USABLOG

Æv, i morgen skal vi allerede hjem.
Vi har ændret lidt på rejseplanerne, trafikken er sindssyg i LA og for at have lidt mere ro på har vi booket hotel lige ved lufthavnen. Bilen er afleveret og nu er det egentlig bare at få en god nats søvn og troppe op i morgen i lufthavnen.
Vi kunne ikke overskue at tage afsted i morgen tidlig og være nervøse for ikke at nå flyet.

Vi forlod San Diego i morges for lige at gøre et lille stop ved et outlet, det allersidste, men gejsten er nok gået lidt af os, vi gad egentlig ikke shoppe mere.

På motorvejen havde vi en pudsig oplevelse, lige pludselig så vi blå blink der kørte tværs over motorvejen, tænkte ok, han jagter nogle. Det gjorde han ikke, han blev ved med at køre i zigzag så alle blev nødt til at sænke farten. Jeg tror vi alle nåede at blive lidt nervøse. Med et stoppede han midt på motorvejen, steg ud af bilen og samlede nogle træplader op og smed væk, åbenbart tabt af en bil.

Vi havde håbet på at sole lidt inden vi tager hjem, men en eller anden har slukket for solen så vi tag ned på Hollywood Boulevard for at kigge på stjerner.

Hold da op for et cirkus. Vi var her i 2009 og 2010 og bemærkede at den ene del af gaden var, skal vi sige forbeholdt voksne. I dag stank der af tis og hash på hele gaden, der var hjemløse på stort set hvert gadehjørne og møgbeskidt. Jeg blev ærlig talt lidt trist til mode over alle de hjemløse. Der lå folk og sov på gaden, vi var der ved 15-tiden. Det burde være en god oplevelse at se walk of fame, men i dag, ærlig talt, walk of shame.

Pågående sælgere, pornobutikker, turistfælder, æv!

Trafikken er rædselsfuld, ca. 3 km før vi skulle aflevere vores bil måtte Henrik dytte kraftigt fordi man åbenbart ikke behøver se sig for når man skifter vognbane, vi kan jo selv se de har blinket den sidste halve km så selvfølgelig kan man skifte vognbane når man lyster..

I morgen går turen til København, en lille smule fattigere på bankkontoen, men det gør ikke noget, for vi er 1000 gange rigere på oplevelseskontoen og det er det der tæller.

Stay tuned, lige pludselig er vi i USA igen!

Altså forleden dag da vi tossede rundt efter en
parkeringsplads lige ved grænsen begyndte jeg at synge min ”Der er plads-sang”
og vupti var der en tom parkeringsplads.

Derfor var det oplagt at synge min hvalsang inden vi tog af
sted på hvalsafari. Det var en kold morgen så vi var sikre på at der ikke ville
være mange med båden. Det havde vi så ikke ret i. De har åbenbart et tilbud
lige nu, typisk! Båden var fyldt men vi fik da kapret tre gode pladser.

Vi blev instrueret i at vi bruger klokken så man ved hvor
man skal lede. Kl. 12 er stævnen, kl. 6 er agter etc.

Vi var knap nået ud af havnen før vi spottede delfiner, dog
ikke så stor en flok som sidst, men alligevel. Jeg havde ikke engang sunget
delfinsang, så vi var ved godt mod.

Da vi nåede kanten (altså ikke kanten af jorden, den er som
bekendt rund, det mener de fleste af os i hvert fald) af en kontinentalplade
blevet vandet markant dybere. Det er i det område hvalerne søger efter mad og
det lykkedes os da også at spotte en enkelt lille vågehval. Lille som i en af
de mindste hvaler, der findes men det var dog en hval. Af hensyn til dyret må man ikke sejle hen til
det, men den må godt svømme hen til os, hvis den gider. Det gad den ikke!

Den laver heller ikke blås op i luften så man kan kun se
finnen på den slags hvaler. Vi så den et par gange men fik ikke taget billeder.

Vores geni af en havbiolog sagde flere gange ”Den er lige
der”, altså på engelsk. Hvor er lige der? Vi havde lige gjort os umage med at
lære klokken og så hjælper det altså ikke at sige ”lige der”

Alt i alt lidt skuffende, da vi var på hvalsafari i Cape Cod
var der både hvalhaler og blås helt tæt på båden.

Måske er rygtet om vores fortræffelige evner som skytter
blevet hørt af de andre hvaler og de har lagt noget andet i ordet safari? Vi
ved det ikke.

Vi må til Cape Cod igen!

I går kørte vi fra Ridgecrest tilbage til San Diego eller
rettere National City, ca. 10 km fra downtown. Vi skal være her i 3 nætter.

