USABLOG

Hm, vores kufferter er på mystisk vis krympet i løbet af
natten. Vi mente bestemt vi havde plads til de par småting vi havde købt rundt
omkring på diverse outlets, men nej! Derfor blev vi nødt til at finde en
kuffert. Victor blev på værelset og vi andre gik hen til Target (hvor vi med
held havde købt en god kuffert til Isa), men der er åbenbart forskel på
SuperTarget og almindelige Chicago-Target. Der var ikke nogen af de gode
kufferter, tilbage til Macys, hvor der heldigt nok var 50% rabat på samtlige kufferter.
Vi fandt en fin Samsonite, der passede både i pris og størrelse og derefter hen
til hotellet og få de sidste ting pakket. Da vi havde klaret det, var det tid
til at se prøveopvisning. Jagerflyene havde nu været omkring dagen før, men der
var vi downtown og der er sjovt nok skyskrabere, der ødelægger udsigten lidt.

Vi gik derfor ned til Navy Pier, men helt nede i bunden var der spærret af, de
ville åbenbart tage entre til dagen efter for udsigtens skyld. Nå, men vi er jo
lokalkendte, så vi gik en lille genvej og havde derfor udsigt til stedet, hvor
der var øvelser. Det begyndte fint med propelfly, men vi havde jo dagen før set
jagerfly, så det var dem vi ville se. Jeg tror vi sad der er par timer i
stegende hede uden et eneste jagerfly. Note til folk, der kigger på propelfly;
Det nytter ikke at klappe, piloterne kan ikke høre det!

Vi besluttede derfor at gå hen på stranden et pænt stykke
væk, hvor udsigten også var bedre. På vej derhen hørte vi et par amerikanske
kvinder tale om at de jo øvede i går, så det var ikke sikkert de ville øve igen
i dag. Vi er superoptimister, så vi satte os ved bredden af Lake Michigan og
lige pludselig kom der jagerfly! Wauh! Sikke en opvisning. Der var i alt 6 fly
og for pokker, de kunne flyve. Vi håbede at vores SAS-pilot ikke så med og
ville øve nogen af tingene på næste dags flyvning.

The Blue Angels (som de her jagerfly kaldes) fortsatte deres
show i ca. 40. min. Da vi havde set det tussede vi rundt i byen, købte lidt
småting (vi havde jo lige købt ny kuffert!) og derefter tilbage på hotellet.

SHOWTIME!

Da vi havde spist morgenmad gik Henrik hen for at høre om vi
kunne få en late check out, ellers var det kl. 12. Nej, desværre hele hotellet
var booket. Nej, det var ej, jeg havde for sjov forsøgt at booke 4 værelser
samme dag uden problemer. Hvis det er hotellets politik at folk daffer af kl.
12, så sig det, lad være med at lyve!!
Vi fik derfor opbevaret bagagen på hotellet, de fortalte at vi burde bestille
en bestemt slags bil til al vores habengut (herregud, 5 kufferter og 5 tasker,
det er da ingenting) til ca. 60$. Superoptimister igen, mente vi nok at vi
kunne finde en taxa stor nok til os. Det kunne de sidste år, så hvorfor ikke i
år?
Nå, men da vi fik vores ting mente en ny medarbejder (ny som i ham havde vi
ikke været udsat for før) at vi burde bestille en stor bil, ikke meget dyrere
end en almindelig taxa. HM! Henrik signalerede 10 og vi troede naivt han mente
10 minutter, men det var 100$. Vi gav 36$ for at komme fra lufthavnen til
downtown, så mon ikke det er nogenlunde det samme den anden vej? Vi sagde ok,
fordi vi troede det var om 10 minutter, men i mellemtiden kom der en anden taxa
og spurgte om vi havde brug for en? Øh, jo tak, aflys den anden, og da den nye
taxa så endelig indså at vi var 4 personer, selvom vi havde sagt det, måtte han
erkende at han ikke havde plads. Da havde vi afbestilt den dyre, (og jeg havde
nævnt noget om plyndring…) men ny taxa lovede at tilkalde en stor. I
mellemtiden gik ”ny medarbejder” ud på gaden og kaprede en stor taxa. Den tog
vi så og taxachaufføren spurgte om vi ville have flat rate på 60$ (mange mange
mennesker ud af byen stor trafik bla bla bla) eller betale hvad taxameteret
viste. Efter taxameter tak! Det blev 41$ Banditter! Først sparede vi 59$ på
ikke at køre med hotellets specielle transport, så sparede vi 19$ på at køre
efter taxameter. Hvad der er sparet er tjent. Jeg bliver så sur, når de prøver
at narre os. Kom nok også til at nævne Expressway Kennedy og O’Hara i samme
sætning, så han vidste at jeg vidste, hvilke vej, der fører til lufthavnen.

