USABLOG

Med fare for at fornærme to stater samtidig må vi erkende at Kansas City altså ikke er verdens mest spændende by. Den er underligt indrettet, der er en masse områder, men de ligger med motorvej imellem, så der er ikke tale om en egentlig downtown. I går satte vi derfor GPS’en til at tage os på eventyr, første stop var City Market. Efter ca. 20 minutter lykkedes det os at finde en plads, det var åbenbart det sted folk samler sig om lørdagen i Kansas City.
Det viste sig at være et slags gammelt grønttorv, hvor der smart nok blev solgt alle mulige grøntsager. Vi faldt ikke for fristelsen til at købe men det var sjovt at se frugt og grønt vi aldrig har set før. Der var også vandmeloner (dem har vi set før!), kæmpestore til ingen penge.
Der var også loppemarked og selvom jeg har truet familien med at købe cowboystøvler foretrækker jeg nogen, der er nye. Lidt sippet er man vel altid.
Efter dette pitstop gik turen (efter GPS’ens anbefaling) hen til en indiansk kirkegård, vi tænkte det kunne være spændende at se sådan en. Det var det ikke! Der var ikke indianske navne og vi fandt ikke helt ud af, hvorfor den skulle være indiansk? Den lignede alle andre kirkegårde vi har set.
Da både Isabella og Victor havde ytret ønske om at se Teenage Mutant Ninja Turtles i biografen synes vi at det var en god idé. Den gik først om eftermiddagen så tilbage til hotellet, hvor Victor tog badetøj på og Henrik og jeg tog gymnatøj på og udforskede henholdsvis fitnesscenter og svømmepøl. Efter et bad tog vi ned til byen og fandt biografen, sjovt nok kostede billetterne her kun 4.25$ stk. Man skal være 13 år for at se den, men det så de lokale stort på. Derfor skal de IKKE roses for deres måde at være i biografen på! Små babyer og børn 3 år bliver altså bange for de “farlige” skildpadder og andre tingester, der forekommer i filmen. Resultat; De begynder at hyle. Forældres reaktion: Ingen! Jo, efter et stykke tid, gik de ud, kun for at komme tilbage lidt senere. Nå, men filmen var ganske underholdende.
Derefter hen at spise, særskilt indlæg om restauranter og service følger.

I dag skal vi køre langt, vi skal nemlig et smut forbi Elk Horn inden vi ankommer til Iowa City.

Vi har 3 nætter i Kansas City, så dagen begyndte stille og roligt. Jeg havde hjemmefra set at man kunne besøge Hallmark Visitor Center (titlen antyder det selvfølgelig også kraftigt!). Efter et par udfordringer med at finde det rigtige p-hus (det kostede os lige 4.5$ at køre igennem det forkerte!) lykkedes det endelig. Hallmark, hvad i himlens navn er det, er der måske en enkelt bloglæsere eller to, der spørger om? Jamen, prøv at kig på bagsiden af langt de flest lykønskningskort, så står dDer Hallmark på bagsiden. De laver simpelthen kort! Det var en ok udstilling, lidt oversolgt på hjemmesiden, men det var sjovt at prøve at lave sløjfer og man kunne også få taget fine fjollebilleder som nu er sendt til os på mail.
Bagefter tog vi hen til Federal Reserve Bank og Kansas City. De har et pengemuseum. Før vi kunne komme ind skulle vi aflevere ID, vi afleverede vores pas, gik igennem sikkerhedskontrollen og fik efter evigheder vores pas tilbage. De har nok aldrig set “kunder” fra Danmark før. Der er en fin møntsamling, men sjovere at blive fotograferet sammen med 40 millioner $, de fylder en del. Vi kunne også lave vores egne sedler, jeg er sikker på mit design bliver den næste 25.000$ seddel Man så, bag panserglas, medarbejderne bundte sedler og komme i poser, og man kunne se deres boks. Meget imponerende døre. Lige inden udgangen kunne vi tage en pose penge, godt nok var de blevet makuleret først, men alligevel en sjov souvenir. Der var for 165$ pr. pose. Der skal en del tape til, før det bliver til penge igen, jeg tror vi lader dem blive i posen.
Vi fik ellers ros af vagten da vi gik ud af svingdøren (MEGET svær opgave) da vi åbenbart var en af de få familier, der ikke bliver fanget i døren. Hm, vi følte os meget dygtige…
Derefter gik turen tilbage til hotellet, hvor familien bloggede, øh, nej, de checkede facebook og spillede på PC et par timer.
Derefter var det på tide at få noget aftensmad, vi gik lidt rundt og fandt et brasiliansk steakhouse. Meget sjovt (som i underligt) koncept, der var fin buffet (HADER buffet) med salater til forret, og når man var klar til hovedret, kød, skulle man vende de udleverede brikker, så de var røde. Så kom tjenerne springende med kød. Der var tjenere overalt. Maden var god, ingen priser, så vi var lidt spændte da regningen kom, 48.50$ pr. person for maden, det er nok det dyreste vi har spist her. Det var rigtig god mad, men jeg foretrækker altså at få min mad serveret på en gang.
I Oklahoma blev Isabella velsignet da vi gik forbi nogle..ja åbenbart religiøse mennesker, og i går fik Victor stukket en brochure i hånden, hvor han blev spurgt om “han var god nok til at komme i himmelen?”. Enten trænger vores børn til noget velsignelse eller også mener de at Henrik og jeg er uden for pædagogisk/gudelig rækkevidde?
Gud/Jesus har åbenbart også købt reklameplads på nogle af de billboards vi passerer på vejene, hvor de giver os gode ord med på vejen

