USABLOG

Vi har to dage på havet inden vi lander lørdag morgen i New York. Man har absolut ingen tidsfornemmelse om bord. Vi har en glimrende info-kanal, faktisk flere på tv, hvor tiden står, i parentens “but does it matter”, næ, kun af hensyn til de forskellige shows og den slags er tiden vigtig.

Margit, vi nåede lige at læse din kommentar, og du har helt ret, der er mange ting at skulle tage stilling til; hvor skal vi spise, hvornår og hvad? Er det før eller efter showet, skal vi se showet etc.etc. Life is hard;-)

Vi føler os nu godt hjulpet af rederiet, hver aften når vores steward har tæppet af, liger der en seddel om næste dags program. Den bliver studeret flittigt, vi skulle jo nødigt gå glip af noget. Der er desuden adskillige info-kanaler på TV, en om sikkerhed, en om hvor mange reservationer, der er i de forskellige restauranter og så vores favorit-gøren-grin-med-kanal “Shopping-kanalen”. Hvis nogen har set “Bridget Jones Diary 2, hvor moderen har en affære med en smykkesælger, jamen det ligner og lyder nøjagtig som vores Neil på den kanal. Han er godt nok gift, men detaljer, detaljer. Der er ikke grænser for, hvad vi kan købe til “affordeble prices”, og han giver os gode råd om alle de smykker vi kunne have købt på Bahamas som ingen andre har. Yeah rigth..Der var endog et show (som vi ikke lige havde tid til..), hvor mindst en fra hver familie burde deltage, så man kunne få “coupons” til brug i Nassau og dermed få en eller anden tiny ædelsten HELT gratis. Det sjove var at de her coupons var i begrænset mængde, men de første 200 fra borde ville få en.

Hm, vi er 2000 passagerer, hvis vi nu siger at hver familie består af 4 – 6 medlemmer så er det kun et par hundrede, der ikke får, med mindre de var til showet. Hm!!

Der er også en kanal, der viser ruten, det er nu meget skægt at ses, hvor langt vi er kommet på ruten, hvis vi er rigtig dovne og ikke gider gå ud på balkonen har vi også en kanal, der viser et kamera i fronten af skibet, så vi kan holde øje med, om vi er på rette kurs.

Jeg ved ikke om det er generelt at amerikanere er nogle brokhoveder eller om vi bare stod ved siden af et par stykker af slagsen i går? Der var simpelthen ikke det, der ikke var galt med skibet, udflugterne, maden og så videre. Jamen, hvis ikke det var fordi vi havde set dem på “vores” skib ville vi ikke tro, vi var på samme skib. Maden er elendig, smager ikke af noget bla bla. Nå, den mad vi har fået, både i betalingsrestauranterne og der, hvor det er gratis er ganske glimrende. Faktisk har maden været bedre i de gratis end i den italienske, hvor vi var første aften. Sjovt, der kan være så forskellige meninger om samme sag.

Ja, de trofaste læsere af vores blog venter selvfølgelig på, hvornår jeg brokker mig. Hæ, det er allerede sket, vi spiste i den store flotte “Titanic-restaurant”, hvor tjeneren lavede den fejl at tro at det er Henrik, der tipper. Det er det ikke. Hvis jeg ikke bliver behandlet ordentlig, får de ikke en

fregne. Det var faktisk så grelt at jeg gik op og fortalte i receptionen at den behandling ikke var ok – og vi forventer at man ikke forfordeler mænd fremfor kvinder. De skrev det ned, kaldte på restaurantens supervisor og vi fik da en gratis flaske vin. Det var nu ikke hensigten…Supervisor sagde vi var “nice people”, så hun må nok lægge øre til lidt af hvert. Måske har de tagget os, i hvert fald fik vi udsøgt service i går, ikke på samme restaurant, men de ved jo, hvilken kahyt, der har klaget.

Håber blog-læserne er tilfredse og ikke længere sidder på kanten af stolen og venter på turens klage. Den er overstået:-)

Håber de øvrige bloggere snart giver lyd fra sig, jeg ved ikke, hvorfor de ikke blogger. “Vi har travlt” – hm med hvad? Kaptajnen styrer skibet, stewarden rydder op og gør rent, køkkenet laver maden og tjenerne serverer den. Hvad er det, de har så travlt med?

Tjaa, Isabella har fået rationeret sine spørgsmål til 10 om dagen. Jeg har foreslået hende at skrive dem ned og give dem til stand-upperen Thomas Hartmann.

“Hvorfor hedder det et koøje?”

“Hvorfor hedder det en bro på et skib?”

