Efter et velfortjent hvil
til Henrik tog vi en tur i biografen. Det er lidt anderledes end i Danmark. Vi
så Guardians of the galaxy, den var faktisk ret sjov. Vi kom i god tid, der er
nemlig ikke faste pladser. Ca. 20 – 25 minutter før filmen begyndte, blev der
vist reklamer og forfilm, så vi troede naivt at filmen gik i gang til tiden.
Det gjorde den ikke. Jeg tror vi nåede at se den samme forfilm 3 gange. Vi fik
vel set 7 – 8 stykker i alt og kan som en forbrugerservice fortælle at Nat på
museet kommer med en 3’er, der foregår i England.
Efter filmen gik vi på restaurant, larmende
sted, hvor det lykkedes servitricen at gentage vores ordre to gange og derefter
komme med det forkert. Flot!
Det var kæmpe portioner, så vi kunne ikke spise
og, og her ovre er det normalt at bede om bokse eller få dem tilbudt, og i
dette tilfælde takkede vi ja. Meget amerikansk, men der var køleskab på
værelset og vi ville tage det med i Rocky Mountains dagen efter til frokost.
Vi havde lokket med at der
ligger et outlet for foden af bjergene, så der ville vi tage hen først. Vi var
der 10.15 og de åbnede først kl. 11. Derfor tog vi op i nationalparken med det
samme. Det var så 3. gang Henrik og jeg tog turen op af bjerget, men en lige
flot tur hver gang. Vi kørte (igen!) igennem Estes Park, hvor Henrik løb, og vi
fandt ud af at det var faktisk var en noget større by end vi havde troet. Den
så rigtig hyggelig ud med masser af søde, sjove butikker.
Der har været oversvømmelse i
parken i september 2013 så der var desværre en masse veje, der var lukkede. Vi
besluttede derfor at tage turen til Bear Lake, det var også den tur, der ikke
var helt så højt oppe som de andre. Man kan godt mærke at man kommer op i 3000
meters højde, og man skal tage højdesyge seriøst. I kortet over parken advarer
rangerne mod højdesyge, men de har åbenbart glemt at oplyse om den specielle
form man kan lide af, når man får at vide at der ikke er parkeringspladser ved
Bear Lake, så man bliver nødt til at tage en shuttlebus. Heldigvis er den
højdesyge meget kortvarig, den stopper helt af sig selv, hvis man får at vide
at sådan er det bare;-)
Vi havde fuldstændig glemt at
danse bjørnedans, vi ville meget gerne se nogen, så jeg forsøgte lidt siddende
i bilen. Åbenbart har det ikke været godt nok, eller også er det fordi vi lærte
dansen af cherokee-indianerne, som bor et helt andet sted og har nogle helt
andre bjørne? Vi så ikke skyggen af en bjørn, æv! Faktisk så vi slet ikke nogen
dyr, andet end et jordegern, og dem har vi altså set før. Men det var en smuk
tur ved søen. Af hensyn til Henrik undlod vi den 1 km lange gåtur, da der var
nogle pæne stigninger, og Henrik af en eller anden grund var lidt øm i benene.
Vi stoppede ved en flod og spiste vores salat fra dagen før, så vi ikke behøvede at bruge tid på at gå på restaurant, outlettet ventede;-)
Jeg syntes det var et dejligt outlet ”Mor,
du flåede også ned fra hylderne”, andre var knap så begejstrede. Heldigvis har
vi lige opdaget at der ligger et lige uden for Omaha, hvor vi skal hen i
morgen. Mener stadig det er vedtaget ved lov i Nebraska, at man ikke må køre
forbi dem.
Da vi kom “hjem” til Denver gik vi ud at spise, en rigtig dejlig restaurant med super mad og super betjening. Vi havde udsigt til en politimand på motorcykel, der holdt og overvågede hovedgaden og fik dermed et ganske godt indtryk af det lokale politi. Han stillede velvilligt op til fotografering og lod børnene sidder på motorcyklen. Mætte og tilfredse tog vi tilbage til hotellet.
Hvor er det fantastisk læsning, i får oplevet så meget !!…. Og jeg er sikker på at du har ret mht at man ikke må køre forbi et Outlet 🙂 Fortsat god ferie
Vi bad da ikke om at få taget billeder! Faktisk havde han travlt med at holde god ro og orden da vi gik, så det lod vi ham gøre
Selv om det er et skønt foto af Isabella, så skal du da ikke reklamere med “Biker”snapphotos og så snyde os!!
Så sidder man her i nattevagt og skal have et velfortjent hvil – og tjekke fotos.
Jeg mener også at have hørt om den lov i Nebraska, der påbyder folk, der passerer Omaha at besøge outlets, gerne flere 🙂
Journalerne kalder!