Check-in gik fint, vi havde vejet vores kufferter hjemmefra,
(altså på hotellet) og den ene vejede max 2 kg over. Det ville koste os 30$,
hvis ikke det var fordi vi hev Henriks nye boksevanter ud og kom dem over i
håndbagagen, som ikke bliver vejet. Åhhh. De andre kufferter vejede jo ikke i
nærheden af, hvad de måtte. Vi slap for overvægt og gik derefter hen til det
sted, hvor USA åbenbart beskæftiger ældre mennesker, der åbenbart har en ikke
opfyldt drøm om at være FBI eller CIA eller noget i den stil. Vi kan da ikke
lade Henrik holde alle vores pas og boardingpas, næ nej, vi skulle vi især
holde vores pas. Fint nok. Næ, så skulle vores boardingpas ind på den side,
hvor passet var slået op. Gad damen kigge på det, da vi havde omrokeret? Nej!
Lod medarbejderen ved siden af folk ind, UDEN det ræs? Ja!
Videre til sikkerhedscheck, hvor vi skulle smide sko og heldigvis ikke andet.
Men denne gang slap vi ikke for bodyscanneren, men den er ikke så slem som den
lyder. Faktisk er det eneste de kan se, metal! Hvis ens krop ikke indeholder
metal (eller tøjet man har på) ser alle ens ud. Sikke en lettelse!

Flyet var til tiden, landede 10 minutter før. Vi blev hentet
af min mor og far og nu vasker vi tøj og slapper af.

I dag var dagens vigtigste opgave at købe de søde kaffekrus, jeg havde set i Disney-shoppen på the Magnificent Mile sidst vi var her. Problemet var bare at biksen havde lukket. Man kan ikke forlade byen i 4 uger og straks laver de om. Den anden Disney-biks, der ligger på North State var desværre ikke leveringsdygtig i de kopper. Æv. Morale: Når man ser noget man vil have, skal man købe det!!
Det meste af formiddagen gik med at tulre rundt, nyde byen og kigge op i luften. I weekenden er der opvisning med jagerfly og jeg havde læst mig til at de øver i morgen, men de har åbenbart tyvstartet da de allerede er begyndt at øve i dag. Aldrig har jeg set jagerfly så tæt på, altså med mindre de holder på jorden. De har fløjet i formation over byen flere gange og det larmer helt vildt. Godt vi havde læst på forhånd at der er show, ellers er det altså lidt skræmmende at se et fly nærme sig en skyskraber med høj hastighed!
Vi havde aftalt at vi skulle ned og kigge på bønnen, spejldimsen nede ved Cloud Gate når det blev mørkt, så der gik turen hen. Det var så meningen at vi skulle spise bagefter på vej tilbage til hotellet, men vi fandt ikke lige noget. Derfor blev middagen indtaget i hotellets bar, hvilket også var ganske underholdende.
Tidligere er jeg jo blevet beskyldt for at indkredse amish-folket på 1m2 eller noget i den stil, og denne gang er det altså rigtigt. Der må være amish-kongres her i nærheden, vores hotel er fyldt med amish-folk. Det er så mærkeligt at se dem uden for deres eget miljø. Henrik og jeg kørte i elevator med to og den ene havde i hvert fald ikke fundet ud af deodorantens egenskaber;-) Vi så et andet par, der spurgte om vej til trappen fordi de i hvert fald ikke skulle bruge den slags nymodens ting som en elevator. De virker søde og rare, men de har bare et helt andet liv end vi har.
Når der er managers reception (med gratis vin og spiritus) er de henne for at hente sodavand. De står slet ikke i kø til baren men går direkte hen til tranebærjuicen. Så lærte man da lige at det kan drikkes uden vodka
I morgen er det vores sidste dag, vi skal hen og se flyopvisning og ellers bare fordrive tiden inden vi skal i lufthavnen.