Hvis det hedder autopilot på et fly, hedder det så autokaptajn på et skib?”

Så længe vi ikke har Google har vi absolut ingen anelse!

Kl. er nu 6 om morgenen, det er vores sidste dag på skibet. Vi havde reserveret bord på den japanske restaurant i går, det er lidt af et show, hvor kokkene står og laver maden mens man kigger på. Der var kun plads kl. 22, så vi var der selvfølgelig til tiden, ellers mister man reservationen og betaler fuld pris.

Da kl. var 22.15 var vi ikke kommet til endnu og var begyndt at blive en anelse utålmodige, noget der ellers ligger familien meget fjernt…Nå, endelig blev det vores tur til at blive lukket ind, hvor vi blev mødt af et bord fyldt med 16-årige tøser, der skabte sig som de var til en Justin Bæver-koncert. Det var de ikke!

Det var faktisk så slemt at vi ikke kunne høre hvad vores egen tjener sagde til os, så vi besluttede, efter Henrik havde talt med inspektøren at skride. Meget irriterende, men vi gider ikke betale 600 kr. i cover charge og så lade et selskab dominere. Uopdragne unger HMFPR#!%!!

I stedet gik vi ned i vores yndlingsrestaurant og fik dejlig mad, noget sent, kl. var vel blevet 22.30.

Derefter var det på hovedet i seng. Vi falder i søvn så snart vores hoveder rammer hovedpuden, det må være al den friske havluft, der gør det.

I dag har man mulighed for at stille spørgsmål til besætningen, vi overvejer at sende Isabella derned og stille alle hendes spørgsmål, der står ikke noget sted de skal være skibs-relaterede. Stakkels besætning;-)

I morges landede vi på Bahamas,hvor dagens vigtigste begivenhed var mødet med delfiner på “Blue Lagoon”. Vi gik fra borde i god tid og ventede på alle blev samlet. Vi skulle med båd ud til den ø, hvor vi skulle møde vores delfiner.

Først var der en obligatorisk gennemgang af, hvordan delfiner er indrettet og hvordan man skulle håndtere dem. Derefter skulle vi hen til en platform, hvor vi stod sammen med en del andre familier, der også skulle møde delfinerne.

Allerførst skulle alle ned i bassinet – en familie af gangen for at få taget det obligatoriske “kys af delfin-billede”. Victor havde fornøjelsen at blive kysset mens vi andre bare grinede fjoget.

Derefter skulle alle familier ned på platformen igen, ca. 8 – 10 personer, Vi holdt os pænt tilbage, så der var to grupper før os, men det gjorde ingenting, så lærte vi da hvordan man skulle gøre.

Da det blev vores tur kom Andy forbi – Andy er delfinen – og vi fik mulighed for at først at ae ham på ryggen og derefter på maven.

Vi fik også lov til at røre hans tænder! Det var efterhånden blevet kramme-tid (og tid til det obligatoriske “jeg har krammet en delfin-foto”. Nåhhh, hvor var han dog sød. Han kyssede os også, meget ærbart på læberne. Derefter var han blevet småsulten, så han fik en lille fisk af os, holdt op i strakt arm, som han forsigtigt snuppede fra os.

Han blev vist rigtig glad for fiskene, for bagefter ville han danse med os. Til slut fik vi igen lov til at ae ham. Vi var vel i vandet i ca 15- 20 minutter, det er svært at sige, tiden fløj afsted.

Der var selvfølgelig fotografer og vi havde besluttet at købe billederne – de kunne også fås på usb-stik mod et mindre (Host host) gebyr, og vi skulle naturligvis også have DVD’en, som vi må vente med at se til vi kommer hjem, vi har ingen afspiller på PC’en.

Det øspøsede da vi skulle til at tage båden hjem igen, mærkeligt når man sådan er på Bahamas! Det holdt dog hurtigt op igen, vi hastede op til skibet, fik tørt tøj på og så et smut ned i byen, hvor vi faldt over noget netadgang, så vi lige kunne sende de sidste dages blogs hjem.

Lige nu har vi taget afsked med Bahamas, de to næste dage er vi på havet og lander så i New York på lørdag.

