Jeg glemte at skrive i går at jeg havde fået øje på et skilt
med Scenic View tæt på hotellet. Der skulle vi da lige ned, vi kunne se der var
en hel del biler parkeret og tænkte derfor at udsigtspunktet var der. Det var
det ikke!

Det var nærmest som at hike, tror jeg nok, i hvert fald var
der kun et enkelt lille rækværk og ingen rigtig sti, kun klipper. Det var
absolut turen værd, til den ene side var der udsigt over dæmningen og til den
anden side udsigt over floden – San Juan.

Efter en god nats søvn gik turen videre til Bryce Canyon,
endnu en nationalpark. Vi passerede ret
hurtigt statsgrænsen fra Arizona til Utah uden at der blev gjort noget særligt
ud af det, andet end et ”Velkommen til Utah”. Tak for det.

Landskabet er utroligt varieret, grå bjerge, rå klipper,
næste vejsving er det røde bjerge med masser af planter og marker, der er ved
at blive vandet.

Vi ankom til vores hotel i god ro og orden, vi er så glade
for at vi ikke er her i højsæsonen. Hotellet er et cirkus på den dårlige måde.
Indtjekningsfyren havde mere travlt med at høre og kommentere indtjekning, der foregik ved siden af os.

Alt i området er ejet af hotellet, priserne er på grænsen
til det uforskammede. Henrik og jeg tog på udflugt i hotellets shop, vi er godt
klar over at det selvfølgelig er dyrere end Walmart men en lillebitte deodorant
i rejsestørrelse tager de 38 kr. for. Ikke at vi havde brug for en, vi har og
bruger til glæde for alle.

Nå men cirkushotellet ligger lige uden for parken og der er
bekvemt et shuttlebus-stoppested. Bussen kom samtidig med os, og da vi har
årskort var det bare at sætte sig ind og blive kørt rundt. Vi havde vist nok
glemt at få et kort over området og vand havde vi selvfølgelig heller ikke med.
Dog havde jeg skiftet fra sandaler til praktiske løbesko (de skal jo bruges,
mens vi er her!) Jeg var nok også den eneste i kjole 😉

Vi ville egentlig bare lige køre turen rundt og få et
overblik, men da chaufføren sagde at der kommer en ny bus hver 10. minut stod vi
af ved Bryce Point. Wauh!!

Der stod en del mennesker og kiggede på en busk, hm, der er
så mange hoodoos at se på. Jeg kan ikke helt oversætte hoodoos, men det er
kalksten, der stikker op af jorden.

Det folk havde travlt med at se på var et jordegern, der sad
på en busk og skuede ud over landskabet. Den tog vi selvfølgelig også et par
billeder. Virkelig flot landskab!

Tilbage til hotellet, fandt et sted at spise uden for ”Ruby’s
Inn-cirkus” og tog tilbage til parken for at se om solen var parat til at gå
ned. Det var den og det fik vi også taget et enkelt lille billede af.

I dag tager vi nok en ekstra tur igennem Bryce Canyon og
ellers går turen til Zion Nationalpark, dog med en afstikker til Colorado City
på anbefaling af en god gammel (nej, forhenværende!) kollega.