Blog Image

USABLOG

USA

Vi er blevet bidt af USA og derfor går turen for 7. gang til USA. Denne gang staterne Californien, New Mexico, Utah, Nevada og Arizona.

Hvis du har spørgsmål eller kommentarer i øvrigt kan du skrive til familien@heikendorf.eu
så vil jeg forsøge at svare så hurtigt som muligt.

CA – Death Valley

Californien, Arizona & Utah Posted on Sun, September 02, 2018 16:57:23

Vi tog fra hotellet kun en halv time efter planlagt afgang.
Der er en i selskabet, der har det lidt svært med at stå op…

Jeg ville gerne tidligt af sted, temperaturen er høj i Death
Valley, der er en grund til at dalen hedder ”Dødens dal”, men af sted kom vi
da. Første punkt, udsigtspunkt, var Dante’s View, hvor man har et helt
fantastisk overblik over hele dalen. Vi fik selvfølgelig taget et par billeder,
Henrik går amok efter han har fået liv i sin selfiestang. Desværre har han ikke
været så snedig at tage kabel med til at overføre til pc, men må lige undersøge
om Samsung har noget sky-noget så I ikke bliver snydt 😉

Turen derop og ned igen selvfølgelig var med stigninger på
15%, det er altså ret meget! Til sammenligning er stigningen på Frederiksberg
Bakke 4,3%.

Vores telefoner virkede ikke her midt ude i ørkenen, så næste
stop var ved besøgscentret, hvor en flink ranger lagde ruten for os så vi kunne
nå at se så meget som muligt.

Næste stop var derfor ved Badwater Basin, det laveste punkt
i Nordamerika, det ligger faktisk 86 meter under havets overflade. Det hedder
badwater fordi saltkoncentrationen er så høj at vandet, når det ellers er der,
er udrikkeligt. Jeg skulle selvfølgelig lige smage og den er god nok, det er
salt.

Der er for øvrigt store skilte over alt om at man efter kl.
10 ikke skal begive sig alt for meget rundt til fods på grund af ekstrem varme.
Temperaturen sneg sig op på 111 fahrenheit mens vi var der, det svarer til 43,8
grader celsius.

Vores ranger havde foreslået en lille omvej for at se Artist
Palette, turen gik igen igennem fantastiske bjerge, hvor koncentrationen af
kobber/jern/noget andet giver nogle helt utrolige farver.

På turen mod vores destination kunne vi ikke undgå at se Mesquite
Flat Dunes som er kæmpestore sandbunker. Næsten at være som i Sahara, utrolig
flot, men vi gik ikke rundt så meget, for det første var det sindssygt varmt og
for det andet var der store skilte om at man skal passe på klapperslanger. De
plejer at kunne passe på sig selv, mener jeg. Vi så nu ikke nogen.

Sidste punkt på turen var et måske-punkt. Vi ville gerne se
en spøgelsesby og der var også en på vej til Ridgecrest, spørgsmålet var lige
hvor langt vi skulle køre på dårlig vej for at komme dertil. Det viste sig at
være et par km så den oplevelse tog vi også med.

På vejen dertil spurgte Victor om der mon var toiletter, vi
forklarede ham at det var en forladt by så det var der ikke stor sandsynlighed
for. Vi skulle blive klogere!

Ballarat, som spøgelsesbyen hedder, var en syndens by, hvor
de 4-500 mennesker, der burde her, kunne få forsyninger til deres arbejde i de
omkringliggende miner. Der var et fængsel, posthus, butikker, barer men ingen
kirke, hvilket må siges at være et særsyn her i USA.

I en spøgelseby havde vi bestemt ikke forventet at se nogen,
men det viste sig at der faktisk bor en mand, derude. Han har en fin lille
forretning kørende, hvor han sælger iskolde drikkevarer. Eftersom Victor skulle
låne toilet købte Henrik selvfølgelig lidt at drikke. Henrik fik tilbudt
whisky, men eftersom vi var i bil blev det til en alkoholfri rootbeer (smager
som hostesaft, kan ikke anbefales) og en sodavand. Må indrømme jeg kiggede på
holdbarhedsdatoen og den var god nok.

Der kommer åbenbart nok besøgende til at han kan leve
derude, midt i ingenting, men det må være lidt sært.

Det var sidste stop og vi troede vi havde set spøgelsesbyer
nok for i dag, men den næste by vi passerede virkede meget forladt. Der var et
par tankstationer, der var åbne, en sprutbutik og ikke så meget andet. Der er
stadig minedrift men der var en masse huse, hvor vinduerne havde brædder for,
så en lidt trist by og ikke et hotel i miles omkreds.

Heldigvis var der i næste by J
I dag går turen mod San Diego, igen!



NV – Pahrump

Californien, Arizona & Utah Posted on Sun, September 02, 2018 15:55:22

Selve Pahrump er der ikke så meget at sige om, den var blot
udvalgt som et stop før Death Valley. Jeg havde været for optimistisk da jeg
planlagde turen, planen var oprindeligt at køre fra Las Vegas gennem Death
Valley til Ridgecrest, men blev enig med mig selv om at det var for meget
kørsel på en dag.

Det var et rigtig dejligt hotel, vi lå ved pølen et par
timer sammen med nogle amerikanske skrigende unger. Vi udnyttede samtidig tiden
til at få vasket noget af vores tøj. Jeg ved ikke hvorfor vi pakker så meget,
vi ved udmærket godt at vi ender med at gå rundt i shorts og t-shirt (Las
Vegas-uniform) med mindre situationen kræver pænt tøj.

Nedenstående skal ikke opfattes som brok fra en sur gammel
dame, men blot en stille undren.

På mange af de hoteller vi har valgt er der
morgenmadsbuffet, vi tager selvfølgelig det vi har lyst til, sætter os, spiser
det og drikker vores kaffe. Jeg har flere gange observeret at folk STJÆLER
morgenmad, nogen gør det åbenlyst, andre (ofte tyskere) pakker det ind i
servietter for så kan vi nemlig slet ikke se, hvad det er.

Det er ikke fordi de spiser morgenmaden på værelset, de
spiser i restauranten og tager så tonsvis (ok, måske lidt overdrevet) mad med
op. Hvis man er mere sulten er det ikke forbudt at spise sig mæt i
restauranten. Ofte kan vi faktisk godt se på folk at de kan lide at spise sig
mætte, fred være med det.

Men i min optik er det altså at stjæle at tage mad med fra
restauranten og bruge som frokost senere på dagen. Man beder jo heller ikke om
en doggy bag når man spiser i en buffetrestaurant, vel?

Kan jeg ikke være ligeglad? Jo, så længe kalorierne ikke
sætter sig hos mig, men så alligevel ikke. De mængder af mad, der forsvinder,
er der kun en der betaler, nemlig kunden og det er mig.

Nok om det, næste indslag handler om vores dejlige dag i
Death Valley