USABLOG

Efter sejlturen i Antelope Canyon kørte vi direkte hen til Horseshoe Bend men på parkeringspladsen var der advarsler om at der er ekstremt varmt, man skal medbringe vand og man ikke må have sandaler på. Jeg havde sandaler på og havde ikke lyst til at gå på varmt sand i sandaler. Derfor tog vi tilbage på hotellet for at jeg kunne skifte til noget mere egnet fodtøj.

Da vi først var komme tilbage havde Victor ikke lyst til at tage med, så Henrik og jeg tog afsted alene. Påbuddet om at bære hat ignorerede Henrik, men jeg har hele dagen været iført en smart rød bandana, det er ikke fordi jeg er blevet bandemedlem i Los Angeles, men simpelthen fordi jeg er blondine og er blevet forbrændt i hovedbunden.
Turen ud til kanten stiger og falder med 49 meter, siger mit gps-ur, selve turen er vel ca. 1 mile, tur/retur, altså ca. 1.6 km.

Jeg har tidligere læst og set billeder fra stedet, hvor der ikke er hegn så man står på kanten og kigger direkte ned. Jeg har ikke højdeskræk, jeg har stået på glasgulv i både CN Tower i Toronto og Willis Tower i Chicago, men jeg har højdeskræk på andres vegne, hvis de står for tæt på kanten.
Nu ved I, hvordan I kan drive mig til vanvid, bare sæt en kop eller et glas for tæt på kanten af et bord, for det gælder nemlig også ting.

Derfor blev jeg virkelig glad da jeg så at der er sat et hegn op. Selvfølgelig er der altid nogle idioter, der lige skal ud på klippen, så de kan få det helt perfekte billede. Jeg får ondt i maven af at se på det. Det blæste lidt og måske kommer der et vindstød, jeg forstår virkelig ikke hvorfor kampen om det perfekte billede betyder mere end deres egen sikkerhed!

Nå men udsigten var helt fantastisk. Ord kan ikke beskrive det, så jeg smider et par billeder på. Enig ikke?

Tilbage på parkeringspladsen besluttede vi lige at køre hen til dæmningen for at kigge på den, helt imponerende. Vi kunne ikke vende bilen lige midt på broen så vi kørte videre, lige pludselig ankom vi til endnu en nationalpark, 30 penge for at komme ind eller vores årskort. Der var udsigten også fantastisk og lige pludselig var vi i Utah. Da Victor var efterladt på hotellet besluttede vi at vende om, han havde også ringet og spurgt hvor vi blev af.
Vi kunne måske have brugt en ekstra dag her men så er der en god undskyldning for at komme tilbage!

Tilbage på hotellet tog Victor og jeg i fitnesscenter, det blev til lidt maskiner og lidt løbebånd
Aftensmaden blev indtaget hos Big John’s BBQ, hvor man sad udenfor, fik serveret på paptallerkener og med plasticbestik men det var rigtig god mad! Der var et cowboyband, der underholdt og der var store spande med jordnødder, skralden smed man bare på gulvet. Sjov oplevelse.

I dag går turen til Bryce Canyon

Igen i dag har det været en dag fyldt med dejlige
naturoplevelser.

Vi bor i Page, en by, der ligger ved den menneskeskabte Lake
Powell. Sø og sø er nu så meget sagt, i virkeligheden er det et vandreservoir,
der blev skabt da man byggede Glen Canyon Dam, men vandreservoir lyder ikke
lige så pænt som sø.

Dæmningen blev påbegyndt i 1956 og byen er grundlagt i 1957.
Hvis jeg havde været byplanlægger havde jeg placeret byen lidt tættere på
vandet, men her ligger den et pænt stykke fra søen.

Dagens første naturoplevelse var en sejltur i Antelope
Canyon. Vi kørte hen til mødestedet uden at have bestilt billetter, vi ligger
lige på grænsen til en tidszone og min ruteplanlægger sagde at destinationen 20
minutter var hotellet var i en anden tidszone. Med andre ord, vi aner ikke hvad
klokken er og lidt dum at købe billetter og så komme for sent.

Vi kom nu derhen i god ro og orden og blev stoppet for at
betale entre til parken. Heldigvis var damen i båsen så sød at spørge om vi
havde årskort, det har vi jo, men troede egentlig parken var indianerland. Det
var det ikke.

På grund af fjumeriet med tidspunkt blev vi nødt til at
vente på kajen i en lille time, uden adgang til internettet. Det er ikke så mærkeligt, det med nettet, vi
har kørt rundt meget ude på landet uden net overhovedet, men det mærkelige er
at jeg midt ude på sejlturen fik net!
Dagens trappetræning foregik i øvrigt ved at gå ned til båden af den rampe, der er billede af. Man kunne også ringe efter en slags golfvogn til at blive transporteret, men vi valgte altså at gå begge veje.

Båden ankom og så sejlede vi ellers igennem det ene mere
fantastiske landskab end det andet. Vi tog selvfølgelig et par billeder. Turen tog en times tid og så var vi tilbage igen.
Planen var en direkte tur til Horseshoe Bend, se næste indslag.