I går tog vi turen til Galveston, som er en ø, der ligger lige ud til den mexikanske golf. Vi kan ikke have været så tæt på uden at dyppe tæerne der.
Jeg havde læst på nettet (selvom jeg officielt har sagt op som turguide, de andre må også søge info!) at man kan tage en færge, der egentlig er en forlængelse af vejen over til Port Bolivar. Der er absolut INTET at se, men selve turen tager kun ca. 20 minutter og man kan være heldig at spotte delfiner. Vi parkerede bilen og gik ombord, heldigt, for der var rigtig mange biler, der skulle med og ikke alle kom med første færge. De sejler hele tiden, men alligevel.
Der var ingen delfiner at spotte på turen derover, men Henrik og Victor gik ud på molen og Isa og jeg gik en lille tur på stranden. Da Henrik og Victor kom tilbage havde de set en hel del delfiner, og nu vidste vi så, hvor vi skulle kigge på tilbageturen. Vi så en hel del delfiner 🙂
På vej tilbage til færgen stod der en emsig dame, der råbte af os at vi endelig ikke måtte passere gaden fordi bilerne kørte fra borde. Det kunne vi godt se og der var også skilte! Da bilerne kørte ombord var der ingen skilte, der advarede os fodgængere, så da der var absolut fri bane gik vi over vejen i fodgængerfeltet. Så begyndte damen at skælde os ud! Nu havde hun åbenbart glædet sig til at vinke os ombord….
Efter sejlturen kørte vi ned til en historisk mole, det hed den i hvert fald, kun for at finde ud af at det var en forlystelsespark og det var ikke lige med i planerne. I stedet dyppede Isa og jeg tæerne i den noget kolde mexikanske golf.
Efterhånden lidt småsultne fandt vi en cafe, ventede pænt på at det blev vores tur og fik endelig et bord. Blev “betjent” af en dame, der spurgte hvad vi ville drikke, Henrik svarede vand og så forlod hun os. Kom tilbage, smed nærmest 4 glas klorinvand på bordet og kom i tanker om at vi da også skulle have citroner. Dem tog hun med fingrene. Så var det at SippeSusanne spurgte om hun lige havde brugt fingrene? Ehhhhhh? Sorry. Jeg mistede lysten til mad på det sted og vi fandt en anden biks. Udmærket mad og de havde flaskevand, altså vand, der ikke smager af klorin 🙂
Efter en lille rundtur i byen satte vi kursen mod Nasa. Mere om det i næste indslag