, men vi valgte altså at gå begge veje.

Båden ankom og så sejlede vi ellers igennem det ene mere
fantastiske landskab end det andet. Vi tog selvfølgelig et par billeder. Turen tog en times tid og så var vi tilbage igen.
Planen var en direkte tur til Horseshoe Bend, se næste indslag.

Henrik og jeg havde lavet en aftale med solen om at stå op
kl. 6.41 (vi snød og stod op lidt før men vi skulle også have kaffe og børstet
tænder) så vi kunne få taget et par billeder eller to. Det gjorde vi så! Da vi
kom tilbage var Victor ikke stået op og efter at have ventet et pænt stykke tid
(2 timer) besluttede vi at besøge Bluff Historic Fort mens Victor kom i
omdrejninger.

Besøget var mere interessant end vi havde forventet.
Mormoner på vej på til en bedre (?) verden gav lidt op der og bosatte sig, deriblandt
nogle danskere. Lidt sjovt at se danske navne og historier midt i ingenting.
Tænk at have taget turen over Atlanten for så mange år siden, en af familierne
havde ikke råd til at sende alle af sted samtidig, så de sendte blandt andre en
11-årig pige fra Danmark til Bluff helt alene

Vi blev for øvrigt hilst velkommen af en ældre herre, der
spurgte, hvor vi kom fra, og da han hørte vi var fra Danmark var han lettere
imponeret.

Tilbage til hotellet hvor Victor langt om længe var klar til
afgang! Dagens første stop var Mexican Hat, hvad til er nu det, vil en enkelt læser måske
spørge? Tja, det er vel sten ovenpå sten ovenpå sten, der så ligner en
mexicansk hat?

Det er lidt sært at sten og klipper kan være så imponerende, men det er de nu altså.
Jeg havde planlagt turen så vi kom fra
den ”rigtige” retning og da vi fik øje på det mest berømte sted var der da også
den ønskede wauh-effekt. Der var mange steder man kunne holde ind og tage
billeder og lad os sige at vi benyttede os af chancen.

Hele Momument Valley ligger i Navajo Nation men man kan også
tage en tur ind i deres egen nationalpark, vi overvejede lige om vi kunne se
noget, der var mere fantastisk end det vi lige havde set, besluttede os for at
støtte dem med de 20 penge det koster i entre.
Henrik spurgte den sure dame i båsen hvor man køber entre, som snedigt
nok ligger før deres informationscenter, om man kunne køre rundt. Det kunne man
på det de kalder en ”rough” vej, ja det skal jeg da lige love for den var. Der
var ikke adgang for busser og campere på den ca. 20 km lange tur og der havde
absolut heller ikke været plads. Det var hver eneste dollar værd!

Dybest set er det jo bare klipper der i tidernes morgen har
skilt sig lidt ud (ok, det er nok ikke
den helt videnskabelige forklaring) men det er stadig ret imponerende.
Der var flere udsigtspunkter på turen, bl.a. John Wayne-udsigtspunktet, hvor
man mod ussel mammon kunne få taget et billede på en hest og kigge ud over
horisonten. Det sprang vi nu over.

Mættet af indtryk kørte vi mod næste stop, byen Page, der
ligger ved Lake Powell.

Upsi dupsi, det var slet ikke meningen at vi skulle have været et smut til Colorado, men vi kunne ikke tjekke ind på hotellet i Bluff (det hedder byen altså) før kl. 16 så vi besluttede at tage en lille tur til Colorado for at se nationalparken Mesa Verde. Landskabet var meget varieret og hvis ikke det var fordi vejen var asfalteret ville vi have troet vi var de første..
Vi kørte igennem et indianerreservat hele vejen, Navajo Nation, det er det største reservat i hele USA og huser den største stamme Navajo (ikke kæmpe overraskelse, navnet taget i betragtning) men også Hopi-indianerne, som jeg sjovt nok har skrevet en opgave om en gang i folkeskolen. Desværre kan jeg ikke helt huske den!
At køre igennem et indianerreservat er desværre ikke så spændende som det lyder, tværtimod er her præget af fattigdom og mange, der bor i trailerparker.
Selve nationalparken var indrettet forkert, i hvert fald i forhold til, hvordan vi ankom. Der er kun en indgang, så når man er kommet ind og er nået til vejs ende skal man samme vej tilbage. Vi er dårlige turister eller noget, men det gad vi altså ikke. Det er en kæmpestor park og alle de spændende ting lå i den modsatte ende. HMFRG!! Vi fik da set lidt og naturen er helt fantastisk.
Sjov lille detalje, det er lovligt at være i besiddelse af og ryge cannabis i Colorado men ved indgangen til parken står der at det IKKE er tilladt at medbringe eller ryge det. For øvrigt må man slet ikke ryge her, der er forbud mod åben ild og det gælder altså også cigaretter.

