USABLOG

Vi så godt at der ikke stod sædenr. på vores boardingpass, men tænkte at det var et af de fly, hvor man selv kan vælge hvor man vil sidde.

Det var det så IkKE!

Da vi skulle checkes ind stillede vi os glade og optimistiske op i rækken af passagerer, kun for at blive bedt om at sætte os hen og vente, mens alle andre fik lov til at gå ombord. I det vi gjorde det sagde Isabella, “sagde de noget om “oversold?”

Henrik og jeg kiggede på hinanden og så gik Henrik hen til en anden skranke og stod i kø. Mens han stod der, annoncerede check-ind-damen at antallet af passagerer og passagersæder ikke stod i overensstemmelse med hinanden og om man mon havde lyst til at blive i Toronto natten over mod kompensation? Nej tak, nu var vi lige sluppet igennem! Der var 5 pladser tilbage at dele ud af, hvis Henrik ikke havde stillet sig i kø, ville vi have siddet i Toronto nu.

Check-ind-damen checkede samtidig en anden børnefamilie ind og de skulle i hvert fald sidde sammen, for det var mindre børn, hvorefter jeg sagde at Victor da ikke kunne sidde alene. Det skulle han heller ikke, sagde Henrik. JO, det skulle han, godt nok på samme række som mig, men ikke sammen.

Jeg spurgte derfor den herre jeg sad ved siden af, om han ville bytte, det kunne han ikke på grund af dårlig ryg, fair nok, så spurgte jeg manden ved siden af Victor- “I prefer the aisle”- hvorefter han rævesov.

SÅ rejste jeg mig og spurgte manden på den anden side af Victor og han ville heldigvis godt, så vi kom da på plads. Aldrig har jeg set nogen komme så hurtigt af et fly som “I prefer the aisle”-manden han turde slet ikke se mig i øjnene.

Heldigvis fik vi vores bagage i nogenlunde tid, tog en taxa til hotellet, og var meget parate til at gå til køjs.

Der var bare lige det problem at vi havde bestilt 2 queensize senge og hotellet havde – upsi – kun et værelse med en kingsize bed. Do you mind? Om vi “minder” at sove 4 mennesker i samme seng, ja det kunne han da lige bande på!

Jeg talte ellers godt for min syge moster, men når han ikke har noget værelse, er der ikke så meget at gøre, så vi fik værelset og en “roll-away-bed”, som vi selvfølgelig skulle vente på, og piccoloen bad Henrik om at hjælpe med at flytte rundt på sengen så der var plads. ÅHHHH! Vi får nyt værelse når I læser dette.

Var lidt grumpy da kl. var 23.15 lokal tid, men i vores canadiske verden var kl. altså 2.30 om natten.

Welcome to San Francisco!

I dag er sidste dag i Canada. Vi tog ned til Ishockey – Hall of Fame for at finde ud af, alt hvad der er værd at vide om ishockey. Der var lukket, troede vi, men vi blev klogere senere, så i stedet fik jeg den glimrende idé at jeg ville se Torontos “Walk of Fame” med stjerner på fortorvet. Der var bare lige den hage ved det, at jeg ikke kunne huske, hvor det var. Troede at mene at kunne huske at det var i nærheden af noget teater, (smart nok!) men det var selvfølgelig ikke ved det nærmeste. Vi kiggede derefter på kortet og fandt noget, der kunne minde om et teater og vupti, der var Torontos “Walk of Fame” med Shania Twain, Kiether Sutherland, Celine Dion etc. og jeg fik selvfølgelig

foreviget dem alle. Der er altså heller ikke så mange som på Hollywood Boulevard.

Derefter tog vi tilbage til ishockey-museet, og fandt ud af at indgangen havde gemt sig nede i et indkøbscenter. Det havde man åbenbart valgt IKKE at skrive på den gamle hovedindgang! Victor fik sig en “ishockeybold” i butikken, som man selvfølgelig

skulle igennem for at komme ud af museet.

Ja, så ved vi lidt om ishockey, og blev da også helt stolte da vi så en enkelt dansk spiller afbildet.

Derefter tog vi ned til havneområdet, dejligt område, hvor vi fandt en ok restaurant så vi kunne spise frokost.

Vi havde jo besøgt CN Tower, men tog tilbage for at kigge lidt i souvenirbutikken, men det eneste vi lige kunne finde var et par postkort, som vi fik skrevet og sendt.

Det blev tid til at tage til lufthavnen, og da vi skulle igennem den amerikanske immigration blev det for alvor “sjovt”.

Henrik fik taget fingeraftryk på højre hånd, ingen problemer, Victor er for lille så han slap, Isabella fik taget fingeraftryk – ingen problemer og så blev det ellers min tur. Først skulle jeg have højre hånd på scanneren, hm…. derefter skulle jeg også lægge tommelfingeren på…hm, så blev det venstre 4 fingre, tommelfinger, højre hånd igen, venstre hånd igen og endelig højre igen OG så blev der ellers stemplet ok i passet. Inden da havde jeg ellers set i ånden at jeg blev efterladt i Canada mens resten af familien tog til USA. Bagagen blev afleveret, vi blev checket i Security, og denne gang var det Victor der måtte vise sit Spiderman-mavebælte, hvor den famøse ishocky-puck var. Heldigvis fik Victor lov at beholde den. I skrivende stund sidder vi og venter på flyet til San Francisco.