Nedenstående råd er ikke specielt
henvendt til den sure gamle tjener i Omaha, og enhver lighed med nuværende
tjenere eller andre i servicefaget er udelukkende tilfældigt!

Placeur: (Altså den person, der
står ved indgangen og ser folk an, og derefter vælger et bord til gæsterne)

Når der kommer 4 gæster ind og der ikke er andre i nærheden er det IKKE
nødvendigt at spørge, hvor mange man ønsker et bord til. Det er tydeligt. Vi er
4 personer og derfor ønsker vi et bord til min. 4 personer.
Børnefamilier har ikke et udpræget behov for at sidde i nærheden af toilettet
eller i nærheden af køkkenet eller ved udgangen.
Hvis placeuren har erfaring for at børnefamilier
larmer og derfor placerer dem uhensigtmæssigt, vil det påvirke alle, der

A – skal på toilettet
B – laver mad. Køkkenet kan derfor ikke koncentrere sig, og vil glemme at varme
maden, glemme at lave den korrekte ret etc. Flere fejlmuligheder i kombination
kan forekomme.

hvilket er til gene for langt de
fleste.

Tjener/Serveringspersonale (den
eller de personer, der tager imod bestilling og derefter slasker/pænt serverer
maden for de personer, der har bestilt retten)

Vi har som regel IKKE bestemt os for
en bestemt ret før vi har fået udleveret menukortet. Lad derfor være med at
spørge, så snart vi sætter os. Vi aner ikke, hvad vi vil spise/drikke på det
tidspunkt.
Lad være med at se totalt opgivende ud fordi det er en børnefamilie, der kommer
hen til dit bord. Vi er også en slags mennesker. Lad være med at ignorere
kvinden i selskabet, mange gange er det hende, der bestemmer om der skal gives
drikkepenge eller ej.
Lad være med kun at fedte for manden i selskabet, tit har han ikke noget at
skulle have sagt, hvad angår drikkepenge.
Lad være med at hælde mindre op i kvindens glas end i mandens (jf. råd om
drikkepenge!)
Lad være med at besvare en henvendelse med ”ehhhhhh?”og et ligegyldigt blik.
Alle i selskabet taler et fornuftigt engelsk og man bør derfor kunne forstå ord
som ”burger”, ”sprite”, ”menu” og lignende.

Undgå ligegyldighed, hvis man
kommer til at servere mad, men udmærket godt ved ikke er i orden. Prøv evt. med
et ”undskyld” (det er ok, hvis det bliver sagt på engelsk), vi gider ikke
spises af med desserter på husets regning, vi vil have den mad i den kvalitet
vi bestilte.
Undgå dumme undskyldninger hvis maden er kold til den ene i selskabet. ”Risene
er kolde” ”Ehhhh? Er de andre ting også kolde?” ”Det er jo ligegyldigt, det
hele skal være varmt, men ja, (efter at have stukket en finger i resten af
retten!) resten er også kold”
Undgå at servere (klor)vand midt i måltidet når alle øvrige gæster får det i
starten af måltidet. Vi føler os forbigået, selvom vi ikke drikker klorvand.
Samme gælder også for brød.
Den i selskabet, der beder om regningen, er også den, der skal modtage
regningen. Som regel er det nemlig den person, der har indvilliget i at betale.
Undgå derfor at give regningen til manden i selskabet med mindre han har bedt om regningen.

Hvis ovenstående nogenlunde
simple regler følges, vil børnefamilier meget gerne give gode drikkepenge!
Hvis ovenstående nogenlunde simple regler IKKE følges, vil børnefamilier slet
ikke give drikkepenge!