Vi har længe kigget efter en shooting range, hvor man ikke
selv skal medbringe våben og i dag fandt vi endelig en, under en halv times (30
minutter) kørsel fra vores hotel.

Den shooting range var derfor målet for vores udflugt i dag.
Allerede da vi nærmede os kunne vi høre
skud, det er altså mærkeligt sådan at kunne høre skud, det er vi jo ikke
ligefrem vant til.

Da vi kom ind skulle vi aflevere et pas pr. skydevåben vi
havde lyst til at prøve, vi fulgte den rare mands anbefaling og begyndte med en
AR-15 og derefter en AK47. Manden spurgte hvor gammel Victor er, og eftersom
han er under 18 må han ikke skyde med håndvåben, altså pistoler, men han må
gerne skyde med en AK47. Det giver absolut ingen mening i min verden. På intet
tidspunkt så de ID på Victor så i princippet kunne han have sagt han var over
18.

Først skulle vi dog læse en manual og svare på en hel masse
spørgsmål skriftligt så vi kunne få udleveret et safety card. Uden
sikkerhedskort, ingen skydning.

Vi bestod (selvfølgelig!) og fik derefter aftalt hvilke
våben vi skulle skyde med og hvor meget ammunition vi skulle bruge. Vi fik en
kort demo, hvordan man kommer magasinet i og hvordan man afsikrer og derefter
var det af sted til banen.

Før man går ind på banen skal man være iført klædelige
sikkerhedsbriller (jeg slap for det da jeg har briller) og ørepropper. Der er
sikkerhedssluser så man må ikke gå videre før første dør bag en er lukket.

Vi måtte nu alle sammen tilbage, da vi ikke havde helt styr
på det med ørepropperne, men de ansatte var utroligt søde til at hjælpe os. De
kunne godt se vi var lidt nye…

Jeg har prøvet at skyde før i DGI-byen i København, men der
får man våbenet udleveret og så skyder man. Det gør man ikke her!

Godt Henrik har prøvet det før for det var altså ikke helt
nemt at komme patroner i magasinet, huske hvordan man afsikrer og alt det der.
Vi skiftedes til at skyde, et magasin hver

Det første våben gav ikke så meget rekyl men AK-47, wauh,
det kunne mærkes og patronhylstrene fløj om ørerne på os.

Det var supersjovt!

Midt i det hele lyd der en alarm, men da vi jo havde vores
safety card vidste jeg godt (det var nemlig min tur) at jeg skulle lægge
våbenet og så blev hele området tømt.
Der var noget galt med snoretrækket på nabobanen og selvfølgelig skal
der ikke stå nogen og skyde mens det bliver ordnet. Banen blev aflåst men det
bliv fikset og efter et stykke tid måtte vi komme ind igen.

Efter vi havde skudt med de to første ville jeg også gerne skyde
med pistol. Victor måtte ikke men Henrik og jeg blev udstyret med en pistol og
ammunition og så ellers tilbage igen. Der er ingen af os, der kan huske hvilken
slags pistol men den var tung. Jo tungere pistol – jo lettere at ramme. Så ved
vi det!

Personligt synes jeg det er lettere at skyde med pistol end
med de andre våben og også sjovere. Eftersom Victor ikke måtte være med blev vi
med den ene pistol, men vi kunne sagtens have skudt med flere forskellige
pistoler.

Oplevelsen kostede 123 dollars svarende til 790 danske kr.
for 3 personer. Det var alle pengene værd.

Vi tog fra hotellet kun en halv time efter planlagt afgang.
Der er en i selskabet, der har det lidt svært med at stå op…

Jeg ville gerne tidligt af sted, temperaturen er høj i Death
Valley, der er en grund til at dalen hedder ”Dødens dal”, men af sted kom vi
da. Første punkt, udsigtspunkt, var Dante’s View, hvor man har et helt
fantastisk overblik over hele dalen. Vi fik selvfølgelig taget et par billeder,
Henrik går amok efter han har fået liv i sin selfiestang. Desværre har han ikke
været så snedig at tage kabel med til at overføre til pc, men må lige undersøge
om Samsung har noget sky-noget så I ikke bliver snydt 😉

Turen derop og ned igen selvfølgelig var med stigninger på
15%, det er altså ret meget! Til sammenligning er stigningen på Frederiksberg
Bakke 4,3%.

Vores telefoner virkede ikke her midt ude i ørkenen, så næste
stop var ved besøgscentret, hvor en flink ranger lagde ruten for os så vi kunne
nå at se så meget som muligt.

