Blog Image

USABLOG

USA

Vi er blevet bidt af USA og derfor går turen for 7. gang til USA. Denne gang staterne Californien, New Mexico, Utah, Nevada og Arizona.

Hvis du har spørgsmål eller kommentarer i øvrigt kan du skrive til familien@heikendorf.eu
så vil jeg forsøge at svare så hurtigt som muligt.

Kurser, der skal afholdes før folk får lov til at tage på ferie

Bahamas & Midtvesten Posted on Fri, July 19, 2013 18:38:30

1) Kursus for opførsel i flyvemaskiner.

Dette kursus består af følgende underkurser:

a) Hvordan man boarder på den mest effektive måde (anbefales især til fly- og lufthavnspersonale)

b) Hvordan man opfører sig når man har indfundet sig på sin plads (fokus vil især være på stillesidning – til gavn for den person, der sidder foran og bagved)

c) Hvilket niveau af larm, der er acceptabelt blandt 180 andre passagerer.

d) Hvor meget sukker man kan indtage før de omkringsiddende bliver irriterede og hvordan man undgår sådant et indtag.

e) Hvordan man opfører sig under landingen af flyet (det anbefales at man har gennemført kurset om stillesidning (1.b) før dette kursus bliver påbegyndt, da erfareringerne fra 1.b vil blive benyttet. Kurset vil også fokusere på hvornår det er acceptabelt at klappe når piloten lander samt et teoriafsnit om hvorfor man ikke skal klappe hvilket inkluderer konsekvenserne ved dette)

f) Hvordan man skal finde sin kuffert på bagagekarruselen (dette kursus vil IKKE benytte sig af konditræning – dog vil kurset indbefatte en synstest)

Det anbefales at alle kurserne bliver gennemført i rækkefølge så man får et komplet flypassagerkørekort.



Menneskehedens opførsel på åbent hav

Bahamas & Midtvesten Posted on Fri, July 19, 2013 18:36:55

Vi har to dage på havet inden vi er tilbage til New York, og vi har intet andet at lave end at betragte vores medpassagerer. Det har vi nu gjort lystigt lige siden vi stod på i New York.

Nedenstående er udelukkende betragtninger baseret på ikke-videnskabelige observationer foretaget på et krydstogtskib, og er ikke udtryk for fordomme eller noget som helst andet, blot en stille undren.

MAD! Hvorfor skal folk i buffet-restauranten dænge så meget mad op på deres tallerkner for blot at lade halvdelen blive smidt ud igen? Hvorfor tager man 3-4 forskellige desserter, tager en bid af hver og smider resten ud? Det ville man da ikke gøre, hvis de skulle betale for maden! Ja, vi har selvfølgelig betalt for maden, men det er jo ikke ensbetydende med at det skal gå til spilde. Nogen af dem, der gør det, gør måske bedst i bare at smide det ud, det er jo ikke fordi de absolut trænger til at spise.

Hvorfor er der nogen, der får doggy bags til deres mad? De kan jo bare lade være med at bestille dessert, hvis de alligevel ikke kan spise den. Hvis de føler trang til dessert lidt senere kan de hente den eller bestille room-service (det er gratis). Man kan spise 24 timer i døgnet!

Pool-opførsel

Jeg stod op tidligt og var oppe på dækket kl. 6.30 for at løbe (så fik jeg da lige flettet det ind!) og på det tidspunkt stod der folk og ventede på at personalet skulle stille solstole frem, så de kunne vælge nogen bestemte og reservere. Der er altså masser af stole, og lige præcis de personer, der stod og ventede ville måske have meget god gavn af at tage solstole, der var en anelse væk fra poolen. Motion er aldrig en dårlig ting. Fair nok at reservere, spise morgenmad og så bruge dem, ok, men så ikke at bruge stolene, det er altså flabet!



Tropisk vejr – part two HPMRF!”#!”#!!

