Efter morgenmad besluttede vi at tage et smut til Macy’s. Hm, det var et stormagasin, der var ved at lukke, 80% rabat på alt. Meget underligt at se et stormagasin så tomt. Heldigvis havde det lige præcis et par sandaler i min størrelse, 5 par bukser til Henrik og 3 par til Victor. Isa og jeg deles om en hat – mest min!
Vi læssede vores indkøb af på hotellet, og kørte derefter til Budweiser. De har ture, hvor man kan se deres bryggeri og til slut få 2 gratis smagsprøver – selvfølgelig hvis man er over 21. Det var faktisk en ret god tur, 1 time tager den, hvor man ser deres hestestald og heste, ret fantastiske lokaler. Vi så også pakkeriet, og trods advarsler om at hvis man havde åbne sko, var det en god idé at tage elevatoren, kastede vi os over at benytte rulletrapperne. Vi overlevede
Efter rundvisningen var der smagsprøver – sodavand til børnene og to slags øl til de voksne. I betragtning af at jeg ikke bryder mig om øl smagte det faktisk godt. Vi slog os ned ved et bord, hvor et par fra Washington DC sad, meget søde mennesker.
Efter øl og saltkringler (som nu officielt er ophøjet til frokost!) tog vi til Saint Louis Zoo. Det er gratis at komme ind, til gengæld er alt uden undtagelse sponsoreret af forskellige mennesker/organisationer. Bjørnene var plantet lige ved deres togbane – derudover virkede det som om de havde det fint.
Tilbage til hotellet, og derefter over i østtårnet af vores hotel, hvor deres 360* restaurant ligger på 26. etage med udsigt over Busch Stadium og resten af byen. Vi så en del af kampen, fik nogle drinks og er nu tilbage på værelset. Vi skal tidligt op i morgen – Chicago kalder og bilen skal afleveres. Øv, det er lige om snart vi skal hjem