Næste stop var derfor ved Badwater Basin, det laveste punkt
i Nordamerika, det ligger faktisk 86 meter under havets overflade. Det hedder
badwater fordi saltkoncentrationen er så høj at vandet, når det ellers er der,
er udrikkeligt. Jeg skulle selvfølgelig lige smage og den er god nok, det er
salt.

Der er for øvrigt store skilte over alt om at man efter kl.
10 ikke skal begive sig alt for meget rundt til fods på grund af ekstrem varme.
Temperaturen sneg sig op på 111 fahrenheit mens vi var der, det svarer til 43,8
grader celsius.

Vores ranger havde foreslået en lille omvej for at se Artist
Palette, turen gik igen igennem fantastiske bjerge, hvor koncentrationen af
kobber/jern/noget andet giver nogle helt utrolige farver.

På turen mod vores destination kunne vi ikke undgå at se Mesquite
Flat Dunes som er kæmpestore sandbunker. Næsten at være som i Sahara, utrolig
flot, men vi gik ikke rundt så meget, for det første var det sindssygt varmt og
for det andet var der store skilte om at man skal passe på klapperslanger. De
plejer at kunne passe på sig selv, mener jeg. Vi så nu ikke nogen.

Sidste punkt på turen var et måske-punkt. Vi ville gerne se
en spøgelsesby og der var også en på vej til Ridgecrest, spørgsmålet var lige
hvor langt vi skulle køre på dårlig vej for at komme dertil. Det viste sig at
være et par km så den oplevelse tog vi også med.

På vejen dertil spurgte Victor om der mon var toiletter, vi
forklarede ham at det var en forladt by så det var der ikke stor sandsynlighed
for. Vi skulle blive klogere!

Ballarat, som spøgelsesbyen hedder, var en syndens by, hvor
de 4-500 mennesker, der burde her, kunne få forsyninger til deres arbejde i de
omkringliggende miner. Der var et fængsel, posthus, butikker, barer men ingen
kirke, hvilket må siges at være et særsyn her i USA.

I en spøgelseby havde vi bestemt ikke forventet at se nogen,
men det viste sig at der faktisk bor en mand, derude. Han har en fin lille
forretning kørende, hvor han sælger iskolde drikkevarer. Eftersom Victor skulle
låne toilet købte Henrik selvfølgelig lidt at drikke. Henrik fik tilbudt
whisky, men eftersom vi var i bil blev det til en alkoholfri rootbeer (smager
som hostesaft, kan ikke anbefales) og en sodavand. Må indrømme jeg kiggede på
holdbarhedsdatoen og den var god nok.

Der kommer åbenbart nok besøgende til at han kan leve
derude, midt i ingenting, men det må være lidt sært.

Det var sidste stop og vi troede vi havde set spøgelsesbyer
nok for i dag, men den næste by vi passerede virkede meget forladt. Der var et
par tankstationer, der var åbne, en sprutbutik og ikke så meget andet. Der er
stadig minedrift men der var en masse huse, hvor vinduerne havde brædder for,
så en lidt trist by og ikke et hotel i miles omkreds.

Heldigvis var der i næste by J
I dag går turen mod San Diego, igen!

Selve Pahrump er der ikke så meget at sige om, den var blot
udvalgt som et stop før Death Valley. Jeg havde været for optimistisk da jeg
planlagde turen, planen var oprindeligt at køre fra Las Vegas gennem Death
Valley til Ridgecrest, men blev enig med mig selv om at det var for meget
kørsel på en dag.

Det var et rigtig dejligt hotel, vi lå ved pølen et par
timer sammen med nogle amerikanske skrigende unger. Vi udnyttede samtidig tiden
til at få vasket noget af vores tøj. Jeg ved ikke hvorfor vi pakker så meget,
vi ved udmærket godt at vi ender med at gå rundt i shorts og t-shirt (Las
Vegas-uniform) med mindre situationen kræver pænt tøj.

Nedenstående skal ikke opfattes som brok fra en sur gammel
dame, men blot en stille undren.

På mange af de hoteller vi har valgt er der
morgenmadsbuffet, vi tager selvfølgelig det vi har lyst til, sætter os, spiser
det og drikker vores kaffe. Jeg har flere gange observeret at folk STJÆLER
morgenmad, nogen gør det åbenlyst, andre (ofte tyskere) pakker det ind i
servietter for så kan vi nemlig slet ikke se, hvad det er.

Det er ikke fordi de spiser morgenmaden på værelset, de
spiser i restauranten og tager så tonsvis (ok, måske lidt overdrevet) mad med
op. Hvis man er mere sulten er det ikke forbudt at spise sig mæt i
restauranten. Ofte kan vi faktisk godt se på folk at de kan lide at spise sig
mætte, fred være med det.