Bahamas & Midtvesten Posted on Fri, July 19, 2013 18:36:11

Da vi landede i morges var det med udsigt til et andet krydstogtskib, vi var landet i (på?) Bahamas uden at have opdaget det. Formoder kaptajnen havde styr på det.

Vejret var nogenlunde som i går, store tunge mørke regnskyer. Vi blev ringet op kl. 9 for at få at vide at den jeeptur vi havde bestilt var aflyst på grund af vejrforholdene. ÆV ÆV ÆV.Der var desværre ikke andre ture, der fristede, så vi besluttede at gå en tur på hovedgaden i Nassau. Det er ret hurtigt overstået, så vi fandt en taxa, der kunne gøre os en lille tur rundt på øen, så vi kunne se andet end turistbutikker.

Det var en rigtig interessant tur, hvor han kørte os gennem et middelklassekvarter med pæne store huse, gennem et fattigt område, hvor husene lignede noget, der var løgn.

Der er i øvrigt ingen regler om, hvilke farve, man må male sit hus i på Bahamas. Så det, der så ud som en god farve på farveprøven (5x5cm) henne hos Flügger eller Sadolin ser måske mindre heldigt ud, når hele huset lige pludselig er malet lyserødt eller lilla:-)

Vi besøgte også et fort, vi vil ikke trætte nogen med detaljer om fortet, det var ikke særlig stort med havde en fantastisk udsigt over meget af øen og ikke mindst “vores” skib. Vi så også en fin trappe, hugget ud i klippen, det havde taget 16 år for slaver at færdiggøre den. Vi fik ikke helt fat i, hvor den førte hen…

Efter 1½ times tid var vi tilbage, 80$ fattigere eller rettere 100 fordi vi også gav velfortjente tips, og fik lid t frokost på skibet.

Isa havde ondt i foden så vi efterlod hende med forsikringer om at vi ville komme tilbage igen. Victor, Henrik og jeg tog hen på det lokale Straw Market for at finde en fin hat til Victor. De har mange interessante lokale ting! Vi fandt to hatte og fik pruttet om prisen, 1 for 15, 2 for 16. Hun var ikke den skarpeste kniv i skuffen til hovedregning;-)

Tilbage til båden igen, hvor vi blev modtaget af dansende crew-medlemmer – nøjagtig lige som sidste år. Høj musik, kolde vaskeklude, koldt vand, larmende musik, og altså også dansende personale. Meget festligt.

Sidste ankomst til skibet var kl. 17.30, og kort efter blev der over højttaleren efterlyst 3 personer. De skulle melde sig i receptionen. Det gjorde de ikke, for de var nemlig ikke ombord. Efter et stykke tid hørte vi folk begynde at klappe ovre på vores søsterskib – Norwegian Sky, de så nemlig før os 3 personer komme løbende MEGET hurtigt tilbage. I mellemtiden havde vores søfolk fjernet den ene landgangsbro, alt velkomsthalløjet og ventede egentlig bare på de tre sidste passagerer. De må have været meget flove, alle klappede og hujede af dem, og eftersom de blev efterlyst over højttalerne ved vi alle, hvad de hedder. Vores søsterskib havde også pakket sammen, bortset fra en enkelt landgangsbro, og lige pludselig blev der efterlyst 6 passagerer. I skrivende stund ved vi ikke, hvad der skete, om kaptajnen ventede på dem eller efterlod dem på Bahamas. Da vi sejlede derfra han han slukket for motoren, så vi håber de er kommet med, lidt dumt at strande på Bahamas. Selvom det er frihandelsområde er alting meget dyrt, de importerer meget og der er ingen konkurrence på hverken brændstof, telefoni etc.

Om aftenen var der show med en magiker, jeg er normalt ikke så begejstret, men han her var altså ret fantastisk; Justino Zoppe. Han var USA’s svar på Rune Klan, dog noget mere atletisk. Lavede nogle balanceøvelser, som var sindssyge. Isabella er vist stadig irriteret over hun ikke kunne gennemskue en kortkunst.