Overskriften lyder næsten som om vi er på “japaner-tur”, det er slet ikke tilfældet. Da vi kørte fra Nebraska krydsede vi Missoruri-floden om den ene side er Iowa. 2 stater! Der var en masse kraftværker af en eller anden art og tyk tyk røg over det af staten vi så. Forhåbentlig ikke over hele staten da vi vender tilbage når vi skal til Iowa City. Efter ligeudkørsel et par hundrede km kørte vi ind i Missouri (3 stater) og endelig lagde vi vejen forbi et lille fint outlet i Kansas (4 stater). Efter nogle gode shoppingtimer, hvor vi alle fik “lidt” gik turen til Kansas City, som for at forvirre ligger både i Kansas OG Missouri. Absolut et trickspørgsmål i Quizbattle!
I øvrigt gik min GPS i gang lige så snart vi havde forladt Nebraska og nu virker hun upåklageligt igen
For det meste besøger vi de outlets, der hedder Premium, men de er ikke særlig meget repræsenteret her i området, (læs:slet ikke) så vi måtte jo findet et andet. Vi fandt Legends, og så er det bare at tilmelde sig med sin email-adresse for at få “coupons” Man får et fint hæfte, der giver yderligere rabat i rigtig mange butikker, og det gør shopping lidt sjovere. Det er gratis at tilmelde sig, så jeg er efterhånden VIP et par steder. Så er man da VIP et eller andet sted
Efter par timers shopping fandt vi hotellet i Kansas City, her skal vi være i 3 nætter. Ud at spise og hjem på hovedet i seng. Det var en lang dag.
Maden var rigtig dejlig og det var betjeningen også, jeg skriver senere et indlæg, som serveringspersonalet i USA og andre steder med fordel kunne Google-translate.

Til trods for manglende samarbejdsvillig GPS lykkedes det os at finde frem til Omaha. Min Nav Free app virkede meget bedre at have installeret kortet over Nebraska Men den rigtige GPS virker altså ikke, og jeg skal lige have skrevet til firmaet for at spørge om de har noget imod Nebraska eller om det er en fejl? Måske synes det at det ikke er nødvendigt, vi kørte sådan ca. ligeud i 400 km i går for at komme hertil.
Vi havde dog et lille pitstop på et outlet, dumt outlet! Isabella flåede ned fra hylderne, så hun var vist meget godt tilfreds, Henrik og jeg fik ingenting
Da vi kom til hotellet var Henrik og jeg så huslige at vi gik ned for at vaske tøj, vi har efterhånden 14 dages snavsetøj. Det koster en dollar pr. maskine, og vi havde to, så det var lige til at overse. Da vi havde klaret det, tog vi hotellets shuttlebus downtown. Der var ca. 1 mile at gå, men kl. var blevet mange og vi var lidt trætte. Jeg spurgte chaufføren om han kørte downtown og så spurgte han, hvor vi ville hen. Sikke en service. Han anbefalede en restaurant og det var dejlig mad.
Vi gik hjem og her til morgen stod Henrik og jeg tidligt op og var nede at løbetræne i hotellets fitnesscenter. Kan godt mærke at vi stadig er oppe i højderne, eller også er formen helt elendig, men løbet fik vi da.
Efter morgenmad og i øspøsregnvejr skulle vi lege turister, eller det er vi jo. Missouri-floden løber igennem byen og den ene side er Nebraska og den anden er Iowa, så vi skulle selvfølgelig hen på broen og stå med en fod i hver stat. Vi lånte paraplyer og et klædeligt regnslag i receptionen.