Det er ret fantastisk at vi har været udsat for folk, der ikke yder ordentlig service (de har heldigvis været få) men de lever faktisk af de drikkepenge vi giver dem. Er det virkelig så svært at være venlig?
Måske hænger det sammen med amerikanske børns opførsel i det offentlige rum? (Særskilt indlæg følger muligvis)

Da vi kørte ind i Chicago så vi endelig det springvand vi tossede rundt og ledte efter sidst, så i går var dagen, hvor vi ville kigge nærmere på det.
Det er i nærheden af Cloud Gate, der hvor bønnen er, men den sprang vi over i første omgang, der var alt for mange mennesker. I stedet gik vi en lang omvej på grund af vejarbejde, men det var turen værd. Sikke et flot springvand. Det “springer” anderledes hver anden time og vi var der (uplanlagt) da det skete. Søjlen i midten bliver MEGET høj, og når det blæser som i går, vil vi alle sværge på at det jagtede os, så vi blev våde. Vi gik hele vejen rundt og vandpjaskeriet fulgte efter os!
Jeg havde hørt/læst forkert om flyopvisningen, det er først fredag, så vi gik lidt rundt i byen og tog derefter tilbage på hotellet og slappede af. Dog først efter et pitstop hos Starbucks, hvorefter vi satte os hen ved et mindesmærke over Vietnam. Da vi sad der, dukkede der lige pludselig en rotte op. Den gjorde jo ikke noget, men det er bare uvant at se rotter vandre rundt omkring i byerne.
Aftensmaden blev indtaget lige ved siden af hotellet, vi skulle nemlig ned til Navy Pier bagefter for at se fyrværkeri. Det er ikke noget byen som sådan gør opmærksom på, vi vidste det kun fordi vores dansk/amerikanske familie havde fortalt det. Det var lidt af et tilløbsstykke og vi plantede os i god tid derude. Nej, hvor var det flot. Jeg tror det varede i ca 10 – 15 minutter, og så var det ellers tilbage til hotellet og se lidt fjernsyn og bare slappe af.

Så er vi tilbage i Chicago og bilen er afleveret – nu skal vi prøve noget helt uvant, nemlig at gå rundt
Vi var ved godt mod da vi kom til hotellet, det er første gang vi prøver at bo på et Embassy Suites-hotel men blev lidt bekymrede da vi skulle have alt vores habengut ud af bilen. Vi parkerede og mente at vi havde brug for to bagagevogne, manden der har med parkering at gøre, spurgte om vi checkede ind og det gjorde vi jo og at vi ikke skulle parkere, da bilen skulle afleveres hos Hertz. Så fik vi udleveret en vogn, begyndte at læsse den med poser etc. Det fyldte en! Så ville jeg hente en til, manden (altså den sure parkeringsmand) spurgte så om jeg skulle checke ind. Det mente jeg helt bestemt jeg skulle, især fordi vi alle havde hjulpet med at læsse bagagevogn 1. Fik at vide at jeg ikke måtte RØRE de vogne og en var nok! Hm, så gik han hen og prøvede at smide rundt med vores allerede pænt opstillede på bagagevogn 1-bagage mumlende at kufferterne selvfølgelig skulle i bunden af vognen. Sherlock, vi har 4 kufferter og 4 rygsække, de fylder allerede en vogn – ergo har vi brug for en til. Det indså han da så endelig, smed den hen til os og sagde at så måtte vi selv rode med at få pakket den. Uforskammet! Nå, men vi har heldigvis stor erfaring i at pakke den slags vogne, så vi fik da sat det hele på plads og kørte ind på hotellet. Vi efterlod Isa og Victor nede med bagagen mens Henrik og jeg kørte op i lobbyen på 5. sal for at checke ind.
Da vi kom tilbage havde Isabella udfyldt en fin seddel, hvor man kan rose personalet, dog var best overstreget og erstattet af worst. Tror ikke Anthony bliver glad for den besked! Håber ikke andre gæster, bliver behandlet lige så dårligt som vi gjorde. Vi begyndte så at køre vores ting hen til elevatoren men en anden (venlig) mand sagde at det skulle han nok gøre, og han fik så lov til at køre vores bagage til værelset. Han fik tips!
Bagefter skulle vi jo aflevere vores bil, så ned igen til surmuleren, vente på vores nøgler og så ellers af sted til Hertz. Farvel bil
Tilbage til hotellet og ned til Managers Reception, hvor man kan få lidt at drikke og lidt at spise. Måske følger et særligt indslag om folks gribbe-mentalitet når ting er gratis!
I dag er det onsdag, solen skinner, vi har sovet dejligt og kl. 14 er der vist nok flyopvisning ved
Millinium Park og i aften er der onsdagsfyrværkeri ved Navy Pier. Hotellet er skønt, bortset fra surmuleren.

