USABLOG

I dag begyndte dagen usædvanlig tidligt. Vi havde sat vores
vækkeur til kl. 03.00, da vi skulle være i Rocky Mountains senest kl. 5.30 –
ca. 100 km herfra. Henrik havde jo fået den geniale (?) idé at tilmelde sig
Rocky Mountains Halvmaraton, selvom Isabella og jeg havde prøvet at tale ham
fra det. Vi har nemlig fulgt med i et danseprogram fra TLC (vi indrømmer vi ser
for meget TLC), hvor danserne var i Denver på et tidspunkt og under konkurrencen
sad de fleste med iltmasker på. Byen kaldes ”The Mile High City” fordi den
ligger præcis en mil over havets overflade, altså 1.6 km. Det kan godt mærkes,
og bjergene ligger endnu højere!

Som de rare forældre vi er, lod vi Isabella og Victor blive
på deres værelse og sove. Der er ikke meget trafik i Denver på den tid af
døgnet og vi ankom til Rocky Mountains 1 time tidligere end forventet. Som en
lille forbrugerservice kan jeg fortælle at der er MEGET mørkt i bjergene på den
tid af døgnet. Det var faktisk ok at vi havde kørt turen dagen før, så vi
vidste nogenlunde, hvor vi skulle hen. Vi fandt parkeringen og så skulle vi
ellers ud at køre med amerikansk skolebus hen til startlinjen. Der stod vi og
ventede i næsten 1 time, megakoldt, vi havde set i bilen at temperaturen var 44
F. Da vi slog det op, da vi kom hjem var det lig med 6 grader. Ikke noget under
vi frøs.

Kl. 5.45 blev der så annonceret at man som tradition lige
spiller nationalmelodien og folk havde bare at tage deres kasketter af. Der stod en lille amerikansk dreng og holdt
flaget, mens løberne holdt den ene hånd over hjertet. Vi gjorde ikke, det var
jo ikke vores melodi, de spillede, men vi holdt bøtte af respekt. Det var nu
meget rørende, dog ikke så meget at jeg havde behov for solbriller eller
lommetørklæder;-)

Derefter blev løberne sendt af sted, fantastisk solopgang
over bjergene, det tog jeg et par billeder af. Fandt målområdet (100 meter fra
startområdet, så det var ikke supersvært!) og satte mig så ellers på en sten på
Henriks trøje og ventede, læste og frøs. Nøj, hvor var det koldt.

Den første løber kom i mål efter 1.22, fuldstændig sindssyg
tid, desværre var det ikke Henrik, så jeg ventede lidt mere.

Da løberne begyndte at komme i mål gik jeg hen og klappede
dem resten af vejen, det var der ikke mange andre, der gjorde, men det gør man
altså, basta.

Langt om længe kom Henrik, ”Henrik from Copenhagen,
Copenhagen, oh, from Denmark” og da han havde fået medalje, forsyninger etc. tog
vi turen tilbage til Denver. Isa var på vej ud af badet, Victor sov stadig, da
var kl. 11.15.

Henrik lagde sig under dynen i ”5 minutter” for lige at få
varmen, og nu skal vi snart til at spise frokost. Derefter skal vi en tur i
biffen.

Jeg er sikker på at Henrik blogger om sin løbeoplevelse senere i dag:-)

I går var det køredag. Vi havde ca. 562 km fra Rapid City
til Denver, og da Henrik skulle løbe halvmaraton i Rocky Mountains skulle vi da
også lige forbi der for at hente startnummer og chip. Det blev en MEGET lang
tur.

