Blog Image

USABLOG

USA

Vi er blevet bidt af USA og derfor går turen for 7. gang til USA. Denne gang staterne Californien, New Mexico, Utah, Nevada og Arizona.

Hvis du har spørgsmål eller kommentarer i øvrigt kan du skrive til familien@heikendorf.eu
så vil jeg forsøge at svare så hurtigt som muligt.

Austin – Gotham City

Texas, New Mexico & Arizona Posted on Thu, February 11, 2016 15:20:05

I går var vi meget kulturelle, vi begyndte nemlig dagen i Texas State Capitol, altså Texas’ “folketing”.
Der var det obligatoriske sikkerhedscheck, men vi skulle ikke vise ID eller noget som helst, vi havde ellers medbragt pas.
Da vi havde passeret sikkerhedstcheck (manden smilede og var venlig!) stod der en kvinde og spurgte om vi ville med på en guidet tur, ja tak, det ville vi da gerne. Nu ved vi alt, hvad der er værd at vide om Texas’ historie og parlament. Det var nu rigtig interessant og hun var god til at fortælle. Jeg vil spare min bloglæser (Margit) for yderligere detaljer. Dog må det nævnes at texas-folk er MEGET stolte af deres stat! Vi fik lov til at komme ind i både senatet og repræsentanternes hus (de har samme opdeling i Texas som i USA med hensyn til lovgivningen), hvilket vi jo ikke måtte i Washington. En sjov lille fun-fact, hvis man skal tale skal man rejse sig op, ikke røre ved bordet eller stolen men så har man til gengæld taletid i lige så lang tid man ønsker, hvis man ellers kan blive stående. Der er en eller anden, der har talt uafbrudt i 45 timer eller noget i den stil…
Da vores guide slap os havde vi uhindret adgang til hele bygningen, selv det værelse, hvor landet guvernør underskriver lovene. Det er altså lidt underligt, når de ellers er hys med sikkerheden alle andre steder.
Efter al den kultur tog vi hjem på hotellet og lagde os en times tid ved pølen. Vi var ikke i, vandet er koldt!
Jeg havde læst mig til at der bor en koloni af flagermus under en bro, og de kommer frem omkring 20 minutter før solnedgang. Vi kørte derfor af sted i god tid, der er ikke særlig langt (for langt til at gå!) men vi kom næsten på slaget. Trafikken er SINDSSYG, værre end i nogen anden stat vi har været i.
Vi kunne høre flagermusene men ikke se dem. Jeg havde også læst mig til at var over en million i august, men min logiske sans sagde mig at de skal jage efter mad, uanset hvor mange de er. Det kom også til at holde stik.
Lige pludselig kom de frem, ikke i kæmpeflokke men mange af gangen. Det var en rigtig god oplevelse. Jeg har aldrig set flagermus i naturen. Troede de var større…