Så har vi da også prøvet at være i Iowa, men vi kommer nok til at se lidt mere til staten om et par dage, hvor vi skal besøge Iowa City og Elk Horn.
Efter besøget i Iowa tog vi tilbage til Nebraska for at tage en tur i Omaha’s Henry Doorly Zoo, jeg har læst på nettet at den er vidt berømt og har en kuppel som Randers Regnskov. Det var en ok zoo, men vi gik derfra med en følelse af at være pavestolte over at være danskere og have Bengt Holst som direktør for Københavns Zoo. For os så det ud som om at dyrene ikke havde noget privatliv og mulighed for at være væk fra publikum (ved godt, man gerne vil se dyrene). Girafferne gik på cement/beton-gulv og havde ikke noget at foretage sig. Jeg forstår godt Bengt Holst’ beslutning om at aflive Marius frem for at sende ham til en zoo, der ikke aktiverer dyrene. For at de stakkels amerikanske børn ikke skal vide, hvor maden kommer fra, bliver løverne fodret med HAKKET kød, og de øvrige dyrs mad er ændret til ukendelighed. Giv dem dog et stykke kød at tygge i, det er da helt naturligt!
Jeg er sikker på Isabella kommer med et blogindlæg til nytte og gavn for amerikanske børn og deres forældre om, hvordan man opfører sig i henholdsvis zoologiske haver og swimmingpools (ellers gør jeg det nok senere!)
Tilbage til hotellet efter et pitstop hos Starbucks, ned i pølen og afslutte i spabadet. Lige nu sidder vi på værelset og slapper af inden vi skal ud at spise.
P.S. Mit kamera er gået død, så jeg er lidt sur! Heldigvis kan jeg låne Isabellas. Måske det ikke kan tåle at være i Iowa??

I går da vi kom hjem fra
“bjergene” ville jeg lige checke, hvor lang tid det ville tage at
komme til næste stop men der var vores GPS absolut ikke samarbejdsvillig.
Nebraska findes ikke på mit kort over USA?? Jeg har til gengæld hele Canada,
men det kan jeg ikke rigtigt bruge til noget. Derfor var jeg så snedig (synes
jeg selv!) at printe ruten fra Google Maps (som for øvrigt havde ændret den så
det nu kun var en 4-timers køretur, jeg SVÆRGER på at den før var på 6 timer!)
Nebraska findes heldigvis på Googlelmaps,
men ikke på vores GPS eller vores gratis app NavFree. Derfor er vi overbeviste
om at Nebraska er en slags bermudatrekant. Hvis vi ikke vender tilbage, er vi
et eller andet sted i Nebraska.

Da vi passerede
statsgrænsen fra Colorado forsvandt vejen simpelthen, meget meget mærkeligt.
Jeg kunne heller ikke beregne ruten til næste stat, da GPS’en ikke ved hvor vi
er nu.

Nå, men det lykkedes os at
komme frem til North Platte, måske fordi der kun er en vej i hele Nebraska,
tror vi nok.

Vi bor ”downtown” i et
motorvejskryds, sådan da, lige ved siden af Cody Fort, hvor der er udstillet
ting fra Buffalo Bills virke. Faktisk meget sjovt at se, og meget bedre end
Graceland Randers. Vi har set mange flere ting, der har tilhørt Buffalo Bill og
det var gratis at komme ind. Til gengæld købte Henrik et par småting…

Bagefter gik vi hen til
den lokale restaurant, det er som at være i det vilde vesten, nøj, hvor er det
sjovt at kigge på folk. Jeg troede Rapid City var mere western, men her er det
helt vildt. Vi så faktisk en rigtig ægte cowboy, da vi tankede, med de der
læderdimser foran bukserne og selvfølgelig havde han også lige en trailer med
heste med!

