Blog Image

USABLOG

USA

Vi er blevet bidt af USA og derfor går turen for 7. gang til USA. Denne gang staterne Californien, New Mexico, Utah, Nevada og Arizona.

Hvis du har spørgsmål eller kommentarer i øvrigt kan du skrive til familien@heikendorf.eu
så vil jeg forsøge at svare så hurtigt som muligt.

Nevada – Las Vegas

Californien, Arizona & Utah Posted on Thu, August 30, 2018 16:33:00

Efter en dejlig naturoplevelse i Zion Nationalpark gik turen
videre til Las Vegas. Da vi forlod Utah for lige at snitte Arizona stod der på
et skilt over motorvejen ”Country first, rest in peace senator McCain” – meget fin
gestus. De fleste steder bliver der flaget på halv, måske lige bortset fra en
enkelt svipser på 1600 Pennsylvania Ave NW, Washington.

Vi har vundet en time, da Nevada er på pacific time og da vi
først kunne få vores værelse fra kl. 16 benyttede vi lejligheden til at besøge
et outlet. Surprise!

Det er første gang nogensinde vi har betalt parkering for at
besøge et outlet og der var mange flere mennesker end vi er vant til. Vi var
der kun et par timer, vi trængte til at slappe af efter vores anstrengende ture
i Zion..

Det er et fint hotel, ligger lige ved siden af The Strip men
alligevel væk fra al larmen. Las Vegas er en mærkelig by, vi havde besluttet at
give den en chance til (selvom den nok er ligeglad) men allerede da vi spiste
aftensmad sagde Victor at det er en ”nederen” by.

Her lugter af sjov tobak og selv Victor er forundret over at
ALLE åbenlyst går rundt og drikker. På det tidspunkt var kl. ca. 18.00.

Selvom Henrik tydeligvis er optaget får han stukket
visitkort i hånden fra folk, der reklamerer med letlevende damer. Vi ser masser
af letpåklædte damer og mænd, jeg ved ikke om det er deres måde at tjene penge
på, at stille op til fotografering eller om de reklamerer for et show, i hvert
fald blev Victor opfordret til at stille op, det gjorde han nu ikke. Han påstår
at de to unge tøser sagde at de manglede showgirls og opfordredede mig – hm,
helt sikkert.

Her er sindssygt dyrt i forhold til de andre byer vi har
besøgt, jeg ved godt der er forskel på at købe vand i et supermarked eller på
en restaurant. Vi har købt 40 ½ liter vand i Walmart
til 3,98, på den
restaurant, hvor vi spiste gav vi 3,75 for samme halve liter!

Jeg kan simpelthen ikke drikke deres klorvand og til min
store overraskelse og glæde har vi været rigtig mange steder, hvor vandet har
smagt som det skal, nemlig af ingenting. Lige så snart vi rammer en storby
smager vandet af klor, derfor købte vi flaskevand i restauranten.

Vi købte også vin, det blev serveret i tykke plasticglas.
Passer måske meget godt til byen som også er en plasticby.

Victor sagde det egentlig meget godt, byen er Times Square
gange 100! Jeg vil tilføje Times Square på stoffer!



UT – Zion Nationalpark

Californien, Arizona & Utah Posted on Thu, August 30, 2018 15:56:49

Jeg havde læst på Tripadvisor at Zion Nationalpark lukkes
når der er kommet 400 biler ind og så må man ellers pænt vente til der bliver
plads. Anmeldelsen var fra begyndelsen af januar 2018, hvor det på ingen måde
er højsæson. Jeg havde derfor berordret mine rejsefæller op i ordentlig tid,
det lykkedes næsten og med kun en times forsinkelse nåede vi parken. Vi
parkerede bilen og stillede os i kø til en af de gratis shuttlebusser, der
kører konstant.

Der, mens vi ventede på bussen, gik det op for os at vi
skilte os væsentligt ud. Stort set alle andre var udstyret med det helt store
vandreudstyr, vandrestave, vandrestøvler, rygsække, smarte rygsække med vand i
en slange, solhatte (her taler vi ikke smart bandana, slet ikke!), lommelygter
og der har sikkert været flere dages madrationer i rygsækkene.

Vi stod i shorts, t-shirt, en enkelt med smart(?) bandana og
½ liter vand til hver! Nu er der flere forskellige niveauer på de trails man
kan tage, og vi tænkte at de da nok skulle have en af de udfordrende.

Den første tur vi havde valgt at gå, nogle i selskabet mere
ivrige end andre, gik under betegnelsen ”let”, ca . 0.6 km på asfalt. På trods af vores manglende udstyr klarede vi
den i fin stil, men stødte dog på en
enkelt amerikaner som gav op .. Turen gik op til en ”grædende klippe”, jeg
troede man skulle vente på at se et par dråber falde i ny og næ, men den har
åbenbart været meget ked af det, for den græd konstant, stakkels klippe.

Næste vandretur var i samme kategori, nemlig let og den var
på 1.9 km, min gps sagde nu 3.23! Målet med turen var Lower Emeralds Pool, hvor
der også skulle være et fint vandfald. Det var der også, det var en fin gåtur
og vi mødte rigtig mange med det rette vandreudstyr, det havde de nu ikke
behøvet, hele vejen gik man ja, på en vej.

Da vi kom tilbage til parkeringspladsen var den helt fyldt
og vi havde måske ikke helt husket, hvor vi havde parkeret. Der kom en bil på vej ind i parken, der godt
kunne se at vi skulle hente vores bil så de fulgte efter os hele vejen for at
få vores plads. Godt vi ankom tidligt, stor ros til turguiden.

Derefter satte vi kursen mod Las Vegas, nyt indslag følger.