USABLOG

Ja, det måtte jo komme! Vi besluttede os for at spise i “The Grand Pacific” (note til mig selv, vi skal spørge kaptajnen, hvorfor den hedder noget med Pacific, vi er jo på Atlanterhavet) Den spiste vi også i sidste år og gik direkte op og klagede over en af tjenerne.

Denne gang ville vi give dem en chance og se om det var blevet bedre. Det var det så ikke! Tjenerne på skibet er åbenbart delt op i de søde og de sure, de sure arbejder alle i The Grand Pacific, de øvrige er fordelt rundt om på skibet.

Vores bossboy, (Hedder det en bossboy, når det er en kvinde? Det må vi spørge kaptajnen om!) hældte dejligt vand op til os, klorvand, og vi fik bestilt hos vores meget charmerende tjener (charmerende er skrevet med den størst mulige sarkasme!), lige så snart Henrik havde afgivet sin ordre, han var sidste mand skred tjeneren. Vi ville nu også godt have bestilt andet end klorvand. Vi fik fat i en anden tjener, fik bestilt en øl, et glass vin og to sodavand. Så fik vi vores forret, den kunne vi passende skylle ned med klorvand, for vi havde ikke andet.

Jeg sad så jeg kunne se en mand med mange stribuer gå rundt (det var ikke Holger, som i Find Holger, men en anden slags striber), han spurgte om folk var glade og tilfredse.

Det er jo DUMT at spørge mig om, hvis jeg ikke er tilfreds. Henrik er vist nok efterhånden holdt op med at krumme tæer over mig. Manden med striberne kom hen til vores bord,

og spurgte om vi var glade og tilfredse, og jeg svarede som sandt var at vi egentlig var meget godt tilfredse, men gerne ville have haft mulighed for at bestille drikkevarer, men det glemte tjeneren. SÅ skete der noget mærkeligt, manden begyndte at tale ned i sit håndled! Det var nu bare for at tilkalde en eller anden mand med et dejligt vinkort, nemlig “The complimentery Wine list” – altså på huset. Vi bestilte, han serverede, vi bad om noget at drikke til børnene (igen) og langt om længe kunne vi skåle i andet end klorvand. Vi fik også et kort, så vi kan komme ind i restauranten uden ventetid på resten af turen. Det tror jeg nu ikke vi benytter os af….

Kl. er nu 6 om morgenen, jeg sidder på balkonen og ser solen stå op, eller retttere ser solen reflektere i skyerne, vi har udsigt mod vest og på et eller andet tidspunkt dukker Florida op i horisonten. I dag skal vi til Kennedy Space Center, vi håber de har internet i Florida;-)

Drama i luften

Henrik og jeg begyndte dagen med en frisk løbetur på joggingruten på skibets 12. dæk. Enten er jeg blevet ekstremt hurtig til at løbe ifølge mit GPS-ur,

eller også måler uret skibets hastighed og ikke min. 34.5 km i timen, hm, det er vist ikke mig:-( Vi fik løbet lidt for sent, der er for mange mennesker, der ikke har fanget

at en jogging track faktisk er et sted, hvor det er helt ok at løbe. Nogen bliver fornærmede over vi kommer tonsende, andre undskylder og flytter sig. En del af vores medpassagerer

ville have rigtig godt af at dyrke lidt motion, men det tror jeg Isabella vil lave et blogindlæg om – evt. sammen med hendes vejledning “Retningslinjer for passagerer i fly”.

Det er søndag og kl. er ca 12.00. Vi ville et smut på værelset for lige at holde en pause fra solen, men vores værelse

var ikke helt klar. Derfor lavede vi udflugt ned til broen for at se om kaptajnen var der;-) Det var han, og mens vi var der

kom han med en meddelelse over højttalerne om at vi havde en “medical emergency” om bord, og der var en helikopter på vej fra

fastlandet for at hente en patient. Soldækkene bliver lukket men patienten bliver hevet ombord på helikoptoren og vi skulle lade

være med at bruge blitz, hvis vi ville tage billeder for ikke at distrahere piloten! Tænk at det er nødvendigt at sige det.

Helikoptoren kom og skibet sænkede farten: Vi stod alle 4 på vores balkon, hørte ham svæve over os i lang tid og troede efter ganske kort tid at det var det. Men nej,

det viste sig at han havde sænket en båre ned og derefter cirkulerede rundt om skibet for at vente på at patienten kom op på båren.Henrik besluttede sig for at gå op på dækket

for at se mere, vi andre blev på balkonen. Derefter blev patienten hævet op sammen med en redder, folk jublede, men det var ikke slut endnu, for der var

endnu en, der skulle op sammmen med en redder, formodentlig en pårørende. Helikoptoren tog en æresrunde rundt om skibet og fløj derefter afsted mod land.

Kaptajnen annoncerede over højttalerne at redningsaktionen var slut og at vi ikke ville blive forsinket på turen. Som om

det havde nogen betydning overhovedet.

Efter den noget dramatiske eftermiddag solede vi lige en time til, og gik derefter ned og slappede af på værelset, eller det hedder vel en kahyt?

Efter en god svømmetur i hotellets pøl med delvis udsigt over Ground Zero og St. Pauls Chapel besluttede vi os til at lede

efter The Charging Bull efter Jettes gode anvisninger. Vi havde nok ikke læst det helt grundigt, i hvert fald spurgte vi nogle

håndværkere om vej, og de viste os i retning af Battery Park. Smukt sted, men ikke helt det rigtige sted. vi spurgte

derfor nogle løbere, og de fortalte os, hvordan vi kom derhen. Når sandheden skal frem, har vi nok set den før, nemlig første

gang vi var i New York, det kunne vi bare ikke lige huske. Men vi kom i tanker om det, da vi så stedet, der var nemlig der, vi glemte, hvor

vi stod af, da vi var med sigth seeing busserne, så der tossede vi også rundt og ledte… De er meget nærige med gratis Wi-Fi,de der New Yorkere,

meget få steder, hvor der ikke er sikkerhed på deres wi-fi. Meget mistroiske;-)

Da vi havde dokumenteret at vi havde været der (læs:taget de obligatoriske billeder) havde vi en endnu vigtigere mission, nemlig at besøge stormagasinet

C21, hvor jeg skulle købe solbriller og andre småfornødenheder. Købte også en taske (og inden de mandligere læsere når at tænke, “ja selvfølgelig” vil jeg

da lige nævne at det fordoblede min beholdning af tasker. Jeg har nu to. Vil ikke afvise jeg køber endnu en når vi kommer til et outlet.

Henrik købte også lidt og derefter var det tid at finde en taxa og tage til skibet.

Gedemarked at komme ombord, godt nok tog sikkerhedscheck og det at stå i kø til check in nogenlunde hurtigt, men SÅ gik det ellers langsomt. Vi tror check-in manden

var ny, i hvert fald havde han aldrig set et dansk pas, og i særdeleshed ikke 4 på en gang. Han måtte have fat i en supervisor op til flere gange, men til slut lykkedes

det os at komme ombord.

Kahytten er fin, maden er dejlig, life is good 🙂