Vi tog fra hotellet kun en halv time efter planlagt afgang.
Der er en i selskabet, der har det lidt svært med at stå op…

Jeg ville gerne tidligt af sted, temperaturen er høj i Death
Valley, der er en grund til at dalen hedder ”Dødens dal”, men af sted kom vi
da. Første punkt, udsigtspunkt, var Dante’s View, hvor man har et helt
fantastisk overblik over hele dalen. Vi fik selvfølgelig taget et par billeder,
Henrik går amok efter han har fået liv i sin selfiestang. Desværre har han ikke
været så snedig at tage kabel med til at overføre til pc, men må lige undersøge
om Samsung har noget sky-noget så I ikke bliver snydt 😉

Turen derop og ned igen selvfølgelig var med stigninger på
15%, det er altså ret meget! Til sammenligning er stigningen på Frederiksberg
Bakke 4,3%.

Image Thumbnail Image Thumbnail

Vores telefoner virkede ikke her midt ude i ørkenen, så næste
stop var ved besøgscentret, hvor en flink ranger lagde ruten for os så vi kunne
nå at se så meget som muligt.

Næste stop var derfor ved Badwater Basin, det laveste punkt
i Nordamerika, det ligger faktisk 86 meter under havets overflade. Det hedder
badwater fordi saltkoncentrationen er så høj at vandet, når det ellers er der,
er udrikkeligt. Jeg skulle selvfølgelig lige smage og den er god nok, det er
salt.

Der er for øvrigt store skilte over alt om at man efter kl.
10 ikke skal begive sig alt for meget rundt til fods på grund af ekstrem varme.
Temperaturen sneg sig op på 111 fahrenheit mens vi var der, det svarer til 43,8
grader celsius.

Vores ranger havde foreslået en lille omvej for at se Artist
Palette, turen gik igen igennem fantastiske bjerge, hvor koncentrationen af
kobber/jern/noget andet giver nogle helt utrolige farver.

På turen mod vores destination kunne vi ikke undgå at se Mesquite
Flat Dunes som er kæmpestore sandbunker. Næsten at være som i Sahara, utrolig
flot, men vi gik ikke rundt så meget, for det første var det sindssygt varmt og
for det andet var der store skilte om at man skal passe på klapperslanger. De
plejer at kunne passe på sig selv, mener jeg. Vi så nu ikke nogen.

Sidste punkt på turen var et måske-punkt. Vi ville gerne se
en spøgelsesby og der var også en på vej til Ridgecrest, spørgsmålet var lige
hvor langt vi skulle køre på dårlig vej for at komme dertil. Det viste sig at
være et par km så den oplevelse tog vi også med.

På vejen dertil spurgte Victor om der mon var toiletter, vi
forklarede ham at det var en forladt by så det var der ikke stor sandsynlighed
for. Vi skulle blive klogere!

Ballarat, som spøgelsesbyen hedder, var en syndens by, hvor
de 4-500 mennesker, der burde her, kunne få forsyninger til deres arbejde i de
omkringliggende miner. Der var et fængsel, posthus, butikker, barer men ingen
kirke, hvilket må siges at være et særsyn her i USA.

I en spøgelseby havde vi bestemt ikke forventet at se nogen,
men det viste sig at der faktisk bor en mand, derude. Han har en fin lille
forretning kørende, hvor han sælger iskolde drikkevarer. Eftersom Victor skulle
låne toilet købte Henrik selvfølgelig lidt at drikke. Henrik fik tilbudt
whisky, men eftersom vi var i bil blev det til en alkoholfri rootbeer (smager
som hostesaft, kan ikke anbefales) og en sodavand. Må indrømme jeg kiggede på
holdbarhedsdatoen og den var god nok.

Der kommer åbenbart nok besøgende til at han kan leve
derude, midt i ingenting, men det må være lidt sært.

Det var sidste stop og vi troede vi havde set spøgelsesbyer
nok for i dag, men den næste by vi passerede virkede meget forladt. Der var et
par tankstationer, der var åbne, en sprutbutik og ikke så meget andet. Der er
stadig minedrift men der var en masse huse, hvor vinduerne havde brædder for,
så en lidt trist by og ikke et hotel i miles omkreds.

Heldigvis var der i næste by J
I dag går turen mod San Diego, igen!