I dag har vi været downtown Texas. Vi kørte hen og parkerede ved Sixth Floor Museum, der handler om John F. Kennedy og selvfølgelig om mordet på ham i 1963.
Vi var i god tid så inden museet åbnede gik vi en lille tur i området, så blandt andet JFK Memorial, ikke noget at prale af. Det er simpelthen en firkantet kasse og indeni er der noget granit med hans navn på. Der står det er oplyst om aftenen, så det er planen at vi kører derhen i aften og ser om det bliver bedre.

Vi så også Dallas Cattle Drive Sculptures som viser en kvæghjord. Det er et kæmpestort område og sjovt at se. Vi var de eneste, så vi fik nogle gode billeder uden andre turister. I det hele taget er der ikke ret mange mennesker i downtown, hverken indbyggere eller turister. Jeg tror faktisk vi er de eneste turister i hele staten.
Museet var efterhånden blevet åbnet og det var rigtig interessant. Museet ligger i den bygning og på den etage (deraf navnet) hvor Lee Harvey Oswald angiveligt skød John F. Kennedy. De gik nu hurtigt hen over alle de konspirationsteorier der er og fastslog at han var ene om at skyde.

Vi blev udstyret med hørebøffer og brugte et par timer på at se udstillingen. Jeg fik kun brug for lommetørklæde en lillebitte smule…

Ude på gaden er der 2 hvide kryds, der markerer hvor JFK blev skudt første og anden gang. Lidt underligt at stå på det sted, hvor sådan en begivenhed har fundet sted.

Efter en lille rundtur i byen kørte vi til Dallas Zoo, hvor jeg forinden havde læst at man kan fodre giraffer. Nåååå, hvor er de søde. Vi fik så vist amerikanerne at dansker godt kan fodre giraffer uden nødvendigvis at skyde dem 😉
Det var en af de bedre zoologisk haver i USA, det så ud til at dyrene bliver aktiveret som i vores egen zoo.
Efter en hurtig rundtur gik turen tilbage til hotellet, hvor vi slapper af inden vi skal finde et sted at spise.