Sølvbryllup i Dallas og Austin

Texas, New Mexico & Arizona Posted on Wed, February 10, 2016 14:03:28

I går, den 9. februar fejrede vi sølvbryllup og det var netop for at undgå æresport, morgensang og lignende at vi var stukket af til USA.
Vi forlod hotellet i god ro og orden for at sætte kursen mod Austin, dog med en afstikker til U.S. Bureau
of Engraving and Printing. Pengesedlerne bliver trykt to steder i USA, det ene er her i Fort Worth og det andet sted er i Washington D.C.
Stedet er kæmpestort og ligger in the middle of nowhere, selvfølgelig med stor sikkerhed, pigtråd og kameraer overalt. Der er rundture, ovenikøbet gratis. På parkeringspladsen, som ligger separat, lyder det hele tiden i højttalerne at man ikke må medbringe kameraer, mobiler, tåregas, håndvåben, knive og den slags.
Derefter går man ind i en bygning, (ligger stadig helt alene, væk fra selve pengefabrikken) hvor man naturligvis skal have sine ting gennemlyst, man skal selv igennem en bodyscanner og får så at vide at man bliver hentet i en lille “golfvogn” som bringer os hen til udstillingen. De skulle sjovt nok ikke se pas eller anden ID, vi havde det med, for det skulle vi vise, da vi så et sted i Kansas, hvor man tæller pengene.
Der blev vist en oplysende film om, hvordan de her dollars bliver fremstillet og hvor svære de er at kopiere og derefter er det på med lyttebøfferne og så går man ellers rundt oppe og kigger ned på hele maskineriet. Det var ganske spændende.
Desværre var der ingen vareprøver smiley
Det lod vi os nu ikke gå på af, og satte straks kursen mod næste destination, Austin, hvor der på vejen ligger et outlet. Det var et DEJLIGT outlet. Vi begyndte med et pitstop hos Starbucks, så er ferien nemlig for alvor begyndt og de har dejligt internet. Derefter satte vi kursen mod Tommy Hilfiger, dejlig butik, hvor især Isa og jeg hev ned fra hylderne.
Tror det bliver kedeligt at læse, hvilke butikker vi ellers besøgte, men min telefon siger jeg har gået over 6 km…..
Indkøbsmætte (altså for den dag!) satte vi kursen mod Austin og vores hotel. Vi var lidt trætte og derfor enige om at indtage middagen på hotellet, uanset hvad de kunne finde på at servere.
Det lød godt, Blue Moon Bar and Grill, men der var en grund til at bar stod før grill i titlen! Vi landede simpelthen midt i en pokerturnering, blev faktisk tilbudt at spille…
Dagens sølvbryllupsmiddag bestod derfor af burgere og fries, så bliver det næsten ikke mere amerikansk. Vi havde ellers sat næsen op efter en dejlig stor bøf. Det må blive i dag.



Outlet

Texas, New Mexico & Arizona Posted on Tue, February 09, 2016 00:51:31

Vi er jo (igen) kommet til at tage for lidt tøj med, så vi bliver nødt til at købe….
Derfor var dagens udflugt til et outlet ca. 40 minutters kørsel fra Dallas, det vil altså sige, hvis motorvejene ikke var fuldstændig sindssyge. De afkørsler, vores GPS forslog var ikke-eksisterende, så det tog lige lidt ekstra tid at komme dertil. Til sidst lykkedes det dog, vi var der præcis kl. 10, da de åbnede og kunne hente vores coupon-book. Et lille hæfte, der giver yderligere rabat på de i forvejen nedsatte varer. Vi havde også printet andre kuponer på deres hjemmeside, så man skal altid lige sammenligne og finde ud af, hvad der bedst kan betale sig.
Vi tog derfra efter ca. 3 timers shopping eller forsøg på shopping, jeg var den eneste, der fik noget, nemlig to kjoler. MØG-OUTLET!!
I morgen ligger der et på vejen til Austin, hvor vi skal bo, så det smutter vi forbi og ser om de er mere samarbejdsvillige.
Vi skal også et smut hen til U.S. Bureau
of Engraving and Printing, hvor man kan se at pengesedlerne bliver trykt. Måske får vi vareprøver? smiley

Der er ikke så voldsomt meget at se her i Dallas, vi har set det vi kom for, så vi glæder os til næste stop Austin.



JFK og Marius

Texas, New Mexico & Arizona Posted on Sun, February 07, 2016 23:03:11

I dag har vi været downtown Texas. Vi kørte hen og parkerede ved Sixth Floor Museum, der handler om John F. Kennedy og selvfølgelig om mordet på ham i 1963.
Vi var i god tid så inden museet åbnede gik vi en lille tur i området, så blandt andet JFK Memorial, ikke noget at prale af. Det er simpelthen en firkantet kasse og indeni er der noget granit med hans navn på. Der står det er oplyst om aftenen, så det er planen at vi kører derhen i aften og ser om det bliver bedre.

Vi så også Dallas Cattle Drive Sculptures som viser en kvæghjord. Det er et kæmpestort område og sjovt at se. Vi var de eneste, så vi fik nogle gode billeder uden andre turister. I det hele taget er der ikke ret mange mennesker i downtown, hverken indbyggere eller turister. Jeg tror faktisk vi er de eneste turister i hele staten.
Museet var efterhånden blevet åbnet og det var rigtig interessant. Museet ligger i den bygning og på den etage (deraf navnet) hvor Lee Harvey Oswald angiveligt skød John F. Kennedy. De gik nu hurtigt hen over alle de konspirationsteorier der er og fastslog at han var ene om at skyde.