Vores GPS havde åbenbart været rigtig glad for at navigere
os rundt i Wyoming, så hun valgte at tage tilbage til staten, dog ikke samme
vej! Jeg er ikke helt sikker på at vi kørte den hurtigste vej, men vi fik da
set en god bid af Wyoming. Der er meget prærie – rigtig meget prærie! Jeg har
aldrig set så meget prærie i et mit liv, måske fordi vi ikke har været på disse
kanter før, men der var prærie så langt øjet rakte og så lidt længere. Uden at
fornærme Wyoming-borgerne tror jeg godt man kan sige at der ikke er helt så
meget at lave i den stat, vi så bl.a. en by, hvor indbyggertallet var 4. Ja,
fire stk. nåede desværre ikke at tage billede af skiltet, så var vi kørt
igennem byen;-)
Hver gang vi så en bjergkæde mente vi helt bestemt at det måtte være Rocky
Mountains, men det var det nu ikke. Endelig kom vi dog der til, og så var det
ellers op af bakke! Der er ca. 50 km bjergkørsel for at komme op til det sted,
hvor chippen skulle hentes, så vi kom rigtig højt op.

På nedturen var der et lille uheld i bilen, og det var ikke
på grund af højdesyge men nok nærmere indtagelse af 3 stk.
chokoladeproteinbarer, dem er der nu forbud imod! Stik imod hvad vi havde
forventet var der faktisk en bil, der standsede for at høre om vi havde brug
for hjælp, men det havde vi ikke. Vi fik renset bil og Victor – jeg vil undlade
at nævne, hvad vi brugte af hensyn til de måske lidt sarte mandlige læsere;-)

Langt om længe kom vi til Denver, rigtig dejligt hotel, hvor
vi har to værelser. Rigtig smart, når Henrik og jeg skal tidligt op for at
komme til halvmaraton. Jeg skal bare med som hepper, altså.

Vi fandt en dejlig italiensk restaurant, skøn mad, men man
kan godt mærke vi er i en storby, priserne er noget højere end ude på landet.
Dog stadig billigt i forhold til Danmark.

Da vi var i området, sådan da, havde vi hjemmefra også
besluttet at vi ville se Devils Tower. Det ligger i højre hjørne af staten
Wyoming og er nabo til South Dakota. Det er muligvis kun 4 tossede danskere,
der kan finde på at køre 200 km HVER vej for at se en klippe, men det var turen
værd.

Det ligger i en nationalpark, så igen skulle vi betale 15$
for at komme ind. Næste gang vi skal af sted køber vi altså et årskort!
Ved foden af klippen lever der præriehunde, sjovt at se dem, der er altid et
par spejdere på vagt, mens de øvrige præriehunde laver ”præriehundeting”. De er
ligeglade med bilerne, dem er de nok efterhånden vant til.

Der var advarsler mod klapperslanger og giftig efeu, vi så
nu ikke nogen af delene, men der var en masse cikader (så vi heller ikke), og med
lidt god vilje kan de godt lyde lidt som en klapperslange. Vi så en hjort, der
stod fredeligt og græssede, men det er ikke helt det samme.

Helt oppe ved klippen kan man vælge forskellige ture, vi
valgte den korte tur på 1.6 miles, ca. 2.50 km. Det stod godt nok på skiltene
at turen ville tage 45 minutter, men vi tænkte at det nok var ikke
fodgængervante amerikanere, der bruger så lang tid…Det var det ikke, vi brugt
lige så lang tid, men det var fordi vi hele tiden tog billeder. Nu er vi
velforsynede med billeder af Devils Tower, vi kan sagtens arrangere endnu en
foto-aften, det er bare at spørge;-)

Efter turen satte vi kursen mod Rapid City, lettere
forvirrede over om kl. var det ene eller det andet. Wyoming ligger i en anden
tidszone, så vi aner faktisk ikke, hvor mange timer vi var på farten. Det har
været omkring 8 -10 timer. Efter sådan en tur valgte vi at købe mad med ”hjem”
på hotellet og spise der. Meget primitivt, det ender med at vi bliver campister,
men det var altså, hvad vi havde lyst til og bedre en familierestauranterne i
Rapid City.

Næste stop på turen er Denver, Colorado