Tilbage til restauranten,
rigtig god mad, og nu er vi på vej i seng. Som de spejdere Isa og jeg nu en
gang er, har vi opdaget at der er et outlet lige foran Omaha, så der skal vi da
lige hen i morgen. Det er for børnenes skyld, de fik næsten ingenting i går…

Efter et velfortjent hvil
til Henrik tog vi en tur i biografen. Det er lidt anderledes end i Danmark. Vi
så Guardians of the galaxy, den var faktisk ret sjov. Vi kom i god tid, der er
nemlig ikke faste pladser. Ca. 20 – 25 minutter før filmen begyndte, blev der
vist reklamer og forfilm, så vi troede naivt at filmen gik i gang til tiden.
Det gjorde den ikke. Jeg tror vi nåede at se den samme forfilm 3 gange. Vi fik
vel set 7 – 8 stykker i alt og kan som en forbrugerservice fortælle at Nat på
museet kommer med en 3’er, der foregår i England.
Efter filmen gik vi på restaurant, larmende
sted, hvor det lykkedes servitricen at gentage vores ordre to gange og derefter
komme med det forkert. Flot!
Det var kæmpe portioner, så vi kunne ikke spise
og, og her ovre er det normalt at bede om bokse eller få dem tilbudt, og i
dette tilfælde takkede vi ja. Meget amerikansk, men der var køleskab på
værelset og vi ville tage det med i Rocky Mountains dagen efter til frokost.

Vi havde lokket med at der
ligger et outlet for foden af bjergene, så der ville vi tage hen først. Vi var
der 10.15 og de åbnede først kl. 11. Derfor tog vi op i nationalparken med det
samme. Det var så 3. gang Henrik og jeg tog turen op af bjerget, men en lige
flot tur hver gang. Vi kørte (igen!) igennem Estes Park, hvor Henrik løb, og vi
fandt ud af at det var faktisk var en noget større by end vi havde troet. Den
så rigtig hyggelig ud med masser af søde, sjove butikker.

Der har været oversvømmelse i
parken i september 2013 så der var desværre en masse veje, der var lukkede. Vi
besluttede derfor at tage turen til Bear Lake, det var også den tur, der ikke
var helt så højt oppe som de andre. Man kan godt mærke at man kommer op i 3000
meters højde, og man skal tage højdesyge seriøst. I kortet over parken advarer
rangerne mod højdesyge, men de har åbenbart glemt at oplyse om den specielle
form man kan lide af, når man får at vide at der ikke er parkeringspladser ved
Bear Lake, så man bliver nødt til at tage en shuttlebus. Heldigvis er den
højdesyge meget kortvarig, den stopper helt af sig selv, hvis man får at vide
at sådan er det bare;-)

Vi havde fuldstændig glemt at
danse bjørnedans, vi ville meget gerne se nogen, så jeg forsøgte lidt siddende
i bilen. Åbenbart har det ikke været godt nok, eller også er det fordi vi lærte
dansen af cherokee-indianerne, som bor et helt andet sted og har nogle helt
andre bjørne? Vi så ikke skyggen af en bjørn, æv! Faktisk så vi slet ikke nogen
dyr, andet end et jordegern, og dem har vi altså set før. Men det var en smuk
tur ved søen. Af hensyn til Henrik undlod vi den 1 km lange gåtur, da der var
nogle pæne stigninger, og Henrik af en eller anden grund var lidt øm i benene.
Vi stoppede ved en flod og spiste vores salat fra dagen før, så vi ikke behøvede at bruge tid på at gå på restaurant, outlettet ventede;-)

Jeg syntes det var et dejligt outlet ”Mor,
du flåede også ned fra hylderne”, andre var knap så begejstrede. Heldigvis har
vi lige opdaget at der ligger et lige uden for Omaha, hvor vi skal hen i
morgen. Mener stadig det er vedtaget ved lov i Nebraska, at man ikke må køre
forbi dem.

Da vi kom “hjem” til Denver gik vi ud at spise, en rigtig dejlig restaurant med super mad og super betjening. Vi havde udsigt til en politimand på motorcykel, der holdt og overvågede hovedgaden og fik dermed et ganske godt indtryk af det lokale politi. Han stillede velvilligt op til fotografering og lod børnene sidder på motorcyklen. Mætte og tilfredse tog vi tilbage til hotellet.