Hej allesammen ja det er rigtigt i høre fra mig igen igen. Ja jeg havde heller ikke troet det:D,men dag har vi været ude og se på alligator,isabella og jeg har holdt en babyalligator. jeg holdte den i numsen :D,men nu kommer det sjove(da vi var i naturen på en airboat der sejlede 40km.og så så jeg 9-15alligatere.Men da vi var i en zoo vor vi også sejlede i en båd der så jeg 0-0):D xD

I dag har vi været på rederiets private øde ø sammen med ca. 2000 andre passagerer;-)

Vi er alle blevet udstyret med ID-kort og hvis man ikke har kortet kommer man ikke ind på skibet igen. Det skulle vi selvfølgelig også vise, da vi skulle over på deres private ø. De skal selvfølgelig have styr på, hvor mange, der går fra borde og hvor mange, der bliver ombord. Samme antal skulle helst komme tilbage igen.

Skibet kan ikke lægge til kaj på øen, der er simpelthen ikke dybt nok, så vi har ligget for anker et stykke ude og er blevet transporteret i “små” både med plads til 450 passagerer.

Vi havde ikke travlt med at komme derud, solen er meget stærk, så vi havde nr. 20 og der blev sendt ca. 2- 3 numre afsted af gangen.

Kl. 11 var det vores tur. Lidt af et gedemarked at få så mange mennesker ned i en båd, men det gik. Familien Heikendorf er ikke så nem at flytte, selvom der var et par stykker, der prøvede at springe over. HMPRGGFF!!

Der var solstole over alt, boder med “souvenirs” og selvfølgelig alle mulige aktiviteter. Vi fandt et par solstole og slog os ned.

Vandet var 30 grader og luften 27. Alligevel var det forfriskende at få en dukkert.

Isabella manglede jo en hat, sådan en slags kombineret ja-hat (den imaginære grønne hun har, virker ikke altid) og solhat. Vi fandt en supersød en, som jeg egentlig godt kunne have tænkt mig. HMFPR!!I morgen på Bahamas køber jeg da bare en, der er meget pænere. HA!

Ved 18-tiden besluttede vi at tage båden tilbage, sammen med 450 andre. Der var vandtingester på vej op til båden så alle fik skyllet tæerne for sand. Vi fik også udleveret våde iskolde vaskeklude, hårdt tiltrængt.

Da vi var tilbage på skibet skulle vi selvfølgelig igennem et sikkerhedscheck igen, lidt unødvendigt synes vi, men ok, “better safe than sorry”.

Lige nu slapper vi af og er i bad, vi skal spise i den “fine” spisesal i aften, den ligner den fra Titanic, måske en dårlig sammenligning, men vi er ikke i nærheden af et isbjerg.

Når vi har spist skal vi se noget stand-up, måske lidt kedeligt for Victor, men meget underholdende for os andre. I går så vi “The second city” – åbenbart nogle, der er meget berømte, vi kender dem ikke, men de var sjove – sådan en slags teatersport.

I morgen går turen til Bahamas, eller rettere, vi letter anker nu, og så skal vi ud og have “Dolphin Encounter”, det glæder vi os meget til.

Så nåede vi til Florida, Cape Caneveral, hvor vi havde bestilt udflugt til en tur med airboat og efterfølgende tur i en zoologisk have.

Heldigvis var der i et kort øjeblik internet-forbindelse så jeg lige kunne nå at få sendt to blog-indslag afsted. Jeg glemte ikke de andres indslag, der var simpelthen ikke nogen. Meget trist!

På vej til airboat-turen kørte vi en lille omvej hen forbi Kennedy Space Center, hvor vi kunne se brændstofsrørene og og noget andet rumskibs-agtigt, som vi ikke helt kan huske hvad hedder.

Det så spændende ud, men det må blive næste gang, vi kommer til Florida. Efter en ½ times kørsel ankom vi til stedet, hvor vi skulle sejle med airboats. Der var lige tid til en tur i souvenirbutikken, hvor de havde en kælegris. Den var dog ikke til salg! Da vi kom ned i bådene blev vi udstyret med støjreducerende ørebøffer, og samtidig kunne kaptajnen (er det den korrekte titel?) fortælle når vi skulle lægge mærke til noget.

De kan godt nok sejle stærkt de airboats, Victors kasket var lige ved at ryge i vandet, selvom den var UNDER ørebøfferne. Turen tog ca. 20 – 30 minutter

og vi blev efterhånden ret gode til at spotte alligatorerne. Der var ikke så voldsomt mange, men det har også lige regnet, så vandstanden var højere end

normalt.

Efter turen fik vi lov til at holde en baby-alligator, baby og baby, den var da nok 1 meter lang.Den havde en elastik rundt om kæberne, så vi var ikke i umiddelbar livsfare;-)

Da alle havde fået taget de obligatoriske billeder tog vi bussen ca.5 hen til en slags zoo. Det var interessant, vi blev alle vist rundt af personalet, først skulle vi samles og have vist og holde en alligator, denne gang en noget mindre udgave. Den havde almindelig tape om munden! Nu er vi trætte af at slæbe rundt på alle de alligatorer, nu må de gå selv.