Men i min optik er det altså at stjæle at tage mad med fra
restauranten og bruge som frokost senere på dagen. Man beder jo heller ikke om
en doggy bag når man spiser i en buffetrestaurant, vel?

Kan jeg ikke være ligeglad? Jo, så længe kalorierne ikke
sætter sig hos mig, men så alligevel ikke. De mængder af mad, der forsvinder,
er der kun en der betaler, nemlig kunden og det er mig.

Nok om det, næste indslag handler om vores dejlige dag i
Death Valley

I går var Henrik og jeg
forholdsvis tidligt oppe, kørte en tur i Wal-Mart for at shoppe vand (turen går
mod Death Valley i dag, som navnet antyder er masser af vand en rigtig god
ide). Byen er totalt død ved 9 . 9.30-tiden, jeg tror vi var de eneste turister,
der var oppe/ude.
Formodentlig sover alle så de kan feste natten lang?
Da vi kom tilbage var Victor oppe, så vi smuttede forbi det
andet out-let, der ligger her i byen.

Sjov lille fun-fact; det andet outlet er for nogle måneder
siden begyndt at tage betaling for parkering, altså med mindre man er fra
Nevada. Jeg kan egentlig godt forstå det, det er sikkert blevet misbrugt af
gæster på de nærliggende hoteller til at lade deres biler overnatte gratis. Det
andet center er stadig gratis.

Vi fik købt et par småting (dagens underdrivelse) og tog
tilbage til hotellet for at hvile. Meget anstrengende sådan at shoppe.

Vi havde to ting vi gerne ville, nemlig spise på Gordon
Ramseys Hell’s Kitchen og se et show af en eller anden art. Jeg forsøgte at
booke bord, men vi kunne vælge mellem at spise kl. 16.45 eller 22.30. Lige
tidligt/sent nok. Derfor fandt vi i stedet billetter til Donny &
Marie Osmond-show.

Det foregik på vores gamle forfærdelige hotel Flamingo, et
kæmpe hotel med kæmpe kasino og larm og bling bling.
Efter vi havde hentet billetterne på hotellet var det en
udfordring at finde et sted at få en drink i nærheden da Victor er under 21 år.
I princippet må han heller ikke opholde sig i kasinoet…Lidt svært når showets
indgang er i kasinoet.
Nå men vi fandt et sted på hotellet, satte os udenfor og blev
betjent af en bartender, der havde haft stor glæde af de våde varer, han var
plørefuld. Victor fik sodavand med refill, men måtte ikke selv gå ind i baren
for at hente, det skulle en rigtig voksen. Vi valgte derfor at sende Henrik

Valg af show faldt på Donny
& Marie, der er masser af shows i byen men der var åbenbart ikke stemning
for hverken Magic Mike, Chippendales og den slags!

Det var nu også en god
beslutning, vi havde rigtig gode pladser og var så heldige at sidde sammen med
et engelsk par fra Liverpool som vi talte lidt med inden showet begyndte.

Aldersmæssigt var Victor klart den yngste og så tror jeg
faktisk jeg var den næstyngste! Vi havde alle tre taget pænt tøj på, det gør
man da, når man skal i byen, men åbenbart ikke i Vegas. Langt de fleste var i
Vegas-uniform, shorts og t-shirt. Vi var ikke overdressed, de andre var
underdressed!

Selve showet var rigtig rigtig godt, til trods for at de er
henholdsvis 58 og 62 har de stadig begge deres kraftfulde stemmer. De var
sjove, underholdende og ja, både Henrik og jeg havde en fest. De fik stående
bifald. Man måtte ikke tage billeder så ingen fotos!

Annelise, hvis du
læser dette: JEG HAR VÆRET TÆTTERE PÅ DONNY OSMOND END DU HAR!!

Efter showet fik vi lidt at spise og så hjem i seng.

I dag har vi bestilt bord hos Ramsay til kl. 14.15, vi kører
videre mod en lille by ved indgangen til Death Valley.

Efter en dejlig naturoplevelse i Zion Nationalpark gik turen
videre til Las Vegas. Da vi forlod Utah for lige at snitte Arizona stod der på
et skilt over motorvejen ”Country first, rest in peace senator McCain” – meget fin
gestus. De fleste steder bliver der flaget på halv, måske lige bortset fra en
enkelt svipser på 1600 Pennsylvania Ave NW, Washington.

Vi har vundet en time, da Nevada er på pacific time og da vi
først kunne få vores værelse fra kl. 16 benyttede vi lejligheden til at besøge
et outlet. Surprise!

