Altså forleden dag da vi tossede rundt efter en
parkeringsplads lige ved grænsen begyndte jeg at synge min ”Der er plads-sang”
og vupti var der en tom parkeringsplads.

Derfor var det oplagt at synge min hvalsang inden vi tog af
sted på hvalsafari. Det var en kold morgen så vi var sikre på at der ikke ville
være mange med båden. Det havde vi så ikke ret i. De har åbenbart et tilbud
lige nu, typisk! Båden var fyldt men vi fik da kapret tre gode pladser.

Vi blev instrueret i at vi bruger klokken så man ved hvor
man skal lede. Kl. 12 er stævnen, kl. 6 er agter etc.

Vi var knap nået ud af havnen før vi spottede delfiner, dog
ikke så stor en flok som sidst, men alligevel. Jeg havde ikke engang sunget
delfinsang, så vi var ved godt mod.

Da vi nåede kanten (altså ikke kanten af jorden, den er som
bekendt rund, det mener de fleste af os i hvert fald) af en kontinentalplade
blevet vandet markant dybere. Det er i det område hvalerne søger efter mad og
det lykkedes os da også at spotte en enkelt lille vågehval. Lille som i en af
de mindste hvaler, der findes men det var dog en hval. Af hensyn til dyret må man ikke sejle hen til
det, men den må godt svømme hen til os, hvis den gider. Det gad den ikke!

Den laver heller ikke blås op i luften så man kan kun se
finnen på den slags hvaler. Vi så den et par gange men fik ikke taget billeder.

Vores geni af en havbiolog sagde flere gange ”Den er lige
der”, altså på engelsk. Hvor er lige der? Vi havde lige gjort os umage med at
lære klokken og så hjælper det altså ikke at sige ”lige der”

Alt i alt lidt skuffende, da vi var på hvalsafari i Cape Cod
var der både hvalhaler og blås helt tæt på båden.

Måske er rygtet om vores fortræffelige evner som skytter
blevet hørt af de andre hvaler og de har lagt noget andet i ordet safari? Vi
ved det ikke.

Vi må til Cape Cod igen!