Vi fik også hilst på forskellige slanger, og til sidst et vaskægte stinkdyr. Meget blød pels – men man skal nok ikke gøre forsøget in real life, denne havde fået fjerne de kirtler, der gør at den nå ja, stinker.

Efter den lille præsentation, som forøvrigt var rigtig god og underholdende – blev vi sendt hen til en indianer, der fortale om sin stamme og forklarede hvordan indianerne har forstået at udnytte landets ressource. Det var også rigtig interessant. Sidste stop var i en lille båd gennem haven, sjovt nok så vi ikke skyggen af alligatorer på turen, selvom vi havde set mange af dem, da vi var i land, så de var der.

Efter 45 minutters køretur var det tilbage på skibet, hvor vi blev mødt af personale med vaskeklude og vand. Luftfugtigheden er meget høj, og nu trænger vi vist alle til et bad.

I morgen går turen til rederiets private ø, hvor den for vores vedkommende kun står på badning og afslapning.

I dag har vi kun været på havet og har derfor haft god tid til at reflektere over vores medpassagerer. Det er en fordel at være danskere, de andre forstår os ikke, men vi kan tale uhæmmet om dem, og det gør vi;-)

Da jeg stod op i morges, ved 6-tiden, satte jeg mig ud på balkonen og nød solopgangen, lider vist en smule af jetlag, har i hvert fald svært ved at sove længe.Vejret er skiftet, det er ikke længere uvejr, men varmt – meget varmt. Da dervar kommet liv i resten af familien spiste vi morgenmad udendørs – fik talt lidt om vores medpassagerer – sjovt at man på

deres bordmanerer nogenlunde kan regnue ud, hvor de kommer fra – og gik derefter hen for at få plads ved poolen. Det er umuligt, vi har ikke været i Lalandia, men er sikre på at det er nogenlunde som at være der. Alt for mange larmende mennesker, der har reserveret solstole og ikke bruger dem 🙁

Vi blev nødt til at lægge på 14. dæk hvor der var plads til sole sig, men det blæste i halv pelikan eller noget i den stil. Vi turde ikke være der så længe, solen er stærk og når det blæser kan man ikke rigtigt mærke at den brænder.

Vi var også et smut i souvenir-biksen, Isabella mangler en solhat, men selvom jeg synes jeg prøvede at sælge dem alle til hende, lykkedes det desværre ikke. Måske finder vi en ja-hat i Florida?

Victor og Henrik fik hver en t-shirt og en cap, så de ser rigtig smarte ud, jeg fik ingenting, men jeg tager revanche i et outlet.

Efter den anstrengende formiddag (vi havde besluttet i hvilken restaurant vi skulle spise morgenmad, og vi havde handlet) var det blevet tid til frokost. Der står hånddesinfektionsdamer foran buffet-restauranten, så man lige får vasket hænder inden man træder ind. Mærkeligt job at have, men lige så sært at det er nødvendigt. Havde ikke lige tænkt over hvorfor, før Henrik sagde at de selvfølgelig ikke ville have folks snavsede hænder i restauranten. Nå nej…

Mens vi spiste lærte vi også at folk er hvad de spiser. Der er mange ekstremt store (ja ok, så siger vi fede, det lyder bare ikke så pænt) mennesker, og når man ser, hvad de putter på deres tallerkener og hvor mange gange de går til buffetten er det altså ikke så underligt at de ser sådan ud. Vi følte os meget sunde da vi spiste salat.

Hjemmefra havde vi prøvet at bestille en airboat combi alligator jungle tur, men det kunne ikke lade sig gøre. Der er to ture, den ene uden zoo, den koster 20 $ mindre og varer 3 timer, den “store” varer 6 timer, så det ville vi selvfølgelig helst.

Heldigvis kunne det lade sig gøre, da vi henvendte os personligt, så i morgen, når vi kommer til Florida skal vi ud og se på alligatorer. Vi holder hænderne indenbords.

Forhåbentlig kan vi også finde en Starbucks eller lign. så vi kan få sendt disse blogs afsted. Som ventet er nogle mere ivrige bloggere end andre….

Afgang fra New York

Så kom vi til vores krydstogt. Vi tog afsted fra hotellet i god tid,da vi havde hørt at check ind var meget grundig og kunne tage lang tid. Heldigvis gik det ret smertefrit.Det bliver åbenbart værdsat af personalet at man kan finde ud af at sige pænt tak, det virker ikke som om det er amerikanernes stærke side.