Vi blev udstyret med hørebøffer og brugte et par timer på at se udstillingen. Jeg fik kun brug for lommetørklæde en lillebitte smule…

Ude på gaden er der 2 hvide kryds, der markerer hvor JFK blev skudt første og anden gang. Lidt underligt at stå på det sted, hvor sådan en begivenhed har fundet sted.

Efter en lille rundtur i byen kørte vi til Dallas Zoo, hvor jeg forinden havde læst at man kan fodre giraffer. Nåååå, hvor er de søde. Vi fik så vist amerikanerne at dansker godt kan fodre giraffer uden nødvendigvis at skyde dem 😉
Det var en af de bedre zoologisk haver i USA, det så ud til at dyrene bliver aktiveret som i vores egen zoo.
Efter en hurtig rundtur gik turen tilbage til hotellet, hvor vi slapper af inden vi skal finde et sted at spise.



Det vilde vesten

Texas, New Mexico & Arizona Posted on Sun, February 07, 2016 02:16:31

Dagen begyndte med nødshopping, vores ene kuffert var stadig ikke dukket op og vi manglede det allermest nødvendige.
Første stop var derfor en partyshop, hvor de har alt hvad hjertet begærer af pynt til fester. Ok, det er nok ikke kategoriseret som livsnødvendigt, men vi købte et par småting (for egen regning, selvfølgelig) til vores kommende sølvbryllup.
Næste stop var en meget kedelig Target, hvor det blev indkøbt spændende ting som trusser, tandbørster, tandpasta og den slags ting 🙁
Der var absolut intet til Isa af kjoler så vi så os nødsaget til at besøge et outlet. Vi havde ikke den nøjagtige adresse og vores gps var ikke samarbejdsvillig, så vi så en hel del af Dallas’ motorvejsnet, men endelig lykkedes det. Vi kom derfra med EN (ja, jeg skrev 1 som i EN) kjole og en bluse. Meget trist.
Vi var ikke i shoppehumør men ville hellere til Fort Worth. Det er en gammel by, hvor man tidligere har handlet med kvæg, ved ikke om man stadig gør, men i hvert fald går kvægene gennem byen 2 gange om dagen, selvfølgelig ledsaget af vaskægte cowboys.
Vi var der i god tid, så vi havde rig lejlighed til at se på udvalget af cowboystøvler, hatte og andre spændende ting.
Faktisk købte vi nogle knager til vores køkken og noget olie.
Vi spiste også, men det var ikke værd at skrive om. De serverer stadig klorin-sodavand 🙁
Selve kvæg-turen eller hvad det nu hedder var hurtigt overstået, men det var alligevel en rigtig god oplevelse. Godt de havde styr på deres longhorns, deres horn er meget lange og drabelige. Efter det skulle vi et smut i CVS for at købe endnu et par livsvigtige ting, og igen drillede motorvejene, der bliver bygget helt vildt og vores gps er ikke helt opdateret. Heldigvis lykkedes det og nu sidder vi på hotellet og slapper af inden vi skal finde et sted at spise.
Den gode nyhed er at vores kuffert fandt vej fra Washington til Dallas. Gensynsglæden var stor. Desværre har opholdet i Washington været lidt for hårdt for den, den er blevet skudt (?) eller i hvert fald fået huller.



Der er lang vej til Dallas

Texas, New Mexico & Arizona Posted on Sat, February 06, 2016 12:46:25

Det var en rejse med et par forhindringer for at komme til Dallas, Texas. Det begyndte ellers fint i Kastrup, vores bagage blev checket ind uden at være dømt for lang og odd-sized som sidste gang vi fløj med nøjagtig samme kuffert.
Turen med SAS gik også fint, de har fået nye kabiner så der er masser af plads, selv på de billige sæder, og deres underholdningssystem er i top.
Det var først da vi landede på amerikansk jord i Washington DC (hvor vi skulle mellemlande) at det sjove begyndte.

Først skulle igennem et sikkerhedscheck med bodyscanner og det hele. Der stod højt og tydeligt at man ikke måtte have noget som helst i lommerne på tøjet, men en i selskabet havde åbenbart ikke forstået det, så han kom til et lille ekstra check. Der var en venlig medarbejder, der begyndte at tørre Henriks fingre over med sådan en tingest vi ser i “How to catch a smuggler”, og så over i en maskine, der tester for narko. Den gav dog ikke udslag!

