Vi er lige landet i Pigeon Forge – lige på grænsen til Great Smokey Mountains Nationalpark.
Godt vi kom væk fra Kentucky, hvis de gæster, der boede på hotellet ellers var fra Kentucky. Er det ikke meget normalt og høfligt at sige godmorgen, når man træder ind/ud af en elevator? Åbenbart ikke i Kentucky!
Henrik og jeg var en tur i hotellets fitnesscenter, vi optog 2/3 af maskinerne, mens vi var der:-) Vi fik da løbet ½ times tid.
Lige i nærheden af hotellet var der et supermarked, hvor vi så skulle kigge efter mere musik til køreturen, dejligt sted, de havde både Olly Murs og Josh Groban. Isa og jeg opdagede at de også solgte ammunition, det sælger de altså ikke i Føtex. Det var ikke en gang låst inde, det var bare lige til at tage. Vi købte nu ikke noget;-)
Derefter satte vi kursen mod Pigeon Forge, en utrolig smuk køretur gennem Appalachian bjergkæden. Da vi nærmede os Pigeon Forge blev det lidt af et gedemarked, Great Smokeys er den mest besøgte nationalpark i USA med ca. 10 millioner (og 4) besøgende og det er samtidig VEJEN til Dollywood og alle mulige andre forlystelser. Det tog sin tid at komme til hotellet. Vi har endnu ikke fået set noget til “byen”, men sidder og slapper lidt af på hotellet.
I morgen tager vi til Dollywood og evt. et dinnershow, vi er trætte i hovederne i dag og gider ikke. Vi skal være her i 2 nætter, så vi har tid nok.