Efter en kvik rundtur i Iowa City satte vi i forgårs kursen mod Aurora som har den fordel at den ligger lige ved et outlet, vores sidste outlet i denne omgang.
Det var lidt vemodigt at passere statsgrænsen, nu er vi tilbage i Illinois, hvor vi begyndte og det betyder jo at turen er ved at være slut.
Det var en 3-timers køretur, og vi ankom til outlettet ca. ved 14-tiden og var der et par timer. Yderst begrænset høst, vi var trætte og gad ikke prøve noget, hvilket jo er en forudsætning for at købe tøj. Derfor tog vi hen til hotellet, hvor vi badede i pølen og slappede af, inden vi skulle finde finde noget mad.
Det var lidt af en projekt! Hotellet ligger i nærheden af en “Ihop”-restaurant, som udelukkende serverer pandekager og røræg, ikke lige det vi fandt mest interessant. Andre restauranter er ikke i gå-afstand. Vi kørte derfor lidt (meget!) rundt og fandt endelig en mexikansk. Der kommer snart et indlæg om servicepersonale – men vi blev mætte.
Dagen efter var det tilbage til outlettet, hvor vi var lidt mere indkøbsvillige og vi fandt da også et par småting
En times kørsel og nu er vi igen i Chicago.

Lige siden jeg har set filmen “Broerne i Madison County” med Meryl Streep og Clint Eastwood har jeg haft lyst til at se broerne rigtigt. På kortet var det kun en lille ekstratur på 15 min den ene vej og 15 min den anden vej. Jeg havde fundet et par broer på nettet, taget billeder af adressen og så blev GPS’en ellers bedt om at finde vej. For sjov satte jeg også vores Nav Free, den gratis på telefonen til at finde vej. Den gratis kunne en tage mange km af turen så den valgte vi selvfølgelig. Den glemte bare at sige at turen foregik på grusvej in the middle of nowhere. Meget flot tur, men da vi kom hen til den vej, hvor broen skulle være, var vejen lukket! Det har man respekt for derude, så ikke noget med at prøve at snige sig igennem. Vi fandt (sammen med GPS’en, bevares!) en anden lige så spændende vej. Da vi landede på den rigtige vej igen, kiggede vi til højre, “vejen er lukket”, mens Isabella snedigt kiggede til venstre og så et fint skilt med en bro. Så besluttede vi at køre mod venstre. Vi kørte i laaang tid, og familien syntes (i datid!) vist at jeg var lettere sindssyg at køre hen for at se en ÅNDSSVAG bro. Ha, da vi fandt den, var der nemlig andre, der også var kørt langt for at se den. Faktisk kom der 3 andre biler mens vi var der. Det ene par bad os tage billeder og de spurgte så om vi var fra området. Nu skal vi da vist snart hjem.
Victor gad ikke gå ud af bilen for at se broen, men det gjorde de andre. Kan ikke helt forklare, hvorfor en overdækket bro er så fantastisk, men det er den altså! Basta.