Så skulle vi igennem immigrationen, det gik forholdsvis nemt da vi har Esta (en slags forhåndsgodkendelse) og dermed kom i den hurtige kø, hvor der er automatiske check i maskiner. Det gik også fint for Isabella, Henrik og mig selv, men Victors ansøgning kom ud med et kryds over. Det betød at han skulle møde en immigrationsmedarbejder. Vi var nu ret sikre på at det bare er fordi han ikke har fået taget fingeraftryk før på grund af alderen.
Medarbejderne mente godt vi bare kunne lade ham møde de amerikanske myndigheder alene, mens vi fandt vores bagage, men vi valgte nu at gå sammen.
Der var ingen problemer, vi blev spurgt hvorfor vi kom til Texas, hvor længe vi skulle være i USA, om vi havde penge med og hvor mange, om vi havde været i Vestafrika for nylig og lidt andet. Vi svarede åbenbart pænt og fornuftigt på det hele for vi blev godkendt med fine stempler i passene.
Så skulle kufferterne findes, nogen blev taget ud til check, vi gjorde ikke og lagde derfor kufferterne på bagagebåndet så de kunne komme med os til Dallas.
Vente et par timer og så ellers af sted til Dallas. Turen gik fint, vi landede før tid, og så var der egentlig kun tilbage at hente bagage og bil….
Bagagen kom egentlig ret hurtigt, altså lige bortset fra den kuffert, hvor Isabella og Victors tøj ligger. Der ligger også mine kontaktlinser, alle vores toilettasker og andre småfornødenheder. Det kom ikke bag på bagagemanden, der dog ikke ville afsløre, hvor den havde gemt sig, men lovede at den ville komme til hotellet i dag.

Vi var efterhånden godt trætte og skulle egentlig bare hente vores bil og så hen på hotellet. Det gik da også rimeligt, vi fik en lækker dyt, (mere om det senere) men da Henrik skulle skrive under var prisen lige pludselig over 2000 kr. mere end vores bekræftelse. De begyndte at bavle om envejsgebyr, der ikke var med og hvad ved jeg. Avis-manden hentede en kvinde med lidt stjerner på skuldrene, men hun var ikke til at hugge eller stikke i. Jeg sagde at jeg gerne ville finde prisen til dem på engelsk, hvis de havde en computer med net. De havde de åbenbart ikke, men mens jeg lånte Victors Ipad og Avis internet sad de også og surfede priser.
Jeg var træt og kunne selvfølgelig ikke finde prisen…

I mellemtiden gik Henrik over til nogle andre udlejningsfirmaer for at høre på priser, men så kom der endelig en mand, der fjernede gebyret og vi fik endelig bilen til den aftalte pris. Jeg har nu nærlæst vores kontrakt og der står at envejsgebyr er inkluderet. Det havde jeg overset i går, men det står selvfølgelig også på dansk. Vi var ikke populære hos første medarbejder, der ikke fik sin vilje men vi var lidt ligeglade.
Superfed bil vi har fået, den fik os til hotellet, hvor vi lånte (nej, vi fik!) 4 tandbørster og tandpasta. Når butikkerne åbner skal vi ud og købe det mest nødvendige og have det anmeldet til forsikringen.

Vi håber det var startvanskeligeheder og at turen først rigtigt begynder i dag.

Dallas, vi er så parate 🙂



Ruten

Texas, New Mexico & Arizona Posted on Sat, January 02, 2016 16:24:59

Så er det snart afgang igen 🙂

Denne gang går turen til USA til vinter. Derfor har vi valgt at tage til Texas, New Mexico og Arizona i håb om at vejret er godt.
Vi skal være væk i 3 uger og køre ca. 2500 km. Vi har overnatninger 8 steder da vi har prioriteret at være flere nætter samme sted.
Ruten ser nogenlunde sådan ud:

Det eneste vi på nuværende tidspunkt har bestilt billetter til er rodeoet i Tuscon, det glæder vi os meget til. Mere info følger når vi er “on the road again”



« Previous