Vi har to dage på havet inden vi lander lørdag morgen i New York. Man har absolut ingen tidsfornemmelse om bord. Vi har en glimrende info-kanal, faktisk flere på tv, hvor tiden står, i parentens “but does it matter”, næ, kun af hensyn til de forskellige shows og den slags er tiden vigtig.

Margit, vi nåede lige at læse din kommentar, og du har helt ret, der er mange ting at skulle tage stilling til; hvor skal vi spise, hvornår og hvad? Er det før eller efter showet, skal vi se showet etc.etc. Life is hard;-)

Vi føler os nu godt hjulpet af rederiet, hver aften når vores steward har tæppet af, liger der en seddel om næste dags program. Den bliver studeret flittigt, vi skulle jo nødigt gå glip af noget. Der er desuden adskillige info-kanaler på TV, en om sikkerhed, en om hvor mange reservationer, der er i de forskellige restauranter og så vores favorit-gøren-grin-med-kanal “Shopping-kanalen”. Hvis nogen har set “Bridget Jones Diary 2, hvor moderen har en affære med en smykkesælger, jamen det ligner og lyder nøjagtig som vores Neil på den kanal. Han er godt nok gift, men detaljer, detaljer. Der er ikke grænser for, hvad vi kan købe til “affordeble prices”, og han giver os gode råd om alle de smykker vi kunne have købt på Bahamas som ingen andre har. Yeah rigth..Der var endog et show (som vi ikke lige havde tid til..), hvor mindst en fra hver familie burde deltage, så man kunne få “coupons” til brug i Nassau og dermed få en eller anden tiny ædelsten HELT gratis. Det sjove var at de her coupons var i begrænset mængde, men de første 200 fra borde ville få en.

Hm, vi er 2000 passagerer, hvis vi nu siger at hver familie består af 4 – 6 medlemmer så er det kun et par hundrede, der ikke får, med mindre de var til showet. Hm!!

Der er også en kanal, der viser ruten, det er nu meget skægt at ses, hvor langt vi er kommet på ruten, hvis vi er rigtig dovne og ikke gider gå ud på balkonen har vi også en kanal, der viser et kamera i fronten af skibet, så vi kan holde øje med, om vi er på rette kurs.

Jeg ved ikke om det er generelt at amerikanere er nogle brokhoveder eller om vi bare stod ved siden af et par stykker af slagsen i går? Der var simpelthen ikke det, der ikke var galt med skibet, udflugterne, maden og så videre. Jamen, hvis ikke det var fordi vi havde set dem på “vores” skib ville vi ikke tro, vi var på samme skib. Maden er elendig, smager ikke af noget bla bla. Nå, den mad vi har fået, både i betalingsrestauranterne og der, hvor det er gratis er ganske glimrende. Faktisk har maden været bedre i de gratis end i den italienske, hvor vi var første aften. Sjovt, der kan være så forskellige meninger om samme sag.

Ja, de trofaste læsere af vores blog venter selvfølgelig på, hvornår jeg brokker mig. Hæ, det er allerede sket, vi spiste i den store flotte “Titanic-restaurant”, hvor tjeneren lavede den fejl at tro at det er Henrik, der tipper. Det er det ikke. Hvis jeg ikke bliver behandlet ordentlig, får de ikke en

fregne. Det var faktisk så grelt at jeg gik op og fortalte i receptionen at den behandling ikke var ok – og vi forventer at man ikke forfordeler mænd fremfor kvinder. De skrev det ned, kaldte på restaurantens supervisor og vi fik da en gratis flaske vin. Det var nu ikke hensigten…Supervisor sagde vi var “nice people”, så hun må nok lægge øre til lidt af hvert. Måske har de tagget os, i hvert fald fik vi udsøgt service i går, ikke på samme restaurant, men de ved jo, hvilken kahyt, der har klaget.

Håber blog-læserne er tilfredse og ikke længere sidder på kanten af stolen og venter på turens klage. Den er overstået:-)

Håber de øvrige bloggere snart giver lyd fra sig, jeg ved ikke, hvorfor de ikke blogger. “Vi har travlt” – hm med hvad? Kaptajnen styrer skibet, stewarden rydder op og gør rent, køkkenet laver maden og tjenerne serverer den. Hvad er det, de har så travlt med?

Tjaa, Isabella har fået rationeret sine spørgsmål til 10 om dagen. Jeg har foreslået hende at skrive dem ned og give dem til stand-upperen Thomas Hartmann.

“Hvorfor hedder det et koøje?”

“Hvorfor hedder det en bro på et skib?”

Hvis det hedder autopilot på et fly, hedder det så autokaptajn på et skib?”

Så længe vi ikke har Google har vi absolut ingen anelse!

Kl. er nu 6 om morgenen, det er vores sidste dag på skibet. Vi havde reserveret bord på den japanske restaurant i går, det er lidt af et show, hvor kokkene står og laver maden mens man kigger på. Der var kun plads kl. 22, så vi var der selvfølgelig til tiden, ellers mister man reservationen og betaler fuld pris.

Da kl. var 22.15 var vi ikke kommet til endnu og var begyndt at blive en anelse utålmodige, noget der ellers ligger familien meget fjernt…Nå, endelig blev det vores tur til at blive lukket ind, hvor vi blev mødt af et bord fyldt med 16-årige tøser, der skabte sig som de var til en Justin Bæver-koncert. Det var de ikke!

Det var faktisk så slemt at vi ikke kunne høre hvad vores egen tjener sagde til os, så vi besluttede, efter Henrik havde talt med inspektøren at skride. Meget irriterende, men vi gider ikke betale 600 kr. i cover charge og så lade et selskab dominere. Uopdragne unger HMFPR#!%!!

I stedet gik vi ned i vores yndlingsrestaurant og fik dejlig mad, noget sent, kl. var vel blevet 22.30.

Derefter var det på hovedet i seng. Vi falder i søvn så snart vores hoveder rammer hovedpuden, det må være al den friske havluft, der gør det.

I dag har man mulighed for at stille spørgsmål til besætningen, vi overvejer at sende Isabella derned og stille alle hendes spørgsmål, der står ikke noget sted de skal være skibs-relaterede. Stakkels besætning;-)