Der er ca. 375 km fra Memphis til St. Louis – det er op/nordpå. Der er ikke meget at berette om transporten til St. Louis, ikke andet end vi kan mærke at vi er i et bibelland, vi får “gode” ord med på vejen – der er reklamer på deres billboards fra foreninger, der formaner os om at abort er mord og andre underholdende ting. Vi kan i hvert fald forstå på reklamerne at gud åbenbart holder øje med os. Så er der jo sådan set ingen grund til at passe på vejarbejderne, der er ellers sjove skilte (trist at det er nødvendigt), hvor der står “Hit af worker.. – get XX prison and XX fine”, kan ikke helt huske, hvor lang tid man kommer i fængsel eller hvor stor bøden er. Vi undlod at ramme nogen;-)
Dagens oplevelse var koncert med Backstreet Boys, et boyband fra 90’erne. Vores billetter var i koncertstedets billetkontor, man kan nemlig ikke købe billetter og få dem tilsendt på mail, når man er udenlandsk statsborger. Næ, nej, man skal hen til billetkontoret, vise det kreditkort billetterne allerede er betalt med samt kørekort eller andet ID. Det gjorde vi så ret tidligt, det er aldrig til at vide, hvor meget kaos der er. Det gik nu fint nok, ingen problemer. For at fordrive tiden kørte vi hen og spise aftensmad, dejlige bøffer og tog tilbage til Verizon Wireless Amphitheater. Der var kommet en del biler, siden vi havde hentet billetter. Jeg tog billeder af, hvor bilen blev parkeret og så gik vi ellers til koncert.
Var meget overrasket over publikum, der var mange unge (nej, hvor jeg lyder gammel nu!), og bandet var på toppen i 90’erne, der var de jo knap nok født!
Der var en DJ til opvarmning og derefter en åbenbart superhot fyr, folk og især pigen lige bag Isa skreg da i hvert fald en del.
Der gik måske 20 minutter, så kom BSB, jeg har aldrig været til en koncert, hvor man ikke skal vente en evighed på hovednavnet men åbenbart ikke her.
Det var en god koncert, men vi var lidt trætte… Koncert er måske også så meget sagt, det er dybest set et show, alt er indstuderet og de danser jo ikke spontant, det er øvet. De var absolut i bedre form end Robbie Williams, da han spillede i Gelsenkirchen. De holder sig godt, men folk, der er medlem af et boyband skal altså ikke have skæg! Sådan er reglerne.
Vi er ikke kæmpefans, ved næppe om vi kan kalde os fans, derfor havde jeg bestilt billetter langt bagud, det vil sige, det troede jeg. Spillestedet var ikke særligt stort, vi sad på række RR, tror det var række 36.
Da vi skulle hjem efter diverse ekstranumre skulle vi selvfølgelig finde bilen. I USA er man åbenbart ikke tilhænger af kronologisk/numerisk rækkefølge, B1, hvor vi parkerede var ikke ved siden af B2. Efter et stykke tid fandt vi dog bilen. Vi var ikke de eneste der ledte, kunne vi se, mens vi ventede på at komme ud. Stor tak til Henrik for at have medbragt møvegenet, der var to vejbaner, da vi skulle ned på motorvejen, men alle holdt i den højre, så er det da ok at tage den venstre? Det gjorde vi, og var tilbage på hotellet ved 23.30 tiden. Igen showtime for at finde plads på hotellet, vi har betalt for parkering, men vi fandt kun en plads ved at flytte en kegle. Ups, den væltede;-)
Lige nu snorker familien og så er det ellers ud at se på byen når de vågner. Gateway Arch og Mississippi-hjuldampere, vi er på vej
