Vi så godt at der ikke stod sædenr. på vores boardingpass, men tænkte at det var et af de fly, hvor man selv kan vælge hvor man vil sidde.

Det var det så IkKE!

Da vi skulle checkes ind stillede vi os glade og optimistiske op i rækken af passagerer, kun for at blive bedt om at sætte os hen og vente, mens alle andre fik lov til at gå ombord. I det vi gjorde det sagde Isabella, “sagde de noget om “oversold?”

Henrik og jeg kiggede på hinanden og så gik Henrik hen til en anden skranke og stod i kø. Mens han stod der, annoncerede check-ind-damen at antallet af passagerer og passagersæder ikke stod i overensstemmelse med hinanden og om man mon havde lyst til at blive i Toronto natten over mod kompensation? Nej tak, nu var vi lige sluppet igennem! Der var 5 pladser tilbage at dele ud af, hvis Henrik ikke havde stillet sig i kø, ville vi have siddet i Toronto nu.

Check-ind-damen checkede samtidig en anden børnefamilie ind og de skulle i hvert fald sidde sammen, for det var mindre børn, hvorefter jeg sagde at Victor da ikke kunne sidde alene. Det skulle han heller ikke, sagde Henrik. JO, det skulle han, godt nok på samme række som mig, men ikke sammen.

Jeg spurgte derfor den herre jeg sad ved siden af, om han ville bytte, det kunne han ikke på grund af dårlig ryg, fair nok, så spurgte jeg manden ved siden af Victor- “I prefer the aisle”- hvorefter han rævesov.

SÅ rejste jeg mig og spurgte manden på den anden side af Victor og han ville heldigvis godt, så vi kom da på plads. Aldrig har jeg set nogen komme så hurtigt af et fly som “I prefer the aisle”-manden han turde slet ikke se mig i øjnene.

Heldigvis fik vi vores bagage i nogenlunde tid, tog en taxa til hotellet, og var meget parate til at gå til køjs.

Der var bare lige det problem at vi havde bestilt 2 queensize senge og hotellet havde – upsi – kun et værelse med en kingsize bed. Do you mind? Om vi “minder” at sove 4 mennesker i samme seng, ja det kunne han da lige bande på!

Jeg talte ellers godt for min syge moster, men når han ikke har noget værelse, er der ikke så meget at gøre, så vi fik værelset og en “roll-away-bed”, som vi selvfølgelig skulle vente på, og piccoloen bad Henrik om at hjælpe med at flytte rundt på sengen så der var plads. ÅHHHH! Vi får nyt værelse når I læser dette.

Var lidt grumpy da kl. var 23.15 lokal tid, men i vores canadiske verden var kl. altså 2.30 om natten.

Welcome to San Francisco!