I går kørte vi fra Ridgecrest tilbage til San Diego eller
rettere National City, ca. 10 km fra downtown. Vi skal være her i 3 nætter.
Vi har længe kigget efter en shooting range, hvor man ikke
selv skal medbringe våben og i dag fandt vi endelig en, under en halv times (30
minutter) kørsel fra vores hotel.
Den shooting range var derfor målet for vores udflugt i dag.
Allerede da vi nærmede os kunne vi høre
skud, det er altså mærkeligt sådan at kunne høre skud, det er vi jo ikke
ligefrem vant til.
Da vi kom ind skulle vi aflevere et pas pr. skydevåben vi
havde lyst til at prøve, vi fulgte den rare mands anbefaling og begyndte med en
AR-15 og derefter en AK47. Manden spurgte hvor gammel Victor er, og eftersom
han er under 18 må han ikke skyde med håndvåben, altså pistoler, men han må
gerne skyde med en AK47. Det giver absolut ingen mening i min verden. På intet
tidspunkt så de ID på Victor så i princippet kunne han have sagt han var over
18.
Først skulle vi dog læse en manual og svare på en hel masse
spørgsmål skriftligt så vi kunne få udleveret et safety card. Uden
sikkerhedskort, ingen skydning.
Vi bestod (selvfølgelig!) og fik derefter aftalt hvilke
våben vi skulle skyde med og hvor meget ammunition vi skulle bruge. Vi fik en
kort demo, hvordan man kommer magasinet i og hvordan man afsikrer og derefter
var det af sted til banen.
Før man går ind på banen skal man være iført klædelige
sikkerhedsbriller (jeg slap for det da jeg har briller) og ørepropper. Der er
sikkerhedssluser så man må ikke gå videre før første dør bag en er lukket.
Vi måtte nu alle sammen tilbage, da vi ikke havde helt styr
på det med ørepropperne, men de ansatte var utroligt søde til at hjælpe os. De
kunne godt se vi var lidt nye…
Jeg har prøvet at skyde før i DGI-byen i København, men der
får man våbenet udleveret og så skyder man. Det gør man ikke her!
Godt Henrik har prøvet det før for det var altså ikke helt
nemt at komme patroner i magasinet, huske hvordan man afsikrer og alt det der.
Vi skiftedes til at skyde, et magasin hver
Det første våben gav ikke så meget rekyl men AK-47, wauh,
det kunne mærkes og patronhylstrene fløj om ørerne på os.
Det var supersjovt!
Midt i det hele lyd der en alarm, men da vi jo havde vores
safety card vidste jeg godt (det var nemlig min tur) at jeg skulle lægge
våbenet og så blev hele området tømt.
Der var noget galt med snoretrækket på nabobanen og selvfølgelig skal
der ikke stå nogen og skyde mens det bliver ordnet. Banen blev aflåst men det
bliv fikset og efter et stykke tid måtte vi komme ind igen.
Efter vi havde skudt med de to første ville jeg også gerne skyde
med pistol. Victor måtte ikke men Henrik og jeg blev udstyret med en pistol og
ammunition og så ellers tilbage igen. Der er ingen af os, der kan huske hvilken
slags pistol men den var tung. Jo tungere pistol – jo lettere at ramme. Så ved
vi det!
Personligt synes jeg det er lettere at skyde med pistol end
med de andre våben og også sjovere. Eftersom Victor ikke måtte være med blev vi
med den ene pistol, men vi kunne sagtens have skudt med flere forskellige
pistoler.
Oplevelsen kostede 123 dollars svarende til 790 danske kr.
for 3 personer. Det var alle pengene værd.