Meget pinligt har vi glemt vores “reunion-t-shirts”, der er flere familier, der går rundt med samme slags t-shirt, så man kan se,de hører sammen. Op til 40 stk. har vi set i en familie.

Da vi kom ombord fik vi ikke vores værelse før senere, men det var vi forberedt på. Vi havde badetøj i rygsækken, men det var kun Victor, der faldt for fristelsen til at bade.

½ time før afgang var der redningsøvelse, afhængig af, hvor man bor, skal man møde på et bestemt sted, hvis såfremt i fald, der skulle ske noget. Vi mødte op og blev krydset af, der var virkelig styr på det. Vores mødested var i en restaurant, langt væk fra redningsbådene. Ja, hvis der skulle ske noget, er vi ikke dem, der venter pænt på at blive krydset af,vi stiller os hen til redningsbådene og afventer…

Efter denne lille tur var det tid til afgang. Det var fest og farver og en masse musik, meget amerikansk. Men for pokker var sejlturen gennem Hudson River flot, vi har nok sådan cirka 100 billeder af Frihedsgudinden, som vi sejlede lige forbi.

Efter det var det lidt hviletid i kahytten. Lige inden vi skulle til at spise opdagede jeg at der var meget mørkt udenfor, og vi vidste godt der var varsel om “thunderstorms”. Jeg skal da lige love for at vi fik thunderstorms. Det var helt vildt fascinerende. Vi havde i lang tid sejlet på linje med et andet skib,men da lynene begyndte satte vores kaptajn foden på speederen, eller hvad det nu hedder. Vi kunne godt mærke vi var ude at sejle, selvom det er et kæmpeskib.

Henrik fik udtalt de uforglemmelig ord “Nu er vi lige straks ved kanten”, hvorefter jeg jo måtte fortælle Henrik at jorden er rund;-) Den bemærkning syntes Isabella var sjov..andre var knap så begejstrede.

Efter middagen, som vi indtog i en betalingsrestaurant, nåede vi lige at se slutningen af en forestilling, hvor der var en ret underholdende stand-upper. Han holder vi øje med.

I morgen har vi hele dagen på havet, vi har fået dagens program men af en eller anden årsag virker det ikke som om Isabella er helt vildt interesseret i at lære at danse Michael Jackson “Thriller” og optræde med det på sidste dag. Trist 🙁

Hm, vi finder nok på noget andet.

Hedebølge i New York.

Radioen fortæller om 110 degrees, det er Fahrenheit og omkring de 38 – 40 grader – føj!

Lige nu har vi pitstop på hotellet før vi skal afsted på krydstoget.

Vi vågnede tidligt, ja, jeg vågnede i nat, og havde svært ved at falde i søvn, selvom vi virkelig prøvede at gå sent i seng – lokal tid. Det betød at vi stod op ved 6-tiden, spiste tidlig morgenmad og derefter tog på jagt efter en adapter til vores strøm.

Det førte os ned til Ground Zero, det er underligt, byggepladsen virker endnu større end sidst vi var her, men der var det jo også “kun” en byggeplads. Nu er de i gang med at bygge 4 nye kæmpebygninger. Der er konstant 3000 construction workers på arbejde. Det er helt vildt. Selvom vi kun gik uden for og endnu ikke har set 9/11Memorial fik jeg altså en klump i halsen. Tudefjæs er jeg!

Det lykkedes os at finde en butik, der havde åbnet og vi fik købt et par småting, bl.a. den ønskede adapter.

Vi må komme på kajen en time før de begynder at sikkerhedschecke folk, og i følge en af Henriks kollegaer, er det lidt af et sikkerhedscheck. Better safe than sorry!
Vi får vores kahyt ved 14-tiden og vi sejler fra New York kl. 16 i eftermiddag. Hele dagen i morgen er vi på havet, vi er allerede smurt ind i faktor 30 og faktor 50, vi skal ikke bruge ferien med at være forbrændte.

For øvrigt, men vi alligevel stod i kø for at komme ind i landet blev der vist “breaking news” – der er spottet great whites (hvad hedder de på dansk?) hajer ved Cape Cod. Note til os selv: Ikke bade i havet når vi kommer til Cape Cod. Vi kan allerede høre temaet til “Dødens Gab”.

Der er begrænset forbindelse om bord på skibet, eller også er vi bare for nærige til at blogge til 5-6 kr. i minuttet, så der vil være begrænset med aktivitet de næste par dage, men vi vender stærkt tilbage om 7 dage.