USABLOG

Lige siden jeg har set filmen “Broerne i Madison County” med Meryl Streep og Clint Eastwood har jeg haft lyst til at se broerne rigtigt. På kortet var det kun en lille ekstratur på 15 min den ene vej og 15 min den anden vej. Jeg havde fundet et par broer på nettet, taget billeder af adressen og så blev GPS’en ellers bedt om at finde vej. For sjov satte jeg også vores Nav Free, den gratis på telefonen til at finde vej. Den gratis kunne en tage mange km af turen så den valgte vi selvfølgelig. Den glemte bare at sige at turen foregik på grusvej in the middle of nowhere. Meget flot tur, men da vi kom hen til den vej, hvor broen skulle være, var vejen lukket! Det har man respekt for derude, så ikke noget med at prøve at snige sig igennem. Vi fandt (sammen med GPS’en, bevares!) en anden lige så spændende vej. Da vi landede på den rigtige vej igen, kiggede vi til højre, “vejen er lukket”, mens Isabella snedigt kiggede til venstre og så et fint skilt med en bro. Så besluttede vi at køre mod venstre. Vi kørte i laaang tid, og familien syntes (i datid!) vist at jeg var lettere sindssyg at køre hen for at se en ÅNDSSVAG bro. Ha, da vi fandt den, var der nemlig andre, der også var kørt langt for at se den. Faktisk kom der 3 andre biler mens vi var der. Det ene par bad os tage billeder og de spurgte så om vi var fra området. Nu skal vi da vist snart hjem.
Victor gad ikke gå ud af bilen for at se broen, men det gjorde de andre. Kan ikke helt forklare, hvorfor en overdækket bro er så fantastisk, men det er den altså! Basta.

Efter denne lille afstikker havde vi kun små 300 km til næste by. Vi ankom til hotellet ca. kl. 19.00 og da Victor har spurgt om Kentucky Fried Chicken og jeg vist nok havde lovet ham det, blev det besluttet at Henrik og Victor skulle tage hen og købe “aftensmad” og så ville vi spise det på hotellet. De har været her for længe, de kørte derover og der er under 500m! Nå vi overlevede maden og Henrik fik 10% rabat, da han viste sit kørekort. Ikke turistrabat, men “VETERAN-RABAT”. Jeg ved ikke hvorfor KFC gav ham rabat som veteran, de kan da se på kørekortet han ikke er her fra landet? Nå, men sjovt var det.
I dag går turen til Aurora, som udmærker sig ved at have turens absolut sidste outlet. I går kørte vi faktisk forbi et, det er vist ikke sket før, men vi var trætte…

I går var det en “kørelangtdag”, hvis vi bare skulle have været fra A til B, altså fra Kansas City til Iowa City ville det være små 500 km, men jeg har jo insisteret på, ikke bare at besøge Elk Horn men også tosse rundt efter overdækkede broer i Madison County.
Hvis man ikke har fået set udsendelsen om danskersamfundet, der stolt værner om danske traditioner og deres danske aner, kan den ses her: https://www.youtube.com/watch?v=RF5OugCx3Ss.
Turen blev derfor ganske lang men også underholdende. De har fået hentet en dansk vindmølle fra Nørre Snede til Elk Horn, se filmen, hvis I vil vide mere. Dette var derfor vores første stop i Elk Horn, “The Danish Windmill”. Bygningen er samtidig byens turistkontor, og bekvemt ligger der også en souvenir med alle mulige tænkelige og utænkelige ting fra Danmark. Vi kastede os ud i det og købte billetter til vindmøllen, først skulle vi se en 15 minutter lang video om tilblivelsen.
Der blev så råbt ud i lokalet om der var andre, der skulle se den, hvorefter vi blev plantet i et lokale (sammen med to andre turister) og så kom butiksindehaveren/turistbureaumedarbejderen/vindmøllemuseumsansvarlig ellers og trykkede på deres fine VHS maskine, og så kunne vi nyde den fine film på et fint 22″ gammelt billedrørsfjernsyn. Filmen var nu ganske underholdende. Efter det gik vi ud i lokalet, blev lukket ind i selve møllen og kunne ellers se en mølle indvendigt. Skal vi ikke bare sige at det tog os ikke så lang tid?
Næste stop var det dansk-amerikanske immigrantmuseum, det var faktisk en ganske imponerende samling de havde og også meget informativt. En ganske god oplevelse. Vi sprang dog en havevandring over, det var lidt regnvejr og vi har ikke supermeget forstand på blomster.
Det var blevet lidt mere end frokosttid, så vi skulle vælge om det skulle være Larsen’s Pub (skrevet på amerikansk, derfor genitiv!) eller Danish Inn. Svær beslutning, men da jeg ikke bryder mig om smørrebrød blev det til pubben, altså indtil vi opdagede den havde lukket:-(
Hen til den danske kro, hvorefter al lighed hørte op. Det var, tjaa, interessant.
Vi blev plantet ved et bord med voksdug, brunt og grimt, der lugtede en anelse af sur karklud. Så blev vi ellers spurgt om vi var her for buffetten? Tja, noget mad af en art ville være skønt, men køkkenet var lukket, så vi blev nok nødt til at kaste os over buffetten. Der var ting på den, jeg ikke kunne genkende. Jeg spiste genkendeligt salat, gulerødder, lidt tørre, og et skamstegt/friturestegt stykke kylling. Der var også frikadeller og medisterpølser. Det jeg først troede var leverpostej viste sig at være chokolademousse…
Isabella følte sig meget ung på den kro.
Efter den oplevelse trængte vi til lidt at styrke os på, så vi tog hen på den lokale vingård, for at se, hvad de havde at byde på. Det var ganske underholdende, vi blev midtpunktet da de fandt ud af vi var danskere. Ejeren har gjort tjeneste i Tyskland og troede først vi var tyskere på grund af Henriks accent. Han skal ikke tale med folk mere! Vi kunne vælge 5 små smagsprøver for 3$ og imens blev vi ellers udspurgt om vores tur af et andet par fra Minnesota, hun var svensk og han var norsk. Når de siger det, mener de at deres forfædre udvandrede fra henholdsvis Sverige og Norge…
Vi valgte et par flasker vin, købte og så var det ellers tid til at finde “mine” broer.