Her er min lille oplevelse af Rocky Mountain.
Som Sanne sagde skulle vi op kl skidt, 03.00, for at være oppe i bjergene kl 06.00 hvor løbet startede.
Da jeg kom derop var det 6,6 grader varmt/koldt. Føj for den. Det var mega koldt. Jeg fik først varmen i fødderne efter en halv times løb.
Da starten gik, præsis kl 06.00, gik det smadder godt. Jeg havde en god fart, selvom jeg var kold, men der gik ikke lang tid før jeg måtte sætte farten ned, for jeg kunne ikke få luft. Det var første gang jeg har løbet i tynd luft og i bjerge. Nøøj det var ubehageligt. Normalt løber jeg mellem 10,5 og 11,5 km i timen, men jeg tror jeg var nede i 7 til 8.
Alt var selvfølgelig i miles og det gjorde skam ikke noget, for når jeg kom til f.eks 8 mile er det jo ca 12,5 km.
Ca halvvejs i løbet ved 6 mile kom stigningen der tog livet og pusten fra mig. Jeg kunne simpelthen ikke få stængerne igang, så i ca 3,4 mile (5 km) måtte jeg ned at gå. Jeg var så heldigvis ikke alene om det. Der var rigtig mange der fulgte trop, og gik. Her kom Christinas Wulffs træning til nytte.
Imens jeg løb og gik tog jeg en del billeder, der var sååå flot og smukt oppe i bjergene så tidligt.
Da jeg løb forbi 13 mile fik jeg vide at målet var lige om hjørnet, YESSS, sagde jeg til mig selv.

Jeg overlevede
Det var en rigtig god følelse at løbe ind i mål området hvor der stod en masse mennesker og heppede, klappede og råbte.

Jeg fik en kæmpe stor og flot medalje

I dag begyndte dagen usædvanlig tidligt. Vi havde sat vores
vækkeur til kl. 03.00, da vi skulle være i Rocky Mountains senest kl. 5.30 –
ca. 100 km herfra. Henrik havde jo fået den geniale (?) idé at tilmelde sig
Rocky Mountains Halvmaraton, selvom Isabella og jeg havde prøvet at tale ham
fra det. Vi har nemlig fulgt med i et danseprogram fra TLC (vi indrømmer vi ser
for meget TLC), hvor danserne var i Denver på et tidspunkt og under konkurrencen
sad de fleste med iltmasker på. Byen kaldes ”The Mile High City” fordi den
ligger præcis en mil over havets overflade, altså 1.6 km. Det kan godt mærkes,
og bjergene ligger endnu højere!

Som de rare forældre vi er, lod vi Isabella og Victor blive
på deres værelse og sove. Der er ikke meget trafik i Denver på den tid af
døgnet og vi ankom til Rocky Mountains 1 time tidligere end forventet. Som en
lille forbrugerservice kan jeg fortælle at der er MEGET mørkt i bjergene på den
tid af døgnet. Det var faktisk ok at vi havde kørt turen dagen før, så vi
vidste nogenlunde, hvor vi skulle hen. Vi fandt parkeringen og så skulle vi
ellers ud at køre med amerikansk skolebus hen til startlinjen. Der stod vi og
ventede i næsten 1 time, megakoldt, vi havde set i bilen at temperaturen var 44
F. Da vi slog det op, da vi kom hjem var det lig med 6 grader. Ikke noget under
vi frøs.

Kl. 5.45 blev der så annonceret at man som tradition lige
spiller nationalmelodien og folk havde bare at tage deres kasketter af. Der stod en lille amerikansk dreng og holdt
flaget, mens løberne holdt den ene hånd over hjertet. Vi gjorde ikke, det var
jo ikke vores melodi, de spillede, men vi holdt bøtte af respekt. Det var nu
meget rørende, dog ikke så meget at jeg havde behov for solbriller eller
lommetørklæder;-)

Derefter blev løberne sendt af sted, fantastisk solopgang
over bjergene, det tog jeg et par billeder af. Fandt målområdet (100 meter fra
startområdet, så det var ikke supersvært!) og satte mig så ellers på en sten på
Henriks trøje og ventede, læste og frøs. Nøj, hvor var det koldt.

Den første løber kom i mål efter 1.22, fuldstændig sindssyg
tid, desværre var det ikke Henrik, så jeg ventede lidt mere.

Da løberne begyndte at komme i mål gik jeg hen og klappede
dem resten af vejen, det var der ikke mange andre, der gjorde, men det gør man
altså, basta.

Langt om længe kom Henrik, ”Henrik from Copenhagen,
Copenhagen, oh, from Denmark” og da han havde fået medalje, forsyninger etc. tog
vi turen tilbage til Denver. Isa var på vej ud af badet, Victor sov stadig, da
var kl. 11.15.

Henrik lagde sig under dynen i ”5 minutter” for lige at få
varmen, og nu skal vi snart til at spise frokost. Derefter skal vi en tur i
biffen.

Jeg er sikker på at Henrik blogger om sin løbeoplevelse senere i dag:-)