I går forled vi Wisconsin og Madison for at tage de ca. 400 km vestpå for at komme til Mall og America i Minnesota.
Det var en stille og rolig køretur, Wisconsin virker som en meget “ordentlig” stat, meget rent og pænt overalt. Selv deres rastepladser er utroligt velholdte.
Da vi ankom til hotellet (denne gang det rigtige allerede første gang!) pakkede vi lidt ud og besluttede os for at tage shuttlebussen fra hotellet over til Mall of America(MOA), der var nemlig hele 1.3 km at gå og vi skulle spare på kræfterne til vi kom ind i centret. Hold da op, hvor er det bare stort.
Vi blev sat af nede i parkeringskælderen, hvor der nok er et område med plads til 10 shuttlebusser på en gang. Snedige som vi er, og det har vi lært af Erik, engang vi var i Bruxelles, tog vi billeder af det sted, hvor vi blev sat af, så vi kunne finde tilbage igen.
Da vi kom ind i centret besluttede vi at tage en etage af gangen. Der er en kæmpescene, hvor en masser unge tøser stod i kø. Det var først på vej ud, ca. et par timer senere at Becky G gik på scenen for at skrive autografer og optræde. Becky G – kendt fra…YouTube, googlede jeg mig til da vi kom hjem.
Nå, men vi undlod at stå i kø for at få en autograf, men gik i stedet rundt og rundt og rundt, i midten af centret er der Nickelodeon-forlystelsespark, hvor vi (måske mest børnene) kunne få taget billeder sammen med Ninja Turtles. De er det helt hotte lige i øjeblikket, men der er også en film på vej. Igen valgte vi ikke at stå i kø…
Eftersom vores frokost bestod af en halv proteinbar til os hver besluttede vi at spise lidt tidligt, og derefter tage bussen tilbage til hotellet. Der tog vi en tur i spa sammen med en hel masse uopdragne amerikanske børn, og så op på værelset for at stene underlødige realityprogrammer.Vi forstår at more os;-)
Nu er kl. 6.49 lokal tid og Henrik og jeg skal ned at hilse på hotellets løbebånd. Derefter fortsætter vi “træningen” i Mall of America, vi mangler 3 etager + Macy’s! Det er hårdt at være på ferie.