Dagen begyndte for Henriks og mit vedkommende i hotellets fitnessrum! Det blev til næsten 45 minutter med boksning, lidt vægte og løbebånd. Hotellet har både boksevanter, pletter og boksebold. Dejligt og så var samvittigheden i orden, i hvert fald for i dag.
Victor ville gerne på Moma – Museum of Modern Art og da vejret var blevet godt igen med solskin besluttede vi at gå over Brooklyn Bridge endnu en gang og så finde ud af, hvordan vi kom videre på Manhattan.

Først var der dog en lille forhindre på vej mod broen, der var et helt vejkryds, der var spærret af politiet og alle blev pænt bedt om at vente. Det gjorde vi selvfølgelig og lige pludselig kom der er en kortage af biler fra en eller anden ret, vi er helt sikre på at det muligvis er en eller anden farlig fange, der blev transporteret hen til “vores” ret.

Da vi endelig fik lov at gå var det en rigtig dejlig tur, meget bedre i solskin men også mange flere turister!

Da vi kom til Manhattan tog vi metroen, Henrik spurgte på billetkontoret hvordan vi kom til museet og han lukkede os ind af en nødudgang og påstod det var gratis. Jeg ved ikke helt om det passer, det lød lidt mærkeligt, men vi tog toget til Grand Central og gik resten af vejen.

Jeg ved ikke, hvor Victor lige har fået den kunstinteresse fra, jeg er heller ikke sikker på at vi forstod alt det, der var udstillet. Det gjorde alle de øvrige gæster helt sikkert, de gik i hvert fald rundt og pegede og sagde kloge ting (tror vi nok)
Det var en imponerende samling af alle de kendte kunstnere så alt i alt var det en god oplevelse.
Folk synes næsten ikke det var underligt, da jeg begyndte at tage billeder af nogle skilte, der absolut ikke havde noget med udstillingen at gøre smiley Sjovt nok hed alle installationerne det samme, nemlig “Please do not touch”



Efter at have været kulturelle et par timer tog vi hen i Central Park, sad der måske 15 minutter og så stod himmel og jord i et. Det regnede og lynede så vi skyndte os i ly under en markise og fik bestilt en Uber. Nu er vi hjemme på hotellet igen.

I morgen går turen til Los Angeles, eller det vil sige Camarillo, hvor vi skal aflevere Tyrkisk Peber til en bekendt. Vi kan da ikke gøre for at hun arbejder i et outlet, kan vi vel?