Efter denne lille afstikker havde vi kun små 300 km til næste by. Vi ankom til hotellet ca. kl. 19.00 og da Victor har spurgt om Kentucky Fried Chicken og jeg vist nok havde lovet ham det, blev det besluttet at Henrik og Victor skulle tage hen og købe “aftensmad” og så ville vi spise det på hotellet. De har været her for længe, de kørte derover og der er under 500m! Nå vi overlevede maden og Henrik fik 10% rabat, da han viste sit kørekort. Ikke turistrabat, men “VETERAN-RABAT”. Jeg ved ikke hvorfor KFC gav ham rabat som veteran, de kan da se på kørekortet han ikke er her fra landet? Nå, men sjovt var det.
I dag går turen til Aurora, som udmærker sig ved at have turens absolut sidste outlet. I går kørte vi faktisk forbi et, det er vist ikke sket før, men vi var trætte…

I går var det en “kørelangtdag”, hvis vi bare skulle have været fra A til B, altså fra Kansas City til Iowa City ville det være små 500 km, men jeg har jo insisteret på, ikke bare at besøge Elk Horn men også tosse rundt efter overdækkede broer i Madison County.
Hvis man ikke har fået set udsendelsen om danskersamfundet, der stolt værner om danske traditioner og deres danske aner, kan den ses her: https://www.youtube.com/watch?v=RF5OugCx3Ss.
Turen blev derfor ganske lang men også underholdende. De har fået hentet en dansk vindmølle fra Nørre Snede til Elk Horn, se filmen, hvis I vil vide mere. Dette var derfor vores første stop i Elk Horn, “The Danish Windmill”. Bygningen er samtidig byens turistkontor, og bekvemt ligger der også en souvenir med alle mulige tænkelige og utænkelige ting fra Danmark. Vi kastede os ud i det og købte billetter til vindmøllen, først skulle vi se en 15 minutter lang video om tilblivelsen.
Der blev så råbt ud i lokalet om der var andre, der skulle se den, hvorefter vi blev plantet i et lokale (sammen med to andre turister) og så kom butiksindehaveren/turistbureaumedarbejderen/vindmøllemuseumsansvarlig ellers og trykkede på deres fine VHS maskine, og så kunne vi nyde den fine film på et fint 22″ gammelt billedrørsfjernsyn. Filmen var nu ganske underholdende. Efter det gik vi ud i lokalet, blev lukket ind i selve møllen og kunne ellers se en mølle indvendigt. Skal vi ikke bare sige at det tog os ikke så lang tid?
Næste stop var det dansk-amerikanske immigrantmuseum, det var faktisk en ganske imponerende samling de havde og også meget informativt. En ganske god oplevelse. Vi sprang dog en havevandring over, det var lidt regnvejr og vi har ikke supermeget forstand på blomster.
Det var blevet lidt mere end frokosttid, så vi skulle vælge om det skulle være Larsen’s Pub (skrevet på amerikansk, derfor genitiv!) eller Danish Inn. Svær beslutning, men da jeg ikke bryder mig om smørrebrød blev det til pubben, altså indtil vi opdagede den havde lukket:-(
Hen til den danske kro, hvorefter al lighed hørte op. Det var, tjaa, interessant.
Vi blev plantet ved et bord med voksdug, brunt og grimt, der lugtede en anelse af sur karklud. Så blev vi ellers spurgt om vi var her for buffetten? Tja, noget mad af en art ville være skønt, men køkkenet var lukket, så vi blev nok nødt til at kaste os over buffetten. Der var ting på den, jeg ikke kunne genkende. Jeg spiste genkendeligt salat, gulerødder, lidt tørre, og et skamstegt/friturestegt stykke kylling. Der var også frikadeller og medisterpølser. Det jeg først troede var leverpostej viste sig at være chokolademousse…
Isabella følte sig meget ung på den kro.
Efter den oplevelse trængte vi til lidt at styrke os på, så vi tog hen på den lokale vingård, for at se, hvad de havde at byde på. Det var ganske underholdende, vi blev midtpunktet da de fandt ud af vi var danskere. Ejeren har gjort tjeneste i Tyskland og troede først vi var tyskere på grund af Henriks accent. Han skal ikke tale med folk mere! Vi kunne vælge 5 små smagsprøver for 3$ og imens blev vi ellers udspurgt om vores tur af et andet par fra Minnesota, hun var svensk og han var norsk. Når de siger det, mener de at deres forfædre udvandrede fra henholdsvis Sverige og Norge…
Vi valgte et par flasker vin, købte og så var det ellers tid til at finde “mine” broer.