Det er første gang nogensinde vi har betalt parkering for at
besøge et outlet og der var mange flere mennesker end vi er vant til. Vi var
der kun et par timer, vi trængte til at slappe af efter vores anstrengende ture
i Zion..

Det er et fint hotel, ligger lige ved siden af The Strip men
alligevel væk fra al larmen. Las Vegas er en mærkelig by, vi havde besluttet at
give den en chance til (selvom den nok er ligeglad) men allerede da vi spiste
aftensmad sagde Victor at det er en ”nederen” by.

Her lugter af sjov tobak og selv Victor er forundret over at
ALLE åbenlyst går rundt og drikker. På det tidspunkt var kl. ca. 18.00.

Selvom Henrik tydeligvis er optaget får han stukket
visitkort i hånden fra folk, der reklamerer med letlevende damer. Vi ser masser
af letpåklædte damer og mænd, jeg ved ikke om det er deres måde at tjene penge
på, at stille op til fotografering eller om de reklamerer for et show, i hvert
fald blev Victor opfordret til at stille op, det gjorde han nu ikke. Han påstår
at de to unge tøser sagde at de manglede showgirls og opfordredede mig – hm,
helt sikkert.

Her er sindssygt dyrt i forhold til de andre byer vi har
besøgt, jeg ved godt der er forskel på at købe vand i et supermarked eller på
en restaurant. Vi har købt 40 ½ liter vand i Walmart
til 3,98, på den
restaurant, hvor vi spiste gav vi 3,75 for samme halve liter!

Jeg kan simpelthen ikke drikke deres klorvand og til min
store overraskelse og glæde har vi været rigtig mange steder, hvor vandet har
smagt som det skal, nemlig af ingenting. Lige så snart vi rammer en storby
smager vandet af klor, derfor købte vi flaskevand i restauranten.

Vi købte også vin, det blev serveret i tykke plasticglas.
Passer måske meget godt til byen som også er en plasticby.

Victor sagde det egentlig meget godt, byen er Times Square
gange 100! Jeg vil tilføje Times Square på stoffer!

Jeg havde læst på Tripadvisor at Zion Nationalpark lukkes
når der er kommet 400 biler ind og så må man ellers pænt vente til der bliver
plads. Anmeldelsen var fra begyndelsen af januar 2018, hvor det på ingen måde
er højsæson. Jeg havde derfor berordret mine rejsefæller op i ordentlig tid,
det lykkedes næsten og med kun en times forsinkelse nåede vi parken. Vi
parkerede bilen og stillede os i kø til en af de gratis shuttlebusser, der
kører konstant.

Der, mens vi ventede på bussen, gik det op for os at vi
skilte os væsentligt ud. Stort set alle andre var udstyret med det helt store
vandreudstyr, vandrestave, vandrestøvler, rygsække, smarte rygsække med vand i
en slange, solhatte (her taler vi ikke smart bandana, slet ikke!), lommelygter
og der har sikkert været flere dages madrationer i rygsækkene.

Vi stod i shorts, t-shirt, en enkelt med smart(?) bandana og
½ liter vand til hver! Nu er der flere forskellige niveauer på de trails man
kan tage, og vi tænkte at de da nok skulle have en af de udfordrende.

Den første tur vi havde valgt at gå, nogle i selskabet mere
ivrige end andre, gik under betegnelsen ”let”, ca . 0.6 km på asfalt. På trods af vores manglende udstyr klarede vi
den i fin stil, men stødte dog på en
enkelt amerikaner som gav op .. Turen gik op til en ”grædende klippe”, jeg
troede man skulle vente på at se et par dråber falde i ny og næ, men den har
åbenbart været meget ked af det, for den græd konstant, stakkels klippe.

Næste vandretur var i samme kategori, nemlig let og den var
på 1.9 km, min gps sagde nu 3.23! Målet med turen var Lower Emeralds Pool, hvor
der også skulle være et fint vandfald. Det var der også, det var en fin gåtur
og vi mødte rigtig mange med det rette vandreudstyr, det havde de nu ikke
behøvet, hele vejen gik man ja, på en vej.

Da vi kom tilbage til parkeringspladsen var den helt fyldt
og vi havde måske ikke helt husket, hvor vi havde parkeret. Der kom en bil på vej ind i parken, der godt
kunne se at vi skulle hente vores bil så de fulgte efter os hele vejen for at
få vores plads. Godt vi ankom tidligt, stor ros til turguiden.

Derefter satte vi kursen mod Las Vegas, nyt indslag følger.