Det var en rejse med et par forhindringer for at komme til Dallas, Texas. Det begyndte ellers fint i Kastrup, vores bagage blev checket ind uden at være dømt for lang og odd-sized som sidste gang vi fløj med nøjagtig samme kuffert.
Turen med SAS gik også fint, de har fået nye kabiner så der er masser af plads, selv på de billige sæder, og deres underholdningssystem er i top.
Det var først da vi landede på amerikansk jord i Washington DC (hvor vi skulle mellemlande) at det sjove begyndte.
Først skulle igennem et sikkerhedscheck med bodyscanner og det hele. Der stod højt og tydeligt at man ikke måtte have noget som helst i lommerne på tøjet, men en i selskabet havde åbenbart ikke forstået det, så han kom til et lille ekstra check. Der var en venlig medarbejder, der begyndte at tørre Henriks fingre over med sådan en tingest vi ser i “How to catch a smuggler”, og så over i en maskine, der tester for narko. Den gav dog ikke udslag!
Så skulle vi igennem immigrationen, det gik forholdsvis nemt da vi har Esta (en slags forhåndsgodkendelse) og dermed kom i den hurtige kø, hvor der er automatiske check i maskiner. Det gik også fint for Isabella, Henrik og mig selv, men Victors ansøgning kom ud med et kryds over. Det betød at han skulle møde en immigrationsmedarbejder. Vi var nu ret sikre på at det bare er fordi han ikke har fået taget fingeraftryk før på grund af alderen.
Medarbejderne mente godt vi bare kunne lade ham møde de amerikanske myndigheder alene, mens vi fandt vores bagage, men vi valgte nu at gå sammen.
Der var ingen problemer, vi blev spurgt hvorfor vi kom til Texas, hvor længe vi skulle være i USA, om vi havde penge med og hvor mange, om vi havde været i Vestafrika for nylig og lidt andet. Vi svarede åbenbart pænt og fornuftigt på det hele for vi blev godkendt med fine stempler i passene.
Så skulle kufferterne findes, nogen blev taget ud til check, vi gjorde ikke og lagde derfor kufferterne på bagagebåndet så de kunne komme med os til Dallas.
Vente et par timer og så ellers af sted til Dallas. Turen gik fint, vi landede før tid, og så var der egentlig kun tilbage at hente bagage og bil….
Bagagen kom egentlig ret hurtigt, altså lige bortset fra den kuffert, hvor Isabella og Victors tøj ligger. Der ligger også mine kontaktlinser, alle vores toilettasker og andre småfornødenheder. Det kom ikke bag på bagagemanden, der dog ikke ville afsløre, hvor den havde gemt sig, men lovede at den ville komme til hotellet i dag.
Vi var efterhånden godt trætte og skulle egentlig bare hente vores bil og så hen på hotellet. Det gik da også rimeligt, vi fik en lækker dyt, (mere om det senere) men da Henrik skulle skrive under var prisen lige pludselig over 2000 kr. mere end vores bekræftelse. De begyndte at bavle om envejsgebyr, der ikke var med og hvad ved jeg. Avis-manden hentede en kvinde med lidt stjerner på skuldrene, men hun var ikke til at hugge eller stikke i. Jeg sagde at jeg gerne ville finde prisen til dem på engelsk, hvis de havde en computer med net. De havde de åbenbart ikke, men mens jeg lånte Victors Ipad og Avis internet sad de også og surfede priser.
Jeg var træt og kunne selvfølgelig ikke finde prisen…
I mellemtiden gik Henrik over til nogle andre udlejningsfirmaer for at høre på priser, men så kom der endelig en mand, der fjernede gebyret og vi fik endelig bilen til den aftalte pris. Jeg har nu nærlæst vores kontrakt og der står at envejsgebyr er inkluderet. Det havde jeg overset i går, men det står selvfølgelig også på dansk. Vi var ikke populære hos første medarbejder, der ikke fik sin vilje men vi var lidt ligeglade.
Superfed bil vi har fået, den fik os til hotellet, hvor vi lånte (nej, vi fik!) 4 tandbørster og tandpasta. Når butikkerne åbner skal vi ud og købe det mest nødvendige og have det anmeldet til forsikringen.
Vi håber det var startvanskeligeheder og at turen først rigtigt begynder i dag.
Dallas, vi er så parate 🙂