Nå, men efter denne lille afstikker vendte vi snuden mod Bluff, Utah. Her var vi også temmelig alene og INGEN NET! Det gjorde nu ikke så meget for naturen er ubeskrivelig smuk og varieret.

Vi ankom til hotellet før tid, men vores værelse var parat og her er så dejligt. Vi bor med udsigt til bjergene og har planlagt at stå tidligt op for at se solen stå op.

I morgen går turen til Monument Valley 🙂

Der er en times tidsforskel mellem Arizona og New Mexico, men det havde vores GPS taget højde for. Gallup er for os et stop på vejen til de nationalparker vi gerne vil se, så vi ikke skal køre alt for lange stræk hver dag.
Da vi ankom tog vi en lille sightseeing i byen, det er en lidt trist affære. Den oprindelige route 66 kører igennem Gallup og her er det så tydeligt at se at de fleste butikker og moteller bare ikke har deres storhedstid mere.
Interstate 40, motorvejen er lige her placeret langt med route 66. Nu ved jeg godt at filmen Biler er en animationsfilm, men den beskriver meget præcist, hvad der er sket. Byerne langs route 66 er blevet til triste byer med moteller, der er lukkede og masser af grunde til salg. De moteller, der stadig er åbne ligner noget fra filmen Psycho. Lokalbefolkningen har mistet deres eksistensgrundlag, i hvert fald her hvor det er begrænset hvor mange turister der kommer.
Noget af vejen til Grand Canyon er route 66 og der kommer jo et væld af turister året rundt, så de klarer sig.

I morgen går turen til Bluff i Utah, vi har endnu ikke besluttet om turen går via Mesa Verde Nationalpark eller direkte til Bluff.

Dagens mål var Gallup i New Mexico, men bortset fra at en del af vejen er den historiske Route 66 sker der ikke det helt store.

Derfor havde jeg til stor glæde (tror jeg nok) for resten af selskabet besluttet at vi skulle lave en lille afstikker til Petrified Forest Nationalpark. Jeg vil gerne rose mig selv for den gode beslutning for det var helt bestemt en omvej værd.

Da vi forlod Camp Verde kørte vi igennem en nationalskov og hvis ikke det var fordi vores GPS var sat til ville vi ikke have vidst at vi befandt os i Arizona. Der var grønt så langt øjet rakte og vi følte os en lille smule alene. For en i selskabet var det en helt gruopvækkende oplevelse, der var intet INTERNET!!

(Vi har købt data i Brooklyn så vi kan være på hele tiden, Henrik har 3 og er dækket, men det er Victor og jeg ikke. Det smarte er at vi har fået amerikanske nr. og derfor kan ringe til hinanden. Det er smart i Walmart, når vi ikke kan finde hinanden!)

Heldigvis var der da internet i nationalparken og det var simpelthen så smukt, første stop var ved besøgscentret, hvor der var en lille sti hvor man kunne se en hel masse forstenede træer. Skulle det være interessant, spørger mine bloglæsere måske om? Tja, jeg skal spare jer for hvordan de er blevet forstenede, men det ligner ædelstene. Helt fantastisk!
Ved besøgscentret blev vi gjort opmærksom på at det er “lyn-og torden-sæson” og man skal søge ly, hvis det pludselig begynder at lyne. Arizona er den stat, hvor der er flest lynnedslag. Vi kunne se regnvejr i det fjerne og de mest fantastiske skyer. På et tidspunkt var de røde, simpelthen fordi jorden gav genskær.

Vi skulle selvfølgelig også se Painted Desert, et område i nationalparken hvor det ser ud som om jorden er malet, det er den selvfølgelig ikke, men de forskellige lag jord der giver effekten.

Fra den ene del af parken til den anden passerede vi den legendariske route 66. Det skulle selvfølgelig også lige dokumenteres.